« VKO-facaden krakelerer | Forside | “Når du først er blevet spurgt, så er du fucked” »
Frank Jensen-administrationen
Af Jarl Cordua | 27. januar 2010
Der er ikke noget nyt i, at Frank Jensen tilsyneladende har håndplukket folk fra sin politiske kampagner til offentlige stillinger i sin nye administration. Han følger faktisk bare en gammel praksis på rådhuset. Det nye er, at dagbladet Politiken er begyndt at skrive kritisk om ansættelserne. Og hvorfor kritiserer oppositionen kun modstræbende Frank Jensen for “kammerateri”?
Læs min analyse af københavnsk politik, som jeg skriver for lokalavisen Bryggebladet.
Update onsdag: Frank Jensen erkender nu i en redegørelse til Ombudsmanden, at reglerne for ansættelser af fire stillinger ikke har levet op til kravene i en bekendtgørelse fra 2007, der kræver qat stillingerne er slået op på internetportalen jobnet.dk. Imidlertid er kommunens regler ikke overtrådt. Det skriver Politiken onsdag aften.
Det er pinligt for Frank Jensen, men også for hans ledende embedsmand kommunens adm. direktør Claus Juul, som må antages at have rådgivet overborgmesteren i sagen.
Intet tyder dog på, at Frank Jensens “erkendelse” får nogen konsekvenser. Hverken for ham selv eller de nyansatte partisoldater. Sagen er dermed formentlig slut.
Emner: | 11 kommentarer »
27. januar 2010 kl. 10:46
Tak for skriverierne i Bryggebladet omkring københavns politik. Klart noget af det bedste indenfor området.
Jeg er dog ikke enig i den store problematisering omkring ansættelserne. Københavns kommune er et relativt stort økonomisk foretagende – hvorfor så “få” ansættelser i min verden ikke er noget videre problem. Slet ikke, når de er bundet så hårdt op på den politiske ledelse.
Ingen har haft grund til at udtrykke nogen form for skepsis omkring Simon Kjær Hansens kompetencer til at varetage jobbet – men derudover hvad er der så reelt? En sekretær og en student til ledelsen af Danmarks største arbejdsplads…
Derudover har jeg i allerhøjeste grad også undret mig over, OB’erens sammensætning af budskaber i starten af perioden. Fuld skrald på børnepasning og bandekrig i starten fuldt op af….Fri hash…
Håber at det handler om, at han så ikke behøver at bruge mere energi på det i resten af perioden. Ellers er det for alvor skørt
27. januar 2010 kl. 10:51
Tak for de pæne ord.
Du mener vel en student, en PERSONLIG ASSISTENT og en sekretær plus en håndplukket spindoktor.
Det bliver en 3-4 stykker efter min regnestok.
27. januar 2010 kl. 11:14
Beklager, glemte den PERSONLIGE ASSISTENT – lige præcis den ligner en vennetjeneste uden at kunne sige noget videre om Yvonne Schantz’ kompetencer.
Men jeg forstår altså ikke det med den håndplukkede spindoktor.
Hvis diskussionen er, hvorvidt OB’eren har brug for en særlig rådgiver så fair nok. Det kan man diskutere, men jeg går ud fra, at vi er enige om, at det måske ikke er helt i skoven.
At F. Jensen så har behov for en af slagsen med hurtig tiltræden, som han stoler på og som han er sikker på er kvalificeret, ser jeg slet ingen problemer i, at han får løst hurtigt.
Skulle den være slået op på K-forum med et bredt kandidatfelt, to ansættelsessamtaler, en test og NLP-forløb for så at slutte af med, at Frank valgte den, han stolte mest på, svingede bedst med og mente kunne give ham det bedst kvalificerede modspil?
27. januar 2010 kl. 11:26
3. Mig bekendt er der ingen, der betvivler Amalie Kestlers kompetencer.
Men hvis der er nogle regler og procedurer vedr. ansættelser af pressechefer i kommunen, så er det vel meningen, at de skal følges?
Jeg kan godt forstå dine argumenter, men så skal man i stedet spille med åbne kort og sige at pressechefen er ansat på andre vilkår i stil med personlige rådgivere hos ministrene.
Den røde blok har det med at angribe regeringen for alle dens spindoktorer, men i det mindste er der her nogenlunde rene linjer.
Så kan man selvfølgelig polemisere, som Frank Jensen gjorde i debatten med Venstres Peter Christensen, da overborgmesteren fastslog (efter min hukommelse) at hans folk var ansat til at informere offentligheden, hvorimod regeringens folk bruges til at manipulere med befolkningen.
Sådan argumenterer en presset overborgmester.
27. januar 2010 kl. 11:26
@3: Hmm, min browser har tilsyneladende kørt noget “stavekontrol” af egen fri vilje i ovenstående. Mon ikke det fx skulle have været stolede…
27. januar 2010 kl. 12:06
Jeg tror nu heller ikke det er uvæsentligt at der under Ritt blev opbygget en kultur, hvor politisk tilhørsforhold og loyalitet overfor overborgmesterens politiske projekt vægtede højere end faglige kompentencer – både ved nyudnævnelser og ved forfremmelse. På den måde fik Ritt placeret agenter i de fleste centre i Økonomiforvaltning og sågar også i de konkurrerende fagforvaltninger.
Dette skabte massiv utilfredshed blandt øvrige ansatte og et dalende fagligt niveau.
Det samme med disse ansættelser og måske især fremgangsmåden hvor man “låner” en kontorchef i Økonomiforvaltning som kampagnechef og genplacerer ham som administrationschef.
Dermed har Frank Jensen i hvert fald signaleret overfor forvaltningen at det er Ritts polemisk, politiserende stil der bliver udøvet og ikke en mere klassisk forvaltning.
På den måde mener jeg slet ikke at der er begrænset skade forbundet med ansættelser – uanset at det kun handler om 3 – 4 stykker.
27. januar 2010 kl. 14:27
Hvis NN har ret, saa er det jo et meget fint eksempel paa, hvordan en smule raaddenskab i toppen modsvarer raaddenskab i fundamentet. Hvis partiforbindelser og ‘politisk taeft’ praemieres, vil uvildighed, lovlighed og andre klassiske forvaltningsdyder naturligvis lide skade.
Jeg vil dog stille spoergsmaalstegn ved, om det er blevet vaerre i de sidste aar. Der er jo en lang pamperkultur i kommunen, der har vaeret afspejlet lige fra top til bund (husk fx Hjalte Aaberg, KUK, etc.). Sidste skud paa stammen er, at Metroselskabet just har ansat Ritts tidligere kommunikationsperson uden det der jobopslagspjat.
Selvfoelgeligt skal Frank J. have lov til at ansaette en haandfuld partikammerater i sit ‘borgmesterkabinet’, hvis der er aabenhed omkring det. Men bemaerk, at aabenhed IKKE er tiltalende for dygtige ‘politiske’ embedsmaend. For med et saadant stempel i panden er mange stillinger pludseligt uden for raekkevidde. For journalister og den slags forholder det sig vel omvendt – jo mere opmaerksomhed jo bedre. Saa hvis Frank skal have gode embedsmaend i sit Kitchen cabinet, SKAL det vaere paa gedulgt vis.
27. januar 2010 kl. 20:00
Jarl, du skriver i artiklen “… at borgmestrene i stedet vil få mulighed for at opruste med en håndfuld personlige rådgivere præcis, som man ser det med ministres personlige rådgivere.”
Der er dog ingen ministre, der har mere end én personlig rådgiver, og det er mit indtryk, at der er ret hård justits på det punkt internt i regeringen (selvom regeringen officielt tilkendegav i forlængelse af offentliggørelsen af den styrende betænkning om emnet tilbage i 2004, at ‘antallet skal være yderst begrænset og ikke skal overstige 2-3′).
Der render altså ikke håndfulde af særlige rådgivere rundt i ministerierne, men der er selvfølgelig en gråzone, hvor ‘ordinært ansatte’ embedsmænd i et eller andet omfang udfylder funktioner, der smager lidt af det samme. Formentlig fuldstændig ligesom tilfældet er i kommunerne.
I hvilket omfang FJs ansættelser her ligner de særlige rådgivere, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men at ledere ofte selv synes, de er bedst til at vurdere, hvem de gerne vil have ansat (og at formelle ansættelsesprocedurer derfor ofte bliver betragtet som irriterende og irrelevante tidsrøvere) – det er vist en ret universel ting, som kan findes i ALLE brancher:-)
Tak for knaldgod blog, som jeg læser med stor fornøjelse selvom mit politiske afsæt er et andet end dit!
27. januar 2010 kl. 20:47
8. Du har naturligvis helt ret i, at der er indført en praksis med én særlig rådgiver pr. minister i regeringen.
Min fremstilling er på dette punkt utilsigtet upræcis.
Tak for de pæne ord.
30. januar 2010 kl. 10:44
Kære Jarl Cordua
Godt, du tager sprøgsmålet om lighed for borgerne til at søge stillinger i den offentlige administration op i Bryggebladet, som overborgmesteren formodentlig læser. Dermed har han endnu en chance for at overveje sin praksis.
Jeg vil lige anholde en sproglig “smutter”: du sammenblander navneordet ‘en trætte’ og tillægsordet: ‘træt’.
Se ordnet.dk: en trætte betyder: strid, ofte i form af et skænderi eller en retssag. Kommer af oldnordisk þrætta ’strid, uenighed’
Eller ODS’ store forklaring sammesteds:
Trætte, en. (dial. Træde. JVJens.NH.123. Aakj.B.67. Feilb.; i ordspr. og talem.: se u. bet. 2.4). flt. -r. (ænyd. trætte, trede olgn., glda. trætt(h)æ, træd(h)e, thrætthæ (Rimkr.95.135), thræthæ (smst.94), thrætæ (GldaKrøn.66.118), æda. thræt(t)æ (DGL.V.70), sv. träta (fsv. þræt(t)a), oldn. þræt(t)a; til II. trætte; i rigsspr. især ) (alvorligere) uoverensstemmelse, uenighed, modsætning(s-forhold) ml. to parter, der kommer til udtryk gennem ord (tale, skrift; jf. Mund-, Ordtrætte) ell. (sjældnere) i handling (jf. I. Tvist); (mindre alvorlig, ret kortvarig) kiv; (ord)strid; splid; ogs.: skænderi; klammeri; spec. (jf. Retstrætte): uoverensstemmelse osv., der er (ell. kan tænkes) indbragt for en domstol; proces.
Så ordsproget altså fortæller, at en mindre uoverensstemmelse risikerer at eskalere til en regulær retssag. Ikke noget med, at man bliver træt af at strides!
Men tak i al fald for at kaste lys over en betænkelig tendens med artiklen.
30. januar 2010 kl. 10:57
10. Kære Eva Kvorning,
Tak for belæringen. Jeg ærgrer mig over, at jeg åbenbart har misforstået udtrykket.
Nu står jeg til spanking hos min svigerinde, der arbejder hos DSL…
Tak og alt godt
Jarl