En statsminister optaget af hjemlige problemer

Statsminister Lars Løkke Rasmussen forsøgte med sin nytårstale at signalere overfor danskerne, at han er optaget af deres problemer og føre dem sikkert gennem krisen. Det vil i realiteten sige sikre en fortsat høj beskæftigelse og ikke mindst velfærdsniveauet, som vi kender det.

Det var en tale, der var skræddersyet mod midten af dansk politik dvs. det vælgerflertal, der abonnerer på den socialdemokratiske velfærdstatsmodel plus minus 10 procent.

Løkkes helt overordnede bekymring går ud på, hvordan vi bevarer velfærdssamfundet. Det er den (eneste) vision, som langt de fleste vælgere i realiteten er optaget af. Det er faktisk hverken klimaet eller angsten for islamismen, som er nr.1 selvom at SF og DF gerne vil have det til at se sådan ud.

Løkke forsøgte pædagogisk at forklare alle '“ også børn '“ at velfærdssamfundet ikke kommer af sig selv. Det kræver en indsats af alle både indfødte danskere såvel som indvandrere. Ja det kræver at flere generationer påtager sig opgaven. Vi er oppe mod en hård konkurrence fra Kina og Indien osv. og derfor skal vi alle stramme os an og blive dygtigere. Hvad det så præcist kræver af yderligere afsavn, får vi næppe at vide på denne side af valget. Det gør det jo temmelig nemt at beskylde statsministeren for at lurepasse, være visionsløs og uden konkrete initiativer. Men hvis kommentatorer mfl. tænkte sig om, så ville de nok alle blive enige om, at Løkke ikke vinder et folketingsvalg ved at begynde at tale om reformer af dagpengesystemet eller efterlønnen.

Løkke byggede videre på sine 10 visioner om fremtidens Danmark år 2020, hvor blandt andet folkeskolen til den tid skal være i top/verdensklasse. I talen lagde han op til at give netop det område sin opmærksomhed og konkret spillede han ud med et forslag om at alle børn skulle lære at læse, før de skal lære andre ting. Det lyder umiddelbart logisk og fornuftigt i mine ører. Men der skal nok være nogle folkeskolelærere, som er uenige.

Løkkes tale var designet til at samle mere end den skulle sprede nationen '“ som Fogh indimellem havde for vane. Der var således ingen, der skulle lades i stikken. Plads for os alle – plads til alle som vil, for nu at sige citere den gamle arbejdersang. Den måde, hvor på Løkke kan “træde i karakter” overfor vælgerne er ved at distancere sig fra forgængeren Anders Fogh Rasmussens politiske projekt). Det kan ske mest enkelt ved at holde et strikt fokus på en dansk indenrigspolitisk dagsorden ud fra den simple betragtning, at det var et område, som det var ganske svært at få Fogh til at interessere sig for i de sidste 1 ½ år af hans regeringstid. Det har også den fordel, at vælgerne er mere optaget af indenrigspolitik end udenrigspolitik. Løkkes tale var derfor ikke overfyldt med aktivistisk udenrigspolitik i talen '“ og EU blev slet ikke nævnt. Der var opbakning til indsatsen i Afghanistan og så fik Løkke forklaret, hvorfor COP15-mødet i København slet ikke var en fiasko. (Hvad det jo var)

Kritikere savnede naturligvis konkrete udspi fra Løkke. Spørgsmålet er, om ret mange andre end politiske kommentatorer og oppositionen forventer de store revolutioner i en tid, hvor riget i forvejen fattes penge, og hvor usikkerheden for fremtiden for mange fortsat er stor. Måske er Løkke er bedre til at fange, hvad befolkningen efterspørger her og nu end fx en forhenværende politiker Hans Engell? Statsministeren har i hvert fald mere på spil end den forhenværende chefredaktør og justitsminister, der lige nu lever af at give sine tidligere kolleger gode råd om politik. Nogle gange kan man godt få det indtryk, at det faktisk kun er Engell, der ville kunne levere en god nytårstale. Men ak. Verden må nok vente forgæves herpå.