Kategorier

Bagsædepolitiker med gennemskuelig dagsorden?

Just hjemkommen fra en uges dejlig pressetur til Tunesien har jeg gennempløjet aviserne for stort '“ og navnlig småt '“ der kunne hidse en op til at skrive en lille søndagsblog. Og minsandten om der ikke var lidt at interesse. Således kunne dagbladet Politiken forleden berette følgende:

“De politiske spindoktorer er ved at tage magten fra de folkevalgte på Christiansborg”,

“Det er gået over gevind. Det er ligesom blevet en stat i staten, et spindoktorsystem”

Så kontant lyder kritikken fra flere medlemmer af Venstres folketingsgruppe. De anklager ministrenes særlige rådgivere for at tage styringen af partierne.

 »I deres iver for at støtte ministeren er det vigtigt, at spindoktorerne forstår, at det er vigtigt at have folketingsgruppen bag ministeren. I nogle tilfælde kører spindoktorerne for meget på deres egne holdninger og på at beskytte ministeren '“ også over for folketingsgruppen «, siger Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo.

Han får opbakning fra flere medlemmer af Venstres gruppe, der ikke ønsker at stå frem med navn.

Taget i betragtning at Venstres nye pressechef indtil for nylig var Politikens aldeles glimrende politiske reporter på Christiansborg Mikael Børsting, så forekommer tidspunktet for denne artikel at være temmelig sælsomt valgt. For aldrig har Venstres spindoktorer været mindre frygtindgydende. Personligt mener jeg at deres styrke toppede omkring valget i 2005, måske endda før. Så kan der være andre motiver?

Se Børsting skrev som journalist i forsommeren 2007 en fantastisk forsidehistorie, der ret dramatisk kom til ændre hele Christiansborgs syn på Eyvind Vesselbo. Børsting troede, at han havde alle tiders scoop, eftersom at nogen (man kan gætte på hvem) havde bibragt ham den krystalklare opfattelse, at Vesselbo senere selvsamme dag ville springe til Naser Khaders højtprofilerede luftkastel Ny Alliance. Problemet var bare, at Vesselbo undervejs – formentlig natten over – droppede idéen og siden blankt benægtede, at han havde haft den slags overvejelser. Børsting havnede derved i enhver ambitiøs journalists mareridt: En stort opsat forsidehistorie med scooppotentiale, der bliver trykt, for siden at blive undsagt af hovedkilden selv. Det var selvsagt en stor plet på Børstings ellers ganske fine journalistiske karriere og i øvrigt en ret pinlig historie for dagbladet Politikens troværdighed.

Det kunne naturligvis heller ikke forhindre, at Vesselbo også så '“ mildt sagt '“ rigtig skidt ud. Det lykkedes ham senere samme år med nød og næppe at blive genvalgt til Folketinget. I Venstretoppen lavede man den kolde kalkyle, hvor det afgørende var, at Vesselbo så ikke gik over til Ny Alliance, da han endelig traf beslutningen. At gøre en sag ud af det ville være håbløst '“ især da Fogh havde konkrete planer om at udskrive valg senere i august måned (hvad der dog heller ikke skete) og siden balancerede regeringens flertal på en knivsæg. Der kom derfor aldrig en “De lange knives nat” mod Vesselbo. Han fik lov at beholde sine ordførerskaber mv.

Var det så en historie helt uden konsekvenser for Vesselbo? Det har naturligvis den klare konsekvens, at ingen i partiet stoler på denne ret så lunefulde herre. Han betragtes derfor lidt som en omvandrende tidsindstillet bombe, der således kan finde på, hvad som helst, hvis ikke man behandler ham som et råddent æg. Forhåbentlig ryger han ud ved næste valg '“ og før han finder på ulykker. Nu synes Vesselbo pludselig at tiden var inde til at skyde på spindoktorerne. Det kan være, at det er hans gamle ven Børsting, som kom for skade at tage ham alvorligt den sommer for snart tre år siden, der er det egentlig mål for udfaldet i Politiken. Det kan også godt være, at det er den nye miljøminister Karen Ellemanns spindoktor Martin Vith, der gerne vil koordinere ting med miljøordføreren i en sådan grad, at det er faldet den selvbevidste politiker for brystet. I dunno. Sikkert er det, at Venstretoppen i det stille håber på, at vælgerne klarer sagen for dem og undlader at genvælge Vesselbo ved det kommende folketingsvalg.

Britta Schall Holberg optræder også i artiklen. Bevares. Holberg har ingen større ordførerskaber og spiller ingen særlig rolle i folketinggruppen. Hun genopstiller heller ikke. Men til gengæld har hun holdninger som at alt var bedre i gamle dage, hvor der var folkestyre til. Det var dengang at rigsdagsmændene sad i samtaleværelset og røg cigarer og spillede kort, mens de ordnede de politiske forretninger helt uden indblanding fra embedsmænd osv. Jeg vil vove den påstand, at hvis Britta Schall Holberg i 1980'erne havde taget medierne lidt mere alvorligt end hun gjorde, så havde Holberg formentlig fået lov at fortsætte sin ministerkarriere. Det forstod hun ikke og trak sig så siden i bitterhed. Nu lader hun sig bruge som “gammel sur kone” af en Politiken-journalist, der skal bruge en Venstremand til for at artiklen ikke bare bliver Vesselbos opgør med Venstres nye pressechef.

Det er så en af de dage, hvor jeg er glad for, at det er min kone, der betaler Politiken-abonnementet. Politikens politiske redaktør Mette Østergaard skal vist også lige have briefet sin nye mand op mht. at gennemskue dagsordenerne på Christiansborg. Artiklen kunne godt se ud som et forsøg på, at man hjælper Vesselbo med at rette et benspark efter en tidligere journalistkollega, der er gået over til 'The Dark Side'. Det kunne ligne lidt dårlig stil…

P.S. Niels Krause-Kjær behandlede også Vesselbos udfald på sin blog fredag. Det skete ud fra en helt anden vinkel end min, men med en konklusion, som jeg er enig i.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

11 kommentarer til “Bagsædepolitiker med gennemskuelig dagsorden?”

Velommen hjem – jeg synes den største politiske nyhed har været OECD anbefalinger til Danmark som øjeblikkeligt blev fornægtet af vores nye unikum af en økonomiminister Brian Mikkelsen. På samme måde som alle andre anbefalinger fra folk som kan klappe deres eget navn.

Regeringen har i den grad behov for at der kommer nogle afgørende mandater til liberal alliance.

Hvis jeg var Eyvind Vesselbo, ville jeg også være frustreret. Tænk sig at skulle se Karen Ellemann udnævnt til miljøminister – netop det område, Vesselbo er ordfører på og har beskæftiget sig med i årevis. Hvordan har hun gjort sig fortjent til at blive minister? Det kan da ikke være rigtigt, at man kan få en ministerpost alene p.g.a. efternavnet og fordi, Lars Løkke vil holde sig på god fod med Uffe Ellemann, der åbenbart stadig er en magtfaktor i Venstres bagland og medieverdenen.

Jeg har hørt det rygte, at det var Vesselbo selv, der tippede journalisten om sit skifte til Ny Alliance. Har du hørt samme rygte Jarl? – og så er der forresten kommet et nyt parti, mens du har været væk

3. Nej, det rygte har jeg ikke hørt. Men at Vesselbo selv har bibragt Politiken at han agtede at springe, regner jeg for at være indiskutabelt.

Politikens journalister går jo ikke og hitter på den slags sådan pludselig ud af den blå loft. Der er trods alt grænser. Det er en historie, der kræver en hovedkilde.

Mht til det ny parti, så synes det meget svært – for ikke at sige umuligt – at komme efter Kristian Madsen, som beskrev det nye parti FOKUS, som et design lidt i stil med Otto Leisners legendariske tvprogram for pensionister “HOPLA” fra begyndelsen af 1980erne. Der mangler bare en HOPLA-nål og en fællessang:

“Hopla nu er vi godt i gang. Hopla syng med på denne sang. Hele livet får balance – når man bare giver humøret en CHANCE! H, O, P og L og A” …osv.!

Jeg føler mig helt dækket ind af Kristians analyse.

http://blog.politiken.dk/madsen/2010/03/11/fokus/

Lige én bemærkning: Det ser i din analyse ud som om, at Vesselbo mv. lægger sig ud med Venstres (dvs. partiets) spindoktorer. Som jeg forstod Vesselbo, da han var i radioen i sidste uge (og med det forbehold, at jeg blot hørte med et halvt øre), var hans ‘beef’ primært med regeringens spindoktorer. Altså at regeringens rådgivere skulle stå over Venstres ordførere i fastlæggelsen af Venstres politiske linje (NKK elaborerer såvidt jeg kan se også ud fra dette kritikpræmis).

Det er selvfølgeligt muligt, jeg blot misforstår din tekst, og at din kommentar om ‘Venstres spindoktorer’, der aldrig har været mindre frygtindgydende, retteligt henviser til Venstre-ministrenes spindoktorer. I så fald ingen alarm.

I øvrigt håber jeg du havde en god ferie – velkommen tilbage.

5. Venstres og partiets spindoktorer er i min bog tæt på at være “et fedt”. Det er teknik og lidt begræsninger, der adskiller opgaverne, som jeg ser det.

Bundlinjen er, at man arbejder for ministeren successivt Venstre som parti – andre gange omvendt.

Timingen er for mig at se også interessant. Hvorfor vælger Vesselbo at gå i flæsket på spindoktorer netop på et tidspunkt, hvor det kom frem at Børsting blev Venstres nye pressechef? At han har så har pakket kritikken lidt ind i at den var rettet mod regeringens spindoktorer kan være en efterrationalisering.

Omkring Eyvind Vesselbo, snakkede jeg med en ven der er medlem af Venstre og kender flere i folketingsgruppen. Han siger at alle de gange medierne skriver “unavngiven kilde i Venstres folketingsgruppe” kunne de lige så godt skrive Eyvind Vesselbo.

Omkring det med spindoktorer, forstår jeg ikke kritiken af dem. Senest hørte jeg Chr. H. Hansen i radioen igår fortælle om sit nye døgnflue-parti, hvor en af partiets holdninger var at de aldrig ville ansætte en spindoktor. Tror man at politikerne er bovlamme typer og spindoktorerne bestemmer alt? Sådan synes jeg nogen får det fremlagt.

Med den medievirkelighed vi har i dag, med blandt andet en 24-timers nyhedskanal på TV og når samtlige aviser har hjemmesider de kan opdatere når som helst, er det da naturligt at man har en ansat der kan sige hvordan det her tager sig ud i pressen før man kommer med pressemeddelelser. Og hjælper lidt med at lægge mere vægt på nogle ting og mindre vægt på andre ting i talerne.

@ 6. Jarl

Venstres og partiets spindoktorer er i min bog tæt på at være 'œet fedt'. Det er teknik og lidt begræsninger, der adskiller opgaverne, som jeg ser det.

Jeg er helt enig; men så er det, jeg ikke forstår, at du mener, det er skatteydernes opgave at betale for regeringspartiernes løbende profilering.

9. Kære Morten,

Du har både en pointe og en tabt dagsorden. Der er vist kun Enhedslisten, som vil afskaffe regeringens spiondoktorer. Måske LA. Alle andre har reelt droppet modstanden.

Personligt har jeg det imidlertid fint med at ministre har mulighed for at få én betroet særlig rådgiver. Der skal så heller ikke være flere.

10

Er enig i at muligheden for en rådgiver/spindoktor (eller hvad man nu vil kalde det) skal være der. Det er der bestemt behov for uanset regeringens farve. Det som kan være problemet er hvis de også bliver brugt som partisoldater til at forberede en valgkamp (det kan man sagtens planlægge i det skjulte 3 måneder før et valg bliver udskrevet, da de bliver “fritstillet” de 3 uger under valgkampen mig bekendt). Ligesom det også bliver et problem hvis en særlig rådgiver (eller ministerium) får til opgave at modbevise politiske udspil fra oppositionen, som jo vil være meget op af bakke hvis de både skal debattere med regeringspartierne/støtte partier samt et helt ministerium. Det så man fx da SF og S fremlagde et skatteudspil, hvor skatteministeriet blev bedt om at regne på konsekvensen (ud fra nogle fastsatte forudsætninger) som ændrede vilkårene/betydningen for skatteudspillet og den betydning det ville have hvis det blev vedtaget. Jeg ved ikke hvor sandheden i udspillet er og hvem som havde ret (eller om den ligger et sted i mellem dem), men det er i princippet også ligegyldigt. Det burde have været venstres eller konservatives sekretariat som regnede på det og argumenterede i mod det og ikke en bestilt opgave som de så kunne trække frem bagefter som skræmmeeksempel.

Hvordan man helt undgår det skal jeg ikke kunne sige…

Lukket for kommentarer.