Den grønlandske avis 'Sermitsiaq' skriver ifølge flere medier den fantastiske historie om tidligere landsstyreformand (og gud bedre det præst) Jonathan Motzfeldt, som blev nægtet adgang til en helikopter fordi han havde drukket sig fra sans og samling.
'Lørdag 16. maj skulle en større gruppe landstingskandidater flyve med helikopter fra Qaqortoq til Narsarsuaq og videre til Paamiut til et nyt vælgermøde.
Men Jonathan Motzfeldt havde drukket sig fra sans og samling inden flyveturen, hvilket resulterede i, at helikopterbesætningen afviste at tage ham ombord. Den berusede toppolitiker blev så vred over afvisningen, at to mænd måtte eskortere ham væk, mens han råbte, at han er 'kongen af Grønland'. Det oplyser tre kilder uafhængigt af hinanden til Sermitsiaq, skriver avisen'
I forvejen er Motzfeldt af en tidligere kvindelig medarbejder i Grønlands Landsting tilbage i maj 2007 blevet mødt med opsigtsvækkende anklager om seksuelle krænkelser. Motzfeldt har i øvrigt kommenteret episoden på en måde, som af nogle er blevet opfattet som en delvis indrømmelse.
Der findes desuden i det danske politiske miljø en vandrehistorie, som stammer tilbage fra slutningen af 1980'erne om, at netop Motzfeldt i en kodyl trehestes-brandert slog daværende statsminister Poul Schlüter i gulvet under en eller anden officiel anledning på Grønland. Ifølge overleveringen – mente “man” dengang, at det af hensyn til rigsfælleskabets fremtid '“ i dag ville man sige 'sammenhængskraft' – var bedst at tysse sagen ned og derfor undlod pressen at omtale skandalen, fordi den ville skabe splittelse mellem de to dele af riget. Episoden fik dog konsekvenser ved det, at den skulle være den egentlige årsag til, at Motzfeldt efterfølgende i 1991 blev tvunget væk fra posten som landsstyreformand af sine partifæller og erstattet af Lars Emil Johansen. Siden hen gik Motzfeldt på vandvognen. I hvert fald for en tid.
Jeg aner ikke om historien har noget på sig. Kun at den cirkulerer i politiske kredse fra tid til anden. Men er det ikke ved at være tiden, at enten grønlandske medier eller danske medier får undersøgt sagen og beskrevet den, som den foregik? Hvis episoden altså har fundet sted og alternativt få aflivet historien.
At Jonathan Motzfeldt under indtagelse af alkohol opfører sig besynderligt, ja det kunne enhver gæst, der frekventerede ungdomspolitikernes stamværtshus 'Toga' i midten af 1990'erne med sine egne øjne erfare. Ud over stort set altid at være stangberuset, så optrådte den tidligere landsstyre og landstingsformand i hovedreglen aggressivt, højtråbende og alt andet end værdigt taget i betragtning af hans status i det grønlandske samfund.
Jeg synes i øvrigt, at det er et overordentlig sundt tegn, at det er Grønlands egne medier, som skriver historier af denne type om en af deres egne toppolitikere.
14 kommentarer til “Kongen af Grønland”
Den egenhændige udnævnelse til “Kongen af Grønland”, sætter tidligere historie om Høxbros: “…ved du ikke, hvem jeg er…” lidt i perspektiv 🙂
Det bringer mindelser til Robert Plants klassiske “I am a golden god!” (fra taget af et hus) i Led Zeppelins velmagtsdage.
mvh
Lasse Grosbøl
Orv manner – skulle Kongen af Grønland virkeligt have slået Parfumesælgeren fra Frederiksberg i gulvet? Det lyder helt vildt.
2: De var nok lige fulde, Lasse
Kongen har også markeret sig i år med en fin-fin historie om, at de grønlandske skatteydere har fået lov til at betale regningen på knap en halv million kroner for biografien ‘Jonathan Motzfeldt – bygdedrengen, præsten, landsfaderen og statsmanden’. Den er skrevet af Peter Frederik Rosing, spindoktor for Jonathan Motzfeldt. I Berlingskes anmeldelse blev bogen betegnet som ‘ukritisk heltedigtning’.
(http://sermitsiaq.gl/indland/article75942.ece)
Meget apropos, så er her et link til et indslag fra gårsdagens Orientering på P1 om fusk og svindel på Grønland. Linket virker kun indtil tirsdag, så vidt jeg ved: http://kortlink.dk/6nvv (fra 3.57 min.)
Man sidder næsten helt og savner Viggo Kampmann, der jo også var en slags grønlænder. Søren Mørch beskriver i hvert fald i ’24 statsministre’, hvordan han undertiden kunne forsvinde i den københavnske underverden, for så næste morgen at dukke bagstiv op i statsministeriet, hvor Kampmanns sekretær først lige tog og strøg hans krøllede skjorte, inden hun sendte ham kærligt afsted til dagens første møder. Men dengang var pressen meget mere tilbageholdende med at afsløre den slags umoralsk adfærd blandt landets politikere end den har været i de seneste 20-25 år, hvor det næsten har været sådan, at hvis ikke pressen afslørede politikernes privatliv, så gjorde politikernes det minsandten selv. Man husker eksempelvis Anker Jørgensens udgivne dagbøger, hvori han indvier sine læsere i, hvad tid han gik i seng med Ingrid osv. Grænsen mellem det private og det offentlige er efterhånden ved at være ophævet.
@ Bielefeld
“Grænsen mellem det private og det offentlige er efterhånden ved at være ophævet”
Men det har jo såmænd også siden 50’erne været meningen med det socialdemokratiske velfærdsprojekt. Fint og bedst dokumenteret af Henning Fonsmark.
@ Jarl
“Jeg synes i øvrigt, at det er et overordentlig sundt tegn, at det er Grønlands egne medier, som skriver historier af denne type om en af deres egne toppolitikere”
Kunne ikke være mere enig, man kan kun håbe på, at udviklingen og de yngre generationer af Grønlændere (ikke mindst blandt politikere og pressefolk) så småt begynder at ligge post-koloni-mentaliteten på hylden … det er der godt nok brug for!!!
Meningen ligefrem?
Såmænd ja. Men for vores eget bedste naturligvis.
Det hedder vist solidaritet blandt de intellektuelle projektmagere. Hensigten er angiveligt et højere formål om at hjælpe de svage/sikre lighed/skabe solidaritet/opnå paradis på jorden osv., og dertil har det man fra starten fundet det nødvendigt at politisere også det private. Altså med andre ord at ophæve grænsen mellem det private og det offentlige.
Vi taler tilsyneladende om to forskellige ting her. Jeg taler jo ikke så meget om, at privatlivet er blevet politiseret – hvad vi dog selvfølgelig også må tage afstand fra – som jeg taler om at politik er blevet personificeret. Hvilket ikke er helt det samme. (I øvrigt mærkeligt så lidt vi ved om Anders Fogh Rasmussens privatliv). Jeg kan ikke rigtigt se andet end, at det må skyldes individualiseringen, det vil altså sige globaliseringen. Eller at det skyldes den ‘nye politiske journalistik’ samt fjernsynets magt og udbredelse, og nu lyder jeg næsen som den reaktionære canadiske katolik Marshall McLuhan, som vi især kender fra Woody Allens ‘Annie Hall’. “I heard what you were saying! You know nothing of my work!” Hvis man daffer ned i en tilfældig boghandel i en tilfældig by en tilfældig måned, ser man overalt i vinduer, på hylder og især disken: biografier, biografier og flere biografier – om politikere. Spørg blot forlæggerne, hvad der sælger. Kontrol med medierne og markedet er bestemt ikke løsningen, men jeg finder udviklingen uheldig.
Det grønlandske “monarki” er tilsyneladende stendødt. “Kongen af Grønland” fik 91 stemmer!
Ret morsomt!
13. Fedt! LOL!
Noget godt er der da kommet ud af at Grønlænderne har stemt grønlandsk SF til magten.