« Når far går af | Forside | En tilståelsessag »
Historisk redningsplan eller Anker Jørgensen-økonomi?
Af Jarl Cordua | 17. februar 2009
Socialdemokraterne har elendige meningsmålinger, men hvad gør det, når ca. halvdelen af målingerne viser et flertal for rød blok? Til gengæld er deres statsministerkandidats troværdighed på det økonomiske område rent til rotterne, og en dag vil journalisterne formentlig afdække dette. Det er et udbredt synspunkt på Slotsholmen – og vil jeg hævde også blandt vælgerne – at Helle Thorning Schmidt er decideret udygtig, når det gælder disciplinen indsigt i økonomisk politik. Det må spille en rolle ved næste valgkamp.
Det er faktisk en uvant situation for S at have en leder, der ikke mester økonomi-stoffet. For i realiteten er det vel kun Anker Jørgensen, som var dårligere til økonomi – stort set alle andre S-ledere efter krigen har været fremragende økonomer. Tænk bare på Mogens Lykketoft eller statsministrene Poul Nyrup Rasmussen og Jens Otto Krag og Viggo Kampmann. I anden række var der desuden folk som Knud Heinesen m.fl. Svend Auken regnes omvendt ikke som den store ørn til økonomi.
Socialdemokraterne er ikke i dag præget af store tænkere indenfor økonomi. Det bedste bud er Nick Hækkerup – der ligesom rigets finansminister Lars Løkke Rasmussen – er jurist.
Ikke desto mindre så har socialdemokraterne i dag fremlagt en vækstpakke, som får ros fra så uvant kant som Danske Banks cheføkonom Steen Bocian og Dansk Folkepartis Colette Brix. Sidstnævnte sagde til Børsen, at det var ”godt gået af Helle, Thorning. Desværre for hende, så var den udmelding IKKE klappet af med Kristian Thulesen Dahl, som omvendt mente, at der var tale om ”Anker Jørgensen-økonomi” Andre økonomer mener også, at det er tid til en vækstpakke, men det er de færreste fagfolk, der i fuld alvor mener, at Socialdemokraternes udspil i sin helhed er svaret.
Socialdemokraternes ”historiske redningsplan” fik ellers fuld medløb af Berlingske Tidende, som ikke var specielt kritiske. Selv Henrik Sass Larsens ”yndlingskommentator” Thomas Larsen er positiv. (Eller også er de bare glade på avisen for, at de har fået udspillet solo af socialdemokraterne?)
I realiteten fægter politikere og økonomer i blinde, når det gælder at imødegå krisens virkninger. Mange økonomer peger på, at timing for, at sådan en vækstpakke har effekt, er altafgørende, men ingen – og slet ikke socialdemokratiske toppolitikere – aner hvornår det tidspunkt er. Endnu vigtigere: Det er stærkt tvivlsomt om, medicinen har nogen som helst effekt, og 36 milliarder kr. er immervæk mange skattekroner at smide ud uden garanti for at initiativerne skaber de lovede jobs.
Politisk er det til gengæld supersmart af Socialdemokraterne. Befolkningen kræver handling her og nu, og den tror på, at offentlige investeringer er et effektivt våben. Nu viser Helle Thorning og Co. handlekraft og pakker deres gamle forslag om at fremrykke offentlige investeringer ind i ny indpakningspapir plus at de vil have staten, til at drive bank. Det er et populistisk svendestykke, som helt sikkert vil have appel langt ind i den voksende arbejdsløshedskø. Spørgsmålet er, om det får DF og V-vælgere til igen at vælge socialdemokraterne, og det vil jeg bestemt ikke afvise. Det vi ser her er en del af socialdemokraternes kyniske strategi, der skal bringe dem tilbage til regeringsbænkene. Koste hvad det vil.
Regeringens taktik er at lade tiden gå. Foreløbig håner de Thorning-Schmidts tropper ved at kalde den for ”panikpakken”. Det er morsomt spin, men spørgsmålet er om det er godt spin. Er folk desperate nok køber de formentlig hvad som helst, der kan give dem håbet tilbage om en sikker økonomisk fremtid. Venstrefolkene satser på, at befolkningen fortsat mener, at VK-regeringen er den bedste til at føre økonomisk politik og Danmark ud af krisen. Socialdemokraterne satser omvendt hele butikken på, at en del af de hidtidige V-DF-vælgere på et eller andet tidspunkt taber tålmodigheden med regeringen og giver S-SF-RV-alternativet chancen.
Socialdemokraterne har et berettiget håb om, at Thorning kan vinde over Lars Løkke Rasmussen ved næste valg. Men de skal passe på, at de ikke undervurderer ham. Løkke er blevet undervurderet i hele sit politiske liv, og jeg tror, at man bliver overrasket over hans robusthed.
Jeg vil ikke blive særligt overrasket, hvis regeringen i løbet af foråret spiller ud med deres egen vækstpakke, der også indeholder fremrykning af offentlige investeringer m.v. Det vil være en plan, der let vil kunne vedtages med DFs stemmer.
Så kan det da godt være, at S står og hyler op om, at elementerne i en sådan vækstpakke er ”stjålet” fra deres udspil. Og spørgsmålet er så om de flytbare vælgere, som alle bejler til, går op i den detalje.
Hvis en vækstpakke virker – eller økonomien igen kommer op i omdrejninger – så tager regeringen æren for det. Omvendt har socialdemokraterne muligheden for at skose regeringen for ”ikke at gøre nok” uanset hvor mange skattekroner, den i øvrigt hælder i den offentlige sektor og hvor mange skolelokummer, den lader kommunerne renovere.
Spørgsmålet bliver om at flere offentlige udgifter eroderer mulighederne for at lave en effektiv skattereform, der indeholder en sænkning af marginalskatten.
Emner: | 10 kommentarer »
17. februar 2009 kl. 15:59
Som du skriver, bliver Helle Thorning-Schmidt og hendes “historiske redningsplan” i dag voldsomt promoveret i Berlingske Tidende, ligesom Villy Søvndal og SF blev det den anden dag. Omvendt hetzes der mod en lang række ministre fra både V og K og ikke mindst mod regeringens-, indtil for nylig, to stærkeste våben: udlændinge- og retspolitikken. Det mærkelige er, at ingen fra regeringsfløjen siger noget som helst. Det er klart, at en regering og dens ministre ikke skal blande sig i pressens politiske dækning, men alligevel synes jeg tavsheden er påfaldende.
Lisbeth Knudsen, derimod, kan for sit vedkommende beklage sig højlydt over Henrik Qvortrup og hans “manglende integritet og uafhængighed”, selvom man med mindst ligeså god grund kunne sige præcis det samme om hende. Er politikere, kommentatorer og andet godtfolk måske ligefrem bange for Berlingskes chefredaktør? Er hun en slags “godmother” i dansk presse?
17. februar 2009 kl. 16:26
Jeg gik rundt i den tro at den primære årsag til krisen er at folk i en årrække har forbrugt mere end de har skabt. I høj grad i USA, men også i nogen grad her i Europa og DK. At løsningen på dette problem skulle være at forbruge endnu mere ligger uden for min fatteevne.
En mere nærliggende løsning er at forbruge mindre hvorved opsparing og investing (for egne penge) kan øges. Denne løsning er i øvrigt præcist hvad markedet naturligt motiverer den enkelte aktør til at gøre brug af.
Hvis Helle (og andre) vil gennemføre en ambitiøs investeringsplan må den kombineres med besparelser. Sådan er reglerne for hr. og fru. Danmark, sådan bør det også være for staten. Hvis man ikke er villig hertil må man kalde tiltaget ved dets rette navn: Omfordeling!
17. februar 2009 kl. 16:56
@2 – Det er muligt at det er uden for din fatteevene at man gennen investering i offentlige anliggender kan være med til at kick-starte økonomien, men det S i dag foreslår er jo en kendt økonomisk model de selv(og andre) har brugt siden 30′erne og uanset hvilken økonomisk teori man sværger til(Og jeg er bestemt ikke stor tilhænger af denne) må man dog erkende at den kan have en vis effekt – det er jo historisk bevist. Så kan man altid diskutere om den nuværende situation har brug for sådan en vækstpakke eller man ønsker at benytte andre modeller. Som Jarl påpeger håber jeg heller ikke regeringen springer med på at lave en vækstpakke, men derimod kigger endnu mere detaljeret på en skatte reform!
@Jarl – Om indholdet er letbenet eller ej tror jeg ikke spiller den store rolle i dag – S fremstår for første gang meget længe handlekraftig, på en dag hvor Danish Crown og andre store virksomheder annoncerer masse-fyringer og outsourcing af produktion. Her synes jeg altså AFR’s udtalelse om at det er en panik-pakke virker defensiv og hans normale stærke retorik og gode ”come-back lines” blev hængende lidt uforstålige og efterlod dermed en regering som forekommer meget lidt handlekraftig. Det er altså længe siden at S har været i stand til at presse AFR så alvorligt på den gældende politiske dagsorden.
17. februar 2009 kl. 16:57
Ja, den økonomisk-tekniske politikertype er forsvundet fra Socialdemokraternes top. Men hvor er han(hun/høn) i det hele taget henne i dansk politik?
Jeg kan ikke komme på et eneste godt eksempel på en politiker, som man kan opfatte som en rigtig Lykketoft-type (udover Mogens himself, forstås).
Hvem er regeringens Lykketoft? Fogh kunne være blevet det, hvis ikke han havde været sådan en skruppelløs populist.
Er der nogen, som har et godt bud på en rigtig (alternativt potentiel) Lykketoft i toppen af dansk politik, uanset parti?
17. februar 2009 kl. 17:08
@Andreas
Lars Løkke, Kristian Jensen og Lars Barfoed virker som folk der har godt styr på deres tal synes jeg. Hvis vi tager Løkke er det vel det der gør ham til statsminister-kandidat, for jeg mindes ikke han har været værdikriger som Søren Pind eller Fogh i sine yngre dage.
17. februar 2009 kl. 17:26
@3 Jeg tvivler somend ikke på en effekt. Men nu legitimeres en handling jo ikke blot med at den har en effekt. Den skal helst have en langsigtet (man fristes til at bruge B-ordet) positiv effekt. Jeg mener ikke øget omfordeling tilhører denne kategori af effekter.
17. februar 2009 kl. 17:32
@3 Hvis du mener et bevis for sådanne positive effekter eksisterer så er du velkommen til at referere dokumentation. Hvis du mener 30′erne er en del af et sådant bevis vil det underbygge troværdigheden af din bevisførelse hvis du kan forklare hvorfor krisen dengang varede så lang tid som den gjorde …
17. februar 2009 kl. 18:45
@Jarl Cordua
Spørgsmålet bliver om at flere offentlige udgifter eroderer mulighederne for at lave en effektiv skattereform, der indeholder sænkningen af marginalskatten.
I og med Skattekommissionens forslag er fuldt finansieret, og at dette forslag er det eneste vi kan forholde os til, så kan jeg ikke se et problem.
Det, forslaget om en vækstpakke kan blive et problem for, er eventuelle planer hos regeringen om ikke at lave fuld økonomisk dækning for de skattelettelser de vil give i forbindelse med deres forslag til en skattereform. Det kunne tænkes at være et muligt delmål for Socialdemokraterne med deres forslag om en vækstpakke? Set sådan at man i diskussionen om en skattereform kan sige nej til manglende finansiering af skattelettelser med henvisning til nødvendigheden af at bruge eventuelle ekstra midler på en vækstpakke.
17. februar 2009 kl. 20:56
@8
“Set sådan at man i diskussionen om en skattereform kan sige nej til manglende finansiering af skattelettelser med henvisning til nødvendigheden af at bruge eventuelle ekstra midler på en vækstpakke.”
Ja, eller også er fremrykkede offentlige investeringer socialdemokraternes pris for at stemme for skatteomlægningen.
Selv socialdemokraterne ved godt, at skatteomlægningen vil være en langsigtet fordel – men de vil helst ikke stemme for den. Hvis de kan komme i en situation, hvor de kan sige – “ja, vi stemte for. Det blev ikke helt som vi ønskede, men vi fik gennemtrumfet øgede offentlige investeringer”, så vil de formentlig føle, at de lander den diskusssion et sted hvor den ikke skader “velfærd frem for skattelettelser”.
vh
Anders K
18. februar 2009 kl. 00:16
” Socialdemokraterne er ikke i dag præget af store tænkere indenfor økonomi. Det bedste bud er Nick Hækkerup… ”
Må jeg minde om, at Hillerød Kommune under Nick Hækkerups ledelse er kommet ud i et slemt økonomisk uføre med massefyringer til følge. Så hvis han er Sossernes bedste bud på en stor økonomisk tænker indenfor økonomi, står det godt nok sløjt til hos Socialdemokratiet.
Socialdemokratiets forslag til en økonomisk hjælpepakke er præget af både skidt og kanel:
Staten som skal agere bank: Næppe en god løsning. Bankerne selv har ikke været alt for gode, og hvorfor skulle staten være bedre? Se blot på hvordan det tidligere er gået, når staten har bedrevet privat virksomhed.
Bedre efteruddannelsesmuligheder for fyrede: Helt sikkert en god idé. Det giver sig selv.
Støtte til eksporterhvervene: Nok rigtigt set, da det er dem som er hårdest ramt af krisen, samtidig med at det er eksporterhvervene som er rygradden i dansk økonomi.
Samlet set må man dog erkende, at Danmark er en meget lille spiller i den internationale økonomi, og vi bliver påvirket af udenlandske konjunkturudsving uanset hvad. Danmark kan ikke vende de internationale konjunkturerer alene, og vi må bare forsøge at tilpasse os bedst muligt.