Kategorier

Christiansborg-mesteren i udenomssnak

Den Berlingske – i fordums tid kendt som politiske og Avertissementstidende – har i dag fundet to navngivne kilder til historien om, hvad SFs finanstroldmand Ole Sohn sagde på et lukket møde hos Finansrådet i Vejle i september i fjor. En historie som læserne af denne blog kunne fornøje sig med/gyse over for mere end en uge siden.

To bankdirektører ud af 150 tilstedeværende står frem med navns nævnelse og det blev naturligvis problematiseret på TV2 News i morges af rød bloks for tiden foretrukne kommentator Henrik Qvortrup. I det de to kilder er Saxo Bank-direktører så er de ikke helt troværdige, forstod man på TV2s politiske redaktør, der henviste til bankens kendte forbindelse til partiet Liberal Alliance.

Kildekritik er godt, og forholdet er bestemt også værd at nævne, men det er nu ikke så tit, at man ser, at politiske journalister decideret angriber andres kilders troværdighed. Konsekvensen af Qvortrups anke er jo nærmest, at man ikke kan bedrive politisk journalistik. For hvor finder man en politisk total uafhængig kilde i det politiske miljø? De eksisterer stort set ikke.

Det er i øvrigt et problem, at hver gang folk fra erhvervslivet vover pelsen og blander sig i samfundsdebatten, så bliver de ganske ofte skudt andre motiver i skoene. Saxo Bank-folkene er skarpe samfundskritikere, men det er dog trods alt lykkedes for dem at blive stenrige selvom at de gerne selv fremstiller situationen som, at 'landet stander i våde'. Det nemmeste i hele verden var da at holde sin kæft som de 146-148 andre bankdirektører, der ikke tør stille sig frem eller overhovedet tale med journalisterne. Civil courage bliver således belønnet med hån, spot og nedgørelse af den politiske redaktør på TV2. Hvorimod alle de bankdirektører, der gemmer sig i mørket af frygt for kunder, aktionærer og bestyrelser nærmest – forstår man – høster anerkendende nik for ikke at blande sig. Så er man som dagspressemand vist så langt, som man overhoveet kan komme fra en Tøger Seidenfaden (R.I.P.!) Måske det var et emne på News en søndag i presselogen?

Jeg synes ærligt talt, at “Q” skulle prøve at revurdere sit syn, selvom jeg til fulde forstår hans evige behov for at dele sol og vind lige mellem rød og blå blok, når TV2 News og resten af journalistkorpset bliver udsat for et massivt bombardement af anklager fra S og SFs spindoktorer om, at man er 'Fox News' og 'blå lejesvend'.

Men tilbage til Ole Sohn.

Sohn er uofficiel Christiansborg-mester i at tale udenom, når pressen ringer med kritiske spørgsmål. Han leverer ikke-svar i metermål, hvad alle der læste Berlingskes trykte udgave i dag kan forvisse sig om. Til sidst gav Berlingskes journalister op og 'skrev båndet ud', så det stod tindrende klart at Sohn veg udenom at svare på, om han kunne bekræfte Berlingskes udlægning af sagen (der fuldstændig svarer til den her på bloggen beskrevne)

JP har også gjort forsøget her i formiddag. Og her vil Ole Sohn heller ikke forholde sig til sine udtalelser, men kalder dog beskyldningerne for “Det rene nonsens” :

SFs pressetjeneste er p.t. Borgens mest effektive mht. at 'lægge dårlige sager ned'. Taktikken man bruger er at give dem mindst mulig opmærksomhed. Det sker efter den enkle, men altid gældende spin-læresætning: 'hvad du giver opmærksomhed '“ får opmærksomhed' og her af følger: 'hvad du ikke giver opmærksomhed '“ får heller ingen opmærksomhed”.
Det er selvfølgelig dette sidste, der er central i SFs meget effektive spinstrategi.

1. Lad være med at blive fanget i en decideret løgn '“ tal udenom i stedet. Misforstå spørgsmålet eller svar på noget andet end det, som der bliver spurgt om.
2. Benægt at der er noget om snakken (boligskatter) Henvis til det hustandsomdelte brev, som S- SF har uddelt, hvor de garanterer at boligskatterne ikke bliver hævet under en ny rød regering.
3. Angrib afsenderens troværdighed
4. Henvis til side 1 i det luftige og totalt ukonkrete 'Fair Løsnings'-forslag, som de færreste læser eller har læst.
5. Angrib regeringen for have sat en kampagne i gang: “En tilsviningskampagne”.
6. Angrib regeringen for at have kørt landet i sænk / sidde på hænderne

Indtil videre går det fint. Og nu er det blevet fredag, hvor det hele formentlig snart skal handle om den længe ventede Højesterets afgørelse om hvorvidt TV2s kilde Rasmus Tantholdt bliver tvunget til at afgive vidneforklaring i sagen mod den tidligere spindoktor i Forsvarsministeret Jacob Winther, som Københavns Politi har rejst for at have lækket Jægerkorpsets udsendelse til Irak til pressen.

Flot arbejde af SFs spinafdelingen og mesteren: Claus Perregaard. Han er hele sin løn værd et par gange!

Kategorier

'Stunde null' for liste C

Med Henriette Kjærs forventede afgang fra ledelsen hos K, men bratte exit fra dansk politik, er de konservative fri mht. at skulle forklare sig i forhold til den tidligere ordfører og gruppeformands opsigtsvækkende og tæt beskrevne privatøkonomi.

Nu kan det igen handle om politik.

Og det er kun godt for partiet, for regeringens genvalgschancer, for Lars Barfoeds muligheder for at slå igennem som partileder, for partiets muligheder for at kommunikere politik og ikke mindst for Kjær selv og hendes familie.

Lars Barfoed fik så i går valgt Carina Christensen som ny politisk ordfører og Tom Behnke som gruppeformand.

Sidstnævnte var et logisk valg. Han har indtil i går været gruppens næstformand.

Det er dog de færreste, som tiltror Carina Christensen større evner til at kommunikere skarpt, klart og kontant. Man må dog sige, at Christensen med sit beskedne politiske talent virkelig indtil videre har fået udfordringer, som hun under normale omstændigheder nok ikke burde få. Tre gange har hun været minister uden at nogen vil betegne hendes tid på ministerbænkene som nogen kæmpesucces. Christensen fremstår i det hele taget lidt farveløs, kedelig og intetsigende.

Så hvorfor blev det hende? Umiddelbart må det oplagte argument være, at hun er kvinde. Partiet har netop sagt farvel til to kvindelige topfigurer, så måske har det spillet ind, at man har ønsket at lade en kvinde forblive på posten som politisk ordfører.

Jeg mener, at Carina Christensen skal have en chance, om end at jeg vil blive særdeles overrasket, hvis hun griber chancen og kommer til at udfylde rollen som politisk ordfører på en måde, der nærmer sig Henriette Kjærs niveau.

Hvorfor valgte man så ikke Rasmus Jarlov i stedet som politisk ordfører? Ja det er et af de store gådefulde spørgsmål. Måske fordi Jarlov er helt uden chance for at blive genvalgt? For at blive det skal han enten slå Per Stig Møller eller erobre de konservatives 18. mandat (nr. 2 i Københavns Storkreds) og ingen af delene er der udsigt til. Carina Christensen får det dog næsten ligeså svært, da hun skal op mod gruppens nye næstformand Mike Legarth og Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen i Sydjyllands Storkreds.

Yderligere er der argumentet, at Christensen har vist sig loyal mod både Barfoed og Brian Mikkelsen. Sidstnævnte har ikke kunnet nedlægge veto mod Christensen.

Endelig peger nogle på, at valget af Christensen hænger sammen med, at 'de ældre' i gruppen ikke finder sig i at blive overset igen, hvis Barfoed fx havde peget på Jarlov.

Så nu består det konservative daglige ledelsesteam af Barfoed, Christensen og Behnke. Ikke ligefrem det største politiske dreamteam, der er set på Christiansborg. Men det er til gengæld en holdopstilling fri af skandaler og uro.

I øvrigt er det min vurdering, at de konservatives fremtidige opbakning i meningsmålingerne under alle omstændigheder stort set kun afhænger af Lars Barfoeds evne til at kommunikere med borgerlige vælgere. Carina Christensen er en bifigur. Hvis hun lader være med at kvaje sig alt for meget, så får det næppe den store betydning for Liste Cs opbakning ved valget. Efter et valg er hun formentlig fjernet igen, selv hvis de konservative skulle komme i regering igen.

Så alt andet lige: Jeg tror på fremgang for de konservative i den kommende tid. Også set i lyset af at tingene dårligt kan blive værre, men at der nu er renset ud.

P.s. Hvad fik så Henriette Kjær til at gå af og helt forlade dansk politik? Ja det var formentlig en kombination af svigtende opbakning og i de seneste dage et hårdt pres fra partiets ledelse dvs. Lars Barfoed og store dele af gruppen om at gå af plus at det blev for meget for hendes familie. Kjær burde kende til sin samlevers farverige fortid vedr. pengesager, og må forventes at have en idé om, hvad der kunne være på vej fra BTs side. Avisen har tilsyneladende gennemlyst Erik Skov Petersen i en grad, så der har været mulighed for at køre forsider i lang tid endnu. Ved at hive i pinden til katapultsædet, så bliver hendes familie pludselig fri for presset fra medier, vælgere og partifæller. Men vi har næppe hørt og læst det sidste om den på alle måder hårdt trængte familie i Hellerup.

Kategorier

På tur med “valgbarometeret” hos 180Grader

Jarls blog er blevet interviewet til valgbaromeret på 180Grader.dk om Henriette Kjær-sagen og blokkenes styrke p.t.

Interviewet er lavet mandag, og jeg vurderer nu her tirsdag, at Kjær overlever denne omgang:

Set i lyset at der åbenbart mangler vilje og/eller evne hos Lars Barfoed, K-ledelsen og gruppen mht at fjerne Henriette Kjær, så skal man vel næppe være den store klogeåge ud i politikken mht at regne ud, at hun nu overlever krisen og bliver siddende som gruppeformand og politisk ordfører.

Dvs. medmindre at BT eller Ekstra Bladet får gravet mere graverende ting frem. (Parrets privatøkonomi er åbenbart ellers en uudtømmelig kilde mht. “skeletter i skabet”)

At sagen er pinlig og skadelig for Det konservative Folkeparti, Barfoeds lederskab og regeringens genvalgschancer er dog ikke desto mindre en kendsgerning, der ikke bare går væk af sig selv.

Jeg vil derfor stadig mene, at det bedste for K, Barfoed og den borgerlige regering er, hvis Kjær trak sig fra begge sine poster.

Men det vil hun så ikke, og ingen hos K er åbenbart stærk nok til at få hende fjernet.

I mellemtiden har Kjærs samlever Erik Skov Petersen ladet sive til pressen, at parrets hus er sat til salg. Han kan få “en ti’er” (altså “ti mill”….) for det ifølge kendis-mægleren Jan Fog.

Mon dog.

Skal vi vædde på, at de hussalgsplaner bliver lagt i skuffen inden 14 dage, når pressen er blevet optaget af helt andre ting? Well, I do think so.

Det er tilsyneladende en familie, der forstår at sno sig af krogen, selvom pressen har godt fat. Det må man lade dem. Det så vi for fem år siden, da der blev lovet bod og bedring, og det sker tilsyneladende nu igen.

Og desuden er mediepresset så småt ved at lette.

Hvem vil i øvrigt vædde om, at det ikke bliver sidste gang, at vi har set den fattigfine familie fra Hellerup i byretten dømt som dårlige betalere?

P.s. I 180graders interview står der bl.a. “…Jarl Cordua, der peger på, at Henriette Kjær også har store personlige interesser i ordførerskabet.” Det, der menes, er ØKONOMISKE interesser, i det Kjær får et mindre tillæg for at passe hvervene som gruppeformand og politisk ordfører. Set i lyset af parrets anstrengte økonomi, så kan hun næppe undvære det.