Kategorier

Søndag med kommissæren

I morgen søndag vil Mariann Fischer Boel gøre sin stilling op. Det siger rygterne i hvert fald. For tiden er der to af slagsen i omløb. Og de går i hver sin retning.

Rygte nr.1. Mariann Fischer Boel bliver genudnævnt som landbrugskommissær. I morgen vil hun erklære, at hun igen stiller sig til rådighed i sikker forvisning om, at hun får fem år mere i Bruxelles.

Rygte nr. 2. Mariann Fischer Boel siger, at hun IKKE er til rådighed for endnu en periode som kommissær. Lars Løkke Rasmussen har gjort brættet op, og han ønsker fornyelse. Det har han meddelt Fischer Boel.

Jeg er tilbøjelig til at mene, at det er rygte nr. 2, der taler sandt.

I så fald. Hvem kunne så blive kommissær?

På Borgen tales der om, at Per Stig Møller er raget uklar med sin tidligere allierede Connie Hedegaard. Gammelfar har længe været irriteret over, at Hedegaard har travlt med at sende ham på pension, så hun kan blive udenrigsminister, når klimatopmødet er overstået. 'Den Stive' er jo kun 67, så han har mange gode år endnu, lader han omgivelserne forstå. De fleste mennesker ville nok overveje at trække sig tilbage, men sådan ser udenrigsministeren altså ikke på det. Det har ellers været god latin længe at han ville vige posten på en betingelse; At Hedegaard fik posten. Men noget tyder på at den alliance er opsagt. Angiveligt skulle Per Stig Møller have lanceret Hedegaard som kandidat til en klimakommissærpost netop for at signalere, at det ikke ligger på den flade, at han skal på pension lige om lidt. Andre mener, at Per Stig Møller spiller Hedegaard på banen, fordi han faktisk mener, at Hedegaard ville blive en god kommissær. Tjah. Det er nok muligt, men det er ikke hele forklaringen.

Hvem er der ellers?

Bertel Haarder er længe blevet nævnt som en mulighed, men denne blogger ser ham som VKOs kandidat til posten som Folketingets formand på den anden side af næste folketingsvalg. Haarder vil gerne, men det er ikke udtryk for fornyelse, så kan Løkke ligeså godt genudnævne Fischer Boel.

Ulla Tørnæs har det svært på posten som Bistandsminister. Løkke ser hende som en gammel kampfælle, der altid har været superloyal overfor ham. Der er bare ingen, der spår Tørnæs en stor fremtid i Bruxelles. Hun er svag som minister '“ og det vil hun også være i Bruxelles.

Derfor vurderer jeg, at fødevareminister Eva Kjer Hansen er mest sandsynlig som ny dansk EU-kommissær. Hun har klaret sig ok på den seneste ministerpost, hun har den rigtige alder, køn osv. Præcis som Connie Hedegaard. Hun er dog slet ikke i nærheden af Hedegaards superbrand, men til gengæld har hun noget meget vigtigere: Hun er Venstre-minister. Og medmindre at de konservative er villige til at forhandle udenrigsministerposten væk til gengæld for kommissærposten, så kan denne ikke blogger se, hvorfor i alverden Løkke skulle sende Hedegaard til Bruxelles. Så mit bud er, at Eva Kjer Hansen ender med at tage til Bruxelles.

Men lad os se, hvad Mariann Fischer Boel melder i morgen.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

13 kommentarer til “Søndag med kommissæren”

Fra Pol.dk:

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har indledt jagten på en ny, dansk EU-kommissær.

Landbrugskommissær Mariann Fischer Boel (V) har nemlig netop meddelt ham, at hun ikke ønsker en ny periode som kommissær. Det skriver Jyllands-Posten.

Lars Løkke har taget kommissærens beslutning  »til efterretning med beklagelse «.

Godt gået Jarl – og inponerende stykke mikrofonholderi fra den øvrige danske presse der ikke formår at gå bag historien. Man savner fagjournalister!

Eva Kjer Hansen har vel også den fordel (frem for f.eks. Tørnæs og Haarder), at hun ville være særdeles oplagt at placere i Fischer Boels nuværende stol, der alt andet lige er blandt systemets tungeste.

Så hvis analysen, udover indenrigspolitiske hensyn, (også) er betinget af mulighederne for dansk indflydelse i Bruxelles, vil det give god mening, hvis LLR skulle pege på netop hende.

Hvorfor hælder du til rygte nr. 2.

Kvinden er 66 år gammel, og har vel fået det maksimale ud af sin karriere. Hvorfor skulle hun ikke have lyst til at komme hjem og lege med børnebørn som så mange andre i den alder.

Det er interessant med Per Stig og Hedegaard, og en evt. uoverenstemmelse mellem dem. Og vel ikke just en optimal situation for regeringen/Løkke/Espersen. Forleden skrev du vist også om Søren Gade, der måske ikke ønskede at forsætte. Så det er jo da nogle af vinder-kortene for regeringen der er problemer med.

@ Mikkel

En ny kommissær overtager næppe den samme (magtfulde) post som Boel har haft. Iøvrigt skriver JP at Eva Kjær næppe er populær alle steder i europa, fordi hun er en klar modstander af hele landbrugs-karusellen.

At tro – som flere åbenbart gør – at Venstre nogensinde skulle afgive en kommissærpost til Det Konservative Folkeparti demonstrerer en forbløffende mangel på indsigt i, hvordan dansk politik fungerer. Måske hvis det faldt præcist sammen med den helt store regeringsrokade, men det er i sig selv næppe sandsynligt.

Hvis Ulla Tørnæs gerne vil have posten – og det vil hun selvfølgelig, ikke mindst fordi den giver en årsløn på 1,8 mio. kr. med lav beskatning – skulle man umiddelbart tro, hun har en fordel frem for Eva Kjer Hansen, al den stund, hun er tæt på Lars Løkke. Desuden er Tørnæs efter eget udsagn “frankofil”, hvilket må betyde, hun er meget god til at tale fransk. Det kan da heller ikke ligefrem være en ulempe.
Eva Kjer Hansen skulle efter eget udsagn også være fransk-talende, men jeg har indtryk af, det mere er til husbehov.

@ Jan Christensen

Eva Kjer har tilgengæld den oplagte fordel at hun har været i bruxelles i parlamentet. Hun kender EU systemet, har et betydeligt netværk dernede og monstro ikke hun har lært lidt sprog undervejs – det er trods alt en del år hun har været dernede.

Eva Kjer har desuden gjort det fornuftigt som fødevareminister og er vel ikke noget dårligt kort at sende til retur til eu. Ulla Tørnæs er derimod en af de notorisk dårligst kørende ministre. Måske hun imponerer nogen på de indre linier og er i front der, men for alle os andre er det umådeligt svært at se hvilke kvalifikationer hun besidder som gør hende til en interessant kandidat til kommisærposten. Det eneste argument derfor er vel at man så slipper elegant af med en kvindelig minister som er blandt regeringens svageste led. Det er naturligvis et gyldigt argument.

10. Jeg aner det – for at sige det ligeud – ikke.

Men det er da interessant, at det sker lige pludseligt – og ikke i forbindelse med at perioden udløber. Det kunne tyde på en fyring, hvor så Kragh får lov at gå selv. (Præcis som det var tilfældet med Mariann Fischer Boel der efter hele foråret og forsommeren at have ført kampagne for at blive genudnævnt nu pludselig har fået behov for at se mere til familien…)

Omvendt så fremgår det jo af artiklen at Kragh på ingen måde indstiller sin politiske karriere. Så måske har han selv bedt om at blive fritaget for jobbet. Det er bestemt også en mulighed.

Posten som “kommitteret” er et fedt ben, som normalt ikke bliver givet til fhv. ministre, som evt. plaster på såret. Det har historisk været en post, som er blevet beklædt af politikere, der på den ene eller den anden måde har brændt for forsvarssagen og det folkelige forsvar. Her tænker jeg ikke mindst på Kraghs forgængere som Poul Andersen, Erling Christensen, Peder Sønderby og Ole Bernt-Henriksen.

Hej Jarl

Vækker lige denne gamle tråd til live igen 🙂
Er det helt udelukket at forestille sig, at Løkke kunne udnævne en MEPer? Jeg tænker selvfølgelig på Anne E. Jensen: fra Venstre, kvinde, 10 års erfaring i EU – respekteret i Bruxelles. Bare en tanke.

Dorte

12.

Helt udelukkes kan det vel ikke. Jeg har bare aldrig hørt hende blive nævnt i denne sammenhæng.

Der er ikke præcedens i Danmark for at man udnævner MEP’er som kommissær. Det plejer jo som hovedregel at være et ben, som gives til en partifælle med tyngde. (undtagelsen var den konservative Poul Schlüter der udnævnte Venstres Finansminister Henning Christophersen og i øvrigt tog sig betalt med samme ministerpost)

Mange siger pæne ting om Anne E. Jensen. Men i min bog er hun mere end administrator mere end en egentlig politiker. Jeg har svært ved at blive begejstret over noget hun siger eller gør.

Lukket for kommentarer.