Anmelderne brød sig generelt ikke om journalisten Stig Andersens portrætbog 'Tøger' om Politikens i vinter afdøde ansvarshavende chefredaktør Tøger Seidenfaden.
De mente nogenlunde samstemmende, at bogen var en ukritisk helgenkåring af Seidenfaden. Dertil kommer, at et par kritiske anmeldere især angreb Seidenfaden for at afsløre journalisters kilder. Eksempelvis hævder Seidenfaden i en af de mange samtaler med Stig Andersen, der er portrætbogens omdrejningspunkt, at Folketingets Ombudsmands Hans Gammeltoft-Hansen var en afgørende kilde til, at Weekendavisen (hvor Seidenfaden på dette tidspunkt var chefredaktør) kunne afsløre, at de lukkede afhøringer af embedsmænd i justitsministeriet tydede på, at tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen havde besluttet at sylte tamilske asylansøgeres retskrav på familiesammenføringerne. Dvs. det som vi 20 år efter kender som den største politiske skandale i nyere tid: Tamilsagen. Yderligere har man i presseverdenen blevet noget stødt over, at Tøger Seidenfaden i bogen uden omsvøb kritiserer folk, som han har samarbejdet med. Det går især ud over et par redaktører på Politiken som Seidenfaden må fyre, fordi de ikke vil som han.
Er det en dårlig bog? Nej, egentlig ikke. Hvis man er Tøger-fan, så er dette vel det tætteste man kommer på 'et festskrift' til ære for manden. Men hvis der er tale om en egentlig biografi, så er den mislykket. Det er strengt taget heller ikke det, som Stig Andersen satte sig for. Han ville lave en 'portrætbog' '“ en betegnelse, der ikke er helt veldefineret. Under alle omstændigheder lægger Andersen ud med at hylde Tøger Seidenfaden, der fra start til slut bliver betegnet som 'anstændig', antageligt fordi Politikens chefredaktør konsekvent er i opposition til VKOs politik på udlændingeområdet.
Undervejs bliver Seidenfaden oveni i rigt mål behæftet med allehånde positive egenskaber: Han er sød, rar, overmåde klog, uhyre belæst, besidder et i særklasse stort intellekt, er uforlignelig som debattør og formår at sætte dagsordener som chefredaktør hvad enten det foregår på Weekendavisen eller på Politiken. Med andre ord: Stig Andersen er dybt fascineret af (forelsket i?) den portrætterede Tøger. Det gør han fra begyndelsen ærligt rede for, men det er også bogens begrænsning. Der mangler simpelthen afstand til manden.
Måske mangler der også afstand i tid. Bogen er muligvis kommet for hurtigt. Tøger Seidenfaden døde for fem måneder siden, og måske ville det have gavnet kvaliteten og troværdigheden i bogprojektet, hvis man havde ventet til først om et par år, at have opgjort regnebrættet for Seidenfadens levned og gerninger og fået det ordentligt perspektiveret. Bevares der er alt rigeligt med Seidenfadens-fans '“ blandt hans mange venner '“ som hjertens gerne stiller op og hylder ham, mens de mere kritiske røster er stærkt savnet i Andersens portrætbog.
Hvad er så bogens kvaliteter? Jo hvis man er Tøger-freak, så er der tale om et veritabelt overflødighedshorn af detaljer. Der er formentlig ikke ret mange sorte områder i Seidenfadens liv, som ikke bliver berørt. Vi får alt at vide om hans lidt komplicerede familiebaggrund i det københavnske intellektuelle borgerskab som søn af den i pressekredse navnkundige chefredaktør Erik Seidenfaden. Selv ungdomssværmerierne for Connie Hedegaard og Seidenfadens hang til nøgenbadning er taget med. Her føler man sig nok en smule “overinformeret”, men historien om Hedegaard har da solgt bogen hos formiddagspressen. Vi får især meget at vide om Seidenfadens trygge barndom med en moder, der knuselsker, forguder og forkæler sin søn ud over alle grænser, og derved '“ mener Stig Andersen '“ gør ham så robust og selvsikker, at han sammen med sin åndsaristokratiske baggrund tilsyneladende tidligt føler sig udvalgt/kaldet til at foretage sig store ting i tilværelsen herunder at påkalde sig en opmærksomhed med en sådan irriterende selvfølgelighed, at det har provokeret omgivelserne. På sin vis minder Tøger Seidenfaden mig om en Julius Cæsar (uden sammenligning i øvrigt), der på samme naturlige måde var beåndet med ekstraordinære talenter og udøvede sit virke så talentfuldt, at omgivelserne konstant følte sig truet, tromlet og presset. Det gik som bekendt galt for Cæsar, mens det var en cancer, der fik bugt med Seidenfaden.
Seidenfadens privatliv er tilsyneladende ret lykkeligt og derfor for kedeligt til, at det kan interessere en større læserskare. Derfor bliver det gudskelov hans virke som chefredaktør på de to aviser Weekendavisen og Politiken, der er det centrale tillige med Seidenfadens kendte aktivitet med sine spektakulære og ofte vellykkede forsøg på at overtage scenen for de store politiske debatter, som landet har været vidne til i de seneste år. Dvs. Muhammedkrisen og de tegninger, der udløste den, Jægerbogssagen, Politikens kamp mod Dansk Folkeparti og den stramme udlændingepolitik, 'aftalen' med Muhammeds efterkommere mv.
Portrætbogen er stærkest i den del, som man kunne kalde for “Tøgers Testamente”. Der hvor Seidenfaden mellem linjerne erkender, at han formentlig er ved at dø, ikke får tid til at skrive sine erindringer og derfor nu bruger den oplagte lejlighed til at gøre rent bord og svare på de spørgsmål, som eftertiden naturligvis ville kunne stille især om hans tid som chefredaktør. Hvis Stig Andersen havde solgt sit projekt som den 'samtalebog', den jo også er, så ville hans bogprojekt måske få en lidt mere nænsom behandling, idet det så ville fremstå mere klart, hvem afsenderen er i Andersens bogprojekt.
Seidenfaden er strateg i stil med en feltherre før et slag, hvilket viser sig ved hans velkendte hang til computer- og brætspil. Han tænker gerne syv skridt frem i tiden, og derfor har hans forudanelse om dødens nærhed sikkert fået ham til at blæse på alle regler om pressens kildebeskyttelse, hensynet til tidligere medarbejdere osv. Det har han nok gjort, ud fra den kolde betragtning, at han ikke kan forudskikke, hvad der senere kommer for en dag i arkiver, bliver skrevet om ham (og hans far) i erindringsbøger mv. Så derfor fortæller Seidenfaden sin version, mens tid er. Selv hvis det forekommer utidigt og ubehageligt. Fx om hvordan Per Stig Møller for 40 år siden '“ som 'fordrukken student' '“ offentligt intrigerede i forhold til Seidenfadens far, der dengang var en velbetalt og ikke alt for overbebyrdet leder af et kollegiehus i Paris for danske studenter. Seidenfaden '“ der ikke lægger skjul på sin afsky for kulturministeren '“ har for længst regnet ud, at hvis ikke han fortæller sin families version, så vil Møller eller andre måske i en erindringsbog få præsenteret sagen på en for Seidenfaden ufordelagtig måde, uden at de formår at tage til genmæle. Det kan være, at man synes, at Seidenfadens fremgangsmåde er lidt ufin, men jeg finder den forståelig. Han havde strengt taget intet valg end at få talt ud, mens tid var.
Man kan også anskue Tøger-portrættet som en slags erhvervshistorie for Politiken og til dels det Berlingske Hus og TV2. Det er naturligvis Seidenfaden version af begivenhederne '“ især hvad angår ændringen af Politiken fra nyhedsavis til meningsavis – som man præsenteres for, selvom de kritiserede også får lov at ytre sig til bogen. På den måde er bogen vel en god kilde til forståelse af, hvad der skete i disse år i avishuset på Rådhuspladsen '“ set fra hjørnekontoret.
Der, hvor bogen er svagest, er i portrættet af Tøger Seidenfadens evne som debattør. Her kammer det over i hyldning, der nærmer sig nordkoreanske tilstande, som en anmelder beskrev det. Stig Andersen er næppe den rette til at foretage den vurdering, og det bliver selvsagt ikke bedre af, at han udfritter fx JP/Politikens Hus' adm. direktør Lars Munch en vurdering af Seidenfadens betydning. Munch mener, at Seidenfaden er 'én af historiens allerstørste chefredaktører. En af de allerstørste i Danmarkshistorien'. Mon dog. Til gengæld får Munch i bogen modvilligt sat fingeren på nogle af Tøger Seidenfadens få svagheder. Hans trang til aktivisme fx med at lave Irak-center og trykning af Jægerbogen uden tilladelse havde det med at tage al fokus væk fra det centrale, nemlig at lave avis. Dertil kommer at aktivismen ifølge Munch risikerer at nå et vist 'mætningspunkt', hvor det går ud over avisens troværdighed. Endelig får Munch '“ sådan i al stilfærdighed og blandt alle falbeladerne '“ listet lidt mere præcis kritik ind i det store helteepos:
'Det er desværre ikke mig, der har sagt det, men det er fuldstændigt korrekt, at der findes ikke nogen, som er bedre til at forføre Tøger end Tøger selv.'
Så hvad er konklusionen? Skal man læse denne bog? Svaret afhænger helt af, om man finder Tøger Seidenfaden interessant nok til at bruge de mange timer, der tage at læse de 550 sider. For gør man ikke det, så bør man nok lade være. Måske kommer der en rigtig kritisk biografi om nogle år, men selv da vil Stig Andersens bog være et uomgængeligt referenceværk, hvor Tøger på sin vis 'taler fra graven'.
Stig Andersens bog er ikke så ringe, som rygter siger. Men han har det med at gentage sig selv og det bidrager yderligere til det indtryk, man har af en noget ujævn bog, som det tilsyneladende er gået lidt for stærkt med at få udgivet.
54 kommentarer til “Tøgers testamente”
God og oplysende anmeldelse af en bog, som jeg helt sikkert ikke orker at læse, men gerne vil kunne tale med om alligevel 🙂 Du skriver at den nok mangler noget afstand i tid for at kunne vurdere Tøgers betydning nogenlunde ædrueligt. Jeg …tror Tøger Seidenfaden var en mand af og til sin tid, som der næppe vil være stor interesse for om nogen år. Han har næsten intet skrevet af blivende værdi udover mådelige aviskommentarer og ledere – kun “Hakkelse i Døgnets Rejsestald”, som Carl Ploug skrev. Han var en skarp og underholdende debattør og polemiker inden for mængder af dagsaktuelle spørgsmål. Men de var netop – dagsaktuelle, og i realiteten flyttede han vel ikke meget udover at bekræfte den frelste menighed i deres gode og (eneste) rigtige meninger
Glimrende anmeldelse af en bog, som jeg kun vil læse, når den kommer på bogudsalg.
Jeg savner dog en forklaring på Tøgers forvandling fra “koldkriger” på Weekendavisen til “halal-liberal” på Politikken. Er der nogen forklaring på denne udvikling i bogen?
Jeg husker med glæde hans ledere i WA om den kolde krig og særligt om den første Golf krig. Han beskrev vist Golf krigen som en “god krig”! Men omvendt mangler jeg helt forståelse for hans undskyldning til såkaldte repræsentanter for Muhammeds efterkommere.
@Jarl (“Han havde strengt taget intet valg end at få talt ud, mens tid var.”)
Jeg er uenig. Man har altid muligheden at fravælge at være en skidt karl. Det gjorde Seidenfaden ikke.
@Nikolaj: Ganske enig i alt. Skarp og interessant var han, men Seidenfaden vil om et årti være glemt blandt stort set alle andre end hans tidligere kolleger.
Jeg forstår heller ikke logikken i at tale ud om studenterkonflikter i Paris for halve århundreder siden.
Det vil altid fremstå småligt.
Personligt tænker jeg – uden at have læst bogen, at der ikke nødvendigvis ligger taktik bag. Vi siger vel alle ting, som vi nok ikke burde have gjort. Thøger fik ikke chancen for at fortryde.
Tøger uden h. Beklager.
Tak for anmeldelsen Jarl. Selv om jeg er en stor beundrer af Seidenfaden, orker jeg nok ikke bogen. Jeg gik en gang i kast med et tilsvarende hyldestskrift om Stauning og måtte give op. Lobhudling er bare ikke min genre (hvilket også er en af grundene til, at jeg med stor interesse læser din blog). Jeg tror, at du har ret i, at bogen ville have haft godt af en længere karenstid. Vel kan det være, at Seidenfaden primært kommenterede det dagsaktuelle – men det lå vel ligesom i stillingsbeskrivelsen. Tiden vil vise, om han er glemt om et årti. Jeg tvivler, og jeg konstaterer i den forbindelse ved læsning ovenfor, at andre end jeg fortsat husker, hvad Seidenfaden skrev i WA for to årtier siden.
Jeg kendte ikke meget til Tøger Seidenfaden før jeg læste Stig Andersens biografi. Det er muligt, at Stig Andersen ser Tøger som en helgen, men dette til trods, fandt jeg, at der efter min smag er tale om en særdeles velskrevet og meget underholdende bog, der absolut har sin berettigelse.
Jeg foranlediges let til at synes, at meget af den femsatte kritik lige lovligt meget ligner brødnid, og jantelov. Der er vist ingen der ustraffet kan stille sig op på et podie og sige “Hvor er jeg bare god”! Man skal vel have et vist minimum af begavelse for at kunne læse bogen, blot alene af den grund at den er på 550 sider, og når man nu har det, kan man givetvis også let forholde sig til de oplysninger bogen bidrager med, æder man den råt har man nok ingenting forstået. Jeg finder at bogen er et udmærket bidrag til en altid spændende debat om det at turde turde.
Rigtig god og nuanceret anmeldelse. Men jeg er enig i Peter K-Ks pointe i, at TS’ hang til at hænge Per Stig ud mere viser Tøger manglende format og hans manglende evne til at tilgive. At Per Sig er ulideligt kolerisk, selvoptaget og nok DKs dårligste, offentlge chef er kendt i forvejen – så hvad vil han opnå? Det er svært at forestille sig, at episoden i Paris i dag er vigtig for andre end netop TS.
Det var også meget interessant at læse Bo Lidegaard anmeldelse i Politiken, hvor han følte sig forpligtet til at uddele fire sjerner, men hvor han samtidig mellem linjerne og i bisætnignerne fik fyret ret mange kritiske bemærkninger af mod både bogen og TS.
For øvrigt er der en lille detalje omkring trykningen af Jægerbogen, hvor TS i bogen siger, at der forelå en uskreven aftale på forhånd med People’sPresse omkring kompensation for overtrædelsen af copyright. Det forholdt TS sig til på samme måde som Hans Engelsss berømte udtalelse: “Hvorfor dog lyve, når sandheden kan siges på så mange forskellige måder?”
Og jeg er (med glæde) enig med Bjarke Larsen … 😉
Jeg har ikke læst bogen og kender derfor kun omtaler af det med PSM m.fl. fra avisernes omtaler, men hvis TS vitterligt har været helt klar og velovervejet m.h.t., hvad han medvirkede til (og det er kun en antagelse–ingen af os, om nogen, ved jo dét), så mener jeg faktisk, at hans opførsel er både skamløs og–til en vis grad–en bekræftelse af en mavefornemmelse hos mig.
Skamløs fordi enhver kan sige sig selv, at det er svært eller umuligt at gå i rette med en nyligt afdød. Særligt én, der ovenikøbet i nogle kredse bliver dyrket på en helt ulidelig måde (jf. den bogstaveligt indholdsløse leder i Politiken dagen efter, hvilket må høre til dansk medieverdens mest absurde indfald nogesinde). Ved at efterlade sig et sådant “dokument”, fik han–som Jarl er inde på–muligheden for at få det sidste ord, og kunne kaste med mudder uden at nogen rigtigt ville kunne kaste igen. Det er usselt.
Men “in character”, fordi jeg fra de relativt få gange, jeg selv krydsede klinger med TS (som jeg også havde stor respekt–og ærefrygt–for) altid fik den snigende fornemmelse, at han var mere interesseret i at få ret–i at vinde en diskussion–end i at “blive klogere”, bringe os tættere på “sandheden”, eller hvad man nu skal kalde det. Det kan ingen, der er politisk aktiv, eller engageret i samfundsdebatten, næppe sige sig fri for at have gjort eller undertiden gøre (overtegnede inkl.), men jeg fik dér, og når jeg fulgte ham i andre debatter, indtrykket, at det var dét. At han ofte tog standpunkter, ikke fordi de var inderligt følte e.l., men fordi de var passende i.f.t. hans dagsorden og det at “vinde”.
Jeg synes, det er helt utroligt, når Stig Andersen og de mange, mange andre Tøger-troende hele tiden beskriver ham som indbegrebet og personificeringen af ordentlighed og anstændighed. For mig var han – ligesom Svend Auken – en meget ofte perfid og infam debattør, der i tidens løb har været ansvarlig for så mange ondskabsfuldheder i Politikens ledere, kronikker og andre kommentarlignende artikler, samt ikke mindst Roald Als tegninger, at det trodser enhver beskrivelse.
Jeg er helt på det rene med, at man mener, manden var lynende intelligent, velartikuleret m.m. – selvom jeg er enig i, at det ofte så ud som om, han alene indtog et givent standpunkt for at bevise, at han i stil med Erasmus Montanus kunne slippe afsted med at forsvare hvad som helst – men indbegrebet af ordentlighed og anstændighed?
M.h.t. Stig Andersens person, så er han én af de DR-journalister, jeg husker allerbedst fra min barndom, når han bl.a. gik i flæsket på diverse selskabstømmere. Jeg har altid syntes, han havde en rigtig god stemme til tv og radio. Måske skulle han have fortsat med at jagte typer som Stein Bagger, Klaus Riskær m.fl. i stedet for at skrive et helteskrift om sit store idol. Det passer ligesom ikke til ham.
2. Tøger mente ikke, at han havde ændret politisk synsvinkel, men at han stort set havde ment stort set det samme hele sit liv.
Det er omgivelserne – uanset deres observans – ikke enige om. Barndomsvennen Lars Von Trier ( Manden der udtalte: “I admire Hitler..”) glædede sig over Tøger S var blevet mere humanistisk… Og i øvrigt var det et stort problem for Politikens medarbejdere da de erfarede hvem der blev deres nye øverste chef, at Tøger S. i en leder på WeekendAvisen havde omfavnet den første Golfkrig med overskriften “En velsignelsesrig krig”. I øvrigt gør Tøger S op i løbet af 90’erne med Politikens tætte bånd til Svend Auken og Socialdemokratiet. Det sker ved at ændre avisens til en centrum-venstre kurs, der mere ligner de radikales (Økonomisk stram, proeuropæisk, blød flygtningepolitisk kurs). Det skete ved at køre Aukens politiske “agent” og lederskribent på avisen Agner Ahm ud på et sidespor.
9. Jeg tror Tøger Seidenfaden stod i det dilemma, at enten tav han for evigt og risikerede, at Per Stig Møllers evt. udlægning af deres indbyrdes forhold og fejden med faderen stod alene, når PSM på et tidspunkt udgiver sine erindringer. Du kan da ikke alvorligt påstå, at PSM plejer at holde sig tilbage? Jeg er enig i, at det ikke er specielt elegant af Tøger, men alternativet – set fra hans stol – er da langt værre.
I øvrigt synes jeg, at Tøger S er rimelig fair, når han ellers kritiserer folk. Det er ikke entydigt negativt og går primært ud over tidligere chefer og – engang magtfulde – medarbejdere på Politiken, der sagtens kan forsvare sig selv (hvad nogle af dem også gør i bogen)
Det er fx meget interessant at læse om hans forgænger Herbert Pundik, der tilsyneladende overlod alt det sure slid med avisens drift, økonomi, ledelse, personaleforhold, formulering af en indenrigspolitisk linje for fuldstændigt at lade sig opsluge af udenrigspolitik og navnlig sin livslange interesse for Israel-Palæstina-konflikten. Pundiks verdensfjernhed og – især set med vore dages øjne – inkompetence får man en idé om, når den tidligere chefredakør kan kokketere med, at han aldrig læste sin ansættelseskontrakt…
Jeg er enig i det sidste indlæg af Jarl Cordua. Blot vil jeg her tilføje, at bogen, set med mine øjne, dog ikke bringer større afsløringer for dagen, der er da intet der vil berettige nedsættelse af “kommissioner” eller lignende, for tilvejebringelse af “sandheden”. Hvad det angår er bogen stærkt opreklameret. For menigmand er “afsløringerne” ganske uinteressante. Der fremføres ingen beviser for Ombudsmandens rolle i afsløringen af Tamil-sagen. Det drejer sig om hvem der kom først, en faktuel oplysning de fleste er inderligt ligeglade med, bare nogen
orker at “efterforske” ulovligheder. Er man ikke ansat indenfor bladverdenen, konstaterer man blot, at der akkurat, som på andre arbejdspladser, på dagbladene er magtkampe, at der dannes alliancer, at der er misundelse og brødnid, og at nogle med lederansvar ikke er dygtige til at lede. Det er journalisternes raseri over bogen, der gør den så
interessant. “Respekter dem der søger sandheden, men vær varsom med dem der siger at de har fundet den” – Læses bogen i den ånd, er den som levnedsbeskrivelse et fremragende værk. Synd og skam, at nogle af princip på forhånd vælger ikke at ville læse den.
9. Det forekommer mig som et besynderligt argument, at en levende mand ikke kan gå i rette med en død mands påstande. Omvendt er det dog rimeligt klart, at en død mand ikke har kontradiktionens evne.
Tak for en interessant anmeldelse, Jarl. Af samme årsag som Peter Sørensen kan jeg heller ikke så godt lide portrætbøger, men jeg vil da overveje det nærmere nu.
Må jeg anbefale denne meget morsomme, alternative anmeldelse af – og Bluffer’s Guide til – Tøger-bogen:
http://www.kommunikationsforum'‹.dk/artikler/bluffer-s-guide-t'‹il-aarets-mest-hypede-sommerla'‹esningsboeger
3 & 9
Jeg tror, du glæder dig for tidligt. Man kan slet ikke afskrive Seidenfaden som en person, der er glemt om få år.
Cavling er da ikke glemt endnu, og han skrev mig bekendt ingen bøger – det er i hvert fald ikke dem, han er kendt og husket for.
Jeg synes heller ikke, man er “skamløs”, fordi man skyder med skarpt mod fx Per Stig Møller, der sine politiske kvaliteter til trods ikke just er kendt for at være en sød og rar mand. (Spørg bare hans embedsmænd, hvad de synes om ham!).
Der er vel knap nogen nutidig person, der har været udsat for så mange hadefulde angreb, som Tøger Seidenfaden.
Og set i det lys forekommer han da rimelig afdæmpet. (At dømme efter Corduas læseværdige referat, selv har jeg bogen til gode).
@Claus T
“Der er vel knap nogen nutidig person, der har været udsat for så mange hadefulde angreb, som Tøger Seidenfaden”
Jeg ville nu mene, at Tøger Seidenfaden og Politiken har stået for den mest hadefulde debattone gennem de seneste 10 år.
“Der er vel knap nogen nutidig person, der har været udsat for så mange hadefulde angreb, som Tøger Seidenfaden.”
Øhhh, der er da masser. Pia Kjærsgaard og Søren Krarup for bare at nævne nogle få.
99,9% af danskerne kender kun vel kun navnet Cavling pga prisen, så det er i mine øjne en dårlig sammenligning.
Jeg aner ikke, om Seidenfaden huskes bredt om 20 år. Tvivler dog lidt, må jeg tilstå. Den skæbne deler han jo nok med de fleste.
@ 20 Claus T.
Kunne du ikke – sådan lidt diskret – oplyse vi andre om din leverandør?
Det må være noget potent stof han sælger.
@ 16 Claus T.
Kunne du ikke – sådan lidt diskret – oplyse vi andre om din leverandør?
Det må være noget potent stof han sælger.
Selvsmagende, begavet og uden tvivlens naadegave. Han var om nogen poster boy for den Jelvedske politiske korrekthed hvor ‘anstandighed’ var defineret af RV og afveg man fra denne linje var man ond, dum og/eller angst. Han og hans blad blev i denne boble laenge efter det meste af befolkningen indsaa hvor futil den var. Han var paa sin vis et slags levn fra en tid hvor Nyrup’s: ” … stuerene, det bliver i aldrig” var hverdagskost. Noget synes at have brast i ham i forbindelse med Muhammedkrisen, synes jeg. Jf. Kurrild-Klitgaard’s pointe om, at han maaske var mere optaget af at ‘vinde’ end at tage det fornuftige synspunkt, befandt han sig pludseligt paa den forkerte side af den vigtigste debat i mands minde (‘ja til ytringsfrihed, men’-synspunktet). Som en anden sovjet-apologist var hans aerinde blevet at motivforske hos sine modstandere og forplumre debatten.
“var hans aerinde blevet at motivforske hos sine modstandere og forplumre debatten”
Øhm .. spejl?!
Tihi …. Pind er ikke død endnu, men skyder igen på livet løs på sin “lukkede” Facebook-profil med 4000+ “venner”.
Der er altså noget kujonagtigt over det. Seidenfaden gemmer sig i kisten, mens Pind gemmer sig på Facebook. En dansk minister som tilsyneladende aldrig er blevet voksen.
@24: peter g
Hvorfor i alverden roder du Søren Pind ind i en debat om Tøger Seidenfaden?? Og så ovenikøbet med nogle ‘Facbook’-skriverier som er totalt irrelevante for emnet. Er du trolls???
18.
Indrømmet, det er selvfølgelig ingen eksakt videnskab at fastslå, hvem der har været udsat for de mest hadefulde angreb.
Men når du nu selv nævner Søren Krarup, er det da værd at bemærke, at han genopfandt begrebet “Systemet Politiken”.
Begrebet er opfundet af den grotesk antisemitiske og pronazistiske forfatter Harald Nielsen, der udgav en bog af samme navn.
Synes du ikke selv, at han er en smule langt ude, når præste-Søren er nødt til at alliere sig med den slags venner?
20.
Hvis du ikke er i stand til at producere et argument, hvorfor skriver du så?
26,
Din kasten n-kortet efter Karup er plat og gennemskueligt.
Noget helt andet er, at før du, og resten af dit segment med nogen som helst rimelighed kan gøre brug af det trick, så skal i rydde op i egne rækker. Under alle omstændigheder skal i rydde op før i kan påstå i er stuerene og anstændige…
Det omfatter blandt andet:
Omfattende og indgroet anti israelske- og jødiske holdninger. Blandt andet udtrykt ved Kit Broholm og Anne Grete Holmsgaards “Zionismens Israel” og senest “Krydtogtturister For Et Jøde Frit Mellemøsten.
Ole Sohns kommunistiske engagement som blandt andet omfatter (ind)direkte støtte til KZ-lejre.
Frank Aaens aktiviteter i Afghanistan, som mindst omfatter, at han afhørte krigsfanger.
Det Radikale Venstres støtte og engagement i DDR, herunder Hermud Lannung s sovjet støtte, for ikke at tale om samarbejdspolitikken, i særdeleshed det efterfølgende cover up.
Fodnote politik og S…
Hertil at man vedstår sig den direkte forbindelse mellem marxisme (uanset afart) og totalitære bevægelser og tænkning.
Og listen er bestemt ikke udtømmene.
@ 26 Claus T.
Hvor er du dog enestående plat.
1) VIl du virkeligt have nogen af os til at tro på at du har læst noget som helst af Harald Nielsen.
2) Hvor absurd at hævde at Søren K. er allieret med dels en død mand og to at det skulle gøre ham til nazist og antisemit at gøre brug af et begreb som Harald Nielsen har brugt
3) Hvor plat et niveau at hævde at et begreb som “systemet politiken” er urbugeligt, blot fordi en forfatter samtidig har haft nogle bizare ideer.
Hvis Eistein havde forgrebet sig på små børn, så ville relativitetsteorien også falde til jorden i din verden.
Måske er det et af systemet politikens mange store problemer; det handler ikke om hvad der bliver sagt, men hvem der siger det
4) Politiken har svinet Krarup til på uhæderlig vis i årtier, og er vist en noget mere magtfuld institution end en enkelt præst. De er næppe i en position til at angribe andres “tone”
Synes du ikke det er grotesk at du kaster dig ud i forsvaret for en avis der drejede i voldsomt anti-semitisk retning under Seidenfadens regime, blot for at markere din afsky for Krarup.
Synes du ikke det er langt ude at du forsvarer en avis og en redaktør der har forpestet den offentlig debat så voldsomt igennem snart et par årtier, og så gør du det endda med så latterlige “argumenter” som at forsøge med nazi-kortet.
Du er helt igennem pinlig.
29.
Du mener, det er “absurd” at hævde, at Søren Krarup er allieret med Harald Nielsen.
Det kan man nu roligt hævde, al den stund at Søren Krarup aldrig har lagt skjul på sin sympati for den notoriske antisemit og nazi-ven Harald Nielsen.
Søren Krarup har endda udgivet bogen “Harald Nielsen og hans tid”, hvor han forsøger at rehablitere Harald Nielsen og forklare mandens hvidglødende antisemitisme.
Harald Nielsen hadede Politiken af et godt hjerte, bl.a. havde han et godt øje til avisens redaktør, Edward Brandes, som var jøde.
Han udgav i 1907 bogen “Systemet Politiken”, hvilket udtryk Søren Krarup forsøgte at rehabilitere for nogle få år siden.
Gør det Søren Krarup til antisemit? Nej, han har mig bekendt ikke givet udtryk for antismitiske holdninger. Men han er ubestrideligt en stor fan af antisemitten Harald Nielsen, der i øvrigt også forlangte, at jøder skulle gå med jødestjerne.
@ Claus T.
Dine associationstrick er vildt latterlige.
Man kan da godt være en “fan” af Harald Nielsens forfatterskab og af mange af mandens øvrige synspunkter, uden på nogen måde at sympatisere med anti-semistismen.
Hvad er i alverden er problemet i at Søren Krarup er enig med Harald Nielsen i noget af dennes kritik af Politiken ?
Dine indlæg er så fladpandede at du tilsyneladende nu heller ikke selv kan tage det helt alvorligt, siden du nu også selv klargør at Krarup intet har med antisemistime at gøre. Alligevel forsøger du at hænge ham op på det, og dermed gøre Krarups kritik af Politiken illegitim uden overhovedet at forholde dig til kritikkens substans.
SOm jeg skrev ovenfor er din og Politikens devise klar; det er ikke hvad der bliver sagt, det er ikke argumenternes gyldighed, det er alene HVEM der siger det, som er afgørende.
Al kritik af Politiken fra Krarup (eller andre for den sags skyld) kan nu afvises med at der engang var en antisemistik forfatter der også kritiserede politiken.
Det er et debatniveau så primitivt at man forstår hvorfor du skriver anonymt.
31.
Nu var det altså dig selv, der udnævnte Politiken til at være “voldsomt antisemitisk”.
Hvordan kan du så først benægte og siden være fornærmet over, at et af Krarups forbilleder bevisligt var hvidglødende antisemit?
Min påstand er naturligvis ikke, at Politiken ikke må kritiseres, fordi der en gang var en antisemit, der hjorde det samme.
Min påstand er derimod, at Søren Krarup har gjort Harald Nielsens kritik af Politiken til sin egen.
Og hvad var det så, Harald Nielsen var så gal over?
Jo, Politiken blev redigeret af en jøde. Politiken agiterede mod den oprustning, som førte til 1. Verdenskrig. Politiken agiterede for demokratiske reformer i Danmark (ud med provisoriske love og ind med parlamentarismen)og kvindelig valgret.
Politiken støttede det moderne gennembrud i litteraturen, malerkunsten og det politiske liv.
Politiken var, dengang som nu, en borgerlig avis. Men altså også en avis der agiterede for frisind, mod antisemitisme, for ligestilling af samfundslagene og for demokratiske rettigheder for såvel mænd som kvinder.
Dét var årsagen til Harald Nielsens vrede, og Søren Krarup har i den grad et forklaringsproblem, når han gør Nielsens kritik til sin egen.
Hvem er det i øvrigt helt præcist, du sigter til her, når du beskylder Politiken for voldsom antisemitisme?
Er det Herbert Pundiks kommentarer om Mellemøsten, som du ikke kan lide?
Eller kan du præstere konkret dokumentation for din påstånd om voldsom antisemitisme?
@ Claus T.
“Nu var det altså dig selv, der udnævnte Politiken til at være 'œvoldsomt antisemitisk'.”
Undskyld mit sprog, men det var sgu da først efter dine infame angreb på Krarup. Nu forsøger du at tørre dine pinlige associationstrick af på mig. Det er plat.
Jeg har aldrig benæget at Harald Nielsen var antisemit. Men det har da intet med Søren Krarup at gøre. Man kan også være begejstret for Knut Hamsuns litteratur, uden at man er nazist af den grund. Krarups begejstring for Harald Nielsen er netop på trods af antisemitismen, og ikke på grund af denne.
“Min påstand er derimod, at Søren Krarup har gjort Harald Nielsens kritik af Politiken til sin egen.”
Så til trods for at du i dit forrige indlæg naturligvis må indrømme at Krarup ikke er anti-semit, så vælger du nu igen igen alligevel at anklage ham for det.
Han gør ikke Harald Nielsens kritik til sin.
Han gør dele af Harald Nielsens kritik til sin, fordi han er enig deri, og fordi den også er rammende den dag i dag. Og dertil supplerer han den med alt muligt af relevans for dagens Danmark.
Din “argumentationsform” er så gennemført perfid at jeg sjældent har set noget lignende. Nu har du brugt en stribe indlæg på at gentage det samme primitive associationstrick; Harald Nielsen var antisemitisk, Søren Krarup er enige med Harald Nielsen på nogle punkter, ergo har Krarup et enormt forklaringsproblem.
Gu har han da ej.
Søren Krarups kritik af Politiken har INTET med antisemitisme at gøre, og får det naturligvis heller ikke bare fordi en tidligere kritiker af avisen var antisemit. Heller ikke selv om dele af deres kritik er identisk, eller den ene lader sig inspirere af den andens begreber m.m.
Det er så sort/hvidt et verdensbillede du repræsenterer; enten er man 100% enig i et og alt med Harald Nielsen, og skal stå på mål for alt hvad manden sagde og gjorde, eller også skal man tage afstand fra alt der har med manden at gøre.
“Hvem er det i øvrigt helt præcist, du sigter til her, når du beskylder Politiken for voldsom antisemitisme?”
Nej, det er netop ikke Herbert Pundiks kommentarer. De er ganske ligegyldige.
Det var og er, den infame linie avisen har kastet sig over, og som jo førte til at en lang lang række prominente danskere, herunder naturligvis mange jøder, indrykkede en annonce om at nok er nok i forhold til den tiltagende antisemitiske linie som sneg sig ind i såvel journalistikkens vinkling som på debatsiderne.
33.
Hvis man sier dit skrig og skrål fra, kan det udledes, at du
a) Ingen problemer har med Søren Krarups beundring for antisemitten og nazi-vennen Harald Nielsen.
b) Ikke er i stand til at producere eet eneste konkret eksempel på Politikens påståede antisemitisme.
Hertil er to ting at bemærke:
a) Gad vide, om du ville have samme overbærenhed over for fx. en Politiken-medarbejder, der skrev en bog fuld af beundring for Stalins elektrificering af Sovjetunionen?
b) Din udokumenterede påstand om Politikens antisemitisme er dog mere interessant.
Først affærdiger du avisens fhv. chefredaktør, Herbert Pundiks kommentarer som “ganske ligegyldige”, dernæst henviser du til den annonce, som Berlingske-redaktør Bent Blüdnikov og hans lille hjælper, Arne Notkin, stod bag.
Du ved lige så godt som jeg, at målet med annoncen netop var at få ram på Pundik.
I turde ikke gå direkte efter Pundik, fordi han er israelsk statsborger og i øvrigt mistede en søn i Yom Kippur-krigen. Derfor angrebet på Politiken, som du nu – stadig udokumenteret – efterplaprer fra ord til andet.
Og så tillader du dig at bruge ordet “infam” om mig!?!?
“Når asylansøgere kommer til Danmark, skal de mødes med et obligatorisk krav om at lade sig DNA-teste. Det kræver Dansk Folkeparti, der vil samle alle asylansøgeres DNA-profiler i et register hos politiet.”
#36
Nu skal du lige huske på, at det er prøveballonsæson – sommerferie/agurketid. I den årligt tilbagevendende cirkusforestiling kommer DF med det ene vanvittige forslag efter det andet. Denne sommer bliver det meget værre, fordi et valg er lige om hjørnet, og en del vælgere har fostået, at vi ikke redder Danmarks økonomi ved at barbere den i forvejen glatbarberede udlændingeged. DF har ingen politik på den økonomiske front, så de er tilbage der hvor de har det bedst: partiets eneste reelle programpunkt.
@36: peter g skrev
Undskyld mig, men hvad “vanvittigt” er der ved DF’s forslag om at DNA-teste asylansøgere?? Det forekommer mig at være et gansek fornuftigt forslag.
@ Claus T.
1) Du har jo åbenbart fundet den annonce som blev indrykket i Politiken, og den har jo til fulde dokumentation for den ubehagelige udvikling.
Annoncen er ikke rettet mod Pundik men mod Politiken.
2) Jeg kan intet problem se i at Søren Krarup deler visse ideer med harald Nielsen og beundrer dele af dennes forfatterskab samt er enige i dele af dennes kritik af Politiken.
Jeg har heller ikke noget problem med at adskillige litterater beundrer Knut Hamsun. Eller hvis nogen hævder at W. von Braun var en glimrende ingeniør med store visioner. At Heidegger er en vigtig filosof.
Jeg har et problem såfremt de er enige med Hamsun nazi-sympatier eller såfremt Krarup er enige med Nielsens antisemitisme.
Du har imidlertid endnu til gode at komme med nogen form for dokumentation for at det skulle være tilfældet, ja faktisk afviser du selv tesen fuldstændigt i et af dine indlæg. Alligevel bliver du dog ved med at antyde at det er helt vildt kontroversielt, og så er Krarup nok næsten nazist alligevel.
Det er så infamt og primitivt.
Som jeg skrev ovenfor siger det ikke så lidt om din ekstremt sekteriske opfattelse af verden; alt er sort/hvidt.
Tanken om at Harald Nielsen kan have skrevet glimrende litteratur kan du ganske enkelt ikke rumme – for han havde jo også nazi-sympatier, ergo må alt hvad manden har rørt ved være forfærdeligt.
Hvis man sier dit skrig og skrål fra, din apologi for den antisemitisme som har grebet Politiken og som jo er veldokumenteret i annoncen (og som du jo springer let henover), så er der ikke andet end et elendigt forsøg på associationstrick; Harald Nielsen har skrevet noget vrøvl, Søren Krarup har på et tidspunkt udtrykt beundring for noget Harald Nielsen har skrevet, ergo må Søren Krarup være enig i vrøvlet.
Fejslutningen turde være åbenlys for alle andre.
Jeg gætter at den også er det for dig, men dit ærinde er jo heller ikke en reel debat, men derimod blot den primitive tilsvining af Søren Krarup.
@ Peter g
Helt præcist hvori består det vanvittige i en sådan DNA-test.
Jeg tænker at såfremt jeg var personligt forfulgt og truet på livet, så ville en DNA-test være latterlig detalje i forhold til at kunne opnå asyl i verdens mest generøse velfærdsstat.
38.
1. Jeg har flere gange bedt dig om at dokumentere Politikens påståede antisemitisme, og det viser sig så, at din “dokumentation” er en annonce, som nogle Politiken-hadere under førerskab af D’herrer Blüdnikov og Notkin har indrykket!
Det kan man vist kalde en cirkelslutning!
2. Du er tilsyneladende betaget af Hamsum, Heidegger, Werner von Braun. Fair nok.
Jeg har det med dem, som Woody Allen har det med antisemitten Richard Wagner: “Everytime I listen to Wagner I feel like invading Poland!”
3. Du føler dig kaldet til forsvare Søren Krarup.
Hvad er det helt præcist ved Søren Krarup, du beundrer?
Er det hans bemærkning om Georg Brandes: “…på grund af sit jødiske blod var han uden pietet for og samhørighed med landets fortid.”?
Eller er det hans hyldestbog til pro-nazisten og antisemitten Harald Nielsen?
Eller er det måske Krarups genudgivelse af Luthers skrift “Jøderne og deres løgne”?
Søren Krarup har selv afvist at være antisemit. Han har erklæret, at han som evangelisk-luthersk er imod enhver form for racetænkning.
Jeg går ud fra, at det er godt nok til, at du vil frikende ham for antisemitisme.
4. For Politiken gælder åbenbart andre standarder. Den avis stempler du som “voldsomt antisemitisk”, fordi nogle Politiken-hadere har indrykket en annonce, som beskylder Politiken for at være det!
Kort og godt: du forsvarer Søren Krarup, som i ord og gerning har lagt sig et mulehår ved siden af antisemitismen.
Og du angriber Politiken for at være “voldsomt antisemitisk”, uden med eet eneste citat at kunne dokumentere påstanden.
Claus T, hvordan har du det så med følgende forfattere og tænkere?:
Hans Scherfig, Hans Kirk, Martin Andersen Nexø, Jean-Paul Sartre, Harald Bergstedt, Carl Schmitt?
Skal de allesammen afvises, fordi de politisk var nogle idioter?
Skal der heller ikke skelnes imellem det almindelige jødehad, der var ganske udbredt i alle europæiske samfund før 1945 og så holocaust?
@ Claus T.
1) tidligere afskrev du selv ideen om at Krarup var antisemit, men nu er han så alligevel.
2) annoncen dokumenterer jo klart at politiken er inde i en ubehagelig udvikling. At du kalder folk for politiken-hadere er næppe et argument.
Men bevares, ingen skal jo tvinge dig eller politiken til at lytte til kritik fra Bludnikow eller Notkin. Sådan et bare jøder – dem skal man ikke tage alvorligt.
Jeg beundrer ikke Søren Krarup. Jeg sagde blot fra over for dine primitive angreb. Du kører jo i rundkreds. Tidligere skrev du at han intet havde med antisemitisme at gøre, og nu hvor du er presset er han pludseligt et mulehår derfra.
Du er jo helt til grin.
Kort og godt; du angriber nu Søren Krarup for noget som du selv afviste tidligere, altså i de indlæg hvor du blot forsøgte med associationstricket.
Imens kaster du dig ud i et hårdnakket forsvar for Politiken. Kritik deraf skal man ikke tage alvorligt, ingen argumenter nødvendig når kritikken kommer fra sådan et par jøder.
Hvis vi bruger din absurde logik, må vi jo også placere dig i bås med f.eks. Rune Engelbrecht – den kontroversielle satanist som har overfaldet en præst og som åbent erklærer sin støtte til totalitære kræfter i Enhedslisten. Eller Wivel der er korrespondent og erklæret modstander af parlamentarismen der skulle omstyrtes med vold.
Hvordan kan du dog forsvare en avis med så modbydelige skribenter. Er du også venstrefascist ?
Du kan vel selv se det absurde i din barnlige logik.
Jeg skrive iøvrigt ikke at jeg er betaget af de Heidegger, Braun m.fl.. Men det er da tankevækkende at du afviser alt hvad disse mennesker har bedrevet, alene pga. deres politiske synspunkter.
Slut herfra; dit perfide trick på at få antisemitisme til at klistre på Søren Krarup, til trods for at du selv afviser ideen, fortæller os jo alt hvad vi behøver at vide om dig og din debatstil.
Den er og bliver infam.
41.
Hvorfor indrømmer du ikke bare, at du ikke kan komme med eet eneste dokumenteret eksempel på, at Politiken skulle være en antisemitisk avis?
40.
Du berører et vanskeligt problem, som Woody Allen behandler med sin bemærkning om, at han får lyst til at invadere Polen, hver gang han hører Wagner.
For ja: på den ene side var Heidegger en stor filosof, Wagner en stor komponist og Hamsum en stor forfatter.
På den anden side var i hvert fald de to sidste (jeg kender ikke meget til Heidegger)modbydelige antisemitter, og deres antisemitisme havde også været modbydelig uden Hitler og nazismen.
Så læsningen af Hamsum giver mig en dårlig smag i munden, lige som fornøjelsen ved at læse Kirk og Scherfig også dæmpes ved bevidstheden om, at de var lige så ukritiske og ureflekterede over for Sovjetunionen og kommunismen, som de var kritiske og reflekterende over for Danmark og kapitalismen.
Det er et – i mine øjne – uforklarligt paradoks.
Min private konklusion er en udtalt skepsis over for de færdigsyede meninger: “Politiken er antisemitisk”, “Liberalisme/kommunisme/nationalisme er vejen til frelse”, “Lars Løkke er fordrukken”, “Helle Thorning vil styrte landet i afgrunden” osv. osv.
Det er fanatikernes grammofonplade, der spiller, og det er dødsensfarlig musik.
@ Claus T.
Jeg har da henvist til dokumentation; den annonce som en lang lang række kendte danskere indrykkede.
Du kan jo prøve at forholde dig til den og dens substans i stedet for blot at råbe “politiken-hadere” – det er ikke noget argument !
Men hvorfor indrømmer du ikke blot at du var ude i et perfidt ærinde, hvor du forsøgte at klistre antisemitisme på Søren Krarup, til trods for at du selv er af den opfattelse at han ikke er antisemit. Du forsøgte med et tåbeligt og letgennemskueligt associationstrick, hvilket jeg og et par andre herinde har kritiseret.
Den slags er useriøst og dybt usympatisk.
Argumenter og fakta er pludseligt ikke det centrale, i stedet er det vigtigt HVEM der siger det.
Når den form for debat vinder frem, er det fanatikernes grammofonplade, der spiller, og det er dødsensfarlig musik.
Kan du ikke selv se det komiske; du foragter såkaldt færdigsyede meninger, og alligevel afviser du Krarup fordi han deler nogle synspunkter med Harald Nielsen. Kan du ikke rumme den kompleksitet at man kan beundre dele af Harald Nielsens forfatterskab, dele nogle politiske synspunkter osv. og SAMTIDIGT ikke acceptere alle øvrige synspunkter manden måtte have haft.
Den renhedsdyrkelse du praktiserer afskærer dig jo fra at kunne finde glæde eller indsigter i praktisk talt nogen form for filosofi eller litteratur fra f.eks. 1800-tallet, da de fleste af datidens tænkere, f.eks. Founding Fathers i amerika, jo havde ideer vi i dag tager afstand fra (race-tænkning, slaveri, ligestilling).
Der tror jeg da vi kan tale om en skræmmende fanatisme..
43.
Hvordan kan du kalde det dokumentation, at nogle beskylder Politiken for noget?
Og – for 120. gang – hvorfor er du ikke i stand til at producere bare eet eneste lillebitte eksempel på, at Politikns skulle være antisemitisk??
Du mener, at jeg afviser Krarup, ford han deler “nogle synspunkter” med Harald Nielsen.
Nej så enkelt er det ikke.
Krarup er religiøs fundamentalist, fremmedhader, mandchauvinist, tilhænger af vold mod børn som opdragelsesmiddel, forbitret modstander af nød- og ulandshjælp.
Han mener, at kun Gud har retten til at bestemme over vores skæbne, og at vi andre har at underkaste os denne gud – eller rettere: Søren Krarup, der helt tilfældigt er i stand til at udlægge teksten.
Og så synes jeg forresten, at det er ganske kvalmende, at manden gang på gang lige akkurat IKKE udtrykker sig antisemitisk!
Han skriver ikke om jøderne og deres løgne. Men han udgiver et værk af Luther, der handler om det.
Han skriver ikke, at Brandes er et undermenneske, men han skriver, at Brandes pga. sin jødiskhed er “uden samhørighed” med Danmarks historie.
Og han udgiver en hyldestbog om en ellers glemt forfatter, der forresten også var nazi-ven, hvidglødende antisemit og som forlangte, at danske jøder skulle gå med jødestjerne!
Se, hvis nu Politiken havde bedrevet noget tilsvarende, ville jeg sagtens kunne forstå, at du beskyldte bladet for at være antisemitisk, også selvom Politiken formelt kunne forsvare sig med, at avisen blot beskrev andres synspunkter.
Men det er altså ikke Politiken, men Krarup.
Og du beskylder glad, gerne og fulkommen udokumenteret Politiken for antisemitisme, men du har intet problem med Krarups adfærd!
@43 Claus T
Jeg ved godt, at det må være hårdt at være et ‘godt og anstænsigt mennske’ i Danmark anno 2011, men den slags indebrændte indlæg som du leverer i #43 tror jeg ikke tjener din sag.
Nu fulgte jeg debatten på Politken.dk under Israels militære aktion mod Hamas i januar 2009, og tro mig, det var en sand kloak af anti-semitisme der væltede ud af kommentarerne der. Det blev faktisk så slemt, at avisens mellemøst-ekspert, Anders Jerichow, d. 13.01.2009 måtte skrive en leder under overskriften: “Tegn på racisme forklædt som kritik af Israel”:
http://www.kotel.dk/gazakrig/forklaedt_aj.pdf
45.
Nu er det altså ikke mig, der har skrevet indlæg nr. 43..
Og du har så fundet en leder, hvor Politiken tager afstand fra antisemitisme?
Hvordan kan det gøre Politiken til en antisemitisk avis?
@46 Claus T
Nu har jeg aldrig påstået, at der i Politikens lederkollegium skulle være anti-semitter. Men at der blandt avisens kommentatorer/debattører findes anti-semitiske holdninger kan der ikke herske tvivl om. Disse afskyelige holdninger er ovenikøbet så udbredte i hvad man vel kan kalde ‘kredsen omkring Politiken’, at Anders Jerichow føler sig kaldet til at gå skarpt irette med dem i en leder.
@43 Claus T,
Saa blev du endeligt noedt til at tone rent flag, da associationstricket til sidst blev for tyndslidt. Du bryder dig altsaa ikke om Krarup af en raekke nogenlunde konkrete aarsager (og saa modsiger du ioevrigt dig selv om hvorvidt han er antisemit).
Slaaende er dit problem med at skille udsagns loedighed og kvalitet fra afsenderen. Du ved jo egenligt ikke hvordan man argumenterer, du ved bare hvad du foeler. Det er helt i Toegers aand – Jyllandsposten Muhammedtegninger har ikke noget at goere med ytringsfrihed (det er ikke kunst/afsenderen er dum osv.) hvorimod De sataniske vers var en vigtig ytringsfrihedssag (Rushdie er jo en fin forfatter).
47.
Nu udsprang diskussionen jo af, at “tilgrin” kaldte Politiken for “voldsomt antisemitisk”. Jeg beklager, hvis jeg uforvarende har tillagt dig samme synspunkt.
Jeg har ikke selv set eksempler på antisemittiske holdninger i “kredsen omkring Politiken”, som du kalder den. Har du nogle eksempler at vise frem?
48.
Hvilket associationstrick?
Jeg har uden for enhver tvivl dokumenteret, at Krarup har udgivet hyldestskrifter for antisemitten Harald Nielsen, genudgivet Luthers “Om jøderne og deres løgne” og skrevet, at Brandes ikke forstår Danmarkshistorien, fordi han er jøde!
Og nej: jeg bryder mig aldeles ikke om Krarup!
Det kan vist ikke komme som en overraskelse for nogen!
Mener du også, at jøder ikke er i stand til at forstå Danmarkshistorien?
Eller har du lyst til at tage afstand fra synspunktet?
47
Hvis dit indlæg skal forståes på den måde at der på et tidspunkt sandsynligvis har været et debat indlæg bragt i Politiken af en mulig antisemit, ja så har du nok ret 🙂
Men det samme kan vel hævdes om stort set alle andre medier inklusive dette
@50 Thomas Haugaard Jensen
“Men det samme kan vel hævdes om stort set alle andre medier inklusive dette”
Hvorfor er det så kun Politken der på selvste lederpladsen har følt trang til at gå i rette med ‘sine egne’??
51. Det må være pga Tøgers almægtige godhed og visionære sans for ret og retfærdighed 😉
Ærligt talt, hvis du prøver at læse, hvad der skyller op på JPs debatsider, er det da ganske uforståeligt – hvis altså JP skal behandles efter samme standard som Politiken – at JP hverken på lederpladsen eller over megafon fra Viby J ikke ugentligt gås i rette med “deres egne”.
Tøgers bog skal da nok læses på et tidspunkt. Jeg deler synspunktet at han nok ikke bliver husket af den brede offentlighed så mange år frem. Han huskes helt sikkert blandt os der går meget op i debat- og mediestoffet. Jeg synes når man ser andre chefredaktører tænker de først og fremmest på at lave nyheder, skaffe læsere/lyttere/seere og være interessante på det, Tøger skildte sig ud ved at være et stort holdningsmenneske, det kan jeg ikke komme i tanke om andre der har været indenfor den tid jeg har fulgt dem. Og tror godt Tøger kan få en status som den sidste store holdnings-debatredaktør indenfor medierne. I hvert fald udadtil og offensivt.
Derudover husker jeg Tøger som en der ofte gik egne veje og jeg som borgerlig ofte var uenig med, men altid vidende og interessant at høre på. Synes også han kunne være perfid og nedladende, men anser det mere som engagement end ondskab overfor modparten. Synes også som andre det var lidt absurd han under den kolde krig godt kunne se faren fra russerne, men muslimer røg han op i en spids ved det mindste kritik af. Omkring Jægerbogen havde jeg det sådan, at han skulle vise han gik ind for ytringsfriheden, og synes det var lidt søgt han skulle have den frem. Ytringsfrihed handler for mig at se om at man må sige alle de holdninger man vil, deriblandt selvfølgelig tegninger der kan støde muslimer, men ytringsfrihed kan jeg overhovedet ikke se have noget at gøre med at millitæret ikke fortæller om alle procedurer så fjenden kan læse dem, og i den debat fandt jeg Tøger pinlig. At bogen så ikke indeholdt nogle farlige ting ændrer ikke ved pointen.
Men altid interessant når han deltog i debatten, og som politisk nørd vil jeg helt sikkert huske ham. RIP.
@ Claus T.
1) Dokumentationen er jo en del af den annonce de indrykkede. Den fremgår jo deraf. Læs den dog.
Du har endnu overhovedet ikke forholdt dig til indholdet af annoncen og den dokumenation de fremlægger i forbindelse dermed.
Men lad os glemme den del, og forholde os til sagens kerne. Dine usympatiske tilsviningsforsøg.
2) Dit latterlige udfald mod Krarup gider jeg næsten ikke forholde mig til. Istedet blot stilfærdigt konstatere at du selv tidligere afviste ideen om Krarup som antisemit.
Men nu, efter at du blev presset, er det pludseligt helt forfærdeligt.
Men iøvrigt; Luther fremgår af f.eks. Demokratikanon, og at oversætte en bog der også handler om alt muligt andet end jøder, er altså ikke problematisk. Og igen forsøger du at gøre alt hvad der har med Harald Nielsen at gøre til jødehad, til trods for at han var en anerkendt forfatter. Igen; at hylde hans forfatterskab betyder ikke at man køber antisemistismen, ligeså lidt som hvis man med glæde læser Hamsum.
Hvordan du nu for 17. gang kan forfalde denne vanvittige argumentation er mig en gåde.
Og angående Brandes, så blev det citat vist færdigdebatteret i Weekendavisen for nogle år siden, også selvom Martin Krasnik desperat senere forsøgte at bringe det frem igen. Genfind selv artiklerne på biblioteket og få dine proportioner på plads.
“at det er ganske kvalmende, at manden gang på gang lige akkurat IKKE udtrykker sig antisemitisk!”
Ja, det kan vi andre jo så undre os over.
Igen, dit eneste argument – som du altså selv tidligere ikke tog alvorligt – er dit associantrick der netop alene er baseret på at han deler 'œnogle synspunkter' med Harald Nielsen.
Imens kan vi andre så konstatere at du vil afvise snart sagt alt der er skrevet før 2.verdenskrig, altså dengang hvor racetænkning m.m. var gængs i de fleste kredse.
Du må være en stor tænker. Men det må være hårdt. Du afskyr at gå forbi rundetårn, Børsen eller andre bygninger opført af despoter med frastødende tanker om religionsfrihed, homoseksutalitet m.m.
Du afskyr USA, for de racister der forfattede forfatningen, vil du ikke have med at gøre.
osv. osv.
Dit primitive og fanatiske livssyn taler for selv, og det er vel også grunden til at du bekvemmelig undviger den del.
Det er det der skræmmer mig mest. Din selvfede attitude som “anstændig” samtidig med at du uden at krumme tæer kaster dig over sådanne associationstrick som argumentation.
Gået lidt på klingen vender du sågar rundt på en tallerken og indtager pludseligt et synspunkt du tidligere faktisk selv afviste.
Og som hardcore puritaner afviser du ALT hvad der ikke indbefatter din egen renhed.
Enhver positiv omtale af Jefferson, Braun, Heidegger, Harald Nielsen, Marx, Churchill eller de fleste andre store navne i verdenshistorien, vil bringe dig ud af fatning og du vil levere en fuldstændig afvisning af den person der måtte udtrykke noget positivt om disse mennesker, samtidig med at du på perfid vis vil tilskrive dem at være enige i et og alt.
Det er absurd, og vist hverken Engelbrecht eller Seidenfaden forfalder til så stupide tricks, selv når de er/var værst.