Kategorier

SF spiller kommunale kort af hænde af hensyn til Søvndals ministerdrømme

SF fik i sidste uge et kanonflot kommunalvalg. Partiet er braget frem og kapitaliserer (uha grimt ord) lokalt på “Villy-effekten”. Lige efter valget troede nogle af partiets lokale folk, at de mange nye mandater skulle bruges til at sikre SF magt og indflydelse. Fx ved at gå efter borgmesterposter '“ også på Socialdemokraternes bekostning. Der tog de imidlertid HELT fejl.

Da valget var overstået, havde SF fire steder fået tilkæmpet sig en borgmesterpost, hvis vi ser bort fra partiets to 'udvalgsborgmestre' i København. Efter en lille uge er de smeltet bort. I Randers sprang den ene SF'er i målet og måtte vige for en socialdemokrat. I Lyngby-Taarbæk gik de borgerlige alligevel sammen om den konservative borgmester, og siden blev SFs spidskandidat Andreas Røbke blev underkendt af et flertal i sin egen gruppe i Region Hovedstaden, mens SF på Christiansborg (Villys spindoktorer) lod det sive til pressen, at man ikke bifaldt at en 25-årig ung SF'er skulle stå i spidsen for en konstellation med de borgerlige herunder DFs mandater, der blandt andet også tæller Pia Kjærsgaards mand Henrik Thorup. Kun i Lejre sidder Kristen Touborgs datter på borgmesterstolen.

SFs mandater skal først og fremmest bruges til at holde socialdemokratiske bykonger ved magten. Disse alliancer skal bidrage til at skabe både sammenhold til venstre og god stemning i forhold til S, som ved samme lejlighed rendte ind i partiets dårligste kommunalvalg siden 2. verdenskrig.

Villy Søvndals ministerdrømme afhænger helt og alene af om Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister efter næste folketingsvalg. Glipper det, så ser det sort ud også for Villys muligheder for at blive minister. Nogensinde. Ved næste folketingsvalg i 2011 er SF-lederen, der er født den 4. april 1952, tæt på de 60 somre. Dvs. alt andet end en vårhare. Gert Petersen var til sammenligning 64 år, da han takkede af som SFs-formand. Søvndal risikerer '“ præcis som det skete for Uffe Ellemann-Jensen efter V-valgnederlaget i 1998'“ at måtte trække sig, i det han vil være for ung til at stoppe, men for gammel ved valget fire år efter.

Med andre ord: Alt skal sættes ind på, at et nyt venstre-flertal får magten næste gang. Og så kan det ikke nytte, at lokale SF'ere skaber ballade i forhold til socialdemokraterne med henvisning til Vejle-modellen årgang 1993. Dengang var det i orden, at SF at rendte med borgmesterposten på borgerlige stemmer. Men de tider er endegyldigt forbi, for det simpelthen er blevet for kontroversielt i forhold til Socialdemokraterne og skaber slør i opfattelsen af SF som et parti, som man vælgerne kan stole på. Kommunalvalget er “et midtvejsvalg”, som SFs pressechef Claus Perregaard sagde forleden til JP. Dvs. Kommunalvalget skal vise SFs fremgang og popularitet, holde S ved magten lokalt – og formentlig ikke ret meget andet.

Konsekvensen er dog også, at SF spiller sine kommunalpolitiske kort af hænde, der kunne give stor indflydelse lokalt mod at få et godt forhold til S '“ både lokalt og på Christiansborg. Den lokale indflydelse underordnes hensynet til Villy Søvndals muligheder for at komme i regering efter næste valg.

Med andre ord: I SF er Vejle-modellen stendød!

Kategorier

Farumfantasten afdækket

Peter Brixtofte er uskyldig dømt. Der er i virkeligheden tale om en hetz og sammensværgelse mellem Anders Fogh Rasmussen, regeringen, pressen og dommeren i retssagerne imod Brixtofte, som går ud på at ødelægge ham og nedgøre alle de resultater, som han nåede som borgmester i Farum.

Det er den tidligere Venstrepolitiker og Farum-borgmester Peter Brixtoftes grundlæggende synspunkt, når pressen har bedt ham om at forklare, hvordan han kunne blive dømt 2 gange 2 år for groft mandatsvig både i byretten og i Østre Landsret.

Journalist Morten Pihl, der i sin tid fik Cavlingprisen for sammen med en kollega på BT at afsløre Farum-skandalen, har nu 7 ½ år efter skrevet den første sammenhængende bog om sagen fra start til slut. Denne fortrinlige bogs sidste punktum er altså sat efter, at den sidste dom er faldet, som medførte, at Brixtofte nu har udsigt til at skulle afsone yderligere et års tid i Horserød Statsfængsel.

Pihl tager sin journalistiske profession alvorligt. Han skriver stort set ikke en linje om Brixtofte, som han enten ikke klart kan dokumentere eller på anden måde sandsynliggøre.

Sagen kender de fleste i hovedtræk. Brixtofte blev dømt ved to retsinstanser i den særlige Sponsorsag, der handlede om at et byggefirma efter opfordring fra Brixtofte og hans direktør Leif Frimand overfakturerede en regning til kommunen på 9 millioner kr. mod at blive sponsor i borgmesterens hjertebarn Farum Boldklub. Den anden sag handlede om Brixtoftes ulovlige brug af offentlige midler. I realiteten brugte han i 2001 knapt 1,9 millioner kr. især på ekstravagant rødvin, men også på rejser og mad til Farum Boldklubs forretningsforbindelser, venstrebyrådsmedlemmer mfl. og i mindre omfang på udgifter til gaver til sin familie. Dette år tegnede Farum sig således for 9 procent af samtlige repræsentationsudgifter hos landets på dette tidspunkt mere end 270 kommuner. I en periode samme år drak Brixtofte alene eller i selskab med andre kostbar rødvin dagligt(!), hvad der svarer til en rigtig god månedsløn for mange mennesker.

Pihl piller Brixtoftes spinkle forsvar fra hinanden ganske enkelt ved at dokumentere at den detroniserede Farum-borgmester er fuld af løgn. Det er så overbevisende, at alle dem, der stadig sidder tilbage med lidt sympati for Brixtofte bør læse bogen. Pihl hæver aldrig stemmen. Han knapt nok moraliserer. Han konstaterer blot. Troværdigheden lyser ud af siderne, og kendsgerningerne taler helt for sig selv. Ud af bilagerne kan man læse Brixtofte gå fuldstændig i opløsning af druk. Sådan må det være, når man skal have rødvin med til alle møder, man deltager i – ja i bilen – og selv lige før man skal falde i søvn! (“sovevin!”)

Peter Brixtoftes skæbne er velfortjent. I hans forsvar skyede han absolut ingen midler mht. latterlige trusler i forhold til pressen og maniske forsøg på intimidering og ubehagelig undergravning af vidners udsagn. Det er så ynkeligt. Tænk at Brixtofte stadigvæk bliver taget alvorligt af fx Ekstra Bladet, som bruger ham som lejlighedsvis bagsideskribent. Det er svært at forstå, at der stadigvæk findes mennesker, der vil have noget med ham at gøre, når mandens forbrydelser er rigeligt dokumenterede.

Jamen hvad så med hans engang så priste politiske resultater som borgmester? Tjah. På positivsiden tæller at Brixtofte fik folk i beskæftigelse, at han reducerede bureaukratiet og satte skatten ned. Men de sidste år med Brixtofte som borgmester var på alle måder en farce. Økonomien løb fuldstændigt løbsk, og der var ingen sammenhæng mellem kommunens udgifter og indtægter. En svag, men langsom vågnende kritisk opposition blev nægtet selv de simpleste oplysninger om kommunens økonomiske situation, mens Brixtofte og hans direktør overtrådte alle mulige love og regler. Borgmesteren optog fx lån på kvart milliard uden at byrådet blev orienteret eller tog beslutning herom. Alting sejlede i Farum '“ politisk, økonomisk og moralsk. Det, der engang var kronen i Venstres kommunalpolitiske juvel!

Farum-skandalen skal tjene som et advarende skrækeksempel på, hvordan det kan gå, når en borgmester tiltager sig absolut magt. Brixtoftes navn vil i måske 100 år blive forbundet med denne ret enestående skandale, og trods mandens umiddelbare ukuelighed og kække charme kan virke besnærende, så sidder man tilbage med et indtryk af et komplet afsporet, korrupt og bundråddent menneske helt uden realitetssans, hvor bundlinjen er, at hans samlede indsats kun kan betegnes som en skamplet i landets kommunalpolitiske historie.

Morten Pihl:
'Højt at flyve – Peter Brixtoftes utrolige rejse fra stjernepolitiker til straffefange”
Jyllands-Postens Forlag
336 sider

Kategorier

Krejlertilbuddet fra venstreoppositionen

I går fandt venstreoppositionen sammen om et 'rigtig godt tilbud' til Statsminister Lars Løkke Rasmussen. Jo, han skulle vise mandsmod og udskrive en folkeafstemning om forbeholdene til afholdelse her i foråret, lød opfordringen fra S, SF og de radikale. Altså kun de to af forbeholdene som de tre partier kunne blive enige om internt.

Og ved I hvad? Løkke sagde sgu nej tak! Hvad giver I? Er det ikke helt utroligt? Ja, man forstår det simpelthen ikke!

Nu var det jo endelig lykkedes at (Dronning) Margrete Vestager og Helle Thorning-Schmidt at overtale 'Rottefængeren fra Sdr. Bjert' om at gå med i en halv aftale, der afskaffede retsforbeholdet og forsvarsforbeholdet. Kun Euroen turde Villy Søvndal ikke binde sig op på. Lige dér går åbenbart grænsen for, hvad han kan få SF-baglandet med på, før der bliver intern ballade og oprør mod Søvndalisterne.

Det er også ligegyldigt. De tre partier vidste godt, at Løkke ikke lod sig lokke ud i minefeltet og risikere at tabe en folkeafstemning på denne side af folketingsvalget. Venstreoppositionen spillede kortet, der skulle udstille Løkke som handlingslammet og rådvild regeringschef, der ikke ved, hvad han vil i Europa-politikken. Det lykkedes dårligt og enhver kunne gennemskue paradeforstillingen.

Løkke er faktisk grundlæggende ganske pro-europæisk. Det er udnævnelsen af Lykke Friis som minister udtryk for, men Løkke har tidligere sagt, at han går ind for en afskaffelse af de fire '“ reelt tre '“ forbehold, men at det skal ske i en 'big bang'-afstemning. Dvs. en afstemning, der enten afskaffer eller opretholder samtlige forbehold. Og i går gentog han kravet om at et bredt flertal i Folketinget skal bakke op en afskaffelse af Euro-forbeholdet dvs. SF. Dvs. bolden ligger hos Søvndal. Og der ligger den godt begravet frem til næste Folketingsvalg. SF ændrer ikke holdning til Euroen, og det udstiller også splittelsen blandt venstreoppositionens partier.

Løkke er ikke født i går, så han satte samtidig trumf på, da han også krævede sikkerhed for Danmarks stramme asylpolitik. Det er lige vand på Pia Kjærsgaards mølle og samtidigt understreger statsministeren at han ikke har til sinds at spille sit trumfkort overfor vælgerne, udlændingepolitikken af hænde før næste folketingsvalg. Eller vade ud i en folkeafstemning, som han ikke kan være sikker på at vinde.

I øvrigt bliver det aldrig en folkesag '“ heller ikke blandt S-SF vælgere '“ at få en folkeafstemning om forbeholdene. Statsministerens afvisning af kravet gør ham på ingen måde upopulær i befolkningen. Nok snarere tværtimod.

EU-afstemningen må ligesom alt muligt andet underlægges ét eneste hensyn: At VK-regeringen genvinder regeringsmagten.

Jeg ser, at “Ralphie” er lidt inde på noget af det samme.