'Film skal ses i biografen', sagde Ole Michelsen hvergang og lige før at lamperne slukkedes for det fremragende og desværre hedengangne DR-filmprogram 'Bogart'. Michelsens vise ord holder stadig, og for tiden vises en række glimrende historiske og politiske film, som fortjener at blive set af et stort publikum.
Den tyske film og fortjente Oscar-vinder 'De andres liv' om STASIs overvågning af intellektuelle i DDR burde være med i en slags “filmkanon” for alle danskere født efter 1980, så de får en fornemmelse af, hvor forfærdeligt undertrykkende de kommunistiske landes regimer faktisk var. Frank Aaen og gammelkommunisterne i Enhedslisten kunne også have glæde af at se filmen, selvom jeg tvivler på, at de egentlig forstår dens dybere pointer. Dengang før murens fald i 1989 var alt – herunder individuelles almindelige borgerlige rettigheder – jo fuldstændig underlagt almenvældet i arbejderparadiserne østpå. Har du ikke set filmen, så kan det stadig nås. Fx i Grand-biografen i København.
Irske 'Vinden som ryster kornet' er en rystende film af den engelske filminstruktør Ken Loach om irernes frihedskamp og borgerkrig lige efter 1. verdenskrig. Ikke siden 'De andres liv' har en film gjort et så dybt indtryk på denne biografgænger. De irske nationalister levede i begyndelsen af det 20. århundrede i det britiske demokrati, men ønskede selvstændighed og havde bevisligt et stort flertal i den irkse befolkning bag deres krav. Briternes fremfærd overfor irerne var ufattelige grov og overgrebene var til tider ret hårdhændede. Fx. blev der gjort kort proces med lederne af påske-oprøret i 1916, der stort set alle blev henrettet. Efter frihedskampen mod de britiske paramillitære 'Black and Tans'- hjælpetropper '“ skildret i filmen og i den irske mytologiske selvforståelse som regulere dødspatruljer ryger de irske nationalister i totterne på hinanden. Det er tidligere skildret i en helt anden film, nemlig 'Michael Collins' med Liam Neeson i hovedrollen som den kun godt 30-årige oprørsleder, der laver “lokumsaftalen” med Winston Churchill om en 'fri stat', men inden for det britiske statssamfund og med troskabsed til den britiske monark. Traktatmodstanderne og deres leder Eamon De Valera '“ i Collins-filmen spillet af den fremragende Alan Rickman '“ nægter at gå ind på aftalens betingelser, og så er borgerkrigen en realitet. I 'Vinden som ryster kornet' (i øvrigt en strofe fra en irsk frihedssang fra 1798) er de to grupper repræsenteret af to brødre, som dermed står på hver deres side i det ret hårde og brutale opgør mellem fløjene, der følger. Filmen er ikke et helteepos for hverken den ene eller den anden side. Selv de britiske soldater skildres i et enkelt moment som ofre for krigens gru, og deres afstumpede opførsel overfor irerne forklares antydningsvis i en enkelt scene med henvisning til 'helvedet i nord' dvs. de britiske soldaters fire år lange mareridt i skyttegravene i Flandern under 1. verdenskrig. Filmen prædiker ikke, og den har ingen oplagte helte, selvom oprørsfolkene skildres som sværmeriske og lidt naive marxister, der kæmper for den fattige mand på gaden, mens fristatsfolkene er en slags konservative opportunister. Men balancen holdes – også selvom Loach selv er socialist og mest er kendt for at have lavet socialrealistiske hverdagsdramaer.
Filmens centrale pointe er, at krig nu engang ikke er gratis, men har omkostninger for dem, som fører den. Borgerkrig er endnu mere rædselsfuld end krig. Grænsen mellem hvornår man er terrorist og frihedskæmper? Tjah. Det er nærmest et spørgsmål om datoen. Der skal nok være dem, som trækker paralleller fra filmens historiske univers til vore dages Irak, men jeg køber ikke den præmis og mener overhovedet ikke at de to situationer kan sammenlignes.
Jeg synes 'Vinden som ryster kornet' primært handler om den irske republiks blodige fødsel, og den får mine varmeste anbefalinger. Men vær beredt på, at visse af filmens scener viser barske former for vold inkl. tortur og henrettelser. Filmen kan stadig ses i biograferne “Palads” og “Vester Vov Vov” i København.