For en måneds tid siden landede journalist Kurt Lassens bog om den daværende DR-generaldirektør Kenneth Plummer på avisredaktionernes borde og allerede med foromtalen af bogen stod det klart, at årets skandale i DR, kultur- og erhvervslivet var en realitet.
Bogen om Kenneth Plummer, der bar den lidt uharmoniske titel 'Summen af kardemommen' (Plummers yndlingsudtryk, når han ifølge bogen en sjælden gang evnede at konkludere på de interne møder) er mildest talt ikke særligt rosende. Den fremstiller Plummer som en drengerøv i jakkesæt, der ved hjælp af et betydeligt held, charme, varm luft, evne til at lukrere på andres arbejde formåede at få det betydeligste lederjob i dansk kulturliv, som han hverken var kvalificeret til, havde evner for eller udfyldte på kompetent måde.
Den af flere grunde udskældte forfatter Kurt Lassen har tilsyneladende ikke skullet gøre sig de store anstrengelser for at finde frem til de ganske mange tidligere chefer i DR og medarbejdere, som i bogen hjertens gerne disker op med udleverende spøjse anekdoter om deres oplevelser med Kenneth Plummer som leder.
Der er fx historien om, hvordan Plummer på interne chefmøder hellere vil sidde og lege med sine gadgets '“ mobiltelefoner '“ og læse op af SMS'er fra kendisser. Eller på et af de første ledermøder afspiller den berygtede scene fra filmen 'The Untouchables', hvor Al Capone i skikkelse af Robert De Niro efter at have talt om “teamspirit” (enthusiasms) med et boldtræ smadrer hovedet på en af sine underordnede chefer så blod og hjernemasse sprøjter, mens de øvrige chefer rundt om det runde bord med hvide duge lamslåede ser på. Et noget kikset forsøg på at være morsom fra Plummers side, forstår man på bogen. Endelig så ser hans nye chefer efter deres første møde med vantro på Plummer, da han i ramme alvor fortæller dem om dengang han som chef for Mattel (Barbie-dukken m.v) iførte sig et kostume med et af koncernens populære tøjdyr og gik rundt i en forlystelsespark for at 'tale med kunderne'. Det mente Plummer havde været “en fantastisk oplevelse' og skulle altså illustrere det kundefokus, som han '“ i øvrigt med rette '“ mente der var mere behov for hos DR.
Fik Plummer ved sin afgang ros for at have vendt DR til at blive en mere kundefokuseret forretning, så beskylder ingen manden for at være genial til det politiske spil. Der hersker alm. enighed om, at det først var da DR fik en ny bestyrelsesformand “silkeaben over alle silkeaber” Michael Christiansen, at der kom styr på den del af butikken igen. Med andre ord: Plummers behov for en støttepædagog for at kunne navigere i det politiske farvand var tiltrængt og nødvendigt. Alene var han en ren 'Bambi på glatis', forstår man.
Lassens bog er blevet sablet ned og lyst i band af anmeldere, kritikere og journalistkollegaer. Næsten udelukkende for at have viderebragt hans og Kenneth Plummers fortrolige samtaler, og derved set stort på kildefortroligheden. Det har delt Dansk Journalistforbund midt over i dem, der helst vil have Lassen korsfæstet ved daggry og andre, som mener at uden Lassens udlevering af Plummer havde DR fortsat trukket rundt med en i deres øjne inkompetent og uduelig chef, som aldrig anede, hvad han ville med DR.
Kenneth Plummer er klar over, at han bliver optaget på bånd af Lassen på en køretur tværs over Danmark, hvor aftalen er, at der tales til baggrund. Så i troen på, at 'det bliver mellem os' så tilbyder DR-generaldirektøren journalisten indsigt i hvem, der var i ansøgerfeltet til hans egen stilling tilbage i 2005.
Derved gør Plummer sig skyldig i grov tjenesteforsømmelse ved at udlevere DRs fortrolige oplysninger. Den handling er naturligvis den egentlige årsag til, at Plummer i dag er forhenværende DR-generaldirektør.
Dertil kommer, at Plummer med sin måde at håndtere den 'fjendtligtsindede' journalist fuldstændigt fejllæser Lassen og selve situationen ved at tro, at han kan slå en aftale af med journalisten. Det kunne han ikke.
Lassen står dermed i et dilemma. Skal han lade verden forblive i uvidenhed mht, hvordan en højtbetalt og licensfinansieret DR-generaldirektør i virkeligheden opfører sig? Eller skal han se stort på kildebeskyttelsen og fortælle sandheden, som han kan dokumentere med sine båndudskrifter?
Lassen valgte sandheden. Et modigt valg, men spørgsmålet er, om det var et særligt klogt valg '“ også henset til den videre karriere som journalist. Det vil formentlig resten af Lassens journalistiske liv forblive særdeles omdiskuteret, om han gjorde det rigtige ved at 'skrive båndet ud' og offentliggøre samtalen. Journalistkolleger hævder at det også vil få varige følger for journalistik, fordi kilder ikke vil tale til baggrund. Det vil jeg nu gerne se, før jeg tror det. Til gengæld vil sagen “Plummer vs. Lassen” utvivlsomt blive en case, der vil blive diskuteret i mange år frem, når erhvervsledere skal på kursus hos konsulentbureaerne mht pressehåndtering. “Dont try this at home!” Det vil der formentlig stå med flammeskrift på powerpoints’ne.
Kenneth Plummers tid som topchef i rampelyset er nu historie, men historien om ham og baggrunden for hans endeligt, får man et udmærket indblik i Lassens velskrevne, letlæste og momentvise underholdende biografi, som efter min mening er langt bedre end det indtryk man kunne få henset til den ublide medfart bogen har fået på grund af forfatterens stærkt kontroversielle metode. Fx lod Berlingske bogen anmelde som om der var tale om finere fransk litteratur i stedet for hårdtslående journalistik i en stil, som man kender det fra andre kritiske biografier af kontroversielle erhvervsfolk.
I øvrigt, hvad der er noget overset, så får Plummer faktisk et helt kapitel med fri taletid, hvor Lassen bogstaveligt talt næsten har skrevet båndet ud efter et foredrag som den daværende DR-generaldirektør holdt for Teknologisk Institut i Vingsted-centeret. Det giver faktisk alle læserne en udmærket mulighed for selv at bedømme om Plummer var fyldt med indhold eller i stedet var den varmluftsballon, som Lassen og hans kilder fremstiller ham som.
16 kommentarer til “Da Plummer gik fejl af Lassen”
hmm.
Tak fordi du rent faktisk LÆSER bogen, og tilmed evner at danne dig dit eget indtryk.
Hvis der var mere af den slags i danske medier, ville de være mere værd.
Og så er det sikkert et rigtig godt tidspunkt at komme med din omtale.
Da jeg hørte om Al Capone scenen – så tænkte jeg på om det ikke var tiltrængt med sådan én i DR på det tidspunkt.
Han siger jo noget om loyalitet. Der var på det tidspunkt masser af interne magtkampe – som rent faktisk hæmmede DR også udadtil.
At Plummer har overvurderet sig selv og sin magt monumentalt, er så en anden ting.
Han kan ikke med “ét slag” – om det så er med et boldbræt – fjerne den slags.
Men han kan sende et signal.
Selvfølgelig er cheferne bestyrtede. Det SKAL de være. De har lige fået en “drengerøv” som chef – der vover at være mindre kultiveret end dem selv.
Plummer udfordrede også den gode smag – og kulturpingernes selvforståelse. Det gør man sgu ikke ustraffet. Lakajerne står på spring for at slagte dig.
Jeg tror man kan finde en del af forklaringen på hans ilde medfart dér.
Fin omtale. Synes faktisk også, at det er en ganske underholdende bog, hvis kvaliteter som et stykke journalistik, er blevet overskygget af (den hysteriske debat om metoden. Og apropos metode, så har du helt ret i, at Lassen blot er pennefører og referent på Plummers helt eget karaktermord – blandt andet jvf. båndudskriften fra Vingsted-Centeret.
Tak for anmeldelsen, Jarl.
Den fremstår mere fair end det meste andet jeg har læst om bogen, og jeg er en af dem, der overvejer at købe den. Om ikke andet så fordi Kenneth Plummer minder mig om visse andre personager som jeg selv kender, og som jeg endnu ikke helt har kunnet afskrive som værende charlataner.
Specifikt med hensyn til Kurt Lassens udlevering af Plummers forfejlede forsøg på at købe sig tavshed har jeg heller ingen moralske eller udenforstående journalistetiske skrubler. I sig selv er Plummers forsøg utilstedeligt grænsende til kriminelt og ingen journalister skal kunne bruge kildebeskyttelsesargumentet til at afstå for at anmelde gerninger, hvori de selv indgår i en aktiv rolle.
Sagen om Plummer rejser et indlysende spørgsmål, nemlig spørgsmålet om, hvordan det kan gå til, at manden både bliver rekrutteret og i årevis beholdt som generaldirektør for DR?
Hvad er der galt med rekrutteringssystemerne, hvis det ellers er rigtigt, at manden overvejende består af varm luft og evnen til at tage æren for andres resultater?
Og endnu mere skræmmende: hvor længe havde han siddet, hvis han ikke havde inviteret Lassen med på den fatale køretur?
Omkring kildebeskyttelsen: journalister generelt vil næppe få de store problemer med at bevare deres relationer til kilder.
Men Lassen vil!
Men hvad betyder kildebeskyttelsen egentlig for journalistikken?
Helt konkret: en af grundene til, at jeg følger Jarls Blog, er, at han er ganske velinformeret om forholdene i den borgerlige blok, især i Venstre.
Så velinformeret kan man ikke være uden gode kilder, hvad Jarl heller ikke lægger skjul på.
Men alt har vel en pris? Vil de to kilder ikke tørre ud, hvis de selv kommer til at fremstå i et uheldigt lys?
Med andre ord: hvis man er afhængig af gode kilder, bliver man måske også – bevidst eller ubevidst – tilbøjelig til at være lidt mere nænsom mod dem?
4. Rigtigt godt spørgsmål du stiller.
Tre ting om det:
1. Jeg har aldrig lagt skjul på mine sympatier.
2. Jeg diskuterer – i lighed med alle mulige andre, der opererer i det politiske/journalistiske miljø på og omkring Christiansborg – naturligvis ikke mine kilder.
3. Den kritik man kan rette mod mig for at være nænsom mod kilderne, kan man jo rette mod alle: Bloggere såvel som journalister.
I modsætning til de statsfinansierede “rigtige” journalistiske medier, så hævder jeg ingen journalistisk uafhængighed. Kun at jeg ikke er i lommen på politiske partier som fx. Venstre. Det har jeg vist bevist ved utallige lejligheder. 🙂
5.
Du må endelig ikke læse det som en kritik!
Jeg er helt på det rene med, at en blog som din er helt afhængig af gode kilder, som i en vis udstrækning skal beskyttes, og eftersom vi jo kender dine sympatier, kan vi som læsere jo bare indregne dette forhold i vurderingen 🙂
Men som skribent (journalist) må det vel give nogle metodiske problemer?
Kilderne har vel deres grunde til at give inside-information til 3. mand? Kan man gennemskue disse grunde og tage højde for dem?
6. Metodiske problemer?
Der er jo ikke tale om egentlig samfundsvidenskab. Det er der nogle journalister, der tror, de bedriver. Men vi er nu mange, der godt kan se forskel. 😉
Bundlinjen er, om der er tillid mellem journalist og kilde. Og at der er en – så vidt mulig – fælles interesse i at skrive en historie, som man journalistisk set mener er væsentlig og holdbar. (Det må ikke være løgn)
Har kilderne deres grunde? Ofte, men ikke altid. Kan man tage højde for dem? Ja tjah. Her skal man nok tilføje: I det omfang det ikke ødelægger den gode historie! 😉
Der findes et væsentligt metodisk problem i journalistikken: Når journalister skriver historier baseret på kun én anonym kilde.
Kildens interesse i at lække historien er ofte i ligeså høj grad en del af historien, som selve indholdet af lækken (i hvert fald når det gælder beskidte politiske infights!) Men journalisten afdækker ikke lækkens motiver pga. anonymiteten, og derfor vil sådanne historier ofte blive halve historier. Selvom de anklagede (eller blot uheldigt implicerede) skulle ane hvem lækken er, kan vedkommende sjældent gå til klart modangreb. Dels fordi det er groft at anklage andre for en anonym læk hvis ikke man har håndfaste beviser (tough luck med at skaffe dem!), dels fordi det i sig selv kan blive en dårlige historie om interne magtkampe den anklagede ikke har nogen interesse i.
Journalisten, med hjælp fra sin anonyme kilde, har serveretten, og det bliver som regel til serves på disse historier.
Ikke desto mindre ser man flere og flere af den slags historier (bilder jeg mig ind?) Men de er i mine øjne udtryk for en uheldig symbiose mellem journalister og politikere, hvor de to grupper vokser sammen til et samlet mediepolitisk kompleks. Borgernes berettigede krav om reel oplysning, om f.eks. indholdet af lovforslag, bliver ikke honoreret. I stedet bliver vi spist af med en lavpandet paparazzijournalistik, der tilsyneladende handler om politik, men i virkeligheden handler om politikere og politiske magtkampe.
Selvfølgelig kan anonyme kilder spille en rolle i journalistikken, men journalister burde bruge dem mere varsomt end de bliver brugt i dag!
Tak for anmeldelsen, som bliver det nærmeste, jeg kommer den pågældende bog. Kan hænde jeg er gammeldags, men for mig at se har skribenten begået et utilgiveligt tillidssvigt. Jeg har aldrig været en del af Plummers fanklub (han formåede aldrig at blive en rigtig generaldirektør som Laurits Bindsløv eller Hans Jørgen Jensen). Ikke desto mindre vil jeg forsvare hans ret til ikke at blive udsat for en sådan dolkning. Det passer mig fint, at skribentens eget omdømme gik i vasken sammen med Plummers. Jeg håber, at du har fået et gratis anmeldereksemplar. Hver krone, den pågældende skribent tjener på den bog, er en krone for meget.
Hej Jarl
Håber du finder Billy Adamsen fhv direktør i konkursramte frem og Rødovre Ishockey klub samt en idræts hal i Malmø, en analyse værd som som spindoktor for Brian Mikkelsen.
http://www.information.dk/114939
Fordi det kunne da være rart at få opklaret hvilke kriterier der sandsynligvis ligger til grund for at vælge ham.
vh
Billy? Det er jo en af jeres folk er det ikke? 😉
Jarl
ha ha nej han er vist et selvsøgende missil der ødelægger alt på sin vej. Men jævnfør hans bog så var han jo spindoktor og ansvarlig for alt der gik vel for Nyrup og det var mod hans vilje de ting der ikke forløb perfekt.
Nej jeg fatter ganske enkelt ikke at Brian har taget ham men jobbet bliver åbenbart slået op til jul igen.
Vil det ikke være noget for dig. Lønnen er god og hvis de minister gør en skidt figur vil ingen give spindoktoren skylden 🙂
Ovenpå det selvsvings cirkus som en stor del af journaliststanden har optrådt med i denne debat, er det velgørende med et sobert og voksent indlæg.
Thomas. Jobbet er jo blevet besat 😉
Nej, jeg svigter ikke læserne. Men husk nu at spytte lidt bøssen, så jeg ikke løber af pinden 😉
@Jarl
Den artikel jeg har læst siger at der ikke var nogen kvalificerede ansøgere hvorefter man hyrede Billy som starter mandag og at man så genopslår stillingen til besættelse hurtigst muligt hvor så også Hr. Adamsen kan søge den.
Jeg støtter dig med samme beløb som du støtter min fløj med 🙂
Mangler indlægget ikke lige at nævne, at Plummer var Brian Mikkelsens opfindelse, og at dét er baggrunden for hans lange tid på posten? Eller er det bare et rygte?