Socialdemokraterne holdt kongres i sidste uge. Mange deltagere og journalister vurderede bagefter, at de sporede en gejst og tro hos de delegerede i det gamle arbejderparti – nu partiet for fagforeningsfunktionærer, offentligt ansatte og lavt uddannede kvinder. Helle Thorning-Schmidt 'ku ikke slå Anders Fo', men med Lars Løkke Rasmussen ved roret i statsministeriet ja så skulle den være hjemme!
Det skal indrømmes, at S-SF-alliancen er den bedste strategi, hvis det skal lykkes for liste A at vende tilbage til regeringsbænkene. Tre gange har S forsøgt at forklare vælgerne, at SR-alliancen står for en samlet ensartet politik. Det lykkedes ikke. Nu har S i stedet slået sig sammen med Villy Søvndal, som har udvist en enestående pragmatisme for at tilnærme sig S '“ eller opportunisme '“ alt afhængig af øjnene, der ser.
Søvndals vandring fra sur og pessimistisk hardcore betonsocialist i 90'erne til at være pragmatisk socialdemokratisk-lignende charmetrold i 00'erne ligner til forveksling '“ omend med modsat fortegn – Anders Fogh Rasmussens forandring fra 'hulemandsliberalist' til “socialdemokrat light” i tiden efter 1998 og frem.
Hvis de radikale vil stikke en kæp i hjulet og vælte en S-SF-regering, så må de gøre det, lyder Søvndal og Thornings argument. Og det er validt. For ingen tror eller forventer, at det nogensinde vil ske. Tværtimod giver Thornings opsigelse af alliancen med de radikale paradokalt nok en håndsrækning til det lille kriseramte parti, som nu har lidt flere frihedsgrader til at forsøge at overtale nogle af de såkaldte 'anstændige borgerlige” stemmer, der angiveligt er åh så forskrækket/forfærdet over VKOs asylpolitik mv, til at skifte side. Jeg tvivler nu stærkt på, at de radikale får held med dette forehavende. Margrethe Vestager har efter min vurdering allerede bevist sit stærkt begrænsede potentiale som stemmemagnet.
Socialdemokraterne har med SF formuleret en skattepolitik, der kun på ét afgørende punkt afviger fra VKOs 'rødvinsreform'. Det er forslaget om 'millionærskatten' dvs. en heftig marginalskat på årsindkomster på over en million kr. Indlysende for de fleste er der tale om ren populisme. Den rammer fortrinsvis en del højtuddannede lønmodtagere dvs. departementschefer, ministre mv. I øvrigt vil den være skadelig eller i bedste fald virkningsløs. De rigtigt rige har jo selskaber mv. så de undgår at betale topskat. Det skal revisorer nok sørge for. Og de dygtigste mennesker på arbejdsmarkedet har også muligheden for at forhandle en højere løn, der kompenserer for millionærskatten. Netto vil det nok gøre det endnu sværere for de offentlige arbejsgivere at konkurrere med det private erhvervsliv om de dygtigste ledere, men det er heller ikke S-SFs fokus. De vil bare til magten uanset hvad.
Meningsmålingerne har i nogen tid vist dødt løb mellem de to blokke i dansk politik. Analyserer man tallene, så står S til at få samme eller mindre vælgeropbakning sammenlignet med FV 2007, mens SF leverer fremgangen. Thorning er netop gået ind i sit 5. år som partileder '“ uden at det har skabt udsigt til nogen større vælgerfremgang for liste A. Alligevel klappede de delegerede som sindssyge på kongressen. Hvordan hænger det sammen? Måske man skal gribe til et nysprog a la Orwells 1984, hvor 'stilstand er fremgang'? Forklaringen er den enkle, at socialdemokraterne er klar til at sælge evt. vælgerfremgang, blot så længe at Thorning leverer statsministerposten.
I mellemtiden udvikler socialdemokraterne politik. Fx brugte man 3 ½ time på S-kongressen på at skændes om et forslag, der vil kriminalisere prostitueredes kunder.
'Juhuuu', skreg en begejstret Mette Frederiksen, da sejren var hjemme.
Socialdemokraterne havde engang appel til 'taxa og bodegaDanmark'. Med denne befolkningsgruppes støtte sikrede partiet sig akkurat magten i halvfemserne. Men i mellemtiden har moralistiske reguleringsliderlige feministtyper i socialdemokratiet personificeret i netop Mette Frederiksen villet begrænse tobaksrygningen i det offentlige rum, alkoholudskænkning og altså nu voksne menneskers adgang til køb af sexydelser fra frivillige udbydere. (Vi taler naturligvis ikke om sexslavehandel, som har været forbudt i hundredvis af år.) Denne gruppe af vælgere kan man måske betegne som “livsnydere”. Nu er Socialdemokratiets tilbud til dem, at de blot skal frasige sig alle deres laster. Held og lykke med det!
Nu bliver forbuddet mod sexkøb næppe et stort tema i valgkampen eller i sig selv afgørende for vælgernes kryds på stemmesedlen. Men VKO kan utvivlsomt mobilisere for det endelige valgudfald afgørende vælgergrupper på en bred dagsorden, hvor man med stor troværdighed fremhæver – eller fremmaner – oppositionens “vision om et forbudsdanmark”, der angiveligt er det eneste svar på alle samfundsproblemer. VKO (når man ser bort for de latterlige forbud mod lommeknive) står dermed som forsvarer for et dansk frisind, som venstrefløjen tilsyneladende har forladt efter at de er blevet kapret af de bornerte, asketiske, og kedelige feminister.
Helle Thorning-Schmidt er tilhænger af forbuddet mod sexkøb selvom at det er 'et svært spørgsmål', mens mere besindige typer som retsordfører Morten Bødskov indså, at et forbud er virkningsløst. Det skete blandt andet med henvisning til de svenske erfaringer.
Iagttagere herunder denne blogger vurderer, at Thornings dage som partileder er talte, hvis ikke at hun leverer statsministerposten efter næste valg.
Utroligt nok er det en udbredt opfattelse blandt socialdemokrater, at Mette Frederiksen er storfavorit til at blive Thornings efterfølger som S-formand.
Hvis det er sandt, så er jeg overbevist om, at champagnepropperne vil springe hos Venstre, hvis den dag skulle oprinde. Mette Frederiksen ville være en drømmemodstander, selvom at det næppe er gået op for alle socialdemokrater, for slet ikke at tale om hos hende selv. Hvis Frederiksen efterfølger Thorning, så kan VKO formentlig holde 20 års jubilæum på regeringsbænkene.