Kategorier

Jægergate IV: Oppositionen mistede årtiets mulighed

Forsvarsminister Søren Gade overlever 'Jægergate'. Det stod klart i går efter han fremlagde sin redegørelse overfor partiernes forsvarsordførere, hvoraf et pænt flertal indtil videre lod sig stille tilfreds med det.

Gade har tilsyneladende sandsynliggjort overfor ordførerne, at han selv – og hans departementschef Lars Findsen '“ INTET har haft at gøre med fabrikationen af den arabiske oversættelse af Jægerbogen samt lækagen af denne til BT. I går fastholdt kun Socialdemokratiets forsvarsordfører John Dyrby Paulsen sekunderet af partiformand Helle Thorning-Schmidt at Gade skulle gå af.

Det er ikke, fordi regeringspartierne eller Søren Gade har brilleret mht håndteringen af sagen. For to dage siden fik Gade fx malet sig selv op i et hjørne, da han pludselig krævede 'bred opbakning' fra forsvarsforligs-kredsens partier. Han lod dermed forstå, at VKO-flertallets opbakning muligvis sammen med de radikales ikke var bredt nok. Pludselig blev SFs stillingtagen helt afgørende. Holger K. Nielsen og Villy Søvndal har næppe troet deres eget held. Hvordan kan en så rutineret minister spille ikke bare hans egen fremtid, men også regeringens fremtid og statsministerens manøvremuligheder i hænde på regeringens fjende største trussel forud for næste valg? Det er ufatteligt. Kæmpefejl af Søren Gade!
Heldigvis for ham så endte det hele med, at SF bakkede op om forsvarsministeren, selvom man fornemmer at SF'erne naturligvis har været lidt i vildrede om, hvordan de skulle stille sig i sagen. Taget i betragtning af at 63 procent af vælgerne ifølge en ny Gallup-måling bakker op om, at Gade skal fortsætte, så har SF'erne måske satset rigtigt. Eller også har de misset årtiets bedste mulighed for at svække regeringen. Jeg hælder til den sidste vurdering. Målingen er ikke desto mindre et kæmperygstød til Søren Gade, men også et signal til politikerne om at sørge for at have en “clear cut case”, hvis de ønsker at ekspedere Gade ud af ministeriet.

I går meldte de konservatives forsvarsordfører Helge Adam Møller pludselig, at han bakkede op om den uvildige undersøgelse, som Tøger Seidenfaden og Socialdemokratiet har krævet. Dermed kunne flere medier i går berette om at 'et flertal' havde åbenbaret sig for denne mulighed. I Venstre ville man ikke engang svare på, hvordan man stillede sig til forslaget om en uvildig undersøgelse. Selvom at Gade i går på TV2News havde meget travlt med at forklare, hvor helt fantastisk dygtig en forsvarspolitiker Helge Adam Møller er, så er denne blogger ikke i tvivl om, at Venstrefolkene har været balstyrisk rasende over at se de konservative “udnytte situationen”. Så langt kom det selvfølgelig ikke, at regeringen blev splittet på sagen, men mon ikke at de konservatives flirt med oppositionen, er blevet opført i den store regnskabsbog, som V og K hver især løbende fører over hinandens illoyalitet. Well, I guess so.

Er “Jægergate” så slut nu? Det er ikke til at vide. Der udestår denne månedlange auditørundersøgelse, der omfatter de to kreative militærfolk, som nu har fået ødelagt deres karrierer og tillige er blevet stemplet som løgnere mv. Dele af pressen vil formentlig fortsat undersøge alle mulige og umulige vinkler, men der sker næppe rigtigt mere i sagen, før auditørundersøgelsen offentliggøres. Til den tid kan Lars Løkke Rasmussen meget vel have nået at omdanne sin regering, og så har Søren Gade måske fået helt nye opgaver på en helt anden ministerpost.

Ved middagstid i dag skifter scenen, når statsminister Lars Løkke Rasmussen med sin åbningstale til Folketinget skal forsøge at sætte en ny politisk dagsorden. Det skal nok løbe med mediernes opmærksomhed en dags tid eller to.

Det er iøvrigt interessant, at tre i dag offentliggjorte meningsmålinger alle viser, at regeringen åbenbart ikke har mistet vælgeropbakning trods “Jægergate”-skandalen. De viser i øvrigt alle stadig helt dødt løb mellem blokkene.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

11 kommentarer til “Jægergate IV: Oppositionen mistede årtiets mulighed”

SF taler med to tunger, oplyser medierne.

Mens forsvarsminister Søren Gade (V) i disse dage kæmper for sit politiske liv, foregår der samtidig en intern kamp i SF om Gades fremtid.

Men er fejlen ikke grundlæggende Søren Gades egen ?
På trods af løfter til Dansk Folkeparti om at holde SF uden for Forsvarsforliget, så valgte han at bryde løfterne til DF og optog Socialistisk Folkeparti i forligskredsen.

Så nu skal han forsøge at manøvrere sig gennem den absurde historie om Jægerbogen, men samtidig er det Holger Nielsen og Søvndal, som holder fast i hesterhåret, som sikre Demoklessværet over Gades hoved.
Vi må håbe at han klarer pynten, men hvorfor optog han SF i forliget ?

Morten Dreyer
Folketingskandidat for Dansk Folkeparti
Østjyllands Storkreds

@ 1
Fordi et bredt forlig om forsvarets fremtid er den bedste garant for en folkelig opbakning til opgaverne i Afghanistan. Dvs hvis han havde klemt et forlig ud med DF – så var hjemmeværnet blevet styrket, men forsvarets brede opbakning var reduceret til 50,1% af befolkningen og det er ikke godt nok.
Ved at fås SF ind så var S også sikker og nu ved man hvad man har at rutte med i forsvaret i hele forligsperioden.

Jeg synes nu at det er skuffende at man ikke placere et ansvar i den politiske søjle og Departementschefen der løb med en halv vind og dermed vildledte minister og forligskreds, burde have været fjernet.

Er jeg den eneste der får den tanke at auditørernes undersøgelse bliver færdig, meget belejligt, lige omkring den tid hvor alle medierne er helt væk i klimatopmøde?

Hvis nu det skulle være tilfældet, så vil alt andet end store nye afsløringer vel være henvist til små noter og side 17 i de fleste aviser.

Det kan self. godt være det bare er mig der får den slags forbudte tanker, om at politikerne kan have indflydelse på hvornår relativt uvildige undersøgelser er færdige…

Jarl, du skal have tak for endnu en serie glimrende indlæg! 🙂

Enig Jarl, dette var strategisk set om ikke årtiets, så i hvert fald årets indtil nu største mulighed for at vælte en minister.

Men realpolitisk set kan det måske fremstå som eksempel på, at hvis man som minister vedtager brede forlig, så kan man også forvente en anden behandling, når lokummet brænder.

Damoklessværdet, kan også hænge over DF's hoveder, hvis borgerlige ministre skulle fatte interesse for brede forlig. Hvis DF i denne omgang er blevet godt betalt for ikke at lade Gades hovede rulle, så er det i hvert fald dårligt købmandskab fra Løkkes side.

Jeg er klar over, at denne blog har spin som sit omdrejningspunkt. Men engang imellem synes jeg også, det giver begrænsninger.

Som Per og Tobias også er inde på, så er det jo meget fornuftigt – også rent politisk – at have bred opbakning om forsvarspolitikken.

Og jeg forstår ikke helt al kritikken af Søren Gades ageren. Da han tog SF med i forsvarsforliget blev det bl.a. udlagt som meget dumt. Men er det ikke lige præcis det, der har reddet forsvarsministeren nu? Med SF inde i folden, så har der reelt ikke været noget tryk på hverken regeringen eller på DF for at vælte Gade.

Rent faktisk tror jeg også mange vælgere har det fint med brede forlig – og at man for engangs skyld forholder sig til substansen i stedet for “han er rød, han er dum” eller “han er blå, han er dum”.

Tænkte også på det i morges, da jeg hørte præsentationen af Løkkes tale. Lynhurtigt havde radioavisen en analyse, der kredsede om spin-delen. Hvad med politikken? Engang imellem ku det være meget rart med lidt fokus på det.

Nu har vi jo været langt omkring de sidste dage. Men når jeg tænker tilbage på den egentlige årsag til misæren, er jeg ikke så fandens sikker på de udlægninger jeg har set i pressen.
Jeg vil gerne gøre opmærksom på følgende:

Jægerbogen har ligget på “Wikileaks” siden 15/9.
http://wikileaks.org/wiki/Talk:Thomas_Rathsack:_J%C3%A6ger_-_i_krig_med_eliten%2C_15_Sep_2009

Herfra kan den oversættes real time til en række sprog – herunder arabisk – ved at klikke på et link øverst på siden.

Disse oversættelser er ikke søgbare – og kan altså ikke findes som dokumenter i Google.

Det vil sige at en person sagtens kan have “fundet” en oversættelse ved at klikke på sådan et link. Samtidig kan det være sådan at andre IKKE kan finde denne oversættelse – fordi de bruger søgemaskiner til det.
Endvidere vil den person der VED hvor han skal søge – være nødt til at “fremstille” en ny oversættelse ved at klikke på linket når han skal give oplysningen videre.
Endelig vil det formodentlig være nødvendigt at “klippe-klistre” denne oversættelse ind i et nyt dokument – fx et word-dokument – for at videregive teksten. Altså formodentlig det man ville kalde en “fremstilling” af et dokument.

Det har undret mig at disse oplysninger ikke har været fremme hvor jeg har kunnet se dem.
For mig at se kan der være tale om at nogle af forklaringerne fra de implicerede personer har været “i god tro” – hvorimod udlægningen af deres forklaringer kan se ud som om de var “i ond tro”.
Jeg skal ikke i øvrigt forsøge at vurdere noget som helst.
Men noget tyder på at almindelig dagligdags forståelse af de digitale medier – i denne sag kolliderer med de faktiske forhold.

Måske er de i ministeriet og folketinget klar over nogle af disse forhold, uden at de finder det umagen værd at forklare journalisterne det. Det skaber jo ikke overskrifter og kan ikke siges i soundbites.

Rent gætteri fra min side.

Tror ikke en IT-chef kan være så dum at lave et word dokument der skal sendes elektronisk til andre uden først at ændre oplysningerne i dokument properties. Han må derfor have lavet det til brug for print. Departementschef og spindoktor har så besluttet at bruge udskriftet aktivt i forhold til mødet i Udenrigspolitisknævn og senere pressen. Stod Lars Findsen ikke og viftede Søren Gade om næsen med et bundt papirer?

Derefter fik kommandoen pludselig travlt med at få det ud i cyberspace, så andre også kunne finde det og IT-chefen måtte til sin rædsel se den primitive google-oversættelse lækket – det var jo slet ikke meningen. Herefter ruller skandalen og syndebukket udpeges – spinbagmændene ser ud til at gå fri.

@6: Det er i dag kommet frem at det var lederen af Forsvarskommandoens ledelsessekretariat Morten Danielsson der første gang faldt over links til Jægerbogen på nettet. Det, han troede var links til forskellige arabiske oversættelser af bogen på de to torrent-sider alivetorrent.com og torrentreactor.net, viste sig desværre at være “snydelinks”, dvs. links der er konstrueret på baggrund af de indtastede søgeord med henblik på at lokke kreditkortoplysninger ud af folk.

Danielsson bad efterfølgende IT-chef Jesper Britze om at undersøge sagen. Men da denne ikke kunne finde de pågældende torrent-filer valgte han i stedet at fabrikere oversættelsen på egen hånd.

http://www.computerworld.dk/art/53343/forsvaret-snydt-af-net-svindlere-i-quot-jaeger-quot-sag?a=fp_3&i=2

Det kunne da også være, at SF ikke turde starte deres periode som såkaldt ansvarligt parti (kort efter forsvarsforliget), med at vælte manden der tog dem ind i varmen.

Dertil kommer jo da også, at Gade er meget populær hos vælgerne. Så man skal træde varsomt.

Så i stedet for at være den store taber, fik Gade opbakning fra SF. Som han jo havde krævet.

Og heldigvis for det.

Danmarks bedste politisk blog har ingen post om hverken åbningstalen eller åbningsdebatten.

Du tvinger jo nærmest folk til aktivt at opsøge Thomas Larsens klummer eller Hans Engel hos EB.

10. Tak for rosen,

Jeg har været i marken for at samle forråd til næste uge…

Og så skal jeg også leve. Derfor må jeg arbejde indimellem. Husk du kan altid donere lidt til bloggen. 😉

Lukket for kommentarer.