Kørselsordningen Uber er en torn i øjet på de danske taxaer. Forleden demonstrerede 200 danske taxachauffører på Christiansborgs Slotsplads. De mener at ordningen, hvor passagerer kan køre med private chauffører er ulovlig og skaber en urimelig konkurrence i forhold til den etablerede taxabranche.
Søren Nicolaisen, formand for foreningen TID (Taxiførere i Danmark), kræver handling fra de danske politikere med et forbud mod Uber. MF (LA) Joachim B. Olsen ser intet behov for indgreb. Han er i øvrigt selv bruger af Ubers ydelser.
Vi tager debatten om Uber i 1 . time af Cordua & Steno kl. 10.05 på Radio24syv.
'Den hårde konklusion er, at indtil EU får kontrol med sine ydre grænser og henlægger asylbehandlingen til lande uden for EU, så vil EU og særligt Tyskland få flere asylansøgere, end man på nogen menneskelig måde kan overkomme'. Sådan skrev Berlingskes udlandsredaktør Anna Libak forleden. Nu har Tyskland og et flertal gennemtrumfet en fordeling af 120.000 flygtninge til EU-landene, men hvor flere af de øst- og centraleuropæiske lande nægter at tage deres del. Er EU ved at revne? Vil det standse flygtningestrømmen? Og hvad skal vi gøre for at sikre den fortsatte frie bevægelighed? Vi får en analyse fra Anna Libak i 2. time.
Bjarne Hastrup er direktør for en af Danmarks mest succesfulde interesseorganisationer ÆldreSagen '“ en folkebevægelse på 730.000 medlemmer. Ingen politiske partier tør på forhånd afvise Ældresags-lobbyisternes krav. Dansk Folkeparti har allerede krævet en 'Ældremilliard' på finansloven. Vi spørger Hastrup om han selv oplever en politisk velvillighed og hvorfor de ældre skal tilgodeses på det danske statsbudget måske på bekostning af andre lige så rimelige krav fra andre knapt så store interessegrupper.
Har I spørgsmål til vores gæster, forslag til emner eller et bud på Ugens Fidusbamse så skriv til os på Cordua & Stenos Facebookside.