Ekstra Bladet fortsætter for fjerde dag i træk deres heksejagt på Søren Pind. Torsdag aften i “Jersild Live” på DR1 kom det frem, at Pinds 'ultimative druktur' med embedsmænd ikke oversteg, hvad eksempelvis en Ritt Bjerregaard har brugt på nogle OECD-folk for nylig.
På avisen er man tydeligvis i stigende grad frustreret over, at deres kampagne mod Pind ikke rigtig har bid hos de øvrige medier, som for længst har gennemskuet Ekstra Bladets hensigter, og derfor ikke skriver om avisens fem år gamle “afsløringer, som man åbenbart har haft på lager.
Ekstra Bladet har et succeskriterum, der hedder, at Pind skal sige undskyld, i føre sig sæk og aske og betale pengene tilbage. Ellers vinder man ikke det spil, som Ekstra Bladet derfor er ved at tabe, nu hvor presset ikke stiger på Pind. Det ville nemlig kræve, at de øvrige medier også spiller med på melodien. Men de stod af, da sagen ikke længere handlede om Lars Løkke Rasmussen. Søren Pind opretholder selvsagt radiotavshed og medvirker ikke til føljetonen trods Ekstra Bladets hysteriske fremturen, Det gør han selvfølgelig, fordi han ikke er interesseret i at give sagen mere opmærksomhed. På et eller andet tidspunkt, så vil Ekstra Bladets læsere nok se andet på forsiden end skarptvinklede historier om 'Pinds druk' og avisredaktionens patetisk skingre krav om 'tilbagebetaling af hver en krone'
Hvad gør Ekstra Bladet så? Ja man kan jo som Ekstra Bladets Jan Kjærgaard gjorde i går – opsøge Pind på hans kontor på Christiansborg. Man banker på. Der svares ikke. Hvad gør Jan Kjærgaard så mon? Han går da bare ind på kontoret! Selv hvis man er meget venlig, så kan der kun være tale om ulovlig indtrængen på en anden persons kontor på Christiansborg. Men nu er man jo ikke helt idiot og begynder at melde Jan Kjærgaard til Presselogen eller ligefrem til politiet for at gå ind på folkevalgtes private kontorer helt uden tilladelse, aftale eller nogenting. Det får man intet ud af.
Kjærgaard og resten af Ekstra Bladet har nemlig en licens til denne opførsel ligesom, de kan hænge folk ud på forsiden for fem år gamle bilag om spiritusforbrug, som i øvrigt holder sig inden for lovens rammer. Og det sker helt uden at det meste af resten af pressen – måske minus Peter Mogensen og Politiken og et par stykker til – viser lidt civilcourage og siger offentligt fra overfor Poul Madsens, Bent Falberts og deres skraldespandstømmeres kampagne. Men hovedreglen er, at pressen aldrig kritiserer hinandens arbejde, uanset hvor løgnagtige eller manipulerede historierne er. Journalistforbundet giver sikkert Kjærgaard en præmie for dybdeborende journalistik for at vade ind på Pinds kontor uden tilladelse.
Onsdag så man så, at Kjærgaards makker Niels Ditlev '“ som selv gennempløjede Pinds bilag for fire-fem år siden som JP-journalist '“ afkræve Anders Fogh svar på Pinds bilag. Fogh har naturligvis forlængst lugtet, at Ekstra Bladets kampagne fuser ud i ingenting, og kunne derfor håne Ditlev lige op i hovedet med ordene:
Ha ha. Du er en mand med en sag.
Ekstra Bladet kører sikkert videre et par dage endnu med deres gamle bilag. Det får ikke Pind på banen, og det må være frygteligt for avisredaktionens selvfølelse, at deres kampagne slet ikke har fået væltet hverken regeringen eller knækket en Pind.
Kan man ikke vinde på den ene måde, så kan man måske vinde på den anden.
STØT JARLS BLOG her.
15 kommentarer til “Du er en mand med en sag”
Man får næsten ondt af Jan Kjærgaard, når han for åben skærm pisker stemningen op med ordene “Hvad helvede bilder du dig ind?”
Men desværre gjorde Peter Mogensen ikke nogen overbevisende figur i Jersild Live, når han alene gør sagen til spørgsmålet, om man blander Løkke ind i det eller ej!
Det afgørende er, om vi moralsk tillader vore politikere at gøre det, som man ihvertifald gør i det private erhvervsliv: At en repræsenationskonto kan bruges til moderat fornøjelse i gråzonen mellem private og professionelle formål.
Jeg mener, at svaret er klart ja. Men glem ikke, at de fleste offentlige funktionærer er vant til, at al fornøjelse i embedets medfør betales af egen lomme. Min egen hustru er offentlig ansat og der gives f.eks. ikke engang tilskud til julefrokost.
Dette moralske problem er ikke nemt at svare på, når staten forventer tilbageholdenhed af embedsmændene, men ikke af politikere.
Men journalister fra Ekstra Bladet og DR skal ihvertifald ikke gøre sig hellige. Hvis journaliststanden ville pisse lidt mere i egen rede, så ligger der sikkert mange historier og gemmer sig her…
Har ikke læst politiken for nylig, så måske er din ros på sin plads her.
Men ellers bør Mogensen nok ikke tale for højt. I den pinlige bog han udgav for nylig afslører han sig selv på usmagelige vis i forbindelse med sagen om den ikke-heilende morten messerschmidt. Mogensen argumentere for at karaktermyrde manden selvom Mogensen er fuldt bevidst om at de ikke har skyggen af dokumentation. Det bekymrer ikke Mogensen, for det er jo en DF’er. I ved de onde og fæle mennesker.
Et synspunkt der er så langt ude at man må spørge sig selv hvordan manden forsat kan være beskæftiget i en avis der gerne vil tages seriøst.
Hvis du ikke havde dækket dig ind ved at ‘vedkende dig dit venskab med Søren Pind’, så ville jeg mene, at du ikke var meget bedre end Thomas Larsen, når det kommer til det her.
Selvom jeg ikke er typen, der bliver forarget over den slags normalt, så synes jeg, at den her ser lidt voldsom ud, medmindre der er god forklaring på det.
http://nyhederne.tv2.dk/politik/article.php/id-20123495.html
Hej Jarl
Det er måske lidt urimeligt at det er lige præcis Pind det går ud over – mine år indenfor politik har overbevist mig om at han er nøjagtig som folk er flest. Nemlig at politikere og embedsmænd overhovedet ikke har nogen sans for at det er mine penge de går og bruger af. Og derfor har Ekstrabladet jo også en sag at køre frem imod – det er det moralske det handler om.
Man kan ikke sammenligne det at være politiker med at være direktør. Når jeg i mit ansigts sved får tvangsopkrævet mere end halvdelen af min løn, så har jeg ikke lyst til at læse om at de er gået til druk.
I politik klapper folk hinanden på ryggen og bilder hinanden ind at de har fortjent at have det lidt godt engang i mellem fordi de får så lidt for deres hverv og fordi det er så hårdt. På den måde trives kulturen med druk og luksus på skatteborgernes regning.
Så jeg deler faktisk Ekstrabladets harme – og lidt til. For det er ikke kun Pind – det er også alle de andre. Hvor er respekten for skatteborgernes penge? Det er kun noget man snakker om til festlige lejligheder.
Tænk på en enlig mor der er kassedame i Fakta til minimumsløn. Tænk på den værste dag hun har haft på arbejdet med kunder der brokker sig over køen ved kassen fordi kollegaen er syg, en gammel senildement mand der ikke kan holde sig og kun hende til at gøre rent i butikken efter ham, på manglende tilbudsvarer der medfører endnu mere brok fra kunderne osv. En rigtig lortedag – og så aflevere halvdelen af sine penge for at Pind kan underholde Lars Løkke med fadøl og snaps eller betale for en druktur for Pinds afgående og kommende spindoktor og for Pind og hans assistent.
Det er den virkelighed hvor pengene hentes. Hvis det er den lokale Mads Skjern der opfører sig sådan, kan man bare handle hos Damernes Magasin. Men, her er pengene tvangsopkrævet. Man kan så indvende et eller andet med at “så kan man jo bare stemme på nogle andre, der ikke gør sådan”, men det nytter ikke noget så længe det er en kultur alle politikere dyrker.
Jeg så faktisk gerne Pind – og alle de andre – på deres blødende knæ med tårer trillende ned af kinderne bede om forladelse og betale pengene tilbage.
Jeg bryder mig ikke om Søren Pind og har tidligere været efter Lars Løkke, som har været ude i noget lidt mere kritisabelt, men …
det her er under lavmålet, eller det er under enhver form for bagatelgrænse. Der er ikke nogen ny “Brixtofte-sag” gemt her; det er småting, eller i hvert fald under grænsen for, hvad det er værd at beskæftige sig. Hovedsagen må vel være, hvad man mener om Pinds virke som politiker.
Og det mener jeg, der er alt muligt at udsætte på. Men så kritisér ham for det, ikke for den slags småting, som Ekstra Bladet her har hvirvlet op.
Jeg er enig med Kasper K. Og faktisk også med Peter Mogensen i programmet.
Der skal være plads til lidt. Men der bør også være respekt for, at det er borgernes penge.
Ja, eb har en irriterende måde at spørge på. Men jeg synes nu ikke, det er urimeligt at bede Pind forholde sig til bilagene. Og hans Kierkegaard svar var i bedste fald mystisk… Jeg synes, der var 0% ydmyghed at spore. Og jeg kan ikke erklære mig enig i forsvarstalen på denne blog.
Jeg er ikke forarget. Bare enig med Fogh.
Det der VL bilæg er ikke smuk men det jo skal tages af embedsmændene og revisionen
Jeg synes det er fint at Ekstra Bladet går til politikerne. Nu er det tilfældigvis Søren Pind, det går ud over, men mon ikke de andre også lærer noget.
Vil overveje at indstille Jan Kjærgaard til Cavlingprisen for den vedholdende gennemgang af bilag fra Pind, Ritt og mange andre.
Fremragende forbrugeroplysning for vælgerne.
Bare synd, han ikke fik svar på det udmærkede og relevante spørgsmål: Hvad helvede bilder du dig ind?
Det synd for den seriøse, undersøgende jornalistik, at en salvesfuld, petitesse rytter som Jan Kjærgaard får så megen opmærksomhed.
Skandaler med fråds af offentlige midler i milliardklassen findes til overmål (Ørestad, IC4 m.m.). Men Pinds snaps og øl til 1000 kr. er åbentbart mere interessant…
Interesserede kan med fordel følge med i dagens afsnit af Presselogen på TV 2 News (der vel kan forventes at blive smidt op på Sputnik før eller siden). Udgangspunktet er Bent Falberts – og for så vidt tabloidsmediets – journalistiske filosofi eller mangel på samme, og så har man også sagt det så pænt, som det kan gøres.
Så vidt jeg ved, så havde Pind et repræsentations budget, og et eller andet sted står det ham frit at bruge det.
Det bedste ville være at forbruget på budgettet lægges offentlig frem, så kan alle dømme ugen efter de er brugt.
Og helt ærligt, så er der mere kød på JP’s slack kampagne, selvom den ikke indeholder de store ting endnu. Der er ingen tvivl om at det administrative spild i det offentlige er ret stort, ikke mindst fordi ‘spildet’ ofte betragtes som en frynsegode, som kompensation for lav løn og lignende.
Man kan så sige, at folk som Pind, der går ind for en effektiv offentlig sektor, har en pligt til at gå foran.
Kære Jarl,
Tak for en god blog. Dine bedste kommentarer – selvom jeg vel nok er enig med dig i dit forsvar af Pind – er ikke dine støtteærklæringer eller holdningstilkendegivelser.
Dine bedste kommentarer er absolut de analyser, der bringer nye vinkler eller viden frem. Som med din Thomas Larsen kritik for et par år siden, der ændrede mit billede af ham, som noget af det tætteste man kom på “den objektive kommentator”.
At du bruger 2 kommentarer i træk på at forsvare Pind er vel ligeså meget et udtryk for “en mand med en sag”:)
BH Tobias
13. Kære Tobias,
Tak for din kommentar.
Nu skriver jeg egentlig bare, hvad jeg er mest optaget af. Det er sådan set meget enkelt. Og så udvikler sager sig undervejs, som gør, at man må give sit besyv med.
Ekstra Bladet har skrevet syv-otte dage i træk om Pind (Senest i dag) og jeg har skrevet to blogs.
Så det vel ikke min ringhed – der har en sag!
🙂
Alt godt Jarl
Jeg mindes for et par år siden som studerende hvor jeg havde arbejde på en bar på Vesterbro, og vi en aften fik redaktionen fra EB til middag med efterfølgende druk. Ikke fest, men seriøst druk. Vi måtte bære Engel og Falbert ud i taxi da vi lukkede baren kl 0200.
Nu skal det ikke komme an på størrelsen af ens branddert. Men de huskede at få en kvittering me, så mon ikke den aften røg på firma kontoen?
Og fair nok, de trængte sikkert til en tur, og noget med glashuse.