Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Alletiders Spinfilm IV: “Kandidaterne”

Author icon

Skrevet af

Clock icon

februar 14, 2010

Comments icon

23 kommentarer

'Kandidaterne' er en dokumentarfilm om folketingsvalget 1998 lavet af Anders Fogh Rasmussens senere spindoktor (dengang journalist) Michael Kristiansen og hans daværende journalistkollega Jakob Kvist, der i dag er bedre kendt som forlaget Art Peoples allestedsnærværende kreative direktør.

Filmens hovedpersoner er daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og udfordreren Venstres formand Uffe Ellemann-Jensen. Filmens foregår fra, at valget bliver udskrevet sidst i februar 1998 og til, at valgresultatet bliver kendt på valgaftenen den 13. marts 1998.

Kvist og Kristiansen sagde efter filmen, at de var ganske overraskede over, hvor amatøragtigt valgkampen blev ført '“ på begge sider! (En direkte konsekvens af netop dette kritikpunkt blev en voldsom professionalisering af Venstres kampagneorganisation iværksat af den da magtfulde, men i offentligheden ret ukendte partisekretær, Claus Hjort Frederiksen.)

Filmen er fyldt med minderige scener som for eksempel, da en socialdemokratisk funktionær 'Poul Erik' bliver taget i skole af statsministeren for at lægge møder ind i Nyrups kalender, hvor der ikke kommer presse. Det slipper han ikke levende fra. Det bliver sagt både 'sgu' og 'helvede', da funktionæren bliver kørt over og slagtet af chefen. Nej, kønt er det ikke.

Eller scenen, hvor Nyrup får overrakt et maleri udført af en spastisk handicappet vælger, men forsøger at undslå sig. Det bliver en i særklasse udstilling af Nyrups hykleri, som vist aldrig er blevet overgået siden. Det er så tåkrummende pinligt, at det er “Klovn” værdigt!

Men mest berømt er nok scenen fra den sidste morgen i Venstre-lejren på valgdagen, hvor en ærgerlig Uffe skal forklare Venstres gamle kampagnestrateg Hans Morten Rubin, hvorfor han endte på forsiden af Ekstra Bladet med en whisky i hånden og overskriften: 'Den er hjemme'. Ifølge Uffe var journalisten 'Nille' (a.k.a. Niels Christian Nilsson) 'tordnende beruset' og havde inviteret ham indenfor i privaten. Men åbenbart var Nille ikke mere beruset, end at han stadigvæk havde åndsevner nok til vinkle en historie og få produceret en provokerende forside, som mange den dag i dag hævder afgjorde valget. (Nille havde undervejs forespurgt Uffe, hvor hans berømte kat 'Olfert' befandt sig, og Venstres formand havde svaret: “Den er hjemme'¦”)

Så er der de kostelige scener, hvor Nyrup sidder på bagsædet med sine hjælpere Billy 'Billyboy' Adamsen og Simon Pihl Sørensen, hvor selvfedmefaktoren er i top. Nyrup er helt fuld af sig selv, da han forklarer sin strategi: 'Der er deres vej '“ og så er der vores vej'. Det synes både Billyboy og Pihl var så fantastisk, at de solidarisk må klukle over chefens enestående genialitet.

Selvfølgelig ser man ikke alt, hvad der foregik bag kulisserne, men filmen kom i sin tid nok tættere på processen end det før og senere er set under valgkampene. TV-stationerne har ved et par lejligheder forsøgt sig med lignende dokumentarprojekter, men det har været dårlige efterligninger af 'Kandidaterne'. Det så vi ved det seneste valg, hvor dokumentarfilmene både var uinteressante ja ligefrem kedelige. Det skyldes blandt andet, at mange TV-journalister tror, at de kan lave film om alt muligt '“ også ting, de ikke ved en brik om, og fordi kampagnernes præmisser for at lade journalisterne være 'embedded' er blevet langt mere skarpe end de var i 1998. Kampagnefolk på det niveau har formentlig ikke længere en tilgang til opgaven som om at de var idioter, selvom mange filmfolk og journalister såmænd stadigvæk tror, at de kan skrue virkeligheden 20 år tilbage.

“Kandidaterne” er en klassiker og uden sammenligning den bedste kampagnefilm på dansk. Jeg forudser, at der går mange år, før den bliver overgået. Hvis det nogensinde sker.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    23 Comments

  1. Niclas

    sagde den 14. februar 2010 kl. 00:31:

    Den forekommer dog andre end hardcorekampagnefetischisterne en tand tør, vil jeg gerne turde indskyde. Der er ikke vinkling, underlægning eller andre narratologiske eller kedelighedsforhindrende elementer; det er med andre ord resultatet af kameraoptagelser, hvor det endelige resultat synes at være en direkte overførsel af råmaterialet til det endelige produkte.

    Den er MEGET tør. 🙂

  2. Jarl Cordua

    sagde den 14. februar 2010 kl. 00:39:

    1. Smag og behag er forskellig. Jeg er vild med den film. 🙂

  3. niels s

    sagde den 14. februar 2010 kl. 01:18:

    Hej Jarl

    Hva’ faen er det der foregår, på din til for et for et par dage siden, så potente og inciterende aktuelle blog.

    Hvorfor kommer du slæbende med dette – 12 år gamle link…

    Dit indlæg fremstår jo som det rene uaktualle mimre-jammergøg.
    Det er vel ikke det, man har blogs til??

  4. Isabella

    sagde den 14. februar 2010 kl. 02:08:

    Hvorfor så gnaven, Niels? Mig bekendt skader det sjældent at vide lidt om kontekst og historie, hvis man vil sige noget om nutiden…

    Jeg er helt enig i at det er en fantastisk film – og ud over den hysterisk morsomme scene, hvor Nyrup kommer med absurde gæt på hvilken kropsdel vælgeren har malet billedet med, er det så vidt jeg husker også i samme film man kan se en sammenbidt, ung Anders Fogh Rasmussen forsøge at styre slagets gang i Uffes kampagne, blandt andet ved at konkludere, at Uffe kun må tale uden for manuskriptet, så længe det er “planlagt spontanitet”…

  5. Jarl Cordua

    sagde den 14. februar 2010 kl. 09:03:

    4. Jeg er glad for at du kan lide blogindlægget.

    3. Niels. Jeg tror godt jeg kan regne dit virkelige ærinde ud med den kommentar.:-)

    Ser du, jeg har oplevet før at læserne får ejerfornemmelser og ligefrem kræver af mig eller stiller mig opgaver om særlige emner, som jeg skal bruge min fritid på at skrive om. Et eller andet sted er det jo meget flatterende, men det er også klart, at her går grænsen. Det er nu engang min ringhed, der redigerer bloggen. Det forekommer formentlig de fleste ret indlysende. Det burde det også gøre hos dig, hvis du tænker dig om.

    Jeg skal nok vende tilbage til lækagesagen. Men først når flere kendsgerninger foreligger.

  6. niels s

    sagde den 14. februar 2010 kl. 10:41:

    ad 5

    Hej Jarl

    Jeg har såmænd ikke noget ‘ærinde’ som helst, men har blot med en, nu tilkendegivet, undren, fulgt din flaksen i denne sag mellem løve og lam.

    Selvsagt kører du dit eget løb på din egen blog, og så kan vi andre jo stå af eller på efter behag.

  7. niels s

    sagde den 14. februar 2010 kl. 11:33:

    Javel så:

    Politiken dd:

    ‘Til vrimlen af westwingske sidehistorier i ugens episode af Læk-gate kommer, at den liberale kommentator Jarl Cordua – en gammel bekendt af Jacob Winther – uden yderligere forklaring har besluttet sig for ikke længere at ville mene noget om Læk-gate, at Guldbrandsens advokat Anders K. Nemeth viste sig at være gift med direktøren for det filmselskab, der producerer Guldbrandsens film, og at den angiveligt så afslørende lydfil viser sig angiveligt at være produceret, efter at Guldbrandsen har annonceret bevisets eksistens. Og mens den danske mediebranche således er i færd med pulverisere sig selv og sin troværdighed, er opmærksomheden belejligt vendt bort fra lækagens ophavsmand m/k, som stadig vandrer omkring med – muligvis stivnet – tandpastasmil et eller andet sted.

    Men som de siger i ‘ Westwing’: To be continued .’

  8. Søren Seerup

    sagde den 14. februar 2010 kl. 12:43:

    Jeg er helt enig. Det var en fantastisk film, der ikke vil kunne eftergøres. Det var en anden tid. Det kan godt være, at det er en gammel film, men i en tid til eftertanke(!) er det da yderst relevant at trække filmen frem. Som Jarl antyder, så var det her, at moderne spin blev – om ikke født så – konfirmeret. Politikernes medierådgivere – ingen nævnt, ingen glemt – vil hindre en gentagelse, og når man tænker tilbage på filmen, så er det svært at bebrejde dem eller deres arbejdsgivere.

  9. Ole

    sagde den 14. februar 2010 kl. 15:22:

    Jeg må med skam henlede opmærksomheden på Guldbrnadsens karaktermord på Naser khader i Ny alliances valgkamp, som et på lignende måde grusomt indblik bag kampagnen og hvordan folkevalgte politikere famler i blinde op til et valg.
    Måske kan den ikke slå kandidaterne da Naser Khader ikke var statsministerkandidat og man kan vælg næppe beskylde Ny allaince for at have en trykafprøvet kampagnestab – men bare den uprofessionalisme det hele emmede af var beskæmmende.

  10. Peter Kurrild-Klitgaard

    sagde den 14. februar 2010 kl. 16:57:

    @9: Karaktermord? Ja, eller selv-karakter-mord. Eller aktiv dødshjælp.

    Men jeg synes sådan set, at det værste ved Ny Alliance-filmen (der iøvrigt er herlig underholdning) samtidigt er noget af det, der mere generelt gør mig nervøs ved Guldbrandsen, nemlig at der er en række tilfælde, som ikke blot er 1) rapporteringer af virkeligheden, eller 2) selektive sammensætninger af virkeligheden, eller 3) delvise reaktioner på kameraets tilstedeværelse. (Det første skulle gerne, i en eller anden grad være formålet for en “dokumentar”; det andet er uden tvivl en praktisk nødvendighed; det tredje formodentligt umuligt at undgå …) Det værste er, at en række scener reelt er konstruerede til formålet. Tag f.eks. de sidste 5-10 minutter af filmen (Jønsson i bil hjem til Khader; Khader i sit køkken med Jønsson, mens førstnævnte skriver sin udmeldelse af LA; Khader, der næste dag ringer Samuelsen op fra sit kontor for at fortælle om sin beslutning). Kender man bare minimalt til kronologien i det døgn (og den blev indgående beskrevet i medierne på det tidspunkt) er det helt tydeligt, at det er scener alene skabt (eller genskabt) til ære for kameraet, og som ALDRIG ville have haft den karakter, hvis ikke Guldbrandsen selv var blevet indkaldt til formålet.

    Dét er hamrende utroværdigt for en “dokumentarist”.

  11. Søren HC

    sagde den 14. februar 2010 kl. 17:34:

    @3: Som Jarl selv ynder at understrege, så er det dig ikke pålagt at besøge denne blog. Kan du ikke lide indlæggene kan du jo bare blive væk.

    Den her blog handler om langt mere end Jægergate 2. og alle os andre kan så glæde os over, at den sag ikke har afholdt bloggen fra at fortsætte sin føljeton om spinfilm, også selv om den aktuelle indlæg handler om en film, som i huset her kun indehaves på VHS og derfor ikke er set siden videoen røg på genbrug med bagemaskinen og playstation 1’en. Ã…h, de teknikminder…

  12. Jesper Skov

    sagde den 14. februar 2010 kl. 17:55:

    Er det muligt at se denne dokumentar på nettet et sted?

  13. Bielefeld

    sagde den 14. februar 2010 kl. 17:55:

    Ja, så var der altså mere troværdighed over hende Riefenstahl; hun skildrede også slankere kroppe end Guldbrandsen.

  14. MK

    sagde den 14. februar 2010 kl. 18:25:

    Jarl – eller andre – hvor finder man “Kandidaterne” og filmen og Ny Alliance?

  15. Jarl Cordua

    sagde den 14. februar 2010 kl. 20:06:

    14. Jeg har forsøgt at lede efter noget på nettet – dog uden resultat. Måske kan man købe den et sted på nettet?

  16. Niclas

    sagde den 14. februar 2010 kl. 21:08:

    14: Kandidaterne er af en så gammel støbning, at jeg i sin tid måtte opstøve den i VHS på det lokale bibliotek. Jeg tror ikke, der er mange muligheder bortset fra heldige tilfælde i billigkassen eller på loppemarkeder.

    I min søgen efter et onlinelink til Dagbog fra midten stødte jeg på dette guldcitat:

    Han er mester i at skabe tillid til sig selv og sit dokumentar projekt. Christoffer Guldbrandsen, der for fjerde gang har fulgt en politiker så intenst, så tæt og elegant, at der hver gang er kommet mere end en god film ud af det. Filmene har altid skabt en uventet sidedebat – og nogle gange endda udover landets grænser. Den erfarne tv-dokumentarist Poul Martinsen går så langt som at kalde “Dagbog fra midten” den bedste danske dokumentarfilm i årevis.

    At tænke sig.

  17. General Langsohm

    sagde den 14. februar 2010 kl. 21:36:

  18. Ole

    sagde den 15. februar 2010 kl. 11:07:

    18. Tak hr. general 😉

  19. pilen

    sagde den 15. februar 2010 kl. 11:10:

    Ja, fin film, hvor jeg selv spiller en lillebitte rolle – uden bindestreg i øvrigt. Kvisten og Michael K. var – udover det de nu beskæftiger sig med nu og gør rigtig godt – fremragende journalister. Og derfor er filmen stadig gangbar. Jeg kom til at tænke på, at den ikke kun siger noget om hvor meget kampagnefolkene er blevet bedre (nogle af dem – S har jo faktisk ikke vundet siden), men også noget om den ny den nye type politikere. Og Jarl peger netop på Foghs ageren, som jo er helt anderledes kontrolleret end Uffes. Og det kan man så grine lidt af. Men i virkeligheden er det jø sørgeligt – og her er vi tilbage ved Løkke. For uanset at jeg – som det vist fremgår af dette indlæg – tilhører den anden fløj, så foretrækker jeg klart Løkke og Uffes helhjertede personlige investering med alt hvad det indbærer. Politik er svært, det kan ikke koges ned til to små soundbites – som frit valg og skattelettelser – eller det modsate. Man bærer Danmark , og må gerne vise sin personlighed, sine ærgrelser og anstregelser – nuancerne. Lille Lars er et menneske – på godt og ondt – og det kan man se. For mig er det en styrke, ikke en svaghed. Men jeg er nok bare lidt naiv, for kommentatorerne og alle andre synes at drømme om den velfriserede, kontrollerede facade.

  20. Jarl Cordua

    sagde den 15. februar 2010 kl. 11:18:

    17. Ja tak til generalen for link.

    19. Bindestreg strøget! Tak til dig og alle andre for kommentarer.

  21. Toft

    sagde den 15. februar 2010 kl. 12:32:

    19. En rigtig god kommentar. Stenansigtet (ikke kun Foghs) bør være YT. Vi er mennesker på godt og ondt. Det er politikere også. Vil vi virkelig “ledes” af talene robotter, der er iscenesat af professionelle instruktører?
    Så kan vi jo glæde os til, at computerne bliver lidt mere “intelligente”, så vi er fri for at høre på de “dumme” mennesker, der laver så mange “tåbelige fodfejl”. 🙂

    Jeg mindes de tidligere MEGET venstreorienterede ledere, der ligegyldigt hvad spørgsmålet gik på, startede den sidste remse de havde lært i Moskva eller Østberlin. Efter dagens standard er det jo fremragende spin. 3 ting ad gangen osv.

    Er det derfor, at de tidligere MEGET venstreorienterede har så relativ stor indflydelse i dagens Danmark.?

    I stedet for at hoppe på vognen, bør journalisterne grave i dette “uvæsen”. Men det er jo nok ikke nemt, når de selv er så fedtet ind i det, som de åbenbart er.

    Men kan man nu slippe disse politikere løs.? De fleste af dem har (for mig at se) det store problem, at de ikke har noget “ståsted”. De skifter (selv hvad man kunne kalde grundholdninger), alt efter hvor MAGTEN er. Til sidst kan de jo ikke selv finde ud af hvad de skal mene.

  22. David Garby

    sagde den 15. februar 2010 kl. 12:51:

    “selvom mange filmfolk og journalister såmænd stadigvæk tror, at de kan skrue virkeligheden 20 år tilbage.”

    Hvis man ser Guldbrandsens “Lykketoft Finale” så får man det indtryk, at der også er enkelte politikere der ikke rigtigt er kommet videre…

  23. henning frandsen

    sagde den 19. februar 2010 kl. 14:33:

    Hvordan kan man se filmen hos filmstriben.dk? Jeg kan ikke se den gennem biblioteket.

    Nogen der kan hjælpe?

    Mvh

    Henning

Bottom border