Jyllands-Posten skriver i dag, at tidl. beskæftigelsesminister Inger Støjberg ventes at blande sig i arvefølgen til Venstres formandspost, når Lars Løkke Rasmussen en skønne dag måtte forlade dansk politik.
Forleden var det P1 Orienterings Pieter Raunwe, som kunne fortælle en tilsvarende historie, hvor den politiske medarbejder mente at vide, at det ville komme til et kampvalg om næstformandsposten måske allerede til næste år, når Venstre holder landsmøde.
Hovedpersonen selv nægtede længe at afkræfte overfor pressen, at hun skulle være næstformandskandidat m.m. Men ved middagstid kom så en mail til JP, hvor Støjberg slog fast, at hun ikke opstiller mod Kristian Jensen. Dermed er sagen lukket ned. For en tid.
Hvem har så lækket eller spunnet historien til pressen, og hvorfor kommer den mon nu? Der spekuleres i at det er den såkaldte 'mellemgruppe' af midaldrende og nogle gange måske lidt oversete folketingsmedlemmer, der gennem deres stiltiende støtte til Støjberg ønsker at fortælle, at de hverken mener at Søren Pind, Troels Lund Poulsen eller den nuværende gruppeformand og næstformand Kristian Jensen er deres mand '“ hverken nu eller i fremtiden. For nylig var det denne gruppe bestående af folk som Hans Chr. Schmidt, Kim Andersen, Lars Chr. Lilleholt og Karsten Nonbo som fik valgt Støjberg til næstformand i folketingsgruppen. Nu håber de tilsyneladende på, at Støjberg med tiden vil kunne overtage ledelsen af partiet.
Man er formentlig også drevet af en langvarig utilfredshed med Kristian Jensens måde at lede gruppen på, hvor han efter deres mening, mens Venstre var i regering tilsyneladende var mere loyal over for ministrene og regeringen på bekostning af at være gruppens tillidsmand, forlyder det.
Modstanden mod Søren Pind kunne formentlig bunde i en usikkerhed om, at han som formand kan stå distancen taget i betragtning af de hyppige skæverter han har slået i den politiske debat. Senest var det sommerens fejlskud, hvor en flok hippiers sitdownstrejke i Øster Lynild plantage i det Pind'dske univers kunne sidestilles med den norske massemorders hærgen på Utøya. Pind mente selv, han var blevet overfortolket af medierne, men ikke desto mindre fik sagen en del venstrefolk til at ryste på hovedet og hans rivaler til at gnide sig i hænderne af fryd.
Men der kan sikkert være mange andre grunde til at nogle gruppemedlemmer ikke ser Pind eller Jensen, som det store hit. Sådan har det i øvrigt altid været. Selv under Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen da de red på den højeste popularitetsbølge, var der altid nogle i folketingsgruppen, der i det stille rynkede på næsen. Så man skal næppe overdrive oppositionen omfang og betydning, men det kan selvfølgelig ændre sig.
Har Støjberg så en chance for at blive næstformand? Måske, hvis det er det, som V-partiledelsen ønsker. Men næppe om et år. For det ville være banebrydende nyt, hvis man forestillede sig, at en næstformand skulle blive væltet ved et kampvalg. Det er mig bekendt ikke sket i nyere tid. Næstformandsvalg har som hovedregel været en ekspeditionssag, hvor en kandidat er blevet kåret. Undtagelsen var i 1998, hvor tre kandidater (Lars Løkke Rasmussen, Eva Kjer Hansen og Peter Brixtofte) var i et åbent kampvalg om den ledige post, som Anders Fogh Rasmussen havde forladt, efter at han forinden var blevet kåret som formand.
Går man længere tilbage så kan man med nogen ret sige, at den daværende noget farveløse Knud Enggaard i 1982 '“ som jeg erindrer historien – blev overtalt til at forlade den på dette tidspunkt ret betydningsløse næstformandspost til fordel for Hanne Severinsen, fordi V-toppen på dette tidspunkt ønskede flere kvinder i front for partiet, nu hvor bl.a. Enggaard var blevet minister. Det er dog ikke det argument, man endnu har fremført for, at Støjberg skulle stille op mod Kristian Jensen. Det handler tværtimod om, at hun på sigt '“ forstår man på Raunwe '“ via erobring af kronprinsesse-værdigheden en dag skal overtage formandsposten i Venstre. Støjberg har tidligere på de indre linjer ikke lagt skjul på, at hun har store ambitioner.
En anden årsag til at Støjberg formentlig ikke kan vinde et kampvalg om et år, bunder i, at det ville kræve Lars Løkke Rasmussens accept. Og hvorfor skulle han dog ønske et slagsmål om arvefølgen nu? Hvis Løkke ville af med Kristian Jensen så kunne han fx have gjort Støjberg til gruppeformand for nylig eller på anden måde sikret hende en fremtrædende post. Det gjorde han ikke. Tværtimod er det Ellen Trane Nørby, som også efter valget fortsatte som politisk ordfører. Og hvor var Støjberg i Løkkes valgkamp? De to kvinder, der blev ført frem i front var Nørby og Lykke Friis. Det er næppe tilfældigt. De to kvinder har utvivlsomt mere appel til løse storbyvælgere end partiets historiske base – de jyske landvælgere – som formentlig er dem Støjberg appellerer mest til.
Spørgsmålet er om fx en Søren Pind kan se et formål i at levere støtte til Støjberg. Det vil kun ske, hvis det er noget Løkke specifikt ønsker, og det er der indtil videre intet, der tyder på.
Det er en spændende historie JP og P1 Orientering havde gang i og den kan ikke afvises, som det rene sludder. For de to medier har jo kilder på deres historie. Støjberg er en hæderlig politiker, der har klaret sig pænt på svære poster, men jeg har svært ved at se hende som formandsemne. Men at Inger Støjberg en dag skulle blive formand for Venstre eller blive næstformand for Venstre om et år?
Den skal de vist længere ud på landet med.
7 kommentarer til “Kronprinsesse Inger”
Jeg må ærlig indrømme at jeg anser P1 og JP artikel for forsøg på at finde en historie.
Der er for det første slet ikke aktuelt, og når det er sagt, ja så er det Venstres tillidsfolk som vælger formand og næstformand, og her er der MASIV opbakning til Kristian Jensen. Inger Støjberg er faktisk ikke særlig populær blandt Venstres tillidsfolk i det vestlige Jylland, blandt andet pga hendes agrasive måder at fører valgkamp på. Hvad et lille udsnit af Venstres Gruppe så siger er ligemeget, Kristian Jensen er Pt Venstres næstformand, der kan selvfølgelig ske mange ting, men lige nu er der ingen der opbakningsmæssig kan matche ham. Det er vist forøvrigt en artikel som JP har fortrudt, den er i hvert fald ikke på internetsiden. Eller sagt på en anden måde, der er vist ikke fugls føde på den historie.
1.
Som Cordua skriver, så har både Orientering og JP altså nogle kilder (må man formode), så det er nok lige lovlig flot at sige, at der ikke er fugls føde på historien.
Jeg aner intet om de interne forhold i V’s folketingsgruppe, men kunne det ikke være et forsøg på at sende et budskab til kristian Jensen à la: “Nu opfører du dig altså ordentligt, ellers risikerer du, at vi ydmyger dig ved at stille med en modkandidat!”
Altså ikke et konkret forsøg på at køre Inger Støjberg i stilling som ny næstformand men et forsøg på at stække Kristians Jensen her og nu.
Det kan godt være at Støjberg rent vælgermæssig ikke står så stærkt i Storbyerne, men internt i Venstre står hun vel ret stærkt – særligt i jyske venstre der vel stadig sidder på en stor del af magten. Det kan vel også tænkes at hele sygehussagen i Vestjylland har kostet Kristian Jensen støtte i jyske venstre. Så måske kan det blive en fordel for Pind hvis Støjberg vælger at stile op, så jyske venstre bliver splittet.
Venstre må prise sig lykkelige over at den lille fremgang ved valget betyder at Lars Løkke sidder sikkert i sadlen. Partiet har i den grad brug for at få styr på tronrækkefølgen i de kommende år for at undgå de magtkampe som de ellers har undgået i de år hvor der istedet var jævnlige blodbad hos socialdemokraterne og de konservative.
Der er er da et eller andet rigtigt i den historie, der kommer jo sjældent røg uden en brand. Men jeg enig i, at det aldrig kommer til at ske. Jeg kan dog godt forstå dem der gerne vil køre Støjberg frem. Se hvor langt Socialdemokraterne er kommet, men en efter min mening, mindre kompetent kvinde;-)
Sådan som Lars Løkke kom ud af valgnederlaget, som den med flest personlige stemmer overhovedet, mandatmæssigt gik hans parti frem og hans blok tabte minimalt i forhold til målingerne, tror jeg V er bedst tjent med at beholde ham som formand indtil næste valg, medmindre han render ind i en nedtur eller større skandale. Jeg har personligt svært ved at se Støjberg som formand, synes hun virker arrogant og som om hun ikke hører efter hver gang hun får kritik, selvom jeg må medgive at beskæftigelsesministeriet ikke er verdens letteste ting i en tid med større arbejdsløshed. Men jeg ser mere en kommende formand i Søren Pind eller Kristian Jensen end hende.
Thomas Larsen mener også at der er en fløjkamp på vej, det i sig selv burde vel garantere at det modsatte er tilfældet…