Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Lindvig om britiske valg, DA's forslag om overførselsindkomster og Dorph&Pasternak i Cordua & Steno torsdag

Author icon

Skrevet af

Clock icon

april 8, 2015

Comments icon

Ingen kommentarer

Det britiske valg er udskrevet. Vi får en mangeårig kender af britisk politik, Niels Lindvig i studiet til en analyse af valgkampen, som den indtil nu har formet sig. Hvad er valgtemaerne, og står det endnu klart, hvem der vinder valget, der finder sted den 7. maj.

Det er torsdag kl 10.05 i Cordua & StenoRadio24syv.

Dansk Arbejdsgiverforening mener, at hvis velfærdssamfundet skal overleve, så kræver det, at ydelserne for en lang række overførselsindkomster bør sættes ned. Det møder stor modstand både i det politiske miljø og ikke mindst hos fagforeningerne. Debat mellem DA's adm. direktør Jørn Neergaard Larsen og forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA, der er de offentligt ansattes organisation. Sidstnævnte betegner forslaget som 'helt ude i hampen'.

Forfatterparret Dorph/Pasternak har specialiseret sig i at skrive dystre krimier fra et historisk København, der ikke ligger så langt tilbage. Det første bind 'Om et øjeblik i himlen' foregår i 1975, mens Anker Jørgensen er statsminister. Det andet bind 'Afgrundens rand' finder sted i 1981, netop året, hvor finansminister Knud Heinesen (S) med de samme ord løftede en advarende pegefinger om den kurs, som dansk økonomi dengang havde mod ruinen.   Nu er man med fjerde bind 'Tal til mig' nået frem til skæbneåret 1989, der ikke ulogisk foregår delvist i det Østeuropa, der med lynets hast blev forandret for altid. Dorph/Pasternak er gæster sidst i programmet.

Vi skal undervejs også tale om et spektakulært politisk selvmord, og ikke mindst de mange kampagner, der kører i den endnu   ikke udskrevne valgkamp, som allerede nu trækker så mange ressourcer ud af partierne, at en valgudskrivelse må være på trapperne inden for de kommende uger. Sidst men ikke mindst: Vi skal uddele Ugens Fidusbamse til en værdig kandidat.

Hør hele 1. time med Niels Lindvig og siden debat mellem FOA og DA her

Hør hele 2. time med Ugens Fidusbamse og Dorph/Pasternak her


Cordua & Steno i Luxembourg Skærtorsdag

Author icon

Skrevet af

Clock icon

april 1, 2015

Comments icon

Ingen kommentarer

Cordua & Stenos rullende redaktion er taget til EU’s næstmindste land storhertugdømmet Luxembourg, der suverænt er EU’s rigeste land.

Det sker i en særudgave af Cordua & Steno, der sendes Skærtorsdag kl 10.05 på Radio 24syv.

Den danske skatteadvokat Helene Müller Schwiering er bosiddende i Luxembourg, og vi taler med hende om landets bankhemmelighed, og hvorfor finansielle virksomheder har valgt at flytte dertil. Vi skal også høre hendes bud på, hvad den såkaldte Lux-Leaks-affære egentlig bunder i, og hvad den betyder for landet.

Jhon Mortensen (fornavnet staves altså Jh) var i 25 år bankmand i Luxembourg. Han beretter i en samtale med os om landets udvikling fra tidligere fattig stålproducent til et særdeles velhavende center for finansielle virksomheder i EU. Et land, der har været præget af de to verdenskrige og hvis flersidige identitet afspejles bl.a. i brugen af hele tre hverdagssprog.

Kirschberg er en nyere bydel lige uden for selve Luxembourg by, hvor bl.a. EU-institutionerne hører til. Her ligger EU-domstolen, hvor vi har sat den af Danmark udpegede dommer Lars Bay Larsen stævne for at høre om selve domstolenes funktion og hans arbejde som dommer.

I Remisch ved Mosel-floden – den luxembourgske Riviera – taler vi med den danske forretningsmand Thomas Voss om nogle af de ikke så kendte udfordringer, der også kan være i et land som Luxembourg, Mange lokale er så rige, at de unge ikke gider tage en uddannelse, og de vil helst arbejde i den offentlige sektor. Og så er de oprindelige indbyggere kommet i mindretal.

Til sidst er vi på besøg på den EU-støttede 'Europa-skolen' i Luxembourg for at tale med en af skolens danske lærere, Brian Pedersen om hans arbejde og om skolen, der er søgt bl.a. af børn fra de mange danskere, der bor i landet.

Undervejs skal vi desuden en tur til grænsebyen Schengen, der i år fejrer 30 året for den første aftale om fri bevægelighed for personer fra aftalens medlemslande. Vi skal også på pianobar i Luxembourg by og naturligvis også vise General Patton respekt på den amerikanske kirkegård i Hamm, hvor han ligger begravet sammen med 5000 af sine soldater.

Hør hele 1. time her

Hør hele 2. time her  

Bottom border