De har endnu ikke ringet

Venstre kom i går med sit finanslovsforslag.   Når man ser igennem det pinlige faktum at partiet '“ i opposition nu kræver at få afviklet sin egen afgiftspolitik fra man for knapt et år siden sad i regering, så er det da til at få øje på et Venstre, der vil lette byrderne for erhvervslivet (og subsidiere håndværkerne).

Det er også den rolle, som erhvervslivets (i bredeste forstand) advokat, som vælgerne og regeringen forventer, at Venstre spiller, nu hvor de konservatives mandater er ligegyldige. Lars Løkke Rasmussen kan snakke sig ud af mange ting, blot så længe han og hans partifæller virker overbevisende på vælgerne i et forsøg på  at minimere Enhedslistens indflydelse. I Venstre har man selfølgelig skrevet sig erfaringerne fra skattereformforhandlinger bag øret, og derfor droppet spekulationerne om at vælte regeringen i utide, og siden rettet strategien ind derefter.

For regeringen '“ minus SF – er det også kærkomment, at Venstre melder sig på banen, sådan at Enhedslistens krav til finansloven modereres og bliver nogle, der befinder sig et sted i virkelighedens verden, og som regeringen vil kunne honorere uden at dens overordnede økonomiske målsætninger bringes i fare.

Regeringen påpeger med rette, at Venstres regnestykke er ukonkret, når det gælder, hvor man vil hente pengene til skattelettelser. Det kan derfor heller ikke undre, at Venstre i opposition benytter sig af hokus-pokus-politik, hvor man gerne tryller gaver frem uden at anvise troværdig finansiering. Det vil jo først vise sig,  hvis det '“ mod forventning '“ ender med reelle forhandlinger ovre hos finansminister Bjarne Corydon.

Selve finansloven bliver naturligvis en aftale alene med Enhedslisten. Det er tilsyneladende et krav, som SF har stillet til sine regeringspartnere. Det forlyder således fra Borgens gange, at Villy Søvndal dæmpede gemytterne hos SF, da han på partiets sommergruppemøde lovede, at regeringen ikke igen snyder Enhedslisten for en stor aftale ligesom det skete  med skattereformen.

Hos Venstre bemærker man sig også, at der ingen kontakt overhovedet har været til regeringen henover sommeren. Hvis regeringen havde været reelt interesseret i en aftale, så havde  den allerede  for længst  indkaldt til og afholdt små kaffemøder for at føle Venstre på tænderne og forhøre sig om partiets krav. Ikke engang de radikale, som ellers udadtil appellerer til det store oppositionsparti,  har hidtil følt sig kaldet til at holde forbindelserne til Venstre varme.

I Venstre – og på Christiansborg i al almindelighed – er der dog en forventning om, at regeringen ønsker at lave 'et stort kludetæppe', hvor man laver flere delaftaler med Venstre og formentlig også de konservative.

Så regeringen skal nok ringe til oppositionen, men det bliver først, når aftalen med Enhedslisten ligger nogenlunde klar. De ringer næppe inden, medmindre at  forhandlingerne med Liste Ø – mod forventning – er kørt helt af sporet.