I hængekøjen, der har SF det bedst

52 år gik før Socialistisk Folkeparti for første gang indtrådte i en ny regering. Tilløbet var langt og det beskriver Weekendavisens Hans Mortensen i en forrygende og underholdende bog, der kvalificerer sig til at blive SFs uofficielle partihistorie.

Vi får hele baggrunden og historien om, hvordan den mangeårige DKP-formand samt folketingsmand og senere stifter af SF Aksel Larsen bliver smidt ud af DKP og herefter får følgeskab af en lang række kommunister, der efterhånden var blevet trætte af at skulle forsvare Sovjetunionen og dets kampvogne, der i 1956 knuste det ungarske folks opstand mod dets stalinistiske undertrykkere.

Under valgkampen skriver Larsen sig atter engang ind i den politiske historier ved at stryge ind i tinget med 11 mandater efter at have ført kampagne b.la. med en berømt TV-transmission fra sygesengen, hvor han havde benet i gips.

SF bruger i årene efter skismaet med Moskva og Dr. Tværgade at søge indflydelse på Jens Otto Krags regering. De udvikler den såkaldte 'katalysatorteori', hvor et stærkt SF skulle kunne trække Socialdemokratiet mod venstre. Hos Socialdemokraterne og ikke mindst hos Per Hækkerup ser man anderledes på sagen. Her drejer det sig om at få SF 'under åget' og fedtet ind i ansvaret for beslutninger som støtteparti til S-regeringen.

Men partiets venstrefløj bestående af yngre marxister som Preben Wilhjelm i spidsen afviser at tage medansvar for 'Det røde Kabinets' økonomiske politik. De bryder på dramatisk vis ud af SF i 67 og stifter VS, der kommer ind i folketinget ved valget i 68, som Krag må udskrive efter 'Det røde kabinets' sammenbrud. Resultatet bliver en valgperiode 1968-71med den borgerlige VKR-regering, hvorimod sammenbruddet omkring et tæt S-SF-samarbejde reelt varer helt indtil for få år siden, hvor Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt fandt hinanden i et nyt forpligtende samarbejde.

For Larsen er der tale om en skuffelse. Han skriver senere i sine erindringer, at hvis ikke man forsøger at tage chancen og søger indflydelse, så hører man til 'nederlagets mænd', der i stedet burde 'dyrke kål'.

I 70erne fortsætter magtkampene i partiet for fuldt tryk, hvor Aksel Larsen-støtterne de moderate og midtersøgende 'Larsenister' taber slagene til den mere marxistiske traditionalistiske venstrefløj. Stifteren selv har for længst mistet magten og forlader dansk politi, mens hans støtter blandt dem hans ikke særligt succesfulde arvtager Sigurd Ømann ender – efter sin afgang fra formandsposten – med at blive stemt ud af Folketinget.

Den i SF-sammenhæng moderat venstreorienterede Gert Petersens overtager partiet i 1974, og de første år mister partiet tilslutning. I 1977 rammer partiet bunden med kun syv mandater. Herefter går partiet støt frem, hvor Petersen med tiden formår at balancere mellem de forskellige fløje som SF kommer til at bestå af. Selv tilhører han den stærkeste 'SF-classicfløj', som også leverer de næste to partiledere Holger K. Nielsen og Villy Søvndal. SF under Gert Petersen formår dog i løbet af 70'erne at opsamle en stor del af venstrefløjsstrømninger lige fra modstanden mod EU, den grønne bevægelse til modstanden mod A-våben. Det kulminerer i 1987, hvor partiet med 27 mandater får sit bedste valg nogensinde.

Imidlertid er det en af bogens pointer, at SFs succes hos vælgerne er omvendt proportional med partiets indflydelse. At blive i hængekøjen, det tjente partiet bedst, for i modsat fald risikerede man at lukke Pandoras æske op, hvorefter magtkampe kunne bryde ud i lys lue og splitte partiet i atomer. Det havde Petersen set så rigeligt af, så han foretrak hængekøjen i en magtdeling med partiets grønne fløj repræsenteret ved gruppeformanden Ebba Strange, der gerne så et samarbejde med det radikale venstre i bl.a. miljøspørgsmål.

Hvor EU-sagen samlede partiet i 70'erne og 80'erne, så er det en sag, der splitter partiet i løbet af 90'erne. Under den nye partiformand Holger K. Nielsen, der overtager formandsposten i 1991 og frem til 2005 falder SFs vælgertilslutning støt og roligt. Den grønne og i stigende grad EU-venlige fløj under Steen Gade taber formandsopgøret og slaget om partiets holdning til EU. Det er stadig en sag, der splitter partiet og som SF ikke har klart formulerede holdninger til. Undervejs er flere af SFs topfigurer søgt væk fra partiet til S blandt dem den nuværende undervisningsminister Christine Antorini, der er tidl. næstformand i og MF for SF.

Hans Mortensen er en god guide gennem de vigtigste begivenheder gennem hele SFs partihistorie. Han har læst alt af interesse, der er udgivet om emnet, og har stået på hovedet i arkiverne og talt med folk, som har kunnet bidrage med forståelse for SFs udvikling fra protestparti på venstrefløjen og til regeringsbærende parti. Ingen bør fx holde sig tilbage med at læse historien om SFs gruppeformand Holger Viveke, der både gav den i rollen som 'larsenist', men samtidig som betalt agent fodrede Sovjet-ambassadens folk med oplysninger om, hvad der foregik internt i SF.

Vi får også meget at vide om SFs nyere forvandling ind mod midten, men Mortensen holder (for meget) igen med at spå om fremtiden. Det ville ellers have været interessant. Noget tyder indtil videre på, at SFs vælgeropbakning også i 00'erne har det bedst at være uden for indflydelse henset til SFs valgresultat næstbedste resultat i 07 og det seneste store valgnederlag for partiet.

Til gengæld kan Mortensens gedigne publikation uden alt for mange skråsikre prognoser bedre overleve mange år i reolen. Det er en god og underholdende bog, som alle med interesse for dansk politik '“ og ikke mindst SF '“ naturligvis bør læse. Den skal nok blive lagt under juletræet hos landets gymnasielærere.

Hans Mortensen: 'Den røde tråd', Lindhardt & Ringhof 2011, 360 sider.