Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Murens Fald '“ tyve år efter

Author icon

Skrevet af

Clock icon

november 9, 2009

Comments icon

4 kommentarer

Den 9. november 1989 faldt Berlinmuren endelig efter 28 lange år. Jeg erindrer ikke selve øjeblikket tydeligt, det var vist TV-avisen der brød nyheden, men husker generelt hele det efterår som noget ganske særligt. Det var fra sommeren 1989 som en langsom rullende bevægelse, hvor man håbede, men alligevel ikke kunne tro, at de østlige kommunistregimer ville falde sammen nærmest overnight. Murens fald var en utrolig forløsning i tiden og gav et pludseligt og stort håb for fremtiden, som man er taknemmelig over at opleve som helt ung.

Dengang i efteråret 1989 var jeg en ung første-årsstuderende på cand.polit-studiet ved Københavns Universitet og travlt optaget af at følge forelæsningerne. Hver morgen fulgte jeg de lokale morgennyheder (Kanal 2) på mit TV, der viste de gribende billeder fra de ofte dramatiske men i reglen fredelige begivenheder aftenen i forvejen. Især mandagsdemonstrationerne var noget særligt. 'Wir sind das Folk', lød det taktfaste råb fra folket til SED-pamperne og det morderiske Stasi og deres 100.000 uofficielle medarbejdere. Det var altid bevægende at se, hvordan demonstranterne udtrykte deres længsel mod friheden og deres fredelige kamp for demokrati.

I aften fejrer vi tyve året for Murens Fald – for Warszawapagt-landenes nyvundne frihed og Tysklands genforening samt afslutningen på perverterede kommunistiske diktaturers konsekvente undertrykkelse, forfølgelse og indespærring af deres borgere.

Det var i øvrigt i Bornholmer Strasse, at muren faldt, og som indfødt bornholmer er det altid morsomt at tænke på, at navnet på ens fødeø pludselig blev forbundet med en verdenshistorisk begivenhed.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    4 Comments

  1. Christian Rischel

    sagde den 9. november 2009 kl. 22:05:

    Man kan med rette sige meget grimt om kommunismen, men det var nu bemærkelsesværdigt så fredeligt den kollapsede, i modsætning til nazismen.

  2. Bræstrup

    sagde den 10. november 2009 kl. 16:33:

    Nogle steder, ja!
    – men spørg du demonstranterne fra Den Himmelske Freds Plads – altså dem, der overlevede – om de er enige…

    – og det gik heller ikke stille af sig i Rumænien.

    Og Nazismen (i Tyskland) “kollapsede” vel ikke så meget, som den blev afskaffet udefra. I Spanien – som holdt sig ude af 2. verdenskrig – blev fascismen afskaffet helt fredeligt (et par oberster forsøgt et kup, men så vidt jeg ved uden ofre).

    Jeg tror meget på, at historiske tilfældigheder spiller en stor rolle. Og magthavernes syn på, hvad der vil ske bagafter. Jeg tror f.eks. at lederne i Østtyskland var oplyst nok til at vide, at de ville overleve murens fald – i bogstaveligste forstand…

    – bræstrup

  3. Flemming K

    sagde den 11. november 2009 kl. 11:09:

    Kommunismen er jo også kollapset fredeligt i både Nordkorea og på Cuba. Og gennem 50’erne i Sovjet.
    Nej, hov, vent… De 2 førstnævnte steder eksisterer den endnu, i Cuba dog i en relativt mild udgave.
    I Sovjet forhindrede man særligt op gennem 50’erne al intern modstand gennem massiv undertrykkelse.
    Og så var der det store spring fremad og Kulturrevolutionen i Kina.

    Kommunismen faldt ganske fredeligt fra hinanden, de steder hvor det er sket, fordi den fik lov at køre så længe, at den helt naturligt løb tør for vej. De iboende ubalancer rystede i sidste ende skidtet fra hinanden, så en ny orden kunne opstå.
    Det fredelige kollaps er en illusion, der kun kan opretholdes hvis man udelukkende fokuserer på den allersidste tid.
    Ser man på alle de mord og den armod der ledte frem til kollapset, så bliver billedet et andet, og mere realistisk.

  4. Gunnar Langemark

    sagde den 11. november 2009 kl. 22:26:

    Kommunismen kollapsede helt fredeligt – efter at Lenin, Stalin og efterfølgere havde slagtet 80 millioner af deres egne.
    Jeg må have fat i en ordbog. Jeg forstår ikke ordet “fredelig”.

    Jo – nu forstår jeg. Da kommunismen gik til grunde, var deres modstandere civiliserede nok til ikke at slagte alle de kommunistiske bødler og medløbere. Men det var jo så ikke kommunisterne der var fredelige…

    Jeg græd da muren faldt – og det var sgu ikke fordi jeg var ked af det. Og at rumænerne ikke kunne rumme så meget godhed overfor deres tidligere undertrykker – og skød ham og hans kone – det kan jeg altså ikke have så ondt i røven over. Jeg så filmen af standretten og henrettelsen og må konstatere, at det synes jeg faktisk var ok.

Bottom border