« Margrethe Honeckers “Nye Kuld” | Forside | Lars Løkkes folkelighed »
Barometeret står på rent VKO-forlig om skattereformen
Af Jarl Cordua | 24. februar 2009
Så oprandt dagen, som mange af de borgerlige vælgere, der troligt har stemt på Anders Fogh Rasmussen igennem tre valg, har ventet på. I dag, tirsdag, præsenterede regeringen sit skattereform-forslag, og det blev nok en lidt blandet oplevelse.
Vist var der reelle skattelettelser. Ikke så meget, som håbet. Men det var det, som man kunne komme igennem med hos Dansk Folkeparti. Set i lyset af de første syv magre år, så kan man dog ikke helt slippe af med fornemmelsen af at være en smule skuffet.
Hvis man kan kigger lidt på det taktiske i sagen, så er sagen tydeligvis blevet klappet af på forhånd med Dansk Folkeparti, som har taget sig betalt med de lunser af indrømmelser, som vel egentlig var beregnet til S og SF. Det vil blandt andet sige at regeringen har pillet SU-forringelserne og udhuling af rentefradraget ud af Skattekommissionens forslag. Det har givet mindre råd til at pille ved topskatten, men til gengæld har man givet lidt mere i jobfradrag. Flere indrømmelser følger, når der i de næste par dage skal “forhandles”.
Foghs fortalte samtidigt på tirsdagens pressemøde offentligheden heunder S og S,F at forhandlingerne kun løber nogle dage, før der skal slås søm i. Selvsikkerheden lyste ud af regeringschefen. Han mener tilsyneladende selv, at han har sat oppositionen skakmat.
Det har han også på sin vis også. For hvis S-SF vil med i skattereformen, så er det pludselíg blevet ”ultimativt”, at de skal æde skattestoppet version 2.0. Altså det nye skattestop, som vil gælde i samme sekund, at man har skrevet under på en skattereformaftale. Den er i øvrigt konstrueret så snedigt, at det bliver svært at pille ved den i de næste 10 år. Det er næppe tilfældigt.
Selvfølgelig brokkede S-SF sig over, at regeringen nu pludselig stiller ultimative krav til dem som evt. forligspartnere. For tre uger siden var der som bekendt ingen ultimative krav. Dertil kommer et andet ultimativt krav, nemlig at skattelettelserne er ufinanisierede S-SF tidligere klart har afvist at medvirke til.
Men hvad kan Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt gøre? Signalet fra Fogh er, at de kan komme til forhandlingerne og skrive under på en aftale mod lidt smålunser. De får ingen reelle indrømmelser. Det kan ikke være tilfredsstillende for oppositionen, som ellers er så fyldt af selvtillid med tiden og ligger lunt i svinget med kanonmeningsmålinger.
Et forhandlingssammenbrud synes uundgåeligt før det for begyndt. Fagbevægelsen er massivt imod skattereformen, som den ligger nu, og S-SF er allerede begyndt at rakke regerings udspil ned som værende socialt skævt og tale sig væk fra forhandlingerne. Noget af kritikken af regeringens udspil klinger til gengæld lidt hult. For tre uger siden var man anderledes positive overfor Skattekommissionens oprindelige, men langt mere vidtgående forslag. Sagen er i realiteten den, at S på intet tidspunkt i de seneste uger har indtaget ét standpunkt og forsvaret et skattereformforslag, der ramte nogen. Man har til gengæld aldrig svigtet mht. at hyle op over at noget var ”socialt skævt” eller gik ud over boligejerne dvs. middelklassen. S har dyrket den rene populisme, og selv SF har haft mere format ved at have holdt alle døre åbne. Det siger efter min vurdering lidt om, hvor presset, desperat og usikker Helle Thorning-Schmidt generelt agerer i processen, hvilket står i en klar modsætning til en helt anderledes klarsynet, sikker og overlegen Villy Søvndal
Det er ikke umuligt, at de radikale kommer med i skattereformen. Det der ligger på bordet burde de kunne tilslutte sig, men så længe Margrethe Vestager er partileder, så ender det som bekendt stort set altid med, at de radikale går til venstre.
Anders Fogh kan nu krone sin karriere med dette lidt historiske skattereform-forlig. Det var næsten også det sidste politiske resultat, som han manglede at levere siden sin tiltræden i 2001.
Jeg føler mig desuden mere overbevist om, at det inden for blot de næste par uger står klart, at Fogh bliver ny Nato-generalsekretær.
Statsministeren har overladt Lars Løkke Rasmussen et ganske godt udgangspunkt for at vinde næste folketingsvalg. For hvis danskerne herunder boligejerne skal vælger mellem at rulle skattelettelser tilbage – midt under en krise – eller at fortsætte med VK-regeringens skattestop, så vælger de efter min klare vurdering – det sidste. Do’n't risk it!
S-SF er sikkert utvivlsomt helt overbeviste om, at danskerne nu mere end nogensinde vil vælge dem ind på regeringsbænkene ved næste valg.
Derfor er det ikke gået op for dem, at de nu – igen – er gået i Foghs fælde.
Update Onsdag:
JP har fået fingrene i regeringens drejebog, der forklarer, hvordan S-SF skal klemmes ud af forhandlingerne. Det skete så her til formiddag. Helle Thorning-Schmidt lover nu vælgerne, at gennemføre den skattereform, som regeringen ikke vil. Jeg gad nok vide om et flertal af vælgerne, ligefrem sukker efter det. Nu skal de første forholde sig til regeringens skattereform, og så vil de næppe invitere Thorning til at lave en ny efter et valg om 2 år. Det er præcis det, der er det geniale – rent taktisk – ved regeringens manøvre. Men jeg gør mig ingen forventninger om, at Thorning forstår det. Det S-SF kan håbe på, det er at krisen bliver så slem og arbejdsløshedskøen så lang, at et flertal af vælgerne i ren frustration vælger noget nyt. Det er i alle fald, sådan man – efter mine oplysninger- tænker i sossernes politiske maskinrum.
STØT JARLS BLOG her.
Emner: | 25 kommentarer »
25. februar 2009 kl. 00:08
Man kan sige meget – og meget er også blevet sagt – om Anders Fogh, men man kan ikke andet end at blive imponeret over Foghs overlegne politiske talent.
25. februar 2009 kl. 09:48
Jarl, hvilken sikkerhed kan man have for, at skattestoppet holder de ti år du siger? Ved sidste valg for omkring 1½ år siden sagde Fogh, at skattestoppet ligger fast, og at tiden ikke var til eksperimenter. Hvorefter han nedsatte en skattekommission og nu barsler med en skattereform. Det giver vel ikke tryghed for vælgerne?
Og hvis ikke S-SF kan få andet end smålunser, hvorfor er det så du mener RV skulle gå med ind i et forlig, hvis de ikke kan få noget?
25. februar 2009 kl. 09:55
Der er 3 scenarier:
1. S/SF går med i aftalen. Det binder dem på hænder og fødder hvis de selv får magten.
2. S/SF går ikke med, men Radikale gør. Så vil der formentlig være flertal for aftalen, selvom regeringsmagten kunne skifte. Det vil enten binde en S/SF regering eller kræve de laver nedskæringer andre steder. (Jeg griner lidt indeni af tanken om en Mette Frederiksen og Villy Søvndal der siger man ikke kan give mere)
3. Kun VKO er med. Så kan man med rimelighed gå ud og sige oppositionen vil noget andet, og så kan man køre skræmmekampagne med hvad Søvndal og Sohn kan finde på.
Så ja, godt lavet af Fogh.
25. februar 2009 kl. 10:17
Det er lidt svært at se Skattereformen i sin nuværende form som ”lidt historisk” og det virker ikke som noget der kroner nogen karriere. Det virker som business as usual, som en ufarlig, lidt uambitiøs reform, der ikke må give Lars Løkke problemer, hverken med DF eller med vælgerne, op til næste valg, hvor han jo nok står som forvalter af statsministertjansen.
Den havde været ”lidt historisk” hvis VK havde fået oppositionen ned i sækken uden at de opdagede det, men det gør man jo ved at tilbyde dem noget, ikke ved at klappe aftalen på plads inden. Lunsen til DF er vel derfor egentlig at holde S-SF ude på bekostning af have haft muligheden for at binde dem i fremtiden. Resultatet er et smalt, lidt kedeligt forlig med gaver til så mange som muligt, hvor det dog heldigvis ikke er lykkedes forhandlerne at fjerne en række af de lidt usexede men relativt vigtige oprydningsforslag. Når SU-forslaget er taget af bordet, og rentefradragsændringerne udsat, er det vel ikke kun en gave til DF, men også til de regeringspartier som ikke ønsker at støde nogen før LLR får mulighed for at etablere sig i Statsministeriet.
Forløbet er et bevis på at man skal køre de hårde reformer relativt tidligt efter man overtager magten, mens man har politisk kapital til at gøre det. Men det kunne V ikke på skatteområdet, for de skulle først overbevise alle om at de var Velfærdsstatens Sande Garanter. Med Far på vej ud, og Regeringen AFR ramt af den almindelige politiske slitage, kan det endelige skattereformforslag næsten ikke blive dramatisk, endsige ”lidt historisk.”
25. februar 2009 kl. 12:29
2. Det er klart, at hvis S-SF-RV kommer til, så KAN de lave det om. Men jeg tvivler på, at de radikale eller S medvirker til at rulle marginalskatterne tilbage. For de anerkender jo præmissen for diskussionen at marginalskatter har en skadelig effekt på arbejdsudbuddet. Så på den måde er det jo en irreversibel proces.
Hvis RV går med i pakken, så løber forliget i hvert fald i den periode frem mod 2019, hvor man indfaser lidt af den finansiering, som der er lagt op til.
4. Selvfølgelig er det “lidt historisk”. Det er den største skattereform siden 1993. OG det er det største politiske projekt i denne valgperiode. Så det er ret nemt at argumentere for.
25. februar 2009 kl. 12:39
@Jarl Cordua, 5
Men finansiering kan fx også komme fra erhvervslivet, øgede miljøskatter og -afgifter etc. Disse kilder kan en evt. ny regering vel stadig trække på?
I øvrigt har S-SF nu forladt forhandlingerne. RV’s skæbne står intetsteds beskrevet.
25. februar 2009 kl. 12:43
6. Selvfølgelig. Men så er det vel ikke længere en “ny reform”? Bortset fra at en SSFR-regering vil – alt andet lige – øge de grønne skatter betydeligt for erhvervslivet.
25. februar 2009 kl. 12:55
I afdelingen for “løse rygter” så er vi nogle stykker, der lige skal se News her kl 13. Der er spørgetime med Fogh og der ganske usædvanligt bestilt fotograf til lejligheden.
Læs mere her. http://jp.dk/indland/indland_politik/article1613551.ece
25. februar 2009 kl. 14:13
Det lyder da ikke som om det er en “afgangstale”
25. februar 2009 kl. 14:23
9. Næh. Det har du ret i. Og nu siger Venstre,at de ikke har hyret nogen fotograf.
http://jp.dk/indland/indland_politik/article1613716.ece
25. februar 2009 kl. 17:53
Og Vestager vil heller ikke være med. Tror det er et spørgsmål om dage før vi ser en aftale.
25. februar 2009 kl. 18:02
Til din afsluttende analyse:
S og SF skal da ikke gå med i en aftale, der strider mod alt, hvad de politisk står for.
Og jeg kan ikke se det geniale i Anders Foghs taktik, han kører sin politik igennem, S kører sin. Hvis borgerne vil have ufinansierede skattelettelser og ingen vækstpakke, jamen så er det jo deres valg.
Som socialdemokrat har jeg det sådan set fint med, at S ikke skriver under på noget, Fogh og Pia K. har lavet.
Det er ikke spin det hele.
25. februar 2009 kl. 18:31
Eftersom forligspartiet som jeg har forstået kan opsige forlig med virkning fra næste valg, så er det vel aldrig muligt at binde hverken R, S eller SF de næste 10 år, uanset?
Så om man går med eller ikke, vil mere handle om det signal, man ønsker at sende, nu VKO er på plads (mere eller mindre).
Men jeg kan altså heller ikke se noget “historisk” i reformen. Ihverfald har man en meget kort tidshorisont, hvis man skal kalde en ganske almindelig skattereform historisk, når den ikke grundlæggende bryder principielt med historien, men blot justerer taksterne. Ingen flad skat. Ingen total fjernelse af rentefradraget. Ingen fundamentale og principielle ændringer. Ingen historisk stor forligskreds. osv.
25. februar 2009 kl. 20:24
13. Vedr. forligs varighed.
Jeg er lidt uenig.
Der er ikke ualmindeligt at forlig kan vare eksempelvis fire år frem og ud over en valgperiode. Forsvarsforlig fx.
Du har ret i, at formelt er der ingen problemer i at opsige forlig efter næset valg. Men det ligger jo ligesom i sagens natur, at det ikke er voldsomt hensigtsmæssigt at politikerne laver om på skattesystmet hvert og hvert andet øjeblik. Det er i hvert fald ikke noget, som de bliver populære på.
Mht tidshorisont. Bevares alt er relativt. Du hæfter dig ved “historisk”. Man kunne også fokusere på adjektivet “lidt” som jeg satte foran
12. Nej det er ikke spin det hele, men meget er. Fx. var socialdemokraterne jo ikke var afvisende overfor Kocks forslag, men blankt afviser regeringens moderede forslag. Til gengæld ville regerignen ikke have dem med – af vælgertaktiske grunde.
25. februar 2009 kl. 23:00
Om skattestop: Efter en aftale,der fører til lavere rentefradrag, må Venstre nødvendigvis nulstille sit berømte skattestopur på sin hjemmeside, som efterhånden må have rundet de fire-fem-seks og tyvehundrede dage.
Om ultimative krav: Det virker mystisk, at hverken pressen eller oppositionen for den sags skyld har stillet spørgsmålstegn ved de de tre magiske spørgsmål, som VK(O) på skrømt stillede oppositionen ved indgangen til forhandlingssalonerne.
Kravet om opbakning til et skattestop er fuldstændig absurd… i økonomsprog kalder man det vist kontrarationelt.
Om man kan lide skattestoppet eller ej: Skattestoppet handler om rammer for politikudvikling – for et fremtidigt forløb – og netop ikke om indhold i en konkret politisk aftale. Hvad bliver det næste: At Anders Fogh vil have skrevet skattestoppet ind i Grundloven?
Tilsvarende : At stille krav om at skattelettelser skal være ufinansierede transcenderer Foghs evne som kamæleon op i de højeste sfærer for politisk vendekåberi … for hvordan var det nu lige hans kvækkende yndlingsreplik lød i 90erne: Pengene fosser ud af … you know what!!!
Det tredje og sidste krav til oppostionen om et lynhurtigt forhandlingforløb satte bare ekstra streg under, at den vigtigste opgave onsdag formiddag var at få smidt Helle og Villy på porten.
25. februar 2009 kl. 23:05
Nåja, og så er der de næste dages farce, hvor Løkke vil give den som saglige socialliberal velfærdsteknokrat, der vil etablere den mest fornuftige incitamentsstruktur, mens Ækle Pia og Tulle vil give deres version af socialt afbalanceret “Spurv i tranedans” som den lille ((små)borgerlige) mands beskytter og sande ven. Suk!
26. februar 2009 kl. 10:10
@Jarl Cordua, 14
Fx. var socialdemokraterne jo ikke var afvisende overfor Kocks forslag, men blankt afviser regeringens moderede forslag. Til gengæld ville regerignen ikke have dem med – af vælgertaktiske grunde.
Grunden til at hverken Socialdemokraterne eller SF skød kommissionens forslag i sænk var vel, at de ikke ønskede at give regeringen en anledning til at smide dem ud af en forhandling om reformen på forhånd. Det var vel meget klogt og sagligt? Bør det ligge de to partier til last, at Fogh i denne sag ikke udviser samme saglighed?
Man kan mene at Socialdemokraterne med velfærdsreformen i 2006 demonstrerede, at man ikke på forhånd kan sige, at de ikke gider lave politik med regeringen. Jeg synes forløbet er svært at læse anderledes, end at det er regeringen der ikke gider lave politik med oppositionen.
1. marts 2009 kl. 23:55
Jeg tror at VKO -klubbens dage er talte, det huer ikke befolkningen at forligene ikke er brede, især ikke i krise tider, og det kan ikke opfattes som andet end Børnhave agtigt at partierne ikke kan eller rettere ikke vil stå sammen om at løse problemerne – no man is an island, det gælder også for VKO-country club, og mit gæt er at de vil blive straffet hårdt af midtervælgerne…
2. marts 2009 kl. 16:04
@18
Du må forklare mig hvad der er galt med blokpolitik. Et flertal er vel et flertal, hvis man er uenig kan man bare stemme på oppositionen.
4. marts 2009 kl. 12:18
svar 19
I princippet ikke noget, men der er noget galt med blok politik, når det er for blok politikkens skyld, og det var ret tydeligt i denne forhandlingsrunde. Den med at være uenig….de fleste partier forventer vel en del parti disciplin, så oftest stemmes der efter farve og ikke efter bedste overbevisning – hvilket principielt ikke er demokratisk, men det der udøves i praksis – de sidste mange års reprimander af bl.a venstre folk som har udtalt sig på egne vegne er et ganske godt udtryk for det.
4. marts 2009 kl. 15:43
@20
jeg kan også bedst lide at der kommer så mange så muligt bag et forslag, da det så er mest muligt holdbart i længden. Men nogle gange er der store uenigheder, og et flertal er et flertal. Jeg forstår godt dem der er sure over blokpolitikken, da det betyder at mange mennesker har stemt på et parti der ikke er med, men det bliver det altså ikke moralsk forkert af.
Den med partidisciplinen, der er vel ingen idé i at lave et parti hvis ikke man er enige om hvad man vil, og uden partier tror jeg virkelig vi havde haft en ustabil situation. Men hvis en politiker synes det er for meget, kan vedkommende stemme imod, eller melde sig ud, og det sidste har vi jo set en del gange på det seneste. Det tidligere konservative folketingsmedlem Frank Dahlgaard stemte flere gange anderledes end sit parti, og foreslog hemmelig afstemning, så det bare var tal der kom op på skærmen. Det synes jeg så ville være en dårlig idé, for så vil partidisciplin gå amok og intet parti ville turde stille en politiker op man ikke ville stole 100% på i alle spørgsmål – plus jeg synes os vælgere skal vide hvad vores kandidater stemmer på.
4. marts 2009 kl. 18:18
@ 21
jo, for mindretallet har ret til at blive hørt, og i lige præcis denne sag, kan der ikke være nogen der har hørt ret meget – altså det er ikke blok politik der reelt er problemet, det er magtdemonstrationen jeg synes er problematisk.
- for så er vi netop over i demokratur og ikke demokrati.
Du har fuldstændig ret mht til at vi ville skabe en ustabil situation uden partierne – men if.Grundloven § 56 :Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved
nogen forskrift af deres vælgere.
Det er derfor jeg brugte ordene i princippet og i praksis.
4. marts 2009 kl. 18:29
22. Det er en ret speciel definition på demokrati, som du har. Der står intet i grundloven om at man skal have eks. 2/3-flertal for sin lovgivning. Så efter min mening er synspunktet rent ud sagt: vrøvl.
“Et flertal er et flertal”, som de siger i Tyskland.
4. marts 2009 kl. 18:41
Jarl vil du ikke være så venlig at læse ordentligt hvad det er jeg skriver – man har retten til at blive HØRT – dermed ikke retten til at få ret, der er en forskel, men det er dog en af grundreglerne i et demokrati, og det er netop der jeg synes det haltede i denne her forhandling!
4. marts 2009 kl. 19:41
@søs
Men de har da haft masser af muligheder for at blive hørt, og de kan jo fremlægge deres ideer hver eneste dag – men sjovt nok har de ikke fortalt noget til nogen. JP gjorde sig den udlejlighed at spørge direkte, og intet svar af værdi kom der tilbage. Mon de selv ved det, eller er de bare utilfredse fordi det er god taktik.
De valgte iøvrigt selv at forlade forhandlingerne.