« En aften i kommentatornetværket | Forside | Venstres kampagnemaskine har mistet pusten »
Medierne skal behandle Sohns DKP-fortid i god tid inden valget
Af Jarl Cordua | 10. januar 2010
Ole Sohn står til at få en magtfuld økonomisk ministerpost, hvis et nyt rødt kabinet kan dannes efter næste folketingsvalg. Det vil i givet fald være første gang i nyere tid, at en så højt rangerende tidligere kommunist – endda en formand for DKP – bliver minister. (Her ses bort fra Befrielsesregeringen 1945 og der er også et andet fortilfælde – se kommentarerne). For mange borgerlige vil det være uacceptabelt, mens andre – formentlig et stort flertal – vil ikke se et problem i det. Hverken juridiske eller politiske. Sohn er flere gange af vælgerne blevet valgt til Folketinget. DKP var et lovligt politisk parti, og Sohn har delvist
so(h)net sin fortid både som forfatter og udgiver af bøger om Josef Stalins store udrensninger i 1930’erne og blandt andet om den kranke skæbne, der overgik det tidl. folketingsmedlem for DKP Arne Munch-Petersen (1904-1940), der endte sine dage i et sovjetisk fængsel. Sohn er altså ingen benægter af grusomhederne i Sovjetunionen, men i lang tid – næsten 20 år – var han samtidig forsvarer af det politiske system, der havde udført dem. Sohn, der er født i 1954, var altså en voksen mand, da han stadigvæk i 1980’erne anbefalede denne samfundsmodel til de danske vælgere.
Sohn har længe undveget at tale om sin DKP-fortid, men er nu ved at lukke op for posen ved at stille op til interviews, hvor han kan forklarer sig. For et par måneder siden var SFs gruppeformand gæst hos Niels Krause-Kjær i dennes udmærkede radioprogram, og han har også i efteråret (12.09.09) været under kærlig behandling i Clement Kjersgaards fredags program på DR1. Det var måske i bygen af Kjersgaards herligt uforskammede spørgsmål, at Sohn indså, at han ikke kan trylle sin fortid væk, men må forholde sig til den i offentligheden.
Sohn forsvarer sig grundlæggende med at han blev kommunist på grund af modstanden mod Vietnam-krigen. Det var ikke på grund af en hang til at indføre proletariatets diktatur eller begejstring for DDR og Sovjetunionen. Og i ”Krause på Tværs” får Sohn det til at lyde som om, at det nærmest kun var fordi, at der ikke var noget VS eller SF i hjembyen, at han sammen med nogle kammerater dannede en lokalafdeling af DKU i Horsens.
Krause får i radioprogrammet stillet den tidligere DKP-formand alle de hårde spørgsmål på en ret elegant måde, men Sohn glider stille af, når der lægges op til, at han skal beklage sin fortid eller ligefrem undskylde den. Det nægter han. Han gik med i DKP på grund af Vietnam. Punktum. Sohn fremhæver selv at han blev formand for ”Centralkomitéen for Danmarks Kommunistiske Parti”, som det hed, i lyset af Mikhail Gorbatjovs reformkurs. Sohn og ”Gorba” var altså på fælles linje, hvilket man også kunne se af, at de begge havde en opposition af reformmodstander af gamle hardlinere, hvor mange af dem i dag i øvrigt overvinter i sektpartiet KPiD. Da DKP var slidt ned af magtkampe og manglende vælgeropbakning gik resterne herunder Sohn med i Enhedslisten. Men allerede i 1992 meldte han sig ind i SF. Det var også i starten af 90’erne, at han genopfandt sig selv som amatørhistoriker med speciale i danske kommunister, der omkom i Sovjetunionens fængsler efter at de paradoksalt nok havde brugt deres liv på at hjælpe med at opbygge deres verdslige paradis.
Sohn har som SF-politiker et blødt image. Bærer fuldskæg og briller og talesætter en uideologisk jordbunden socialisme med blød, lun jysk stemme. Der mangler bare hjemmestrikket sweater, sandaler og hønsestrik, så fuldender han billedet af den bløde mand. Det er dog næppe hele historien. Sohn var lokal fagforeningsboss i Horsens, og som gruppeformand er han også god til at skære igennem i diskussionerne. Det er formentlig især hans skyld, at SF ikke for længst er brækket over, efter at Søvndal har lagt kursen om mod midten, magten og ministerbilerne.
Bliver det et problem for SF, at vælgerne formentlig igen bliver præsenteret for de mere end 20 år gamle TV-billeder af Ole Sohn fra DDRs 40-årsjubilæum i Østberlin, hvor han er i selskab med Gorbatjov, Erich Honecker, Nicolae Ceausescu og alle de andre kommunistiske diktatorer? Sohn frygter formentlig – og med god grund – at de borgerlige kan udnytte det til at nogle få, men ret afgørende midtervælgere, derfor vælger den røde blok fra.
Hvad gør man så for at imødegå ”skræmmekampagnen”? Et gæt er, at SFs kommunikationsfolk, som de har for vane, søger inspiration i Venstres valgkampagne i 2001. Forud for valget frygtede Venstre, at Anders Fogh Rasmussens ideologiske kampskrift fra 1993 ”Fra Socialstat til Minimalstat” ville blive udnyttet som skræmmebillede af socialdemokraterne. Det kom i øvrigt til at holde stik. Hvad gjorde Foghs spindoktor Michael Kristiansen? Han lagde en klog strategi, der skulle mætte mediernes interesse for bogen. Konkret blev den lagt ud på Internettet og så blev aviserne inviteret til interviews med Fogh, hvor han fik talt ud om – og fik lagt afstand – til bogen. Da valget kom var socialdemokraterne så frustrerede over mediernes manglende interesse for Foghs kampskrift, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen kastede sig ud i en desperat aktion, hvor han i en haldebat med Fogh og fra talerstolen rev siderne ud af bogen. Måske det billede, der står tilbage af 2001-valgkampen både om 20 og 30 år.
At Ole Sohn nu så småt er gået i gang med at turnere rundt i medierne – også for at tale om sin DKP-fortid – tyder måske på, at SF er i gang med en lignende aktion. Mediernes sult efter at beskrive Sohns kommunistiske fortid skal derfor mættes i god tid inden valget. Så næste skridt bliver sikkert store interviews i søndagsaviserne flere gæsteoptrædener i talkshows osv. Når de borgerlige spindoktor under den næste valgkamp så kommer rendende med de gamle Sohn-historier, da vil journalisterne blot slå ud med armene og afvise dem som uaktuel fortid, og som et emne de for længst har vendt og beskrevet. Der er ikke mere at komme efter, så at sige.
Så måske har Michael Kristiansens rettidige omhu, hvad angår håndteringen af Foghs kontroversielle bog, ligefrem dannet skole for SF og Ole Sohn. Jeg tror det.
Emner: | 33 kommentarer »
10. januar 2010 kl. 11:58
Ernst Christiansen, tidligere formand for DKP, var minister fra 1955-57.
10. januar 2010 kl. 12:03
1. Tak for det!
Christiansen meldte sig dog ud af DKP allerede i tyverne og ind igen i S.
Læs mere om Ernst Christiansen her: http://www.leksikon.org/art.php?n=471
10. januar 2010 kl. 12:48
Du er ved at blive blød, Jarl. blød og rød:-) Hvad blev der af better dead than…
10. januar 2010 kl. 12:54
3. Jeg ved det godt. Jeg er blevet en rigtig kommo-lover på min gamle dage… Det fremgår jo også af indlægget, som du vist kun har skimmet uden at forstå indholdet.
10. januar 2010 kl. 13:15
Enig i din analyse Jarl. Det interessante er imidlertid ikke Sohns fortid. Det er bogstavelig talt old news. Det interessante er, at det røde kabinet nu er et så sandsynligt udfald, at man bliver nødt til at forholde sig helt konkret til det. Og jo mere man taler om det røde kabinet, jo mere vænner folk sig til tanken. Derfor er jeg også enig i Sørens analyse. Du er godt igang med at gøde jorden for et regeringsskifte. Tak.
10. januar 2010 kl. 13:22
5 Det er nok at overvurdere Jarls indflydelse og at undervurdere læserne af Jarls blog
10. januar 2010 kl. 13:52
Jeg tror nu at der er mange midtervælgere der vil betakke sig for en Ole Sohn på en central økonomisk ministerpost.
Hans mangeårige støtte til de kommunistiske diktaturer i Vietnam, Cambodia, Sovjet, Cuba, DDR, Rumænien og mange flere – må have en afsrækkende effekt på mange mennesker med en hukommelse der strækker sig mere end 10 år tilbage.
Hans afvisning af undskylde sit politiske engagement i de kommunistiske regimiers tjeneste indtil sovjet kolapsede – bør afholde socialdemokraterne og de radikale fra et regeringssamarbejde – SF vil klogeligt holde ham som gruppeformand og lade andre mere uplettede personer indtage ministerbilerne.
Alt andet lige er en livslang støtte til kommunistiske regimer noget mere beskæmmede end Foghs Minimalstats pamflet – og kan ikke helt så let vaskes væk.
Men et spændende indblik i hvordan man tager detonatoren ud af en politisk penibel sag – igen tak for et godt og læseværdigt indlag.
10. januar 2010 kl. 14:14
Hvad er forældelsesfristen for landsforræderi?
Den dag Sohn har afsonet et par års fængsel for at være nyttig og betalt idiot for totalitære fjendtlige fremmede magter, skal han være velkommen til at blive minister.
10. januar 2010 kl. 14:46
6. Helt enig
10. januar 2010 kl. 15:34
Nogle gange tænker jeg om regeringen er træt og har brug for en pause. Men når jeg så ser Ole Sohn i regeringen er alternativet meget værre. For mange borgerlige er det uacceptabelt. SÅ SANDT SOM DET ER SAGT!
Desværre tror jeg også analysen er rigtig nok, at det vil være old news når endelig valgdagen kommer. Men at en DKP’er der støttede de værste regimer nu fremstår som en demokrat på SF’s højrefløj der er ved at gøre dem regeringsduelige, gør mig noget utryg for hvad bliver det næste? Naser Khader er da troværdigheden selv i forhold til.
10. januar 2010 kl. 15:41
8. Nu er det jo egentlig ikke fordi jeg ønsker at fremstå som en defensor for Ole Sohn og hans fortid, men DKP var et lovligt parti, og nu er det jo som regel ikke forbudt at agitere for lovlige partiers programpunkter. Heller ikke selvom man måtte finde disse partiers standpunkter vederstyggelige – det er sådan en sjov ting, der kaldes demokrati og ytringsfrihed.
Så det er nok tvivlsomt om Ole Sohns fortid som kommunist ligefrem er strafbart i følge loven om landsskadelig virksomhed. Hvilket jo gør dit indlæg overflødigt, grænsende til det naragtige, hvilket du nok også selv er klar over, da du skriver som anonym.
@Jarl:
For what it’s worth; fremragende blogindlæg, du rammer sømmet lige på hovedet.
10. januar 2010 kl. 16:00
Jarl,
Enig i en glimerende analyse.
Der er utallige eksempler på ideologisk vendekåberi i dansk politik. Man kan måske til Sohns forsvar sige, at han forstod at game’et for kommunismen var slut, da Soviet faldt og Tyskland blev genforenet. Det kan være udspekuleret og magtsøgende af ham at søge til højre i salen – eller også har han reelt accepteret at det gamle projekt aldrig ville kunne realiseres. Det er nok en kombination af begge. Om ikke andet skal folk bedømmes på deres handlinger – og han har i mine øjne ikke begået noget ulovligt, med mindre manden viser sig at have været spion for Soviet.
Nu skal man også huske på Karen Jespersen – mesteren i at gøre opmørksom på sig selv på et noget tyndt politisk grundlag. Hun kom fra VS, blev minister i Nyrup-regeringen og til sidst så minister i Foghs regering. Ja, jeg ved godt, at hun ikke havde ansvaret for noget økononisk tungt, men det behøves det heller ikke at være, for at gøre ondt. Hun ville nok høre mere hjemme i DF, men så kunne hun jo ikke have blevet minister. Hun udtalte i ‘74: “Det, vi mangler, er et parti, et virkelig kommunistisk parti, der ikke forråder arbejderne.” Det har så vist sig at være Venstre.
10. januar 2010 kl. 16:41
@12
Midt under en kold krig, blev Sohn finansieret af fjendtlige stater, som havde atomvåben rettet mod landet. Han tog næppe mange skridt som ikke fremmede de østlige diktaturstaters agenda.
Hvis landsforræderi paragraffen ikke omfatter dette, så er den godt nok snæver.
10. januar 2010 kl. 16:59
@13
Jamen, hvis de beviser foreligger og de er overtrædelser af gældende lov, hvorfor er han så ikke forlængst blevet anklaget og dømt?
Mange i vesten støttede også Taliban i deres frihedskamp mod den sovjetiske besættelse i 80erne. Er det også, set i bakspejlet, forræderri eller bare naivt?
Jeg synes, det er en noget dogmatisk betragtning.
10. januar 2010 kl. 17:12
@14
Støtten til Taliban er ikke sammenlignelig idet de ikke stod få hundrede kilometer fra os af med store hære trænet til at indføre arbejdernes diktatur. Taliban havde heller ikke planer om at forvandle Danmark til en rygende radioaktiv ruinhob, modsat Sohn’s befalingsmænd.
Hvorfor Sohn aldrig er blevet dømt, er vel den samme gamle smøre om at venstre-radikalisme er charmerende og romantiseres.
10. januar 2010 kl. 17:25
@15
Det lyder som om nogen ikke har forstået at kommunismen faldt for 20 år siden og derfor ikke har efterrationaliseret det reelle trusselsbillede.
Altså, jeg medgiver, at USSR klart prøvede på at påvirke venstrefløjen i bl.a. DK, men jeg mener slet ikke det var i russernes interesse at udslette DK med atomvåben, ligeså lidt som de var vores intention i Vesten at sønderbombe Warszawa-pagtlandene. A-våbnene var jo ironisk nok medvirkende til at den kolde krig ikke blev brandvarm pga. af udsigten til hele menneskehedens undergang.
Hvis russerne var så forhippede på at anvende a-våben til at fremme deres sag, ville det nok ikke være lige så helbredsmæssigt forsvarligt at opholde sig i Afghanistan i dag.
Den kolde krig var en kamp om udholdenhed, som de demokratiske lande vandt. Det tror jeg også Sohn har forstået.
10. januar 2010 kl. 17:36
Mit bedste bud er, at antallet af flytbare midtervælgere hvis stemme afgøres af om hvorvidt Ole Sohn var kommunist for 25 år siden og angrer det i dag eller ej, kan tælles på en hånd.
Dem der synes det her er interessant er hardcore borgerlige – og de stemmer nok hverken på S eller RV alligevel.
Og jo mere skinger retorikken bliver (landsforræderi etc.) jo mere står almindelige mennesker af.
Det her er så meget et non-issue!
Desuden forstår jeg ikke den der med at borgerlige vælgere skulle være særdeles forfærdede over, at Ole Sohn skal have hænderne nede i pengekassen – det kunne da værre meget værre. Det kunne være værre med Villy, som aldrig har set en offentlig udgift han ikke brød sig om (bortset fra måske et kampfly og et Løkke-bilag på fadøl).
10. januar 2010 kl. 17:46
@16
Nu var kommunismen ikke faldet dengang Sohn havde hede drømme om Gulag og diktatur.
At de brutale regimer ikke længere er en trussel er ingen formildende omstændighed for Sohns blodige omklamring af Honnecker og Ceausescu.
10. januar 2010 kl. 19:12
@ Garby
Jeg tror du har ret (desværre). MEN; hvis hans fortid er et problem, er det så ikke mest et problem for socialdemokratiet?
Sådan set burde SFs nuværende partiprogram være rigeligt til at skræmme tænkende mennesker væk
10. januar 2010 kl. 19:57
@19
Jeg tror ikke Ole Sohns fortid er et problem, og hvis det var, ville det være et lige så stort problem for Socialdemokraterne, som en racistisk udtalelse fra en DFer er et problem for Venstre.
Men hvorfor mener du det skulle være et problem for S?
Og vælgerne (og de fleste politikere) er desuden flintrende ligeglade med hvad der står i partiprogrammer. Den slags er jo ren beskæftigelsesterapi for organisationsfolkene.
10. januar 2010 kl. 20:07
@17
Med Villy Søvndals åbenlyse besvær i sidste valgkamp med at tælle til, hvor mange plejehjem han egentlig havde besøgt – og det drejede sig jo om ret lave tal – må man i det hele taget ikke håbe, at han i givet fald får et ministerium med nogen form for ansvar for rigets økonomiske tilstand eller blot et større ressortbudget at administrere
10. januar 2010 kl. 20:41
@21
Vi har i øjeblikket givet Lene Espersen og en talblind finansminister ansvar for rigets økonomi og finanser og det går jo ganske udem…
10. januar 2010 kl. 21:02
21, 22 osv.
Jarl har belært mig om at en minister ikke nødvendigvis skal vide en disse om deres resortområde, men bare føre de overordnede linjer. Jeg kan ikke helt finde ud af hvem det er en fordel for? Danskerne? Embedsmændende? Jeg tror desværre det sidste. Jeg kan altså virkeligt ikke forstå at man mener at folk bliver for “tekniske” hvis de har en baggrund indenfor det ministerium de er ansvarlige for. Det må simpelthen være opfundet af lavt-uddannede magtliderlige mennesker.
Cand. Mag, Cand Polit, osv giver adgang til alt:-)
10. januar 2010 kl. 23:47
@Henning Frandsen
Det er en fordel for statsministeren. Hvis en højtstående officer bliver forsvarsminister, en topforsker bliver forskningsminister osv, er der større risiko for at få en stædig person der vil sætte hælene i og kan blive et problem for regeringen, og vil især have meget svært ved at lave nedskæringer. Dit udtryk om politikerne bliver “for tekniske” er noget sært noget ja, for man vil jo helst have folk der har forstand på tingene. Men når det er et demokrati skal man jo også helst kunne sige ting så folk kan forstå det, hvis man vil genvælges.
Nu har jeg hørt en del politikere rose det danske system med at alle embedsmænd bliver trods et regeringsskifte. Jeg er ikke sikker på det er en god idé. Vi har for eksempel en videnskabsminister der bliver grinet af på universiteterne fordi han ikke har forstand på det. Men kunne man finde nogle forskere med holdninger der minder om regeringen, kan de måske få nogle stillinger, mens ministeren tager medierne og diskussionerne i Folketinget. Man behøver selvfølgelig ikke skifte alle ud som i USA, men jeg tror ikke det kan skade med lidt flere end kun ministeren.
11. januar 2010 kl. 00:25
Sovjet havde konkrete planer om at bruge atombomber mod Danmark. Man skulle måske tro, at det var imod deres egne interesser, men planerne er fakta; det viste de sovjettiske arkiver.
DKP bekæmpede ikke alene Danmark, DKP bekæmpede også demokratiet som styreform. Det bør vel sammenlignes med at have været nationalsocialist.
(Ligesom Gert Petersen, men da var han så ung, at man må tilgive ham.)
Hvad ville man sige, hvis en angrende nationalsocialist stillede op for DF?
Jeg tror, at Ole Sohn har ændret holdning. Ellers ville han vel stille op for Enhedslisten i dag.
Måske kan Enhedslisten rammes, hvis Ole Sohn forklarer om kommunismens dårligdomme?
11. januar 2010 kl. 10:02
Taleban er en bevægelse der først opstod efter sovjets tilbagetrækning fra Afganistan.
11. januar 2010 kl. 13:37
Kære Jarl. Jeg havde nok ventet noget lidt skarpere fra din pen. Men et godt indlæg er det.
I min optik er problemet ikke, om Ole Sohn har begået noget ulovligt eller ej.
Problemet er hans dømmekraft. Når man så langt op i firserne kan sympatisere med den slags styrer, må der da være noget galt her.
Han har vel besøgt vennerne så mange gange, at han er blevet forblændet af “arbejderstaternes” fortræffeligheder. Især måske set fra magtelitens side.
Jeg har, som så mange andre, besøgt “Vestberlin” pr. bil adskillige gange. Når man nåede til DDR-grænsevagternes område, var man ikke i tvivl om, at man her havde at gøre med den herskende klasse.
Men det har hr. Sohn måske ikke oplevet.
Når man talte med Vestberlinerne (særligt dem med familie i DDR), var man heller ikke i tvivl om hvad der foregik i DDR.
Men det har hr. Sohn måske ikke haft lejlighed til?
DDR borgere blev SKUDT og dræbt, hvis de forsøgte at forcere muren/grænsen.
Men måske mindesmærkerne for de nedskudte var på den “forkerte” side af muren?
Det er klare facts, som har været tilgængelige for enhver, der ville sætte sig bare lidt ind i tingene. Og hvis det ikke fører til afsky, så ved jeg ikke ……..
Vi taler ikke om en mand, der bare skal tilpasse sig nye tider. Vi taler om en mand der aspirerer til en dansk ministerpost.!!
Ja, som mange siger: Der er mange vendekåber i dansk politik. Men Ole Sohn er outstanding.
De valg han har begået, er så åbentlyst forkerte, at det er UTILGIVELIGT.
At han kan finde så mange venner i SF er jo nok forståeligt, ikke?
Så håber jeg bare, at de mange der har ladet sig forblænde af Villy Søvndals og Ole Sohns talestrømme, vil komme på andre og bedre tanker.
11. januar 2010 kl. 13:46
Det er meget simpelt har DKP videre givet fortrolige oplysninger fra folketinget, forsvaret eller efterretningstjenesten til Sovjet og havde Ole Sohn kendskab til dette? Svaret på det første spørgsmål er med 95% sikkerhed JA(!), beviserne ligger i FSBs, SRVs og præsidentens arkiv. Jeg er endda sikker på at vores efterretningstjeneste kan sige hvilken bygning og hvilke rum disse oplysninger ligger i. Under de første kaotiske år under Jelsin blev dele af de hemmelige sovjetiske arkiver åbnet (bla. Præsidentens arkiv) og hvad de afslørede var at sovjet havde et omfattende arkiv af parlamentariske reporter fra sikkerheds kommissioner og udvalg. Eller på godt dansk: vestlige parlamentarikere havde videre givet strengt fortrolige oplysninger til Sovjetunionen. Der var også hemmelighedsstemplede dokumenter fra folketinget. Alt peger på at ledende danske venstreorienterede politikere videregav fortrolige information til Sovjetunionen, men vi vil aldrig få “den rygende pistol” før russerne giver os dem, og man svigter ikke sine gamle venner selvom man nu er blevet kapitalist. Så ja DKP var et lovligt parti, men samme parti stod, sandsynligvis, bag landsforræderisk virksomhed, ligesom enkelte medlemmer fra SF, VS og måske endda Socialdemokraiet også har en sagsmappe hos SRV.
11. januar 2010 kl. 17:24
De fleste herinde har i princippet ret. Talent, viden og integritet er så absolut ikke nogen forudsætning for at blive politiker i DK, endsige minister. Og det gælder begge fløje.
Ole Sohn fra DKS til SF, Karen Jespersen fra VS til Venstre, Lars Lykkes støtte til Taliban, og vores alles Kadhar. Bare for at nævne nogle få vendekåber og utroværdige.
Af de talentløse og uvidende er der for mange.
On topic. Om Ole Sohns fortid skræmmer mig som borgelig vælger? Ikke mere end Villy som minister. Omvendt er jeg træt af en på papiret borgerlig-liberal regering der fører socialdemokratisk politik. Lad dog sousserne om det.
11. januar 2010 kl. 18:48
@Richard N
“Mange i vesten støttede også Taliban i deres frihedskamp mod den sovjetiske besættelse i 80erne.”
Nej, det gorde det fakstisk ikke. Det var sådan set umuligt eftersom Taliban først opstod efter Sovjet havde trukket sig ud. Taliban havde sit udgangspunkt i de Pakistanske Madrassaer, og bevægelsen var ’sponsoret’ af den Pakistanske militære efterretningstjeneste, ISI, som dermed blandede sig kraftigt i den Afghanske borgerkrig i kølvandet på Sovjets tilbagetrækning. Pakistan har altid haft en stor sikkerhedspolitisk interesse i Afghanistan.
12. januar 2010 kl. 22:23
@ Garby
Jo altså, hvis (og jeg siger HVIS) Sohns fortid er et problem, så må det vel først og fremmest være det for S, fordi de dér så eftertragtede midtervælgere som S og V kæmper om, måske kan vindes med en solid skræmmekampagne om skattestigninger, ufrihed og kollektivisering.
Sohn er jo tydeligvis ikke et problem for SF på nogen måde. Tværtimod
13. januar 2010 kl. 09:27
Et par gode citater af Ole Sohn:
http://medderesegneord.blogspot.com/search/label/Ole%20Sohn
14. januar 2010 kl. 10:37
Nu ser jeg i dagbladene, at de “fæle” amerikanerne er massivt på vej mod Haiti, for at hjælpe de stakkels mennesker der.
Mærkværdigt hvor Ole Sohns venner fra naboøen Cuba bliver af. Men de har måske ikke flere sejl til deres både?
Cuba er jo endnu et eksempel på, hvad Sohns foretrukne ideologi fører til.