Måned: januar 2010

Indtil at 'Løkke og Lene' har fundet ud at lægge en fælles strategi frem mod næste valg, så kan det på overfladen godt se lidt skidt ud for den borgerlige regerings genvalgschancer. Men i realiteternes verden så har de sidste 14 dage faktisk alt i alt været ganske gode for de borgerlige. Hvorfor nu det?

Da Margrethe Vestager og de radikale i forbindelse med deres traditionsrige nytårsmøde fandt på at spille ud med '“ i øvrigt ganske fornuftige '“ økonomiske reformer, der blandt andet indebærer en afskaffelse af efterlønnen og halvering af dagpengeperioden, så var det reelt det samme som at affyre en torpedo mod det røde regeringsalternativs velfærdspolitik.

Ingen aner nu, hvilken økonomisk politik, der vil blive ført under Helle Thorning-Schmidt som statsminister, hvis de radikale er med ombord, hvilket nok bliver nødvendigt for at få et flertal. For hvilken politik kan der skabes flertal for i en regering, der både skal bestå af SF og de radikale? Regeringsalternativet fremstår derfor allerede nu splittet – eller handlingslammet – her 1 ½ -2 år før, at de røde igen får en chance for at vælte de borgerlige af pinden.

Jeg ser allerede for mig, hvordan finansminister Claus Hjort Frederiksen planlægger at tage på endnu en rundtur i medierne med et klart og effektivt budskab om, at de røde internt er mere splittede end de borgerlige. Enhver vil kunne se, at Hjort har en pointe, og det vil naturligvis være et af de borgerlige slagnumre i valgkampen.

Hvad så med VKO? De er da også internt uenige især om behovet for en efterlønsreform. Det er sandt, men ingen af dem har spillet så bastant ud, som de radikale har gjort i forhold til S-SF-RV. VKO har efter min vurdering fortsat en bedre mulighed for at fremstå overfor vælgerne, som nogenlunde troværdigt og det kan de gøre med henvisning til de forløbne otte års samarbejde.

Omvendt med det røde alternativ, hvor de radikale næppe vænner sig til, at de kommer til at spille 2. eller snarere 3. violin i et eventuel regering med S og SF. Der er noget med selvforståelsen hos det engang så ganske magtfulde parti, der skal justeres. For de radikale '“ og navnlig deres leder – opfører sig stadigvæk som om, at deres stemmer er de altafgørende i dansk politik, selvom at det er længe siden, at de var det.

De radikales krav om økonomiske reformer her og nu har indtil videre heller ikke været en vælgersællert i meningsmålingerne. Det hører så også med, at der er ganske mange andre grunde til ikke at stemme på partiet end deres økonomiske politik. For eksempel en partileder, der virker helt uden forbindelse til vælgergrupper uden for det snævre radikale segment.

Så selvom at de borgerlige er udfordret p.t., så kan de altid varme sig ved bevidstheden om, at de har Margrethe Vestager i baghånden. Omvendt så må det være frustrerende for især Villy Søvndal og hans SF-flok, at se at de radikale leverer stemmer til SF, men når det kommer til at føre venstreorienteret økonomisk politik, så stopper festen, så vil de radikale ikke være med.

Men måske må Søvndal en dag vælge mellem ministertaburetter og de radikales økonomiske politik eller yderligere års ørkenvandring? Det bliver et hårdt valg for Villy. For til den tid er han en gammel mand.

Politikens Peter Mogensen har i øjeblikket gang i endnu en serie af små TV-indslag, hvor han spekulerer i en ny rokade (Som kommer selvom at Lars Løkke Rasmussen forsikrer alt og alle om, at den ikke kommer). Her bliver der brugt et stykke jazzmusik, der blev gjort kendt af den amerikanske swingkonge Benny Goodman, nemlig indledningen på megahittet 'Sing, Sing, Sing' fra 1936. Og hvad pokker har det med hinanden at gøre? Tjoh måske har Mogensen og hans folk brugt den fantastiske musik '“ bevidst eller ubevidst '“ fordi den tidligere har været brugt i en film om politik '“ eller snarere om politisk spin og kampagne.

I filmen 'Power' instrueret af Sidney Lumet fra 1986 spiller Richard Gere hovedrollen som den kyniske og komplet uetiske spindoktor, Pete St. John, der evigt og altid gennem filmen lyttende til sin walkman slår sine trommestikker som Goodmans trommeslager – legenden Gene Krupa, i 'Sing, Sing, Sing'. Spindoktorens maniske evindelige trommespil foregår i pauserne fra, at han rådgiver den ene mere håbløse politiske kandidat efter den anden.

Imidlertid er Gere manden, der kan give folk magt. Og “Power” er, som det også hedder i filmens tagline:

'More seductive than sex… More addictive than any drug… More precious than gold. And one man can get it for you. For a price.'

Gene Hackmann ser man i rollen, som Geres udbrændte og fordrukne læremester. Det hele ender dog med, at de to til sidst finder sammen om et idealistisk projekt.

'Power' var formentlig 1980'ernes eneste Hollywood-produktion, der forsøgte at gøre op med kynismen i valgkampagner.

Jeg synes, at 'Power' stadig holder.

De konservative udfordrer for tiden VKO-sammenholdet i en grad, som det ikke er set længe. I en lang række sager har K undsagt Venstre. Senest har den konservative leder Lene Espersen insisteret på at diskutere efterlønnens afskaffelse i kølvandet på et radikalt udspil, der kom for en uge siden. Det kan de vælgere, der bekymrer sig om rigets økonomiske fremtid, kun bifalde.

Måske kommer Espersens markeringstrang efter at have foretaget denne kolde analyse:

Når nu de radikale – som skal levere de sidste mandater for at Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister '“ vil afskaffe efterlønnen, så kan vi jo også markere os på det felt hos borgerlige vælgere, uden at den borgerlige regerings eksistens trues af skræmte vælgere, der måtte rende i modsat retning. Vælger disse vælgere i stedet at gå til rød blok, så ville de vel skulle forholde sig til de radikale med de samme synspunkter til efterlønnen? Og i øvrigt, så er både DF og Venstre jo en garanti for, at intet sker på den front. Til gengæld fremstår de konservative som de reformivrige i forhold til den borgerlige vælgerbase – formentlig ca. 30 procent, der gerne ser forandringer.

Hvornår har man før set en lignende situation? Rigtigt. Den borgerlige regering i 1980'erne. Og især i årene efter 1987, hvor Venstres daværende næstformand skatteminister Anders Fogh Rasmussen erklærede, at Venstre var både i regering og i opposition på samme tid.

Dengang var de konservative ministre rasende over udtalelsen og holdningen, som de opfattede som dybt illoyal. Det var vist ved den lejlighed, at en stærkt fortørnet konservativ skatteminister Isi Foighel (der ifølge min afdøde svigerfar, der gik i skole med ham, hed 'Jørgen' i sin ungdom) fik talt ud om sine frustrationer over venstrefolkene henover K-ministrenes traditionelle fredagsdrinks. (Måske blev der endda sagt: Take it easy, Isi?) Vi ved dog, at Foighel blev mødt af trøstende ord fra den daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen: Du skal ikke bære nag, men husk navnene!

Rollerne er tilsyneladende byttet om her i ti'erne. En selvbevidst Lene Espersen vil ikke finde sig i at være en noksagt ligesom Bendt Bendtsen, der frem til valget 07 på alle områder nærmest blev kørt over Anders Fogh Rasmussen. (Det skal dog siges, at det var Bendtsens fortjeneste, at der faktisk kom, noget der minder om skattelettelser på arbejdsindkomst, mens Venstres skatteminister Kristian Jensen så kan tage æren for multimedieskatten..)

Hvad kan Løkke gøre? Under Fogh fandt Bendtsen sig i at gå stille med dørene, men fik til gengæld pæn indflydelse i det daglige. Det opdagede vælgerne bare ikke. Espersen har valgt en anden strategi. Hun vil hellere lave larm end have indflydelse, for det er der simpelthen flere vælgere i. Det kan hun også tillade sig, nu, hvor krybben alligevel er tom, men det risikerer at gå ud over forholdet mellem V og K.

I Venstre er der dog en vis forståelse for, at de konservative får en mandatmæssig fremgang under partiets nye leder '“ også på bekostning af Venstre. Blot så længe at det ikke går ud over regeringens muligheder for at generobre magten ved næste valg. Derfor må der også være en grænse for, hvor langt Espersen kan udstille en intern uenighed i regeringen.

For dermed udfordrer Espersen også Løkkes autoritet, og '“ selvom at hun har sagligheden på sin side '“ så er det heller ikke i hendes interesse, at statsministeren fremstår som en, der ikke har styr på butikken. De første røster i pressen er allerede ude med analyser i stil med, at Løkke 'mangler at træde i karakter,' og 'dette ville aldrig være sket under Fogh'. Havde Løkke i stedet frontalt pandet alle diskussioner ned med en forhammer, så var han utvivlsomt blevet kritiseret for at være både 'udemokratisk', 'egenrådig' og 'diktatorisk', som jo var en kritik, man med rette kun rette mod hans forgænger.

Løkke er ikke desto mindre presset til at lukke diskussionerne om efterløn, vejafgifter, madpakker mv. ned i dag, når han møder pressen efter regeringsseminaret på Havreholm. Hvis ikke regeringen fremstår nogenlunde fasttømret og enig, så vil spekulationerne om Løkkes manglende autoritet fortsætte. Derfor forventer jeg, at de konservative '“ uden at de taber ansigt – på en eller anden måde retter ind. I hvert fald for en tid.

Løkke kunne passende vise omverdenen, hvem der bestemmer ved hurtigt i næste uge, at sætte sit helt eget ministerhold med så markante udskiftninger, at ingen længere er i den mindste tvivl om, hvem der bestemmer.

Update: Som ventet fremstod V og K ganske enige på pressemødet. Al snak om reformer var væk. Nu handler det om at gøre noget ved gælden, forstod man på Løkke og Lene. Det betyder stop for væksten i det offentlige blandt andet i kommunerne i de næste tre år. Det tema har K været de første til at sætte på dagsordnen, så det kan man vælge at sige, var en form for indrømmelse til partiet.

I øvrigt så tyder alt på, at Løkke med sit nye “bedemandsansigt” nu vil begynde at “prime” en krise-dagsorden, der skal forberede danskerne på at betale “regningen efter krisen”. Danskerne skal tunes ind på krisebevidsthed, så de genvælger den “ansvarlige regering”, når valget kommer. Vi får se om det lykkes.