Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

VKO-facaden krakelerer

Author icon

Skrevet af

Clock icon

januar 25, 2010

Comments icon

37 kommentarer

VKO sidder nu på magten på 9. år. Det skyldes især, at alliancen især mellem VK i det store hele fremstår både troværdig og tilstrækkelig sammentømret. Især i sammenligning med alternativet: S-SF-RV. Måske er det ved at ændre sig?

Statsministeren fremstår som svag i offentligheden.
Lars Løkke Rasmussen lignede i forrige uge et både såret – og arrigt – dyr på savannen i sagen om den påståede overbetaling af privathospitalerne. Oppositionen fremturer i sagen i tæt samarbejde med oppositionens medlemmer af statsrevisorerne, der tidligere har kritiseret Løkke for overbetalingen, da han var sundhedsminister. Medierne har kollektivt accepteret hele præmissen og forfølger sagen benhårdt.

I sidste uge blev en irriteret og eddikesur Løkke i et TV-transmitteret samråd i Folketinget trukket gennem sølet af oppositionen, der ville vide, hvordan det kunne være, at statsministerens embedsmænd på forhånd havde kendskab til, hvordan V og Ks statsrevisorer ville stille sig i sagen. Indicier foreligger i en mailkorrespondence som avisen.dk har fået gravet frem efter at have søgt aktindsigt i sagen. Løkke afviste dog blankt, at han havde påvirket statsrevisorernes vurdering.

Sagen interesserer dog næppe den brede befolkning, der samme dag formentlig var mere optaget af nyheden om, at en tidligere sigtet 48-årig mand var blevet renset for at have begået Herning-mordet.

Imidlertid er sagen om statsministerens evt. påvirkning af statsrevisorerne ikke én Christiansborg-journalisterne glemmer lige med det samme. Hos dem er Løkkes – i forvejen ikke enorme troværdighed – styrtdykket. Måske tiden snart er er inde til, at Løkke sætter sig lidt i respekt?

Omvendt satte statsministeren sig i respekt i Folketingets spørgetid i sidste uge, da Villy Søvndal grillede ham for regionernes stærkt kontroversielle massefyring af sundhedspersonale og hånede ham for ikke at tage et ansvar. Mens så truede Løkke pludselig med at tage Søvndal på ordet, skære halsen over på regionerne og erstatte det med et statsligt sundhedsvæsen. Bluffede Løkke, fordi han var trængt eller mente han det alvorligt? Tjah. Det er usikkert. Løkke fik dog sendt et klart signal til oppositionen om, at der er grænser for, hvad han vil finde sig i mht. at blive trukket rundt i manegen omkring regionernes økonomi og dispositioner. Det er dog næppe noget, som SF er kede af. En likvidering af regionerne vil gå mere ud over magtbasen for flere topsocialdemokrater ude i regionerne først og fremmest den magtfulde regionsformand Bent Hansen.

Løkke må også se til, at alle mulige venstrefolk tilsyneladende ikke rigtig frygter ham, men tillader sig at mene alt muligt mellem himmel og jord i offentligheden. Måske udtryk for en mere 'højt til loftet'- holdning i forhold til meningstyraniet under regimet med “Clausescu” (Hjort) og “Kaj Holger” (Fogh), at en Thor Pedersen udtaler sig ganske frejdigt og meget politisk ukorrekt om klima og miljøspørgsmål. Holdninger, som strengt taget er i komplet modstrid med regeringens politik. I gamle dage ville en Jens Rohde have fastslået, at “det ikke er og var Venstres politik og aldrig ville blive Venstres politik”. Den nyvundne frihed kan også ses som et udtryk for, at Folketingets formand ikke rigtig frygter eller respekterer Venstres nye formand og statsminister, som er valgt i samme område som Thor Petersen. Christiansborg-pressen, der på den ene side elsker “frie fugle”, tolker på den anden side dem som udtryk for “det rene anarki” og en komplet manglende styring fra Løkkes side. Den opfattelse forstærkes naturligvis i direkte sammenligning med forholdene, da Anders Fogh Rasmussen ledede biksen.

DF i splid med sig selv
Siden 1997 har DF-toppen og Pia Kjærsgaard kunnet fremstå med ret klar linje i hele islam-debatten, hvor man i sin holdning har skelnet mellem en absolut modstand mod islamisme og så en mindre hård udtalt modstand mod islam. Der har dog undervejs været et par “smuttere” med rabiate udtalelser af Mogens Camre og Morten Messerschmidt mfl. Menige medlemmer, som også er blevet fanget af deres egen retorik og sagt besynderlige ting offentligt, er til gengæld blevet hældt ud af partiet med det vuns.

Helt særlige regler gælder der for de to tidehvervske “præstefætre” Jesper Langballe og Søren Krarup, der ligesom Camre i sin tid blev inviteret ind i partiet, også for at give det intellektuel tyngde og kapacitet. Alle tre har i alle årene fået ganske lang snor af Pia Kjærsgaard, men nu er grænsen måske nået for fætrenes vedkommende. Ikke fordi de nærmer sig en eksklusion eller noget, men Pia Kjærsgaard har måttet lægge afstand til deres støtte til Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaards skingre udtalelser om at 'muslimer voldtager deres døtre mv.' Det ødelægger nemlig fuldstændig billedet af DF, som et parti for ganske almindelige pæne mennesker, der blot vil have færre udlændinge til Danmark og afskyr muslimers invasion af deres hverdag på godt og – mest ondt '“ forstås. Interessant er det, at DF ikke længere fremstår helt samlet i denne debat. Set i lyset af at præstefætrene forlader dansk politik ved næste valg, får det dog næppe en langsigtet negativ vælgereffekt, men måske på den korte bane.

Burka-debatten har både DF og K en aktie i. En rapport viser, at der ikke rigtig er nogen, der går rundt i burka og dem, der bærer sådan en, gør det frivilligt. Politikerne kunne imidlertid ikke rigtig lide resultatet og beder nu om en ny undersøgelse. Spørgsmålet er, om ikke denne sag er trukket så langt, at den virker latterlig. Især i en tid, hvor den fortrænges på den politiske dagsorden af besparelser på sygehusene, arbejdsløshed og finanskrise. Har man nået et foreløbigt mæthedspunkt mht. vælgeres trang til at regulere enkelte borgeres optræden i det offentlige rum iført burka? Det er min vurdering, at lidt af Pia Kjærsgaards vælgeropbakning risikerer at sive, hvis hun fortsat fremturer i, hvad der ligner en tabt debat. (Dog støttes hun i sagen af den evigt famlende og tragiske Naser Khader en politisk desperado, som mere og mere ligner en karikatur på sig selv)

VKO-flertallet er netop røget ned under 90 efter, at MF Christian H. Hansen er kommet tilbage fra sygeorlov, hvor han angiver at have “gennemgået en menneskelig udvikling”. Det sidste har medført, at Hansen nu erklærer sig så uenig i DFs politik blandt andet netop omkring forfølgelsen af burkaer i en grad, at han melder sig ud. De fleste på Christiansborg tror dog ikke på denne forklaring. Opfattelsen er, at han snarere er skuffet over opbakningen fra DF-toppen i sin sygdomsperiode. Hansen har i øvrigt været på kant med dem før.

Med allerede en MF'ers udmeldelse af DF i denne uge, så har Kjærsgaard næppe det store behov for også at presse Langballe og hans fætter ud. Det ville sætte gang i yderligere spekulation om regeringen står overfor et snarligt fald.

Konservativ opposition i regeringen
Siden regeringsseminaret på Havreholm for et par uger siden har det stået tindrende klart, at Venstre og Konservative er så uenige om, hvordan næste valg kan vindes, at det er strengt nødvendigt. at de to partier snarest finder sammen om en fælles strategi. Endnu tyder intet dog på, at en opnået konsensus er på trapperne, men man taler sammen og har opnået små fremskridt, forlyder det.

Overordnet mener de konservative, at en stærk appel til krisebevidste danskere skal gøde jorden for større velfærdsreformer i stil med at nedbringe dagpengeperioden og udskyde tidspunktet og/eller ændre på mulighederne for at få efterløn. Venstre er omvendt overbevist om, at denne strategi vil føre lige lukt til tabet af regeringsmagten ved næste folketingsvalg. Det bliver derfor over Lars Løkkes lig, at de konservatives strategi bliver regeringens, og statsministeren har i øvrigt DFs klare støtte til Venstres vent-og-se-strategi plus det løse bag sig. Indtil videre har DF dog ladet V og K slås internt, uden at de har ønsket at blande sig. Intet tyder dog på, at de konservative er ved at bøje af. Senest har K eksempelvis meldt ud, at Venstre er alt for uambitiøse mht. udlicitering i kommunerne.

Bottomline er, at V og K i offentligheden fremstår som ganske splittet, hvilket er det samme som at jage vælgerne væk. Splittelsen får derfor naturligvis en ende inden så længe, hvis VKO-projektet igen skal nå at komme på skinner inden valget.

Og ligeså snart der igen er enighed i regeringstoppen om strategien, ja så kommer regeringsrokaden. Det sker dog næppe i denne uge, hvor statsministeren har 'Marienborg-uge' om folkeskolen plus regentparrets hofbal for Christiansborg-politikerne på programmet. Næste uge har Løkke ferie, så der kommer næppe en rokade de første mange uger og formentlig først til marts.

Meningsmålingerne viser dødt løb

Medierne råder tilsyneladende ikke over akademisk veluddannede journalister fx med økonombaggrund som kan læse og forstå statistisk materiale. Det er muligvis det, der forklarer, hvorfor de ikke evner på seriøs måde at formidle resultaterne fra meningsmålingerne. Går et stort parti dvs. V eller S frem eller tilbage med et par procent, så trækker det store overskrifter til trods for, at alle fagpersoner med indsigt ved, at den slags konklusioner er uvidenskabeligt gøgl. Dertil er den statistiske usikkerhed nemlig simpelthen for stor. Ikke desto mindre, så er status for de sidste par måneders meningsmålinger, at VKO-blokken ligger marginalt under opbakningen til oppositionen dvs. reelt dødt løb. Ser man på udviklingen hos de enkelte partier er det kun den store SF-fremgang over forrige valgresultat, hvor målingen er rimelig sikker.

Kommentatoren Niels-Krause-Kjær synes heller ikke at vindersagerne står i kø hos Løkke og Co. lige for tiden.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    37 Comments

  1. L. Rasmussen

    sagde den 25. januar 2010 kl. 16:50:

    Spot on analyse!

    Der er dog et par ting, du gerne må uddybe. Jeg kan godt se, at den interne uenighed i regeringen spiller dem et kort af hænde, som de har brugt længe, nemlig at oppositionen ikke er enig. Men jeg har aldrig kunnet forstå, at dette skulle være en trumf. Der er tre forskellige partier på den ene side og fire på den anden, og som almindelig dødelig vælger kan jeg kun se en grund til dette, hvis de enkelte partier markerer deres forskelle – og ligheder. Ellers kunne vi jo ligeså godt have et to-parti-system. Det påvirker i hvert fald ikke mit valg, at partierne også profilerer egne mærkesager, selvom de så ikke er identiske med deres venners.

    Den anden ting, jeg ikke helt forstår, er, at en rokade skulle være så saliggørende. Det tager et halvt til et helt år for en spritny minister at komme ind i sagsområdet og få etableret relationer til resortets interessenter ude i den virkelige verden, og dermed er der en periode, hvor den nye minister har svært ved at optræde sikkert for ikke at tale om udfarende både internt i ministeriet og udadtil i medierne. erfarne ministre har en stejlere indlæringskurve i et nyt ministerium, men der vil stadig være en forsinkelse på deres muligheder for at træde i karakter, som det hedder, i deres nye rolle. Efterhånden må det vel også være indlysende, at det ikke i sig selv er nogen gevinst at sætte unge uerfarne kvinder (og mænd for den sags skyld) ind. Ingen nævnt, ingen glemt. Og endelig vil en rokade, der er rigeligt opreklameret af kommentatorerne, kunne se ud som en panik før lukketid i vælgernes øjne.

  2. Jarl Cordua

    sagde den 25. januar 2010 kl. 16:58:

    1. Jeg kan godt se, hvad du mener her. Jeg er ikke sikker på, at “uenighed” er godt altid og omvendt at “enighed er godt” altid. Det afhænger lidt af situationen.

    2. Helt enig, men en rokade giver lidt luft og KAN skabe fornyelse, ny dynamik, nytænkning osv, men der gives ingen garantier. Det er et forsøg på en kickstart – og så køber regeringen sig et lille pusterum fra medier og opposition.

    Du kan sammenligne det lidt med en fodboldtræner, der har et godt hold, der imidlertid ikke præsterer. Han skifter ud på et par pladser og rokerer rundt, men han har ingen garanti for at det virker. Han ved bare at stilstand heller ikke er nogen god idé, og holdets tilhængere kræver fornyelse, så de og spillerne igen får troen på, at holder begynder at vinde nogle kampe.

    Det var så endnu en fodbold-metafor, der skal forsøge at forklare politik…

  3. Pelle Mortensen

    sagde den 25. januar 2010 kl. 17:10:

    @ Jarl

    Mht den ventede rokade, tror du så at det kan spille ind at du og andre kommentatorer (Mogensen har jo næsten gang i en hel “julekalender”) har snakket den død? Altså, at Løkke muligvis vil blive anklaget for at lave en rokade, fordi kommentatorer mfl siger han skal? Der er ingen tvivl om at den skulle have været kommet lige efter nytår, men nu siger han jo at den slet ikke kommer? Tror du at du og andres mange analyser kan være skyld i dette?

  4. Jarl Cordua

    sagde den 25. januar 2010 kl. 17:16:

    3. Nej. Kommentatorer kommenterer og analyserer og gør status her og nu. En statsminister bør tage beslutninger ud fra, hvad der tjener ham bedst på den lange bane – og naturligvis ikke fordi han er presset af medierne.

    Rokaden er – efter min bedste vurdering – endnu ikke kommet af den enkle årsag, at VK endnu ikke er blevet enige om en langsigtet strategi, der kan vinde næste folketingsvalg for dem.

  5. Ole

    sagde den 25. januar 2010 kl. 17:33:

    Man kan også frygte at en forlængelse af VKO med den samme politiske vision ikke er tilstrækkeligt til at sikre Danamrk en bare accetabel fremtid.

    VKO har ignoreret behovet for reformer og derfor står vi nu med en uholdbar økonomisk politik, der på både kort og lang bane er dybt uansvarlig. Vi har ikke brug for at VK fortsætter deres neosocialdemokratiske politik – så ansvarlige vælgere skubbes over til de to reform partier i de radikale og i liberal alliance – de konservative har godt nok sagt ordet reformer, men deres handlinger de sidste 8 år viser at de blot er stemmekvæg for DF afstumpede politik, men de får ikke selv noget igennem.

  6. L. Rasmussen

    sagde den 25. januar 2010 kl. 17:38:

    @2

    Vi er vist ret enige. Men for nu at blive i fodboldmetaforen: hvis træneren skal udskifte på førsteholdet, skulle der gerne være nogle oplagte talenter at tage af på andetholdet, for man vinder ingen kampe ved at sætte knoldesparkere ind 🙂 Og det er nok også her, træneren har et problem.

  7. Elefanten

    sagde den 25. januar 2010 kl. 20:53:

    Den seneste meningsmåling viser vist et pænt flertal for S-SF-R, og der er så efterhånden en lille række i træk, endda fra forskellige meningsmålingsinstitutter.

    Nu er det jo ikke unormalt med et flertal imod sig midt inde i en regeringsperiode, det var der vist også under Fogh. Men det må jo alligevel vække bekymring af flere årsager, dels står oppositionen vel stærkere og mere samlet end på noget andet tidspunkt under VK, dels sidder VK på 9.år med alt hvad det indebærer, og endelig er det første gang med Løkke som førerhund.
    Og en sådan udvikling i meningsmålinger risikerer vel at blive selvforstærkende. SF i regeringen bliver mere og mere spiseligt for flere og flere, og et solidt flertal i målinger gør at alle bliver vant til at tænke på dem som regeringsduelige, og Thorning kommer til at tale med en større vægt. Snakken – feks hos M&K på News – om den lettere komiske opposition vil jo forstumme efterhånden mens regeringen derimod vil blive fremstillet som ude i tovene, dårligt fungerende.

    Noget er Løkke jo nødt til at gøre før eller siden. Og selvom bænken ikke er fyldt med talenter, så ved vi jo da ihvertfald at der er knoldesparkere på banen, og dem er det vel risikofrit at skifte ud.

  8. Rasmus Kristensen

    sagde den 25. januar 2010 kl. 21:45:

    Jeg kommer til at tænke på nogle ord fra Knud Heinesen: Regeringer bliver ikke væltet af en opposition, men de vælter sig selv.

    Og det må man sige der passer godt på Danmark. Anker Jørgensen opgav selv, Poul Schlüter gled i tamilsagen, og selvom Poul Nyrup blev væltet af Fogh, tror jeg der var flere årsager der handlede om Nyrups svaghed end Foghs styrke.

    Løkke ser ikke ud til at være frygtet på samme måde som Fogh. Men tænker også det må være utaknemmeligt at efterfølge ham, for Fogh har virkelig sat sig igennem som leder, der nærmest behandlede bl.a. den konservative leder som en undersåt. Man kunne fx ikke forestille sig Nyrup fjerne en Lykketoft hvis han synes han blev et problem.

    Jeg tror dog stadig mest på Løkke. Villy og Helle gør hvad de kan for at fremstå enige, men en rask lille sag på udlændigeområdet tror jeg aldrig de lærer. Der er altid nogle politisk korrekte i S og SF der går ud og har ondt af de stakkels mennesker, og de Radikale vil slet ikke have grænser for det. Ikke at jeg håber det ellers, for synes der har været nok snak om indvandrere og muslimer…

    Og selvom der er uenigheder i VKO-blokken, har de den fordel, at de er regering og har været det i snart et årti. Omkring S-SF-R vil man spørge om de overhovedet kan fungere som regering, mens det ved man at VKO-blokken kan. Personligt tror jeg også S-SF-R blokken vil æde alle uenigheder det første stykke tid, de vil ikke risikere at tabe magten efter at have været ude i kulden så længe. Men indtil de kommer i regering skal der nok være kiler at sætte ind mellem partierne.

    Men selvom jeg tror Løkke vinder næste valg, er jeg også klar over at det bliver en meget hård kamp for ham, og jeg tror næste valgaften kan blive den mest spændende siden 1998.

  9. lars

    sagde den 25. januar 2010 kl. 22:49:

    Meget god beskrivelse af den nuværende situation, helt enig i at det ikke er kønt. jeg kan dog ikke rigtig blive klog på, hvorfor det ikke kører for VK lige nu og hopper i mit eget hoved skiftevis rundt mellem nedenstående 3 forklaringer.

    1. Naturligt og helt rimeligt at der midt i valgperiode er lidt fnidder. Man er ikke på toppen hele tiden. Først krævede klima alt fokus og lige nu kæmper Lene og Lars om, hvordan det nye politiske projekt skal se ud. Det viser bare at der er masser liv, gejst og udsyn tilbage i VK endnu – så bare vendt.

    2. VK magter – som så mange andre regeringer med flere år på taburetterne – ikke at genopfinde et politisk projekt. De vil egentlig gerne, men nye politiske tiltag fremstår som lapper på den førte politik og fremføres ofte i en bureaukratisk variant. Når der endelig lanceres store udspil bliver de lettere virkelighedsfjerne og uvedkommende for borgerne. Har vi overhovedet set en ny, vedkommende og godt solgt politisk tanke/dagsorden fra VK i denne valgperiode (yep skattelettelser – men mere?). Kan den nuværende regering skrive et vedkommende regeringsgrundlag for resten af perioden ? hvis dette er problemet kan nok så unge og skønne kvinder i en rokade næppe hjælpe meget.

    3. Personlig fnidder har taget over mellem de 3 partier. Det er nu vigtigere at de andre ikke får mere end en selv – og om den samlede blok klarer sig godt kommer i anden række. Der er kommet så mange ridser i lakken, at de i de 2 partier ikke længere magter at give og tage. Lenes soloudmeldninger før regeringsseminaret kunne fx tyde på at det er vigtigere at sælge liste C end at regeringen samlet klarer sig godt. man kunne sagtens vælge flere andre eksempler herpå – det værste her er, at lysten til at være fælles om et projekt kan synes væk.

    Som sagt hopper jeg rundt mellem disse 3 forklaringer – og vil gerne have gode bud.

  10. Peter Løhmann

    sagde den 25. januar 2010 kl. 23:04:

    @Jarl Cordua
    Jeg er glad for, at du tager det med meningsmålingerne og journalisternes fortolkningen af dem op. Netop din pointe har været en kæphest for mig i månedsvis, men når man vælger at gøre en net-journalist opmærksom på det pr. mail, værdiges man enten ikke med et svar eller også vrisser de arrogant en tilbagevisning.

    Sportsjournalistikken har indtaget den politiske journalistik.

    Dog synes jeg man med nogen ret kan lytte til de månedlige sammenvejninger af meningsmålingerne, som Søren Risbjerg Thomsen foretager for Altinget. Her gør han i øvrigt også opmærksom på, om udviklingerne fra måned til måned er at betragte som signifikante. Netop sammenvejningsmetoden fik et gennembrud ved sidste amerikanske præsidentvalg, fx på fremragende sider som pollster.com og fivethirtyeight.com (der begge varmt kan anbefales).

  11. Claus Rasmussen

    sagde den 26. januar 2010 kl. 00:55:

    @Lars

    Jeg har et fjerde forslag: Vælgerne aner ikke, hvad Venstre vil. Jeg gør – som Venstrevælger på tyvende år – i hvert fald ikke.

    Hvad vil Lykke med statsministerposten ? Blive nr. 3, 4, 5 i Verden i nationalregnskaber ? Det er så vidt jeg har forstået det eneste “visionære”, der er kommet fra ham. Og jeg er ikke imponeret.

  12. Michael Poulsen

    sagde den 26. januar 2010 kl. 08:12:

    God analyse men omkring den manglende rokade kunne den så ikke skyldes at man overvejer et maj valg ( Juni og Juli er feriemånder og i Juni er der tilmed VM i fodbold )?

    En rokade skal have lov at virke og vil udsætte et valg minimum 6 måneder.

    Om nogen dage kommer lønsedlerne med skattelettelserne og det kan mildne stemningen overfor VKO.

    Man skal passe meget på med at lægge for meget vægt på målinger men mon ikke den Megafon ( som er kendt for at ramme folketingsvalgresultatet meget præcist ) der kommer i februar kan blive ret afgørende hvis stemningen er vendt.

    Til august skal kommunerne have at vide hvor der skal skæres og det kan yderligere skabe problemer for en regering der vil give skattelettelser der kun finansieres på sigt.

    Der er stor forskel på at oppostionen går til valg på at sige at der skal skæres ned og en opposition der går til valg på at der er udmeldt besparelser.

    Til Maj kan VKO få et valg hvor valgkampen afgør og den manglende udskiftning i regeringen kunne skyldes at vurderingen er at et valg på det tidspunkt er den bedste mulighed for et dødt løb.

    Et majvalg ville også have en overraskelseseffekt som man ikke skal undervurdere

  13. David Garby

    sagde den 26. januar 2010 kl. 13:27:

    @Peter&Jarl

    Jeres generelle kritik af mediernes udlægning af meningsmålinger er jeg meget enig i, men den overordnede tendens de seneste uger er, at sosserne ER foran og at VKO sakker bagud. S-SF er snart i en situation hvor man ikke længere er afhængige af grønlændere eller Enhedslisten.

    Jeg synes efterhånden situationen for VK minder meget om de sidste år med Nyrup. Der er ingen styring, ingen retning og andet geled af MF’ere er allerede i gang med at positionere sig til tiden i opposition.

    Lige nu virker det værste scenarie for regeringen at de rent faktisk skulle gå hen og blive genvalgt. De vil ikke vide hvad de skulle bruge tiden på. Det ville jo være fire år hvor tingene ville gå yderligere i opløsning.

  14. Jarl Cordua

    sagde den 26. januar 2010 kl. 13:36:

    13. Tallene viser, at rød blok er foran. Men du misser jo hele pointen, for hvis man indregner den statistiske usikkerhed, så er der dødt løb mellem blokkene.

    Det er lige netop den fejl, journalister begår – og nu begår du den også med din argumentation om “Den overordnede tendens”! Den overordnede tendens udlignes faktisk af den statistiske usikkerhed på et par procent.

    Det siger lidt om, hvor svært det er at argumentere, når så få egentlig kan læse og forstå statistik.

    Sosserne foran? Du mener rød blok er foran? Sosserne – eller deres leder – trækker jo ingenting. Det er kun SF og Villy, der trækker. Det tror jeg, bliver et problem på valgdagen.

    Men jeg ved godt, at jeg nu er en sur borgerlig kommentator, der ikke under de røde at holde fest. Så mit råd er, at I holder festen Altså mens I kan.

  15. Per Henriksen

    sagde den 26. januar 2010 kl. 14:07:

    “Ifølge en måling, som Capacent har lavet for DR Nyheder, ville rød blok få 92 mandater, mens blå ville få 83. Der er tale om en længerevarende tendens, som giver rød blok flertallet for sjette måling i træk.”

    Længerevarende tendens kan man vel godt taler om?

  16. Christian Rischel

    sagde den 26. januar 2010 kl. 14:26:

    Er det ikke lidt mærkeligt at Løkke forsøger at sætte sig i respekt ved at true med at afskaffe regionerne, som han selv i sin tid skabte? Det vil vel bare vise at oppositionen dengang havde ret i deres kritik, nemlig at det bliver en evig kilde til problemer, at man skiller det politiske ansvar for financieringen fra det politiske ansvar for ydelserne. Og mere overordnet forstærke indtrykket af, at VKO med deres blokpolitik har skabt en række rigtig dårlige og uholdbare løsninger.

  17. Valdemar

    sagde den 26. januar 2010 kl. 16:58:

    Jarl, statistisk usikkerhed hver gang i oppositionens favør, ikke at jeg ikke selv sagde det samme tilbage i 2001, men den må du altså længere ud på landet med.

  18. Tune Bergholt Hammer

    sagde den 26. januar 2010 kl. 17:54:

    Hej Jarl,

    rart at se dig slå et slag for den statistiske usikkerhed. Dog kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage på dengang, hvor du skrev, at det bare var noget ‘teoretisk statistik’ at interessere sig for, om man nu også kunne konkludere, at ‘pendulet var svinget’ fra den ene blok til den anden blok (foråret 2009)- når der var 2 pct.-points forspring til den ene blok (n = ca. 800).

    Du skrev, at ‘perception is reality’ – MEN heldigvis har du vendt dig mod socialkonstruktivismen og er kommet tilbage i den positivistiske fold.

    Bedste hilsener,

    Tune

  19. Henning Frandsen

    sagde den 26. januar 2010 kl. 18:04:

    Jarl, benægt benægt benægt:-) Må man spørge hvor du har din viden om statistik fra? Der står jo udtrykkeligt at det er en tendens, det er der da ikke noget i vejen med. Det er jo ikke noget faktum.

    Ingen undren fra min side over statistikken, kun over at der overhovedet er nogen der sætte sin stemme på rød!

  20. ML

    sagde den 26. januar 2010 kl. 18:36:

    Jeg mener også godt, jeg kan min statistiske metode og alligevel ane en tendens.

    Hvis flere meningsmålinger indenfor kort tid, giver det samme flertal, kan man jo lægge dem sammen og dermed mindske den statistiske usikkerhed.

    Mht regeringen så mener jeg den har 2-3 måneder til at tage sig sammen. 2 år er meget lang tid i politik, og hvis Løkke finder sit projekt og laver en reel, større rokade, så tror jeg på det. Ellers ikke.

    Jeg synes egentlig talentmassen er til stede blandt de yngre MFere (særligt fra Venstre). Også i højere grad end hos S (i mindre grad end hos SF).

    Det er jo oplagt, at S ikke har haft gavn af at gå tilbage de sidste mange valg. Så kommer der kun få nye talenter ind. Det samme med de radikale sidste gang.

  21. ML

    sagde den 26. januar 2010 kl. 18:39:

    Men Løkke er også nødt til at træde i karakter – og holde op med at surmule i tide og utide. Hvis han kører den stil i en valgkamp, kører Søvndal og Vestager ham i sænk.

    Omvendt har han jo stadig Danmarks bedste politiske kommunikator, Pia, på sit hold… Ligeså irriterende hun er, ligeså imponeret må man være over hendes dygtighed.

  22. David Garby

    sagde den 26. januar 2010 kl. 19:24:

    14. Hvor mange mandater skal en blok samle sammen før man er udover den statistiske usikkerhed og nogenlunde kan konkludere “At hvis der var valg lige nu ville X eller Y nok blive statsminister”, 95, 100 eller flere?

  23. Jarl Cordua

    sagde den 26. januar 2010 kl. 22:41:

    22. Hvis det er 2 procents usikkerhed, så vil man skulle lægge 2 procent dvs. mere end fire mandaters flertal i alt fem mandater. 95 vil altså være lige på grænsen.

    Men klogere og mere indsigtsfulde mennesker end jeg må hjertens gerne byde ind.

    20. Jeg siger nu ikke, at rød blok IKKE kan være foran. Det kan den meget vel være. Man kan bare ikke udelukke, at de blå er foran, hvis man tager hensyn til den statistiske usikkerhed. Konklusionen er, at det indtil videre – før målingerne viser et mere klart rødt flertal – at det mest ligner dødt løb.

    19. Cand. polit.-studiets 2. årsprøve. Men jeg bilder dig dog ikke ind,at jeg er ekspert på området…

    17. Usagligt argument. Statistik er jo en eksakt videnskab, så det er ikke noget, man kan strides om ligesom politik.

    Hvis du spørger mig ligeud, så synes jeg faktisk ikke at den borgerlige regering – som det kører nu – har fortjent at blive genvalgt.

    18. Jeg er en omvendt synder. 🙂 Men jeg er nu ret sikker på at medier og politikere tager meningsmålingerne mere alvorligt end de burde.

    Så derfor kan jeg stadig abbonere på opfattelsen af, at perception is reality.

    S-SF bruger dem til at stive selvtilliden af.

    VKO bruger dem til at rebe sejlene.

    Pressen bruger dem til en stor historie på en dag uden nyheder.

    Borgerne tror, at det er sandhed.

  24. Elefanten

    sagde den 26. januar 2010 kl. 23:01:

    “Men jeg er nu ret sikker på at medier og politikere tager meningsmålingerne mere alvorligt en de burde.”

    Og meningsmålingsinstitutterne gør jo ikke selv meget for mane den misforståelse i jorden.

    Jeg er med på de 2% usikkerhed. Men såfremt de forskellige målinger ellers er udført nogenlunde ens og f.eks. har samme usikkerhedsinterval, vil det så ikke være usandsynligt at adskillige (f.eks. seks eller flere) målinger viser samme rødt flertal ???
    Altså, hvis “sandheden” pt. er dødt løb, så er det usandsynligt at man ved ti stikprøver i træk vil se samme resultat med klart flertal til rød blok.
    Hvis sandheden er præcist dødt løb, vil det så ikke svarer til at slå plat ti gange i træk. Det sker, bevares. Men ikke tit.

  25. Valdemar

    sagde den 27. januar 2010 kl. 02:05:

    Mjo statistik er nogenlunde eksakt videnskab, men rundspørger er jo det ikke, interviewteknik varierer, ligesom der fra tid til anden bliver justeret i beregningsmetoden og så videre, derfor kan man altid diskutere meningsmålinger.
    Men matematik er en eksakt videnskab så hvis vi tager 2% usikkerhed som udgangspunkt vil der efter 3 målinger i træk indenfor en kort periode med rødt flertal, være en sandsynlighed på 1 mod 125.000 på at flertallet er blåt. Hvilket er naturligvis er noget vrøvl, men matematisk korrekt, jeg forsøger at bevise en pointe her.

    Og hvem siger i øvrigt talblindhed altid altid følger ens bias.
    Godnat og som altid tak for glimrende blogging

  26. Per Henriksen

    sagde den 27. januar 2010 kl. 10:17:

  27. Per Henriksen

    sagde den 27. januar 2010 kl. 14:17:

    Mere “sjov” fra dagens aviser:

    http://www.berlingske.dk/danmark/hvordan-faar-vi-en-statsminister-der-kan-stave

    Hvor meget betyder den slags “støj” for en minister/statsminister? Er det noget man måler på internt i partierne?

  28. Rasmus Kristensen

    sagde den 27. januar 2010 kl. 15:44:

    Efter Langballes uheldige udtalelser, har Kim Christiansen nu også sagt noget uheldigt. Engang var det hurtigt ud af DF hvis der var problemer, men VKO sidder kun på 89 mandater nu. Er Pia ikke tvunget til at holde fast på samtlige medlemmer, hun kan da ikke synes om en situation hvor stemmer fra løsgængere eller Liberal Alliance er nødvendige for flertallet?

  29. Kenneth

    sagde den 27. januar 2010 kl. 17:34:

    The buck stops here:

    http://politiken.dk/politik/article888999.ece

    Alt i alt en rigtig skidt dag for VKO…

  30. Superman

    sagde den 27. januar 2010 kl. 17:59:

    Ja, det kører vel mildelst talt ikke for godt for dem.
    De bruger meget krudt på madpakker og Burka’er. Og det er jo tåbeligt. Faktisk arbejder de lige nu med nogle helt reelle stramninger på udlændingeområdet. Stramninger af den snusfornuftige slags som de fleste normale mennesker har fuld forståelse for, og som kun de radikale, enhedslisten og formentligt SF er imod.
    Altså noget der kunne være en ren vindersag.

    Og alligevel fylder det ret begrænset i medierne. I stedet har vi jo den latterlige burkasag samt Langballe.

  31. Jan Christensen

    sagde den 27. januar 2010 kl. 20:03:

    M.h.t. Jesper Langballe og Kim Christiansen, så har de ageret uheldigt/dumt i et par sager af meget forskellig karakter, men begge relaterede til muslimer, men lad os lige få proportionerne på plads: Dansk Folkeparti advarer mod/kritiserer islam; Ingen bliver truet, og der opfordres ikke på nogen måde til vold e.l. Ikke desto mindre er forargelsen over de to politikere meget større end den tilsvarende over for henholdsvis den somaliske mand, der forsøgte at slagte Kurt Westergaard, og hans landsmand, der knivmyrdede en socialrådgiver i dag. Begge personer er repræsentanter for islam/den muslimske kultur og bekræfter dermed DF’s advarsler til fulde.
    Hvad enten man er en såkaldt “anstændig borgerlig” eller ej, vil jeg vove den påstand, at selv de mest fatsvage danskere kan se, hvad der er ved at ske og, at DF i den sammenhæng nok er en bedre garant for landets sikkerhed end f.eks. Det Radikale Venstre. Hvis nu vi ser bort fra tonen, på hvilke områder har DF så taget fejl?

  32. Brian Nørskov

    sagde den 27. januar 2010 kl. 20:21:

    31.
    “Begge personer er repræsentanter for islam/den muslimske kultur og bekræfter dermed DF's advarsler til fulde.”

    Det var da en yderst besynderlig holdning. Begge handlinger er naturligvis fuldstændigt uacceptable, men at påstå at de to mennesker er repræsentanter for muslimer/islam er nok at stramme den en tand for meget. Vil det sige at hvis jeg som almindelig blegfed dansker, skulle begå en alvorlig forbrydelse, så er jeg en repræsentant for protestantiske hvide mænd i Danmark? Og at hvis jeg skulle begå en forbrydelse så siger det ikke alene noget om mig som person, men noget om alle danske mænd? 🙂

    Det er muligt jeg er “fatsvag” her, men så er du da velkommen til at undervise mig i sagens rette sammenhæng. 🙂

    Men vi kan da tilsyneladende blive enige om at Langballe og Christensen begge ikke just fremstår heldigt i disse dage.

  33. Jan Christensen

    sagde den 27. januar 2010 kl. 20:44:

    Brian Nørskov, vi er vel enige om, at øksemanden ville slå Kurt Westergaard ihjel, fordi han har overtrådt det islamiske forbud mod at tegne profeten Muhammed, ikke? Westergaard skulle altså dræbes i islams navn. M.h.t. drabet i dag, er det selvsagt kun spekulationer, men der var i hvert fald én eller anden form for uenighed mellem afdøde og gerningsmanden om en praktikplads. Det kan man vel selv med en eufemisme godt betegne som et kultursammenstød, og derved bekræftes min påstand.

  34. Brian Nørskov

    sagde den 27. januar 2010 kl. 21:38:

    33. Jeg vil bestemt ikke afvise, at øksemanden muligvis aflagde Kurt Westergaard et besøg pga. KW’s tegning tilbage i 04. Min anke er dog, at dette ikke nødvendigvis siger noget om islam generelt, men derimod noget om den pågældende person.

    Angående den kvinde, der beklageligvis blev dræbt i morges i Holstebro. Hvis hendes morder var den sigtede somalier, som politiet har anholdt, så er det min påstand, at dette intet siger om islam generelt. Sandsynligvis har mordet ingen relation til religion eller kulturforskelle overhovedet. Det er bestemt ikke ualmindeligt, desværre, at offentligt ansatte bliver truet, forulempet og til tider udsat for vold mens de udfører deres funktion. Dette sker som oftest fordi vedkommende føler sig vred og afmægtig over at være fanget i et – i deres øjne – urimeligt system og som vælger at reagerer mod systemets repræsentant. Givet det er sjældent denne vold har dødelig udgang, men volden udføres ikke af en bestemt gruppe af mennesker, hvorfor man ikke kan sige, at det er muslimer, jøders, protestanters eller de rødhåredes skyld. Det er denne generalisering af bestemte grupper jeg vender mig imod.

    Jeg finder det absurd at sige, at det er et udtryk for kultursammenstød, når den slags meningsløs vold finder sted '“ blot fordi den forulempende part er muslim.

    I mordsagen i Herning er der for et par dage siden pågrebet en ny mistænkt. Ekstra Bladet har med vanlig elegance valgt at navngive den sigtede Jan, og de billeder de viser af ham, hvor hans ansigt ganske vidst er sløret, men hudfarven fremgår dog '“ han er hvid. Hvad er så forklaringen i dette tilfælde? Hvis han havde været muslim kan jeg forstå på dig, at det ville være et udtryk for et kultursammenstød, men nu, hvor han umiddelbart fremstår som af dansk afstamning, hvad er så forklaringen?

  35. Jan Christensen

    sagde den 27. januar 2010 kl. 22:03:

    34, nu er det vel trods alt usædvanligt, at kontanthjælpmodtagere ligefrem slår deres socialrådgivere ihjel. Man kunne forestille sig, at den pågældende somalier har et problem med at tage imod anvisninger/ordrer fra en kvinde, men det kan jeg selvsagt ikke vide. Jeg mener dog, man er på relativ sikker grund, hvis man siger, kulturforskelle kan have spillet en rolle, men det vil tiden vise.
    M.h.t. muslimer må du forstå, at de fleste tilhængere af denne religion først og fremmest definerer sig som sådan, derefter som regel som tyrkere, irakere, iranere etc. og evt. danskere. Sådan opfatter de sig selv, hvilket står i skarp kontrast til næsten alle etniske danskere.

  36. Rasmus Kristensen

    sagde den 28. januar 2010 kl. 15:38:

    @Jan Christensen

    Det var ikke lige grovheden jeg tænkte på som det emne jeg ville tage op. Personligt synes jeg kritikken af Langballe er meget skarpt vinklet, for der er jo desværre nogle muslimske fædre der myrder deres døtre. Som Langballe selv har sagt, ville det jo være åndssvagt at tro det var alle fædre, for så var der ingen muslimer tilbage. Ved godt hans tekst kunne læses sådan, men man gå godt lige have proportionerne med ja.

    Omkring Kim Christiansen er hans email grov og usympatisk når man sådan læser den. Men vi ved jo ikke hvad han svarede på, om der blev sagt grovheder til ham også og han bare svarede på samme sprog. Desuden er der forskel på hvordan man snakker person til person, og hvis en hel mængde mennesker skal høre det.

    Men jeg mener bare de tidligere har smidt personer ud for mindre i DF, blandt andet nogle sønderjyder der ikke kunne få taletid på landsmødet (mener jeg det var)

    Så jeg er personligt ikke så forarget. Men spørgsmålet er om det er nye tider i DF. Med 89 mandater til VKO samt den borgerlige færing er flertallet ret smalt, og de skal helst ikke miste flere. Fra 2001-2007 tror jeg Christiansen ville blive smidt ud for det nummer. Langballe tror jeg til gengæld har noget længere snor, da han giver partiet noget intellektuelt, og smider de ham ud er jeg overbevist om at fætter Krarup går med. Og så genopstiller de i øvrigt ikke.

    Min pointe er at det smalle flertal tvinger Pia K til at slække på topstyringen i folketingsgruppen. Medmindre hun gerne vil fremkalde valg.

  37. Per Henriksen

    sagde den 28. januar 2010 kl. 16:14:

    @36

    Kim Christiansens email er dum, grov og usympatisk. Er denne ubegavede mand værdig til at sidde i folketinget? Håber vælgerne dømmer ham ude næste gang.

Bottom border