Instruktøren Janus Metz' dokumentarfilm 'œArmadillo' om danske soldaters indsats i Afghanistan havde forpremiere mandag for indbudte pressefolk og politikere. Lad mig slå fast med det samme: Det er en meget vellykket film, når det kommer til at beskrive, hvad det er, som danske soldater kommer ud for under krigen i den urolige Helmand-provins, hvor de er udstationeret. Filmen forsøger også at skildre en hverdag uden livsfarlig ildkamp og patruljering, men at tiden også går med kedelig ventetid, vagttjeneste samt fritid med pool, porno og playstation. Det er ikke desto mindre filmens to-tre 'skarpe' situationer eller kampscener, som den vil blive husket for. Endelig er den renset for demagogisk moraliseren a la Carsten Jensen.
Der er på sin vis tale om en filmisk pendant til journalisten Kim Hundevadts fremragende skildring i bogen 'I morgen angriber vi igen' om hold 4. Det hold, der i 2007-2008 oprettede lejren 'Armadillo' – opkaldt til ære for holdets legendariske kompagnichef major Anders Storrud, der faldt i Afghanistan og hvis mærke netop var bæltedyret (på engelsk: Armadillo). Miljøskildringen og den nøgterne konstaterende tone i filmen svarer til bogens, selvom sidstnævnte efter min mening er mere oprivende og rørende i det den simpelthen beskrev flere skarpe træfninger, men også forfærdelige tragedier med dræbte og lemlæstede danske soldater.
Filmens handling er skåret over den klassiske læst, hvor man følger den unge blåøjede knægt fra hold 9 i 1. halvår 2009, der uden de store ideologiske overvejelser vil ud i verden og have spænding og eventyr. Prøve grænser og opleve 'at være derude, hvor jernkorsene gror', som krigskorrespondenten par excellence salig Jan Stage engang formulerede det.
Da soldaterne så 'får føling' med fjenden og oplever deres ilddåb, så får de det adrenalinkick, som de sikkert ved en eller anden ubevidst urkraft tilsyneladende hele tiden har higet efter. Disse risikovillige unge mennesker, fornemmer man i filmen, er ofte helt hinsides politik og anden snak om “at hjælpe andre”, når de tager beslutningen om at tage af sted. Det er helt andre mere egocentrede forhold jfr ovenstående, der motiverer dem. Og med tiden bliver drivkraften det kammeratskab blandt mænd (og kvinder), der opstår, når man sammen ser døden i øjnene og hvor ens overlevelse, når kuglerne fløjter om ørene, netop afhænger af alles selvopofrelse for fællesskabet. Et fænomen, der er velbeskrevet også i den lødige krigslitteratur.
Enhver, der overværer filmens voldsomme kampscener, får sig også et skud adrenalin. De vækker mindelser til den amerikanske serie 'Band of Brothers' om et infanterikompagni under 2. verdenskrig bortset fra, at scenerne fra 'Armadillo' nu engang er ægte. Man kan kun være dybt imponeret over de unge soldaters mod og professionalisme, og at de tilsyneladende evner at bevare hovedet i deres arbejde på slagmarken. Det kan de formentlig især takke deres grundige uddannelse for. Desuden bør man også sende en tanke til den 'embedded' fotograf – Janus Metz selv – der med håndholdt kamera må 'falde ned' på åbne marker uden dækning efter sammen med de andre soldater at være blevet beskudt af usynlige Taliban-folk. Man kan kun have stor respekt for, at fotografen i realiteten sætter livet på spil for at vise os, hvad der foregår.
Stort set den eneste hurtige måde at få adrenalin ud af kroppen på er ved fysiske eller psykiske udladninger. Det antager meget primitive former fx ved at råbe 'fuck-fuck-fuck' eller 'vi smadrer dem' og lave 'high fives'. Der er intet underligt i det. Det er fuldstændigt som vore forfædre gjorde det. De dansede krigsdans og rendte rundt med de afskårne hoveder af deres fjender for at fejre sejren, og at de overlevede barske kamphandlinger. Bevares vi er kommet lidt videre siden. I dag skærer vi ikke hovederne af fjenden, og krigens regler tolerer heller ikke længere, at man som storvildtsjægere på savannen fotograferer sig selv i selskab med fjendens opstablede lig. Men man 'fester' ikke desto mindre stadig og overstadigt over at være i live. Det er en form, der ikke burde genere andre mennesker, hvis ikke at Forsvaret lige havde inviteret et filmhold til at forevige, hvordan man afreagerer. Men man kan næppe forvente at samtlige danskere, der gudskelov ikke har været i en skarp situation, kan forstå baggrunden for de voldsomme reaktioner. Mange ser formentlig blot de overlevendes kække og kyniske “Gung-ho”-udbrud som kådhed, afstumpethed og vildskab, hvor de i stedet havde forventet dyb selvrefleksion, urealistisk disciplin og en udtrykt inderlig beklagelse over, at de Taleban-krigere, der ville dem til livs, endte med at blive slået ihjel. Men sådan reagerer mennesker, der har set døden i øjnene nu engang ikke. De vil sgu da skide på, hvad Politikens lederkollegium, Carsten Jensen, Holger K, Frank Aaen, Bedstemødre mod Krig forventer, at soldater optræder. Bevares. Det er ikke kønt at se på, men det er nu engang sådan, at soldater reagerer.
Det betyder på ingen måde, at man ikke skal være kritisk og undersøge mistænkelige situationer, hvor krigens love kan være overtrådt. Men tingene bør efter min mening holdes adskilt, hvilket jeg dog hverken forventer, at den pr. definition kritiske presse eller oppositionspolitikerne er i stand til.
Filmens eneste egentlige kontroversielle situation handler om en ganske hård træfning, hvor fem Taliban-krigere bliver dræbt. Det sker efter, at de har overfaldet en hårdt presset dansk deling, hvor to soldater såres og flere er ret tæt på at blive ramt. Filmholdet er ganske tæt på, men ikke i de afgørende sekunder. Vi ser en håndgranat blive kastet, hvor formentlig fire '“ måske fem – af fjendens soldater bliver dræbt. Ingen, der ser filmen, kan være i tvivl om, at der er tale om fjendtlige soldater, der i et baghold har angrebet danskerne. Men hvad sker der så bagefter? Delingsføreren 'Rasmus' forklarer under debriefingen tilbage i lejren, at fjenden blev nedkæmpet efterfølgende ved ildafgivelse med automatrifler, da danskerne stormede talibanernes stilling. Delingsføreren siger, at 'den (situationen) var på vippen', i det han ikke turde se efter om talibanerne, der havde forskanset i grøften 3 meter fra dem, havde tænkt sig at overgive sig eller ej. Så han skød først og en anden soldat forlyder det tømte sit magasin i talibanernes kroppe. Alle infanterister er i øvrigt trænet i at rydde stillinger på denne klassiske måde ved først at kaste en håndgranat for herefter at afgive ild.
Umiddelbart efter fejrer soldaterne nedkæmpelsen af talibanerne, som havde de vundet Champions League-finalen. Imidlertid bruger en af de danske soldater i filmen ordet 'likvidere' om træfningen. Likvidering er et ord, der bruges om en henrettelse dvs. hvor modparten er ubevæbnet. Fx som modstandsbevægelsen likviderede stikkere under krigen. Mit gæt er, at soldaten ikke helt forstår ordets betydning og derfor bruger ordet 'likvidere' i betydningen 'dræbe' dvs. en neutral betydning. Hvad værre er, at en soldat ringer hjem til familien og får fortalt en lignende historie til sine forældre om, at delingsføreren mfl. har likvideret talibanerne m.v. Forældrene ringer til Hærens Operative Kommando, der får sat auditørkorpset på sagen, hvorefter delingsføreren bliver afhørt. Han stiller sig uforstående overfor beskyldningerne og forholder delingen, hvem der mener at “vi har likvideret” talibanere. ÃŒ én scene får man imidlertid en fornemmelse af, at der stikker noget under. Soldaterne besøger deres sårede kammerater på felthospitalet, hvor der pludselig opstår en snak om, hvad der skete. Her gentages påstanden om, at nogen havde skudt på sårede talebanere, hvilket meget hurtigt afvises af delingsføreren med en synligt indforstået mine. Her er det, at man tænker: Hvad fanden foregik der lige dér?
Filmens styrke er, at den beskriver krigen i Helmand set fra soldaternes synsvinkel. Den evner ikke at beskrive det store perspektiv dvs. situationen i Afghanistan som sådan. Det gør dog ikke indtryk på mange journalister og politikere, der allerede peger på den håb- og modløshed, som ifølge filmen præger afghanerne, der bor lige midt i krigszonen. Det tror da pokker, for disse afghanere har intet valg. Hvis de samarbejder med ISAF-styrkerne, da risikerer de at få skåret halsen over af Taliban, og desuden må de udholde, at deres marker og landsbyer er slagmarker og deres familie bliver dræbt eller såret under træfningerne. Ingen kan lade sig overraske over deres desillusion.
Det er en spøjs situation, som folkene bag 'Armadillo' har bragt det politiske system og befolkningen i. Politiken, Ekstra Bladet og DR har allerede anmeldt filmen efter, at den i går fik premiere på filmfestivalen i Cannes, traileren kører overalt, og nu er politikerne i fuld gang med at diskutere den. Men bortset fra pressefolk og folketingspolitikerne, der i formiddag var inviteret til snigpremiere, så er resten af Danmark nødsaget til at vente til filmen får premiere den 8. juli. Det er da noget besynderligt. For man skal naturligvis se filmen for at kunne forstå præmissen for den diskussion, der uvilkårligt allerede foregår om den mellem de pacifister, venstrefløjspolitikere m.v., der for enhver pris ønsker Danmark ud af landet hurtigst muligt og det flertal på Christiansborg, der indtil videre mener, at det fortsat tjener et formål at have et lille kontingent tropper i Afghanistan. Det havde faktisk været mere rimeligt for den demokratiske diskussion, at filmen gik i biografen med det samme, for så snarest efter at blive vist på TV.
15 kommentarer til “Bæltedyret embedded”
“Endelig er den renset for demagogisk moraliseren a la Carsten Jensen”
Men det kunne TV2 ikke rigtigt leve med, så derfor valgte de at give ham mikrofonen så han kunne fortælle – ikke om filmen, hvor tåbeligt ville det ikke have været i et nyhedsindslag om filmen – nej, naturligvis om sin modvilje mod krigen.
En modvilje han er rejsende i, denne vort lands førende militærekspert og afghanistan-kender.
Hvorfor skal en sådan film overhovedet bruges som afsæt for en diskussion af Afghanistan-missionen. Bringer den noget som helst nyt om selve missionen, og dennes muligheder for succes eller fiasko. Altså noget som ikke i forvejen er kendt af samtlige politikere med interesse for sagen og har været diskuteret i samtlige aviser hundredevis af gange.
Handler det blot om at nu er der frit lejde for Georg Metz, Rifbjerg og Carsten Jensen til at moralisere på livet løs. Her er der plads til enhver letvægter uden nogen reel indsigt i noget som helst kan levere sine omkostningsfrie budskaber i det daglige positioneringsræs blandt “kunstnerne”
1. Fortæller filmen noget nyt? Ikke som jeg ser det. Men den er nu alligevel både interessant og værd at se.
Jeg er i øvrigt helt enig med dig.
Fremragende foromtale, Jarl. Lige som du står jeg uforstående over for den danske premieredato, især fordi jeg – i modsætning til dig – er nødt til at vente på den. Jeg deler nok langt hen ad vejen dine betragtninger. Men hvordan skal vi sikre den almindelige danskers forståelse for soldaternes vilkår, når man samtidig reelt har fjernet den almindelige værnepligt?
Ganske forudsigeligt kan man nu kun afvente den obligatoriske forargelse som Politiken segmentet nu vil mobilisere hjemme foran deres computer over at soldater i krig ikke taler som i Dronningens nytårstale.
Som Søren: Fremragende foromtale, Jarl. Jeg glæder mig til at se den.
Uhm, nu har jeg ikke set filmen men den lyder unægtelig meget som den amerikanske film Jarhead?
Det lyder som en seværdig film. Hvis man vil have lidt af det samme kan man se denne korte docu.
http://video.google.com/videoplay?docid=-7885732227038049232#
En britisk journalist følger tropperne i Helmand. Filmen er dog vistnok fra 2006 dvs. fra et tidspunkt hvor Irak var prioriteret højere, og indsatsen i Afghanistan sejlede.
@ 1 og 2
Nej, filmen bringer ikke noget nyt, men den er alligevel et must. Aldrig før har jeg haft så hårdt hamrende hjerte under en film.
Men når nu Carsten Jensen, Frank Aaen, Holger K., Politiken osv. (osv. osv.) begynder at gå i selvsving, er det jo, fordi filmens vinkel lægger op til det.
Som instruktør med 8 måneders optagelser, der skal koges ned til 1,5 times film, tvinger man sig selv til at vælge nogle ting til – og ikke mindst fra.
Det er disse valg og fravalg, der giver filmen en Carsten Jensen-venlig vinkel, som han og hans ligesindede allerede nu bruger flittigt – uagtet at filmen foregår for et år siden og egentlig er forældet.
Et par eksempler:
I filmen oplever man kun afghanere, der er utilfredse med danskernes arbejde (med undtagelse af de børn, der får slik) og er bange for Taleban. I løbet af holdets seks måneder i Afghanistan har de mødt og talt med en masse afghanere, der var glade for deres tilstedeværelse, og som samarbejde med danskerne. Afghanere, der ville have Taleban ud og væk. Men de glade og samarbejdende afghanere er altså valgt fra.
Havde man valgt de tilfredse til og de utilfredse fra, kunne Frank Aaen ikke sidde på News og fortælle, at krigen ikke gavner civilbefolkningen (det kunne han nok – men han kunne ikke bruge filmen som vidne).
Optimalt havde man vel haft begge synspunkter med.
Soldaterne bruger i filmen deres fritid på Counter Strike og internetporno. De klip kunne man også have valgt fra og erstattet dem med klip, hvor soldaterne skriver kærestebreve eller spiller volley. Men det valgte man ikke. Kærestebrevssoldaten er ikke så nem at fordømme som pornosoldaten
Filmens instruktør kan påstå, at han er nok så upartisk, men hans vinkling gør denne film til et partsindlæg på Carsten Jensens og Frank Aaens side.
De to nævnte eksempler (der er mange flere) er vel mest eksempler på vinkling, men (mindst) en enkelt gang bliver Janus Metz direkte uredelig:
Man ser på et tidspunkt en mortersektionsfører(?) iført gardehusarhjelm og svingende sabel kommandere “FIRE”, “FIRE” til sine folk. I næste scene sidder en morterobservatør og er knust over, at hans skydning har dræbt en lille pige. Man får det indtryk, at det er den sabelsvingende mand, der har skudt i vildskab og dræbt en tilfældig pige. Men der er tale om to forskellige soldater og to forskellige episoder, der intet har med hinanden at gøre. Men det får man som seer intet at vide om.
Dette trick er i mine øjne dybt usympatisk.
Til sidst: Nej, der er ikke tale om en likvidering, selvom en soldat bruger ordet.
Det ved Carsten Jensen, Frank Aaen og Pernille Frahm også efter at have set filmen, men det gavner jo ikke deres (og Janus Metz’?) dagsorden.
I det mindste kan man trøste sig med at Røde Kors chefen har meldt rimeligt klart ud;
http://jp.dk/indland/article2070722.ece
Så kan Carsten Jensen og de øvrige grædekoner fylder Information med kronikker de kommende måneder. Intet tyder på at den kommer til at ændre noget nævneværdigt, og så har vi bare Carsten Jensens hysteriske udmeldinger der gør ham til grin endnu en gang.
Men jeg ser frem til at vi andre også kan få lov til at se filmen – den lyder spændende, også selvom den naturligvis har en dybt forudsigelig vinkel.
Er der iøvrigt nogen der ved hvordan den er finansieret – er der tale om licensmidler ligesom Guldbrandsens propaganda film ??
Mht. filmens eventuelle dagsorden: Da man besluttede at give Carsten Jensen et sneak preview, kan man ikke undgå at havde været klar over hvordan Carsten Jensen ville udlægge filmens indhold. Det er en lidt speciel disposition, hvis man ikke ønkser at lave et politisk debatindlæg.
Har ikke set filmen, så kan kun tale ud fra hvad jeg har læst, men det her er imo det mest interessante der er kommet frem: http://politiken.dk/indland/article972344.ece
At danskerne udkæmper oldgamle interne afghanske opgør som ingen vesterlændinge rigtig forstår er mere eller mindre min værste frygt.
Det viser også lidt hvor Orwelsk brugen af ordet Taliban, om alle fjender, er. Så vidt jeg ved kæmper de internationale styrker i Afghanistan mod 4-6 forskellige nationale modstandsbevægelser og hvem ved hvor mange lokale. Ikke bare en samlet bevægelse af tidligere magthavere styret af Mullah Omar og venner.
@8: De interviews jeg har læst og hørt med instruktøren viser efter min mening klart, at han IKKE er ude i Carstens Jensens og cos ærinde. Tværtimod forsvarer han soldaterne. Han går heller ikke regeringens ærinde. Ud fra hvad jeg har set, læst og hørt så virker det rent faktisk som om han ude på at vise den virkelighed som han oplevede i de måneder han fulgte soldaterne. Og ja, naturligvis sker der fravalg, og nej, hele virkeligheden kan ikke koges ned til de 100 minutter, filmen varer. Men det virker som om – uden at have set filmen – at han gør et fornuftigt forsøg, samtidig med at han skal fortælle en medrivende og god historie.
Jeg ser frem til at vi alm. dødelige kan se den. Og indtil da, tror jeg, at jeg vil genlæse Kim Hundevadts aldeles fremragende bog.
Det er indlysende, at der er tale om et partsindlæg, men beskyldningen om krigsforbrydelser er vigtig i sig selv.
Det er min opfattelse, at drøftelsen om krigsforbrydelse eller ikke krigsforbrydelse bliver taget op af mange, der ikke rigtigt har forudsætning for at gøre det.
I denne diskussion er det værd at lytte til Frank Aaen, der jo i modsætning til fx. Carsten Jensen har været i Afghanistan og kender forholdene. Frank har forudsætningerne for at tale om krigsforbrydelser i Afghanistan.
Hvis ikke min hukommelse spiller mig et puds, var Frank Aaen i Afghanistan i 1980 og 1984 som den Røde Hærs gæst. Her besøgte han en forlægning med et fængsel, hvor der foregik tortur. Han talte med mindst en af fangerne til brug for sin avis. Aaen er blevet beskyldt for at have gjort, det der er værre, end at tale med fangen.
Men da det at fotograferer en krigsfange er en krigsforbrydelse, så vil det forhold, og det forhold, at Frank Aaen i sine artikler angiveligt navngav, den krigsfange han talte med, kunne begrunde at nogen kalder Frank Aaen en krigsforbryder. Jeg tror jeg vil nøjes med at sige, at han legitimerede de forbrydelser, der skete. Men medvirken er jo også strafbart.
Jeg kan ikke huske forældelsesfristen for krigsforbrydelser. Men nu er Aaen jo ikke en tyveårig, der lige er blevet beskudt. Så han slipper nok. Og i forhold til forældelsen, så er det jo godt, at auditøren nu ser på, hvad der skete i grøften.
Stakkels drenge.
Det var nu ikke Castro-agenten Jan Stage, der lancerede udtrykket ‘ where the Iron-Crosses grow’, men James Coburn, som tysk sergent på Østfronten i 1943 , i en replik til Maximilien Schell, i slutningen af Sam Peckinpahs film fra 1977 ‘The Cross of Iron’
dok: http://en.wikipedia.org/wiki/Cross_of_Iron
Men Stage videre-kolporterede jo så meget, uden nærmere kildeangivelser
14. Det er nemlig rigtig! Tak for den korrektion.
“Jernkorset” er i øvrigt en af mine yndlingsfilm. Af samme grund synger jeg gerne 1. vers af børnesangen “Hänchen klein” for min lille søn. Du ved hvorfor 😉