By, bolig og udkantsminister Carsten Hansen (S) blev for nylig også minister for nordiske anliggender. Hansen er gæst i Cordua & Steno kl 10.05 torsdag, hvor vi tager en snak om boligpolitik og ikke mindst den aktuelle situation i de egne af Danmark, hvor folk ikke kan få solgt deres boliger. Har lytterne et spørgsmål til ministeren eller andre af vores gæster så skriv til os på Cordua & Stenos Facebookside.
'Den Hemmelige Socialdemokrat' er jaget vildt på Christiansborg. Er han en redepisser per excellence med pensionsformue deponeret på en konto hos det forlag, der udgiver bogen, eller er han i virkeligheden velfærdsstatens Røde Pimpernel, der forsøger at redde stumper fra det gamle Socialdemokratis ideologiske gods fra Corydons og Thornings reformamokløb. Vi tager en snak med bogens forlægger, Jakob Kvist om hvad formålet er med at udgive en så kontroversiel bog fra en anonym forfatter, som han hævder har sæde i den socialdemokratiske folketingsgruppe.
En ny undersøgelse viser, at op mod halvdelen af uddannelserne på universiteterne ikke er tilstrækkeligt relevante for arbejdsmarkedet. Et 'wake-up-call', siger den nye radikale uddanelsesminister Sofie Carsten Nielsen. Uddanner vi folk til arbejdsløshed. Hvad vil hun gøre ved det? Ministeren er gæst i studiet kl. 11.30.
Undervejs skal vi uddele Ugens Fidusbamse og vende de aktuelle begivenheder i dansk politik. Hør med torsdag mellem kl 10-12 på Radio24Syv.
Hør hele 1. time med Carsten Hansen og Jakob Kvist her
Hør hele 2. time med Sofie Carsten Nielsen og Ugens Fidusbamse her