Christianborg-pressen lader op til tirsdagens pressemøde med statsministeren. Hvilke krumspring skal Anders Fogh Rasmussen nu foretage sig for ikke at besvare pressens spørgsmål om sin fremtid som evt. ny Nato-generalsekretær.
Imens har flere aviser – senest Politiken i går søndag – har allerede leveret dybdegående personportrætter af hans forventede efterfølger Lars Løkke Rasmussen.
I fredags fortalte den tyske avis Süddeutsche Zeitung, at de tre store europæiske Nato-lande Storbritannien, Tyskland og Frankrig var enige om at kaste deres lod på den danske statsminister, som indtil videre som bekendt ikke er officiel kandidat '“ i øvrigt til stor irritation for den hidtil største rival og officielle kandidat '“ den polske udenrigsminister. Tilbage er så, hvad USA agter at gøre? De fleste tipper på, at Foghs og Danmarks status i Washington fortsat er så høj, at amerikanerne ikke vil stille sig på bagbenene. Tilbage står tyrkerne, som hidtil har brokket sig højlydt over Fogh. Dog ville de ikke nedlægge veto, som DR Nyheder ellers kom til at fortælle forleden og siden på ydmygende vis måtte trække i land. Veto eller ej. Der er immervæk forskel, og mange ser brokkeriet, som tyrkernes mulighed for at handle lidt på den storpolitiske børs. Vi æder Foghs kandidatur og forventer en tjeneste den anden vej. Altså business as usual.
Hvor længe varer så forhandlingerne, så vi får en afklaring om Nato-generalsekretærposten? Det er der ingen, der tilsyneladende der ved. Gætterierne går fra 'lige om lidt' og frem til Nato-topmødet den 3. april. Ugebrevet Mandag Morgen skriver i dag, at faktisk kan forhandlingerne strække sig ud over topmødet. For der er ingen tradition for, at man besætter stillingen ved formelle møder, men ved uformelle konsultationer medlemslandene imellem. Ugebrevet spekulerer desuden i, at Fogh kunne være en oplagt afløser for EU-kommissionsformanden Manuel Barosso, hvis aktier er stærkt faldende i regeringskontorerne i de større europæiske hovedstæder.
Pressekorpset herhjemme er dog ved at være trætte af at vente på Fogh. De er således fuldt optaget af at hvæsse knivene for at være klar til at presse Fogh op i en krog på pressemødet i morgen, hvor han bliver mødt med deres bidende og stadigt mere nærgående spørgsmål. Statsministeren vil efter alt at dømme glide af og forsøge at snakke om alt muligt andet. Det er den taktik, som amerikanerne kalder for “stonewalling”.
Imens er der opstået et synspunkt blandt kommentatorer, at det er uholdbart for regeringen, at der ikke er en afklaring, og flere aviser opfordrer nu Fogh til at melde klar ud med, hvad han vil i fremtiden. Vist-vist! Det vil indlysende være klart en fordel for landet, men hvad betyder det i realiteten? På Christiansborg ER magtskiftet jo reelt i gang. Løkke er manden, som alle '“ herunder Pia Kjærsgaard og Lene Espersen '“ for længst har svoret loyalitet, når det gælder deres støtte til hans statsministertaburet. Internt i Venstre har magtforholdene også været på plads længe. Der er kun nogle ministertaburetter, der skal flyttes rundt på. Og det vil også ske uden alt for megen ballade.
En enkelt kommentator er dog kammet helt over i sit sortsyn. Det er Fogh gamle ven Thomas Larsen, som formentlig er så skrækslagen over, at hvis Fogh går, så bliver Berlingske-kommentatoren til grin over hele Christiansborg. Larsen skrev som bekendt en 'analyse' i januar, hvor han entydigt slog fast, at 'Fogh bliver hjemme'. Ingen var efter læsning af analysen i tvivl om, at den var plantet af regeringschefen. Siden er Larsen blev omtalt som 'His Master Voice', 'Foghs referent' osv.
Ved læsning af Larsens kommentar fornemmer man den stigende desperation, der er hos kommentatoren over snart at miste en uvurderlig kilde til Nato-systemet, og når det sker, så vil det stå tydeligt og klart selv for Lisbeth Knudsen i hvilken grad, at Berlingske har ladet sig misbruge i Anders Fogh Rasmussens spin. Tantens troværdighed vil simpelthen ryge gennem gulvbrædderne. Berlingskes redaktion bruger også stadigt flere ressourcer på at understrege deres synspunkt i en grad, at det er tydeligt, at man har “malet sig helt op i hjørnet”. Det sker blandt andet ved lidt forsigtigt at rakke andre medier ned.
I mellemtiden forsøger Larsen at tegne et billede af et Venstre præget af magtkampe og misstemning. Samtidigt advarer Larsen sin gamle kilde Fogh, at hans troværdighed nu nærmer sig Nyrups, og at regeringschefen anno 2009 taler med “uld-i-mund”. Ja så kan det ikke blive værre…
Hele tonen i Larsens klagesang får en til at tænke på den gamle Osvald Helmuth-vise, hvor omkvædet er en følelseladet, ja tryglende opfordring: 'Kom hjem, kom hjem oh kooooom dooooog hjeeeeeeeeem!
Rolig nu Larsen! Lars Løkke får såmænd også brug for en loyal kommentator, der kan skrive hvad han tænker, når han til sin tid troner ovre i hjørnekontoret i Prins Jørgens Gaard. Og du har jo de allerbedste anbefalinger!
STØT JARLS BLOG her.