Kategorier

Vækstklima 2011: Affaldsgebyrer på virksomheder uden affald

Her på bloggen hygger jeg mig helst med at iagttage og kommentere dansk politik og ofte fra et noget overordnet perspektiv.

Men forleden dag blev jeg konfronteret med en af konsekvenserne ved, at så få politikere har prøvet at drive egen virksomhed. Langt de fleste er som bekendt lønmodtagere, gerne offentligt ansatte, i organisationerne eller halvstuderede røvere uden eksamen.

Det er de samme mennesker, som forsøger at bilde vælgerne ind, at netop de kan sikre økonomisk vækst, velfærd og arbejdspladser i fremtiden ved at skabe gode rammer for virksomhederne.

Det er vi mange, der ved, er løgn.

Ind ad døren kom en faktura stilet til min lille enmandsvirksomhed fra min hjemkommune Gentofte med en opkrævning på 2050 gode danske kr. i form af et 'affaldsgebyr'.

Jeg var ved at falde ned ad stolen i chok, og spekulerede på hvornår mon jeg i min biks, der bedriver journalistik og konsulentvirksomhed, sidst havde belastet kommunens genbrugspladser med affald. Kuverten, der indeholdt fakturaen, kunne dog godt komme på tale.

På Facebook faldt jeg over en kommentar fra den lokale socialdemokratiske folketingskandidat – den allerstedsnærværende Signe Wenneberg '“ som var mindst ligeså chokeret over brevet. Hun driver flere virksomheder, men netop i Gentofte, hvor hun bor, har hun '“ præcis som jeg '“ tilmeldt sin lille enmandsvirksomhed, der driver forlagsvirksomhed mv. Dvs. det er arbejde, der ligesom i mit tilfælde, ikke generer noget affald.

På Facebook væltede det således ind med kommentarer fra folk over hele landet, der enten står eller stod i samme situation. Og nu bliver det rigtig interessant:

For i nogle kommuner fx Aalborg blev disse gebyrbreve allerede udsendt til virksomhederne i 2010, mens andre kommuner åbenbart har ventet med at genere folk i år. Fx modtog jeg intet gebyrbrev fra Gentofte sidste år.

Så er der praksis med hensyn til lovens administration: Her meddelte flere, at de faktisk havde kunnet overbevise deres kommune, at de ikke behøvede at betale afgiften, mens andre derimod var blevet tvunget til at betale.

Konklusionen ligger lige for: Loven administreres tilfældigt, hvilket slet ikke kan være tilfredsstillende for borgere i et retssamfund som vores.

Og derudover er der den helt banale indvending, som jeg finder dybt krænkende: Hvordan kan myndighederne egentlig tillade sig at opkræve gebyr af ingenting? For når virksomheder som min ikke belaster miljøet, men alligevel bliver opkrævet et affaldsgebyr, så ligger det ligefor at konkludere, at Staten blot har pålagt kommunerne at opkræve en afgift af virksomhederne sådan uden videre – altså en virksomhedsafgift. Eller afgift på privat foretagsomhed. Hvor snildt er det?

Det, man som borgerligt-liberal kan være rystet over, er, hvordan det kan gå til, at en borgerlig-liberal regering kan finde på at vedtage den slags? Har man siddet for længe? Er ministerjobbet bare blevet hverdag? Har man glemt, hvem som valgte en ind? Tigger VK ligefrem om ikke at blive genvalgt?

Da jeg for mange år meldte mig ind i VU og senere Venstre, da var det bl.a. fordi jeg vurderede at partiet kæmpede for virksomhedernes rammevilkår og derfor af al magt bekæmpede papirnusseri og bøvl. Men det var ikke det, som daværende miljøminister Troels Lund Poulsen tilsyneladende havde tanke for, da han fik presset en lov igennem, som i øvrigt ingen var særlig tilfredse med og som alle advarede imod var dårlig. Resultatet er, at loven skal revideres '“ og ovenstående tåbelighed '“ forhåbentlig er afviklet fra 1.1. 2012.

Den nye miljøminister, Karen Ellemann, hævder, at hun har forsøgt at droppe opkrævningsordningen allerede i år, men at det er blevet forhindret af de radikale dvs. erhvervsordføreren Johs. Poulsen. Det har hun tilsyneladende ret i. Den radikale Johs. Poulsen, der retfærdigvis oprindeligt var imod Troels Lund Poulsens makværk, har i hvert fald ikke tænkt sig at aflyse opkrævningsordningen i år, men henviser til, at Folketinget senere i år laver en “mere langsigtet ordning” end den ordning som Karen Ellemann før jul foreslog, der også mødte modstand.

For mig er der tre konklusioner:

1. VK-regeringen og navnlig Troels Lund Poulsen er dumpet i denne sag. Hvordan Troels Lund fremover kan hævde med troværdighed, at han kæmper virksomhedernes sag bliver mig en gåde. Det var hans opgave at sikre en fornuftig ordning, men pressede et makværk igennem, hvor tusinder af virksomheder '“ netop i disse dage '“ får en reminder på, hvorfor man IKKE skal genvælge den borgerlige regering. Hvis regeringen tænkte sig om, så kom de i arbejdstøjet og fik afviklet dette bureaukratiske mareridt som irriterer både kommunale embedsfolk og tusindvis af virksomhedsejere.

2. Karen Ellemann burde have landet denne sag for længst. Det er simpelthen for ringe, at VK-regeringen går til valg med den slags gakkelak-sager i skuffen? Hvad ligger der ellers?

3. De radikale med Johs. Poulsen lader tilsyneladende regeringen stege i dens eget fedt, mens han og den øvrige oppostion vasker hænder og griner hele vejen hen til valgurnerne, mens man her og nu blæser på både principper og al anstændighed. Det er kynisk og taktisk smart, men let gennemskueligt. De radikale skal naturligvis i arbejdstøjet nu for al udenomsnakken kan ikke skjule, at Poulsen og co. reelt er medansvarlig for, at intet sker.

Så ringede jeg op på kommunen i dag og klagede min nød. Jeg havde meget svært ved at styre min irritation, men fik svar om, at jeg kunne da sende en mail. Medarbejderen i Vej og Park skulle bestemt ikke have noget klinket, men forsvarede affaldsgebyret med at jeg sikkert havde en gammel PC'er og mobiltelefon, som jeg havde afleveret til genbrugsstationen. (Det har jeg ikke, da jeg plejer at forære mit aflagte udstyr til mine niecer) Da jeg oplyste hende om, at ordningen formentlig bliver lavet om fra næste år lød svaret nogenlunde: Det var da dejligt. Det vil vi da glæde os til.

Der findes muligvis en omvej at undgå afgiften på. Det sker ved, at man udskifter sin branchekode med en anden. Personligt finder jeg det mere end latterligt, at en såkaldt erhvervsvenlig regering, der laver vækstplaner og bekymrer sig om vækst, hitter på sådan noget pjat, og det er faktisk krænkende at vi som forfølger regeringens målsætning om at skabe private arbejdspladser for os selv i stedet for at søge asyl i de offentlige kasser mv. skal bruge vores dyrebare tid på den slags pjat og pjank.

Sig mig engang Troels Lund Poulsen, Karen Ellemann og Johs. Poulsen og hvem der ellers er ansvarlige for denne tåbelige ordning:

Hvad fanden bilder I jer egentlig ind?

P.s. Jeg har ind til videre ikke tænkt mig at betale det gebyr. Hvad bliver så det næste? Vejrtrækningsafgift?

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

49 kommentarer til “Vækstklima 2011: Affaldsgebyrer på virksomheder uden affald”

Herlig beskrivelse.

På en måde glæder det mig, at du på egen krop er kommet til at føle noget af det vanvid, regeringen har indført. Og det glæder mig endnu mere, at du kan beskrive det med lige dele galde og sort humor.

Der er endnu et stykke vej, før du rammer det kafkaske niveau, der med pragtfuld humor beskrives på
http://www.dagpengeland.dk.
Men hvis du ser dig lidt mere omkring, kan du sikkert finde nye emner til blogs af denne kaliber.

Nu rammer det cirkus som arbejdsløse og offentligt ansatte har været udsat for i et årti endeligt folk med penge og indflydelse, så sker der forhåbentligt snart noget…

1. Tag ikke fejl. Jeg har ingen illusioner om at de røde kan gøre det meget bedre.

Jeg forstår endda, at statsministerkandidaten når hun er ude omkring har det med at blamere sig offentligt ved at demonstrere, at hun intet kender til de aktuelle forhold i dansk økonomi.

Her er et læserbrev fra Fyens Stiftstidende forleden, hvor en iagttager havde været til møde med Helle Thorning-Schmidt.

Noget tyder på at hun er som Bambi på isen, når hun ikke har sin støttepædagog med eller ikke på forhånd har indlært sig sine “punchlines”.

Da Thorning gik i vandet

Cafémøde

Af Claus Hansen Broby Kirkevej 26, Odense N

Jeg synes, det er under al kritik, at journalisten, der dækkede mødet med Helle Thorning -Schmidt onsdag 1.6, i den efterfølgende reportage i avisen ikke refererede …det eneste interessante/ morsomme, der skete under mødet.

Nemlig da Per Mysling rejste sig og stillede et par spørgsmål til HTS gående ud på, hvad hun havde tænkt sig at gøre ved det store underskud på betalingsbalancen, og hvad hun havde tænkt sig at gøre ved den voksende udlandsgæld.

Spørgsmålene undrede mig, men tilsyneladende ikke HTS, der i vanlig intetsigende stil berettede, hvad hun havde tænkt sig at gøre ved begge dele, som jo var så forfærdeligt for lille Danmark og som den borgerlige regering havde skabt.

Spørgeren rejste sig og oplyste HTS, at hun, som han havde forventet, var trådt i vandet med begge fødder, idet der er overskud på betalingsbalancen, ligesom vi ej har voksende udlandsgæld, idet udlandet skylder DK mere end vi skylder dem.

HTS forsøgte at bortforklare sin uvidenhed med, at vi stadig havde ØMU-gæld uden på noget tidspunkt at forklare tilhørerne, hvad ØMU-gæld er, hvilket HTS sandsynligvis heller ikke ved.

Spørgeren var imidlertid gået, hvorfor diskussionen endte.

Se, det var interessant/ morsomt.

Men det syntes avisen åbenbart ikke – desværre

Det interessante er jo, at der kan findes mange sager af den slags, men det interesserer ingen, før det går ud over dem selv. Hvilket vel egentlig er en meget naturlig menneskelig reaktion, men også grunden til at offentlig udgifter og bureaukrati blot vokser og vokser.

http://www.180grader.dk/Politik/uenighed-i-koebenhavnsk-kommunalpolitik-om-affaldsgebyrer

Du kan jo som det næste prøve at sammenligne forskellige kommuners sagsbehandlingstid på byggesager og byggesagsgebyrer. Du vil opdage, at der både er måneder og tusind kroners forskel fra kommune til kommune.

@4 For ikke at nævne forskellig sagsbehandling på øvrige områder, særligt med tanke på dokumentaren om Brønderslev-sagen.

“Dvs. det er arbejde, der ligesom i mit tilfælde, ikke generer noget affald.”

Det er også dybt ubehøvlet at genere affald!

(det var vist afdelingen for petitesser, men alligevel)

“P.s. Jeg har ind til videre ikke tænkt mig at betale det gebyr. Hvad bliver så det næste? Vejrtrækningsafgift?”

Nu skal du ikke give dem gode idéer Jarl!

I denne sammenhæng er det let at komme i tanker om “minimalstat” i US-udgave, i hht. Grover Norquist:

“I don’t want to abolish government. I simply want to reduce it to the size where I can drag it into the bathroom and drown it in the bathtub.”

Hej Jarl,

Det er en grotesk historie, som vi har kørt siden 2010, hvor de første kommuner kastede sig over de selvstændige.

Af ren interesse – fremgår det af opkrævningen, med hvilken hjemmel kommunen opkræver gebyret? Normalt hviler miljøreglerne her i landet på et “forureneren betaler princip” – det betyder, at hvor affald kan spores tilbage til en konkret forurener skal den person betale.

Undtagelsen er generelle ordninger – f.eks. håndtering af såkaldt “herreløst affald”, dvs. det affald der smides på gaden eller i opstillede skraldespande. Her kan man opkræve et generelt gebyr.

Umiddelbart tænker jeg, at det er muligt at opkræve betaling direkte hos de virksomheder/personer der bruger genbrugsstationerne – og der er ikke umiddelbart hjemmel til at opkræve et generelt gebyr…

Du bør stryge dit ‘ikke’ i afsnit to.
Jeg er også blevet børstet – jeg stod som tekstforfatter og oversætter dobbeltregistreret i ‘reklamebranchen’ og ‘oversætter’. Reklamebranchen udløser en afgift – og det er fair nok. Nogle reklamebureauer generer en masse affald af papir, toner, organiske opløsningsmidler m.m. Jeg ringede og klagede min nød ligesom dig, for jeg genererede jo absolut intet affald. Jeg arbejdede sågar på min private computer og mobiltelefon, så der var intet at komme efter. Men intet hjalp – jeg måtte bare punge ud.

5. Jakob. Hvor tit betaler du regninger og opkrævninger på ydelser, som du ikke får? (bortset fra den almindelige indkomstskat)

Held og lykke i Troels Lunds genvalgskomité (som du sikkert er medlem af). Jeg tror I får brug for det, når I skal overbevise vælgerne om det rimelige i den her tåbelige ordning.

11. Tak Ulla!

Synes også det er tankevækkende med de store forskelle – nogen burde undersøge dem lidt nærmere. For jeg har hørt om mange – måske 5-7 virksomheder (primært som din – enkeltmandsvirksomheder) som er blevet fritaget i Københavns Kommune, hvor man måske godt ved at sagsbehandlingen på sure selvstændige der brokker sig, meget let kan blive dyrere end de 2000 man troede man fik ind.

Omvendt er jeg sikker på, at mange bare ryster på hovedet og betaler – jeg synes faktisk det lidt minder om sådan nogle sager med “fup-fakturering” – bare send borgerne nogle giro-kort og se hvor mange af dem der bare betaler pr. automatik!

Såvidt jeg husker forslaget handler det om en afgift for anvendelsen af de kommunale genbrugspladser. Boligejere har længe skulle betale en afgift, mens erhvervslivet var fritaget (bl.a. fordi de fleste virksomheder næppe kører særligt meget på genbrugspladsen). Der var dog et problem med håndværkere, idet nogle håndværkere kørte ganske meget affald på de kommunale genbrugspladser, men altså ikke bidrog til at finansiere driften.

Det fik nogle kommuner til at begynde at opkræve penge fra håndværkerne i deres kommune, hvilket blev gjort til et konkurrencemæssigt problem, da håndværkere i en kommune skulle betale, mens håndværkere ikke skulle betale (faktisk mener jeg, at Gentofte var en af foregangskommunerne med at indføre gebyret, hvilket kan forklare, hvorfor I er blevet ramt senere af det generelle gebyr).

For at sikre ligebehandlingen gik Miljøministeriet igang med at lave generelle regler, som altså er mundet ud i det bureaukratihelvede, som findes i dag.

Det er et rigtigt godt eksempel på en sag, hvor ministrene havde slået deres politiske kompas fra og blankt har accepteret embedsværkets logikker.

Som bonusinfo kan nævnes, at det kontor i Miljøstyrelsen, som havde ansvaret for sagen hed “Jord og affald”.

Det er ganske rigtigt et af de mest tåbelige gebyrer der findes.

Men det skal siges at mange kommuner har fundet ud af at handle bla Albertslund, Ballerup, Brøndby, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gladsaxe, Glostrup, Gribskov, Halsnæs, Herlev, Hillerød, Ishøj og Vallensbæk kan man blive fritaget hvis man ikke generere affald og ikke har en omsætning på over 50 000 tror jeg det er. Men det er ikke sket med trolex gode vilje.

Men ja dette kunne sandsynligvis være sket for en hvilken som helst regering uanset farve med en argument resistent minister.

Men det har undret mig dybt at et parti der i den grad markedføre sig som iværksætternes og de selvstændiges parti kan lave sådan noget makværk sammen med iværksætter skat og medie skat og mene at det er vejen frem.

Jeg betalte den sidste år hvor min omsætning var meget lille. I år tror jeg jeg lukker biksen.
Jeg har INTET affald i min virksomhed – overhovedet.

Jeg betragter det som en “dummebøde” til alle iværksættere. Og som sådan meget desillusionerende.

Tilbage til KUA med Trolex, den halvstuderede humanist uden nogen erfaring med den virkelige verden. Jarl, prøv at læse Arne Hardis fantastiske artikel fra juni 2010 , “Fyr uden flamme” i ugens WeekendAvis. Den handler om Bekendtgørelse nr. 48 om affald, hvor  § § 44 og 45 fastsætter et forbud mod afbrænding af haveaffald.
Så har du fundet en lidelsesfælle.

Minister bag denne – ja gæt engang….

Og lad os ikke glemme denne:

 »Venstre står vagt om de universelle velfærdsydelser som børnecheck, SU og boligsikring. Hvis man vil rulle velfærdssamfundet 40-50 år tilbage til dengang man kun lavede behovsorienterede ydelser, så underminerer det tilliden til det velfærdssamfund, som vi alle vil bevare. Så ryger opbakningen til at betale skat, « siger Venstres skatteminister Troels Lund Poulsen, der kalder hele diskussionen  »forfejlet «.

@10: Forureneren-betaler-princippet er ikke blot noget, som vi normalt følger. Det er et princip vi er forpligtet til at følge i medfør af det EU-direktiv, der ligger til grund for affaldsreformen. Det er skarpt set, at gebyret udgør et problem i så henseende.
” Jarl: Passiv betalingsundladelse er sjældent den rigtige måde at protestere. Det ender blot i udpantning.

18. Det ved jeg.

Men ikke desto mindre så føler jeg at sagen er så god, that I take pride in the words:

“De gør et farligt job, men et samfundsnyttigt job” 😉

Regeringen må da handle i den sag!

“Men det har undret mig dybt at et parti der i den grad markedføre sig som iværksætternes og de selvstændiges parti kan lave sådan noget makværk sammen med iværksætter skat og medie skat og mene at det er vejen frem.”

Thomas. Du skriver meget vrøvl er på bloggen, men dette her har du fuldstændig ret i.

Ak ja, Vejrtrækningsafgiften blev i sin tid introduceret i Anders And ca 1952, (i Anders og den Gyldne Hjelm), og virkede – den gang – dybt latterlig….

Siden har vi senest fået fx dieselafgift, udligningspensionsskat, fedtskatter osv osv, og oveni moms, på afgifterne!!

Det næste bliver nok en EU-afgift på al grænsekontrol + moms

Hvad bliver så det næste? Vejrtrækningsafgift?

Det har vi allerede. Det hedder CO2-afgifter.

Interessant historie som udover det oplagt latterlige i lovgivningen røber noget andet.

Det er først når det rammer dørtrinet at mange vælgere får øje på og rent faktisk opdager hvad politikerne vedtager.

Der er et betydeligt slack ift vedtagelse af love og vælgerreaktioner hvilket man tit glemmer.
Bla i kommentariatet.

LAs genopstandelse sidste år hang også sammen med at det begyndte at gå op for mange borgerlige vælgere hvad bla C var gået med til i skattereformen.

I Odense har jeg – endnu – ikke modtaget sådan en opkrævning, men jeg ved ikke om forskellen kan ligge i “hobbyvirksomhed” kontra “fuldtidsvirksomhed” ?

Hvis man tager de partipolitiske briller af et øjeblik, er det tankevækkende hvor ekstremt meget bureaukrati man skal igennem når man stifter/driver en lille virksomhed i DK. Selvfølgelig skal vi betale vores del i skat, afgift og moms – men kan det virkelig passe at man de første par år skal bruge op mod 1/3 af sin tid på at sætte sig ind i diverse regler og procedure? Og gud nåde trøste hvis man tager opgaver fra udlandet – i så fald er det jo nærmest umuligt at gennemskue systemet. At der så kommer endnu flere regler, forordninger og andet bureaukratisk bavl hvis man samtidig er studerende er jo bare decideret sørgeligt – burde det ikke tvært i mod være lettere?

Skiftende tilkomne regeringer lover altid at afbureaukratisere, men for pokker hvor ville det være dejligt hvis nogen rent faktisk var i stand til at gøre det. En ting er helt sikkert, min lille hobbyvirksomhed (som det naturligvis er drømmen at satse på efter studierne) var aldrig nogensinde blevet til noget hvis ikke en af mine bedste venner var revisor med en usædvanlig lang tålmodighed, jeg havde simpelt hen givet op.

Jarl – jeg er normalt ikke enig med dig om noget som helst hvad angår politik, men dit indlæg herover rammer utrolig præcist den følelse jeg alt for ofte sidder med i kroppen.

Jeg er selv den lykkelige indehaver af en privat vandboring og er derfor pligtig til med jævne mellemrum at lade et anerkendt laboratorium udtage en prøve og analysere denne i dyre domme.

Vandet testes altid 100 rent men problemet er at det smager af helvede til så det bruges kun til toiletskyld, til at tage bad i, samt havevanding og drikkevand købes men boringen skal med djævlens vold og magt testes om den har drikkevands kvalitet.

Hvis jeg nu lukker boringen og opsamler regnvandet fra mit gamle uforgængelige asbest tag og bruger det til at drikke og alt muligt andet ja så er der pludseligt ikke nogen problemer selv om der kan påvises asbestfibre !!!

Tidligere bar lovgivningen meget mere præg af at være rammelove med et udbredt rum til fortolkning lokalt.

Det var ikke ualmindeligt med fortolkninger der gik langt ud over det rimelige og retssikkerhed og lighed for loven var en by i rusland, det var helt klart en fordel at være i familie med borgmesteren.

Hvis de ellers kan finde ud af at tolke reglerne så sker dette ikke mere reglerne for drikkevand og aflevering af blæk patroner er de samme i Thyborøn, Gentofte og på Møn.

Jeg er langt fra ekspert i lovgivnings arbejde men som jeg oplever det er der efterhånden som at alt væsentlig lovgivning der laves på Christiansborg er implementering af EU stof og det får politikerne til desperart at søge indflydelse ved at detail styre ud over al sund fornuft uanset partifarve.

Vi har aldrig haft så mange akademikere ansat til at sags behandle i kommunerne samtidigt har de samme kommuner aldrig været så detail styret, for mig halter logikken og når vi møder vores forvaltninger eller politikere med vanvittige eksempler fra den virkelige verden ja så er svaret jamen sådan er loven !!!!!!!

Det har i mine øjne ikke en dyt at gøre med big mother samfund, det har derimod en masse at gøre med at politikerne ikke forstår deres rolle.

Når Mette Frederiksen og Pernille V Bagge siger om SFI ´s prostitutions debat at hvis det er fakta så benægter de fakta,

Når VOK underkender rigspolitiets 3 mdr gamle udtalelser om grænse kontrol

Når trafik politikerne kun ser på eget genvalg, nægter at høre på eksperterne (det er faktisk ikke så svært at definere hvor man får mest for pengene når det kommer til trafik) og derfor massivt bliver ved med at investere i Næstved området

Når forsvarspolitiker nægter at lytte til eksperter og bliver ved med at holde fast i en forsvars struktur der grundlæggende er mere end 100 år gammel.

Når man fortsætter med at pumpe penge i et døende landbrugs erhverv og de dermed kan fortsætte en forældet produktionsform uden at betale for dn forurening de laver.

Hvis man begynder at tage eksempler fra sundhed, social og beskæftigelses området ja vil eksemplerne bare ingen ende tage.

Det der næsten er mest foruroligende er at der ikke er et eneste parti der har et bud på at gøre det anderledes og interesse organisationerne har også travlt med at holde hinanden i skak enten med snak om konkurrence forvridning eller med påstande om rettigheds tab.

Jeg tror på at der er voldsomme mængder af arbejdskraft at hente her og de småpenge man måske kan spare på efterløn er peanuts i forhold til hvad er er at finde her og det burde faktisk ikke være et spørgsmål om partifarve men det kræver godt nok mod og visioner, mod og visioner som hverken lederen af rød eller blå side er i besiddelse af.

Jeg vil slutte af med et kompliment til Brian Arthur han går faktisk og roder mmed et forslag om at man skal have lov til at opføre småbygninger og carporte uden at søge om tilladelse, naturligvis på eget ansvar så hvis der kommer en naboklage og man ikke har retten på sin side ja så er det ned med hønsehuset se det lyder som sund fornuft for mig.

Jeg havde første del af min erhvervs karriere i Jylland og der havde jeg i lidt over et år den dygtigste chef jeg nogensinde har haft, hun blev ved med at sige “du skal kunne din lovgivning” og det udsprang af at hun også sagde at her brugte vi jydske lov og det betød at vi først fandt den fagligt rigtige løsning på et givet problem og derefter gjorde vi det lovligt og jo bedre vi kendte loven jo mere fleksible løsninger kunne vi producere.

vh

12. Licens? Ihvertfald når man ikke kan modtage tv eller rent faktisk bruger nettet til det…

Licens er selvfølgelig også en umådeligt åndssvag indretning.

Hej Jarl,
det var både med fryd og en smule tristhed at jeg læste dit indlæg. Ved et par lejligheder har jeg i kommentar’en kørt den tese at den “borgerlige” regering ikke kan styre embedsmændene.

Specielt SKAT og Miljø er totalt ude af kontrol – og her kan man ikke engang give DF skylden.

Jeg giver dig ret i at den naturlige konsekvens heraf kun kan være at afvælge regeringen – de magter ganske enkelt ikke deres job.

Ja det triste er at Socialisterne nu kommer til – og de arver alle de nye magt- og skatte-instrumenter som den VKO har fået indført. Jeg håber at denne konsekvens får en betydning når nu de borgerlige partier skal til at udvikle en ny politik – som lidt forenklet må medføre at politikernes og statens magtmidler skal reduceres.

Nu videre til den mere komiske del:
Nu at små enmandsvirksomheder skal betale for deres affald, så skal der da også indføres en afgift på hjemmearbejdsplader, her kan medarbejderen jo svine i en anden kommune end der hvor virksomheden er hjemmehørende. Så hvorfor ikke indføre en miljø-afgift på hjemmearbejdspladser, provenu neutralt til multimedia afgiften 🙂 se det kunne sikkert blive et godt spin!

…og tænk på hvormange DJØF’er der skal bruges til at udarbejde og gennemføre denne beskatning.

Kort og godt en ren win/win – not?

29

Er problemet mon ikke snarere at de udmærkerede embedsmænd er dem der i praksis skal håndtere politiske initiativer der mangler en klar linie. Hvor man det ene øjeblik vil mindske kontrollen og det næste detail styre i et absurd omfang som den oprindelige artikel er et udtryk for.

Afbrændingen af den australske gift i Nyborg er feks et udmærket eksempel på hvordan alle mulige andre end saglige miljø hensyn styrede den sag under flere ministre, der startede som en goodwill overfor virksomheden og endte med at rende helt amok at det derudover var et politik projekt (og et ganske legalt sådanne) at stække dette ministerium har jo betydet at der jo nok sidder embedsfolk der leder efter en politisk linie.

Hvad angår skat har man jo lavet noget af det samme hvor man skiftevis har gået efter at beskære ministeriet og skiftevis brugt det til at lave afgifter på mærkelige små ting og lette den på andre.

Embedsmænd er jo faktisk nogle temligt loyale fætre men de har jo brug for pejle mærker og der burde politikerne jo så komme på banen men det kniber jo gevaldigt, som jeg ser det og mit håb om at det ændrer sig radikalt efter et regerings skifte er desværre også beskedent.

Integrations ministeriets folk er vel egentligt de eneste der har haft et klart pejle mærke de sidste 10 år og det har været sat op af DF

At komme med klare politiske visioner med mål for fremtiden og med en forståelse af det politiske systems rolle i forhold til embedsværket er der desværre, efter min mening uendeligt få på dagens Christiansborg, der magter.

Lad mig minde om en anden gebyr sag. Nummerplade gebyret. Vist nok U 1993 757

i hvert fald:

Gebyrer er ikke at forveksle med skatter, som blandt andet er karakteriseret ved, at de er kontingente.

Gebyrer der i mod opkræves til dækning af en bestemt ydelse som betaleren gør brug af. Og der skal være overensstemmels mellem den udgift gebyr opkræveren har, ydelsen, nytte hos den der betaler osv. Ellers er det en skat.

Jarl og andre der har problemet:

Prøv en gang at tilskriv den lokale tolder, og bed vedkommende godtgøre lovligheden henset til nummerplade dommen.

Da det her er et pænt sted, så undlader jeg, at komme ind på skik og brug i Hovedelandet, betingelserne for lovligt oprør mod regeringer, der ikke overholder simple retsgrundsætninger og den slags.

Sörgeligt. Naar regningerne rammer dig, er det forkasteligt. Nar der skæres i diverse velværdsgoder, jubler du men magter ikke at se, at andre rammes haardt.

@32
Du glemte at skrive “gratis” velfærdsgoder, alternativt “velfærdsgoder som SF har KNOKLET for”

Du kunne også have skrevet “velfærdsgoder som du selv er med til at betale for”, men det er nok lidt for meget i overensstemmelse med virkeligheden til din smag?

32. Jeg forstår ikke din argumentation. Den forekommer mig meget primitiv.

Velfærdsgoder er en rettighed, hvor politikerne kan ændre forudsætningerne for, hvorfor og i hvilket omfang de gives. De finansieres over skatteborgernes i princippet ufrivillige eller om man vil obligatoriske bidrag.

Den regning jeg har fået er for ingenting.Jeg finder det helt rimeligt at få en regning for at have svinet, men det har jeg altså ikke.

Men jeg er sikker på at de forstår dig over på EBs Nationen! hvor de har ry for at debattere på samme niveau som du.

I øvrigt jubler jeg ikke over noget. Jeg bifalder at regeringen fører den politik som sagkundskaben i mindst 15 år har anvist, som den rigtige.

Affaldsgebyret forekommer mig ligeså latterligt som licensen – begge en betaling der opkræves for muligheden af at benytte et gode, i stedet for at blive opkrævet såfremt godet rent faktisk benyttes.

Men, jeg mener da ganske bestemt at jeg første gang hørte om affaldsgebyret tilbage i…. 2006, tror jeg, hvor de første regninger af denne art blev sendt ud i Ã…rhus, bla. til en af mine bekendte, der drev en meget lille virksomhed, der lavede hjemmesider o.lign. – dvs. en enmandsvirksomhed uden det mindste affald, også i det tilfælde.
Det er da glædeligt hvis der nu endeligt bliver ændret på den slags udbytning.

Off-topic: Ekstra Bladet i dag, søndag:

“I al hemmelighed har det magtfulde fagforbund 3F hyret og betalt et privat firma for at opspore dokumenter, bilag og smuds i et forsøg på at belaste flere af den borgerlige regerings mest centrale ministre op til det kommende folketingsvalg. Bilag og dokumenter er efterfølgende forsøgt plantet her i Ekstra Bladet.

Det omfattende detektivarbejde har bestået i at opstøve materiale gennem en længere periode i flere ministerier. ”

Spørgsmålet er så, om 3F har været i kontakt med andre partier, undskyld parter, før de valgte denne interessante strategi?

Citat fra Ekstra Bladets leder i dag:

(…)”Vi har hørt mange såkaldte eksperter sige, at den kommende valgkamp bliver beskidt.

Også her tager de fejl. Valgkampen har længe været i gang, og den ER møgbeskidt. Men jeg kan garantere, at dagens afsløring ikke er den sidste. Følg med i den kommende uge. Der er mere smuds på vej.

Det er helt okay at ønske en ny regering.

Men hvorfor ikke kæmpe kampen med åben pande?”

36. Naturligvis bruger 3Fs fagblad – som lige har skåret medarbejderstaben dramatisk ned – ikke så store ressourcer uden at 3Fs ledelse med Poul Erik Skov Christensen ikke er taget i ed. Det siger sig selv.

Ved Helle Thorning og Henrik Sass noget? Utvivlsomt, men der findes næppet noget, der kan dokumentere det.

Fra Berlingske i dag

Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby i Berlingskes Magasin nr. 5 om “det omstridte erhversaffaldsbebyr”:

Ellen Trane Nørby synes, sagen lyder absurd.

“Derfor sidder vi lige nu og kigger på, om man kan få ændret det gebyr”

Lige nu?

Kigger på?

Om man kan få ændret det gebyr?

Tre interessante spørgsmål, som Jarls Blog følger op.

Ellen. Hvis du læser med her, så må du meget gerne uddybe dit svar her på bloggen.

38

Falder din hypotese om Ekstra Bladet som rød bloks ypperste forkæmpere ikke mere og mere sammen ?

Hvis din teori om en forståelse mellem Thorning og Madsen skulle holde vand havde bladet vel holdt sin kæft med at 3F havde forsøgt at plante historier.

40. Jeg har tidligere måttet indrømme, at Ekstra Bladet – efter at jeg skrev bloggen – har taget sig gevaldigt sammen. Så du har ret.

Det ændrer dog ikke på, at Ekstra Bladet åbent mener, at de ønsker en ny regering.

@30 Jeg tror ikke, man skal frikende embedsmændene i den her slags sager. Jeg har set rigtigt mange forslag til regulering udarbejdet af embedsværket, som er lavet helt uden at tænke over, hvordan det kommer til at virke ude i virkeligheden. Det er sjældent ond vilje, men jeg er tit blevet forbløffet over, hvor lidt hensynet til borgere og virksomheder fylder, når der laves regulering i fagministerierne. Ofte starter det med EU-regler eller danske politiske beslutninger, som kan være fornuftige nok, men når det så skal udmøntes i praksis, så går det helt galt.

Når ministeren så spørger, om det kan være rigtigt, at man skal gøre det. Så svarer embedsværket, at det har EU-besluttet (eller det følger af konkurrencereglerne eller lignende ufravigelige krav), selvom man sikkert kunne finde på 10 andre nemmere måder at gøre det på. Og med det antal sager, som en minister skal se på i løbet af en dag, så er det ganske ofte, at det får lov til at glide igennem.

Når noget rammer de store erhvervsinteresser, så kan de for det meste få rettet op på de værste vildskud, men et gebyr som det her, som primært rammer små enkeltmandsvirksomheder, så er der ingen organiseret interessevaretagelse, der får rettet op på det. Til gengæld får regeringen pisset flere 100.000’er af sikkert primært borgerligt sindede vælgere af.

Jeg tror mange af de mest tåbelige regler bliver indført, fordi hverken politikerne (halvstuderede scient.poler mv.) eller embedsmændene(hel studerede scient.poler)som laver reglerne, har nogen som helst praktisk erfaring med virkeligheden.

42

“Jeg tror mange af de mest tåbelige regler bliver indført, fordi hverken politikerne (halvstuderede scient.poler mv.) eller embedsmændene(hel studerede scient.poler)som laver reglerne, har nogen som helst praktisk erfaring med virkeligheden.”

Yderst enig

Jarl

Nej men EB ønsker en ny regering alene fordi det gør et flertal af deres læsere, det øjeblik der sælges flere aviser i at støtte Løkke eller Pia K ja så skiftes der side igen men sådan har EB jo altid været og jeg forstår ikke at man kan opfatte det anderledes.

Eneste undtagelse var Bent Falbert der i den grad har et patologisk had overfor alt hvad der kommer fra S

Tre ting:

Daniel Wilhelmsen og andre: Nej, det kan ikke være rigtig, at det skal være så besværligt, at tage initiativ til – og drive – egen virksomhed. Det er jo det, vi skal leve af at nogen gider at gøre!
Vi er nødt til at forkæle dem, der gider at give sig i kast med at hive penge hjem – og ovenikøbet gider sælge til udlandet…

Er der nogle af jer kloge hoveder, der husker (dvs har link på) hvordan Tony Blair skar den med New Deal i England i 90erne – jeg mener, at der var nogle særlige vilkår for free agents, som dengang var noget man satsede stort på…

Jarl – vi bor jo i samme kommune og har fået den samme regning samme dag. Jeg har heller ikke tænkt mig at betale – men vi må lige holde kontakt om hvilke svare vi får fra bureaukraterne…

Har i dag fået et brev fra Gentofte kommune, hvor jeg kan søge om fritagelse for affaldsgebyr, hvis min virksomhed ikke producerer affald. Fint nok, men der går alligevel en lille halv time med bureaukrati, der kunne bruges på andre ting. En halv time mig her og en halv time mig der. Bøvl og regler. Og det bliver kun værre under en rød og endnu mere reguleringsliderlig regering.

 »Det er hovedrystende, så forskelligt ordningen er blevet håndteret.”, siger Ellemann videre.

Selvfølgelig ikke lovgivningen i sig selv, der noget i vejen med…

Lukket for kommentarer.