Richard Milhous Nixon eller 'œTricky Dick'. Indtil for et par år siden den mest forhadte præsident blandt venstreorienterede amerikanerne '“ og den præsident som republikanerne helst ikke talte højt om og bare gerne ville glemme.
Jeg er ikke gammel nok til at huske tiden omkring Watergate-sagen, men har selvfølgelig læst 'All the Presidents Men' og set filmen af samme navn med Robert Redford og Dustin Hofmann som Washington Post-journalisterne Bob Woodward og Carl Bernstein. Men for alle, der var voksne i 1970'erne, så er Watergate-afsløringen den tids allerstørste politiske historie. Ydermere så satte den standarden for, ja den definerede moderne dybdeborende politisk journalistik og ikke mindst berømmede brugen af anonyme kilder, 'Deep Throat', the cover up med Mitchell, J.D. Ehrlichman, H.R. Haldeman, Dean and all that. Siden har der inde i enhver politisk journalist boet en lille Woodward & Bernstein, som vil ud og afsløre politikeres magtmisbrug.
For nylig kom så filmen om de berømte interviews som den engelske TV-mand David Frost i 1977 lavede med Richard Nixon op i danske biografer. Dengang blev interviewene solgt til TV-seerne som 'Den retssag, som Nixon aldrig fik', fordi hans efterfølger, præsident Gerald Ford tog den ret så kontroversielle beslutning om at benåde ham.
Filmen har fået stor anerkendelse og blev nomineret til seks Golden Globes samt fem Oscars før årets prisuddelinger.
Nixon fremstilles som et gammel politisk ringvrag, der efter at have leget dygtigt kispus i de første par interview-runder med den politisk indifferente, flegmatiske skørtejæger og champagne-drikkende jetsetter, levemand og TV-personality David Frost, dog ender med at undervurdere sin modstander i den sidste interviewrunde. Det bliver fatalt, for i mellemtiden er Frost til gengæld blevet fokuseret og gør pludselig brug af de dygtige rådgivere, som han også har omkring sig. Nixon bliver fanget i en fælde, da han i filmens mest dramatiske højdepunkt én gang for alle bliver presset til at forholde sig til kendsgerningen om sin aktive andel i indbruddet i den demokratiske partis hovedkontor i Watergate i Washington. (Indbruddet blev foretaget af betroede medarbejdere fra organisationen med det fantastiske og frygtindgydende navn: 'CREEP' – 'The Commitee to REElect the President.) Det sker med ordene:
'œI am saying, that when the president does it. It means that it is not illegal!'
Og herefter falder USA’s 37. præsident som en anden tyr i en andalusisk arena sammen ved det selvpåførte nådesstød og ender på nærmest religiøst vis med at må gå til bekendelse for sine synder.
'œI let the nation down and I have to live with that for the rest of my life!'
Uh. Det er politisk drama, som var det skrevet af William Shakespeare.
I øvrigt må man fremhæve Frank Langella som Richard Nixon. Langella ligner ikke sin karakter specielt meget, selvom især mimikken, og den måde han fremstiller Nixon på, er tæt på'¦om end måske lige på grænsen til det parodiske. Og så sidder man måske også tilbage med en fornemmelse af, at Nixon nok bliver fremstillet en anelse mere sympatisk og 'rar, gammel, bedstefar-agtig' end der formentlig er historisk belæg for. Jeg får trods alt sympati for Langellas udgave af Richard Nixon. Men hey! Der skal jo være lidt plads til den kunstneriske frihed!
Nixon/Frost er simpelthen årets film for politiske nørder. Og så har filmen tilmed den bonus-kvalitet, at den også indfanger lidt af den funky Studio 54-stemning fra sen-70'erne, hvor hårets længde konkurrerede med skjortekravernes ditto, kvinderne igen måtte var ufatteligt sexede, musikken var disco, og det var tilladt at ryge cigar og drikke champagne (næsten) overalt.
P.s. I øvrigt så har en ven engang opfundet det såkaldte 'Ã…l og Nixon'-koncept. Det går i al sin enkelthed ud på at spise ål, drikke sig halvvissen i brændevin og så i øvrigt siden lade sig døse hen til den venstreorienterede filminstruktør Oliver Stones 'Nixon'- en film, hvor Anthony Hopkins spiller hovedrollen som Tricky-Dick. Her kan man blandt andet nyde scenen, hvor Nixon efter at have tabt guvernør-valget i Californien i 1962, henvendt til pressen og i bitterhed fastslår:
“You won’t have Nixon to kick around anymore!
Det kunne være, at der dukkede en invitation op en af dagene!
STØT JARLS BLOG her.
3 kommentarer til “Tricky-Dick On Trial”
Så vil jeg lige smide en boganbefaling: David Greenberg – Nixon’s Shadow: The History of an Image.
Bogen handler ikke om Nixon som sådan, men om hvordan Nixon er blevet fremstillet i forskellige sammenhænge – akademiske, politiske og mediemæssige – fra 1940’erne (!) og frem til årtusindskiftet.
http://www.amazon.co.uk/Nixons-Shadow-History-Image-Greenberg/dp/0393326160/ref=sr_1_1?ie=UTF8&s=books&qid=1236784924&sr=8-1
@Jarl Cordua
Her kan man blandt andet nyde scenen, hvor Nixon efter at have tabt guvernør-valget i Californien i 1962, henvendt til pressen og i bitterhed fastslår:
'œYou won't have Nixon to kick around anymore!
Jeg mener også, at Nixon i filmen på et tidspunkt gennem sammenbidte tænder om pressen siger: “They’re all out to get Nixon.” Det er måske det fineste udtryk for livsstilssygdom nummer 1 blandt politikere: Paranoia.
Den nye Nixon film er fed, men nok mest for os politikse junkier. Nixon er i det hele taget en af de mest interessante skikkelser i den politiske historie – og mest modsætnignsfyldte ikke mindst.