Indtil at 'Løkke og Lene' har fundet ud at lægge en fælles strategi frem mod næste valg, så kan det på overfladen godt se lidt skidt ud for den borgerlige regerings genvalgschancer. Men i realiteternes verden så har de sidste 14 dage faktisk alt i alt været ganske gode for de borgerlige. Hvorfor nu det?
Da Margrethe Vestager og de radikale i forbindelse med deres traditionsrige nytårsmøde fandt på at spille ud med '“ i øvrigt ganske fornuftige '“ økonomiske reformer, der blandt andet indebærer en afskaffelse af efterlønnen og halvering af dagpengeperioden, så var det reelt det samme som at affyre en torpedo mod det røde regeringsalternativs velfærdspolitik.
Ingen aner nu, hvilken økonomisk politik, der vil blive ført under Helle Thorning-Schmidt som statsminister, hvis de radikale er med ombord, hvilket nok bliver nødvendigt for at få et flertal. For hvilken politik kan der skabes flertal for i en regering, der både skal bestå af SF og de radikale? Regeringsalternativet fremstår derfor allerede nu splittet – eller handlingslammet – her 1 ½ -2 år før, at de røde igen får en chance for at vælte de borgerlige af pinden.
Jeg ser allerede for mig, hvordan finansminister Claus Hjort Frederiksen planlægger at tage på endnu en rundtur i medierne med et klart og effektivt budskab om, at de røde internt er mere splittede end de borgerlige. Enhver vil kunne se, at Hjort har en pointe, og det vil naturligvis være et af de borgerlige slagnumre i valgkampen.
Hvad så med VKO? De er da også internt uenige især om behovet for en efterlønsreform. Det er sandt, men ingen af dem har spillet så bastant ud, som de radikale har gjort i forhold til S-SF-RV. VKO har efter min vurdering fortsat en bedre mulighed for at fremstå overfor vælgerne, som nogenlunde troværdigt og det kan de gøre med henvisning til de forløbne otte års samarbejde.
Omvendt med det røde alternativ, hvor de radikale næppe vænner sig til, at de kommer til at spille 2. eller snarere 3. violin i et eventuel regering med S og SF. Der er noget med selvforståelsen hos det engang så ganske magtfulde parti, der skal justeres. For de radikale '“ og navnlig deres leder – opfører sig stadigvæk som om, at deres stemmer er de altafgørende i dansk politik, selvom at det er længe siden, at de var det.
De radikales krav om økonomiske reformer her og nu har indtil videre heller ikke været en vælgersællert i meningsmålingerne. Det hører så også med, at der er ganske mange andre grunde til ikke at stemme på partiet end deres økonomiske politik. For eksempel en partileder, der virker helt uden forbindelse til vælgergrupper uden for det snævre radikale segment.
Så selvom at de borgerlige er udfordret p.t., så kan de altid varme sig ved bevidstheden om, at de har Margrethe Vestager i baghånden. Omvendt så må det være frustrerende for især Villy Søvndal og hans SF-flok, at se at de radikale leverer stemmer til SF, men når det kommer til at føre venstreorienteret økonomisk politik, så stopper festen, så vil de radikale ikke være med.
Men måske må Søvndal en dag vælge mellem ministertaburetter og de radikales økonomiske politik eller yderligere års ørkenvandring? Det bliver et hårdt valg for Villy. For til den tid er han en gammel mand.
14 kommentarer til “Vestager – de borgerliges bedste ven i den røde lejr”
Det er rigtigt, Jarl. Intet vil være lettere end at udstille splittelsen hos de røde i den kommende valgkamp. I løbet af foråret kommer EU med en påmindelse om, at vi skal mindske underskuddet på de offentlige budgetter fra 6% af BNP, som vi nu styrer mod, til 3%, så vi overholder EUs krav. Derfor skal hvert eneste udgiftskrævende forslag fra oppositionen øjeblikkelig mødes med spørgsmålet: Hvordan vil I reducere underskuddet med 50%, som vi skal ifølge EUs regler? Hvor vil I skære ned?
2010 har vist at begge blokke er splittede men at det skulle betyde mere for de røde end for de blå synes ikke oplagt.
VKO samarbejdet har vist at siger DF nej så bliver det et nej og derfor må R være fristende for nogen borgerlige vælgere der er blevet mere hjemløse efter at Hedegaard er flyttet til Bruxelles.
Det er sikkert rigtigt at de reformforskrækkede og tryghedselskende vælgere på venstrefløjen ( feks på den socialdemokratiske venstrefløj ) vil kunne finde V eller DF mere attraktive men er den effekt større end at der hos nogen af de blå med DFs de facto vetoret er en erkendelse af at der ikke kommer reformer med et nyt VKO flertal ?
Hele præmissen om bogstavlegene og regeringskonstellationerne synes efterhånden at være, at dansk politik efter næste valg fortsat skal være stabilt og fastlåst, selvom dansk politisk historie i overordentlig lange perioder slet ikke har haft det. Hvorfor skulle det fortsætte som det har gjort efter 2001 (med rødt eller blåt fortegn) bare fordi ingen i øjeblikket har fantasi til at forestille sig en sådan ændring?
@Orla Schantz, 1
Jeg tror mildest talt ikke det er realistisk, at regeringen på den måde vil gøre EU til “store, stygge EU”. Det vil erodere opbakningen til EU i befolkningen, og er det i V og Ks interesse?
I øvrigt så kan de mange EU- og Euro-lande, der i øjeblikket kører med større overskud end 3 % af BNP, nok hurtigt blive enige om, at det kan de godt få lov til i en overgangsperiode, forid vi har “en krise uden fortilfælde” etc.
De radikale burde lægge arrogancen på hylden og erkende at de kan stille med ønsker, ikke krav. Til gengæld kan de med rette slå på, at en S-SF-R regering vil give de bedste muligheder for at søge en bred konsensus om financieringen af velfærdssamfundet. Det er paradoksalt, men sandt. VKO regeringen har en stor kommode fuld af eksperters reformforslag, som de prompte har kasseret. Globaliseringsrådet bliver næppe anderledes.
Det kan meget vel være VKO vil angribe Magrethe Vestager for at splitte S-SF-R alliancen og påpege den store uenighed der er om den økonomiske uansavrlighed.
Men vil man ved et valg om økonomisk uansvarlighed komme til selv at fremstå mindst ligeså splittede hvor det bare er V O som står fordi uansvarlige elementer og K der prøver at hente et par billige point efter 8 års passivitet?
Jeg håber at et sådant valg vil munde ud i at reformpartierne vil kunne sætte sig på de afgørende mandater, og at de tør anvende deres position til at tvinge enten S-SF-ø eller V-K-o til en ansvarlig økonomisk politik. For mit eget vedkommende kommer støtten til at ligge ved Liberal alliance da 8 år med de konservative i regering har givet katastrofalt få resultater.
Og så må vi ikke glemme Enhedslisten som også ønsker indflydelse på, hvad der foregår i Rød Stue.Efter SF’s højredrejning må der alt andet lige fortsat være plads til et parti, som repræsenterer de rødeste socialistiske strømninger i Danmark. Enhedslisten har også flere gange markeret, at deres mandater ikke arbejder gratis i Folketinget. Der er såles basis for mange slagsmål i Rød Stue.
Problemet med Jarl C. ´s analyse i denne sag synes at være, at han forudsætter at opposition og regering kæmper på lige fod. Det gør de ikke. En regering der har siddet i 3 valgperioder skal – uanset partifarven – kæmpe for at overbevise vælgerne om at det er værd at satse på den igen. For oppositionen er det tilstrækkeligt at være et alternativ. Nuancer i spørgsmålet om, hvem der markerer de største indbyrdes forskelle gør ikke så meget i den sammenhæng. Det er kun hvis det bryder helt sammen for oppositionen, at regnestykket ændrer sig.
Og efter min vurdering kan det ikke betegnes som et sammenbrud for oppositionen, at der er indbyrdes uenighed om økonomiske reformer – i hvert fald ikke sålænge der er mindst lige så meget fokus på regeringens uenighed.
7. “En regering der har siddet i 3 valgperioder skal – uanset partifarven – kæmpe for at overbevise vælgerne om at det er værd at satse på den igen. For oppositionen er det tilstrækkeligt at være et alternativ.”
Se her mener jeg, at du tager grundlæggende helt fejl i din analyse. Det er omvendt. Det er oppositionen, der skal overbevise vælgerne om at de kan gøre det bedre.
Det er jo lige netop dét, der gør det svært at vælte regeringer i Danmark.
Det kan sagtens være, at jeg tager fejl. Historiske fortilfælde for at det er svært at få 4 perioder i træk (Schlüter fik kun med besvær sin 4. periode, Nyrup faldt med et brag efter 3 perioder) er jo ikke noget værd i en valgkamp.
Jeg har bare svært ved at se at det skulle være så afgørende en svækkelse for oppositionen, at der er meningsforskelle om efterløn etc – når regeringspartierne nu også er uenige. Er det de konservatives eller de radikales solomeldinger, der har fået mest mediedækning? Lægger folk udenfor Christiansborg-kredsløbet (dvs. vælgerne) i det hele taget særlig meget mærke til hvad Det radikale Venstre mener i disse dage? Kan uenigheden mellem oppositionspartierne anskueliggøres for vælgerne på en måde, der vil bremse tilstrækkeligt mange vælgere i at falde fra VK?
@Thomas Elbæk
Jeg må give Jarl ret. Det er muligt at VKO er splittede, men omkring oppositionen kan man diskutere om de overhovedet er i stand til at forvalte magten. Det spørgsmål giver ikke rigtig mening for regeringen, idet den sidder på magten og man kan se den ikke falder igennem (medmindre den pludselig gjorde det, men der mener jeg ikke vi er).
@Ole
Rigtigt at det kan virke lidt søgt at K pludselig vil lave reformer efter 8 års passivitet, og V og O stadig er reformangste. Her tror jeg ikke det ser bedre ud for oppositionen. Radikale har nogle fornuftige idéer, men de skal altså have nogle røde partier med på den. Og her taler vi nogen der vil lave en ekstra topskat til millionærer som gør dem sværere at trække hertil eller få til at blive, vi taler om et SF der har mange idéer til at udbygge velfærden, og hvis VO er uansvarlige er det da intet at regne imod tågehorn som Mette Frederiksen og Özlem Cekic der taler om den sociale massegrav hver gang de får chancen, og aldrig taler om der skal være grænser for velfærden.
Der er mange medier der skriver om hvor enige S og SF er, men det er jeg også i tvivl om. De er gået ud sammen med nogle planer, men når der kommer en svær sag, fx Brorsons Kirke, er der mange politikere der ikke kan lade være med at udtrykke foragt, selvom politiet bare følger loven.
Til de Radikale. Det gamle parti er blevet spået døde flere gange, og flere gør det også i denne tid. Jeg tror meget afhænger af om magten skifter. Hvis VKO flertallet overlever, bliver det sværere og sværere for de radikale at holde modet oppe, et midterparti udenfor indflydelse har det meget svært, og så tror jeg også på døden er mulig. Og hvem mon står næst i køen hvis Vestager trækker sig?
Hvis de derimod bliver en del af en regering, får de en platform og så tror jeg godt de kan rejse sig som regeringens økonomiske rygrad. De må så også sluge en del kameler, for jeg tror også det vil være dumt bare at være støtteparti. Så vil DF gøre sig meget til for at føre velfærdspolitik med en rød regering (argh!).
Det er en svær balancegang for Vestager, for hun skaber støj på linjen til fordel for en borgerlig regering med de nuværende forslag. Omvendt skal hun også have noget kant så folk netop stemmer på hendes parti, både Helle og Villy er klart bedre talere og folkeforførere end hun er. En slem kattepine.
Jeg forstår ikke kritikken af de radikale. Hvad er deres alternativ? De SKAL da stå fast. Det er deres eksistensberettigelse – og det er vel meget tænkeligt, at deres mandater skal tælles med, før der kan laves en ny regering.
Det forekommer mig, at SF bliver mindre og mindre politisk for hver dag, der går. De er blevet så store, at de ikke rigtigt kan mene noget, fordi de så fornærmer nogen.
Så det er da kun naturligt og klogt af de radikale at stå fast. Og tale politik og holdninger. Og sætte dagsordener. Hvornår har et oppositionsparti til venstre sidst formået det?
Ifht. “Villys svære valg”, så er det vist på sin plads at citere Kristian Madsen “Villy Søvndal ville pisse i Aksel Larsens urne for at bringe sit parti i regering”.
Det var sandt da han skrev det (2008), det er sandt i dag.
Til trods for at jeg også er af den opfattelse at det er oppositionen der skal bevise sin duelighed overfor befolkningen, så er der vel også en sandhed i, at en siddende regering stille og roligt bliver slidt ned.
Når det kommer til den skadelige virkning af lidt intern palaver, så mener jeg bestemt også effekten er værst for oppositionen – men hvis man ser på det samlede billede, så taber en siddende regering opbakning over tid. Eller er jeg helt galt på den?
Rasmus og ML
Mit håb er at de radikale og liberal alliance vil holde fast i de vigtige reformtanker, samt at de på en mirakuløsvis havner med de afgørende mandater. Således at vi kan få partier med rygrad og indsigt – så kan populisterne for min skyld sagtens køre i ministerbiler bare de opfører sig økonomisk ansvarligt og sikrer dansk konkurrence evne – det har vi ikke set siden Schlüter.
Jeg er som udgangspunkt helt enig i, at dette vil være en fordel for VK.
Omvendt er det interessante at overveje, hvem af de 2 fløje, som vil stå mest samlet op til et valg.
Her synes jeg at mange af jer glemmer, at det er helt legitimt tidspunkt (op til deres årlige debatmøde)for de radikale at komme med deres – forøvrigt 100% kendte – synspunkter. Som sådan er det ikke noget specielt dårligt tidspunkt for S og SF, at det sker.
Det skræmmende for borgerlige vælgere er, at K går med på vognen lige præcis i den uge. Jeg ser nemlig de sidste uger som meget vigtige for regeringen – som iscenesætter en total ny dagsorden om økonomisk tilbageholdenhed – først løkkes nytårstale, så sidste uges pressemøde og så de mere detaljerede planer i februar. På kendt venstre måde skulle befolkningen stille og roligt vendes til den nye dagsorden – og det ødelagde K helt bevidst for at profilere sig selv. Med det resultat at regeringens nye strategi står uklar for mange.
Mao finder jeg faktisk K’s udmeldningerne lidt mere problematiske end R’s – hvis vi skal diskutere det ift sammenhold.