Foghs effektive slagplan

Man må lade statsministeren, at han kan spillet på Christiansborg til UG. I går gik Anders Fogh Rasmussen på Folketingets talerstol og præsenterede et politisk program, der kunne bruges i to forskellige situationer. For det første var det oplæg til samarbejde med Ny Alliance og ikke mindst Dansk Folkeparti. Så man med på News, så kunne seerne opleve en Naser Khader, der bramfrit erklærede, at han da kunne have skrevet mindst halvdelen af talen selv. (Mon dog..) Pointen var nok, at Khader så, at Foghs plan vil give samfundet værktøjer til at drive unge vildfarne væk fra islamismens vildveje. Pia Kjærsgaard var ligeså spontan overbegejstret, da hun erklærede, at det var en af statsministerens bedre taler, selvom at DF-lederen nok senere skulle finde hår i suppen. Alligevel lod Pia K forstå, at de blev svære at få øje på. Essensen er, at Fogh 'skar kagen' lige akkurat dér, hvor både Pia K og Naser Khader ville være med til at indgå politiske forlig. Som altid er stemningen mellem DF og Venstre god og harmonisk, og det er forventningen hos alle, at DF som sædvanlig indgår et finanslovsforlig med regeringen her i efteråret.

Men Foghs tale og lovkatalog kan også bruges offensivt i en kommende valgkamp. Første del af talen havde fokus på terror, kampen mod islamismen og forsvaret for vores ytringsfrihed. Alle sager, hvor Fogh står enormt stærkt i forhold til den uprøvede og ind imellem småpjattede Helle Thorning-Schmidt, der i går var ung med de unge og kaldte statsministeren for 'selvfed'. En formulering, der muligvis går hjem nede hos cafe latte-segmentet på caféen, men tværtimod kunne misforstås som dumdristig, respektløs hånlighed ude ved de af Thorning så attråede vælgeres kakkelborde, hvor der serveres thermokande-filterkaffe og hjemmebag. Hvis jeg var Helle Thorning, så ville jeg forsøge at tone den slags lidt for friske kommentarer ned, før det går for meget ud over hendes – i sammenligning med Fogh – i forvejen papirtynde troværdighed.

Fogh præsenterede en 10-punkts-plan med konkrete forslag, der formentlig vil øge arbejdsudbuddet en smule. Spørgsmålet er dog, om det er nok i forhold til, hvad der er brug for, så samfundsøkonomien ikke overopheder med ukontrollable lønstigninger og alskens ulykker til følge. En begrænsning af efterlønnen ville formentlig have en langt større effekt på arbejdsudbuddet, men det er desværre ikke politisk muligt. Under alle omstændigheder, så har Fogh vist med konkrete forslag, at han politisk foretager sig noget aktivt for at løse tidens politiske spørgsmål, måske lige på nær ét.

Socialdemokraterne, SF, venstrefløjen fortsatte sammen med de offentlige ansattes organisationer i går kampagnen for, at der skal bruges endnu flere penge på den offentlige sektor, end regeringen har lagt op til. Sidste år tabte Fogh og regeringen kampen om den offentlige mening, da han kaldte demonstranterne 'sædvanlige socialistiske ballademagere'. Den fejltagelse har regeringen naturligvis lært af, og statsministeren satser i stedet på, at det tavse flertal af danskerne tror på Fogh, når han siger, at yderligere offentlige udgifter i det omfang som oppositionen forlanger det, vil være dybt skadeligt for dansk økonomi og for samfundet på langt sigt. Over for ham står Helle Thorning-Schmidt, som hverken har haft ministeransvar eller vist andet af bare tilnærmelsesvist samme politisk tyngde i sammenligning med Foghs 15 årige erfaring som skatte- og økonomiminister, statsminister m.v. Ikke desto mindre insisterer hun på, at bruge flere penge på det offentlige. 'Han er en træt mand', messede hun i går til alle de pressefolk, der gad høre på det. Tænk, jeg synes nu, at det var socialdemokraternes formand, der viste træthedstegn og rådvilhed over, at uanset hvad Thorning gør, så glider Teflon-Fogh af krogen, og hun fremstår som den evigt bedrevidende uden rigtigt noget at have det i.

Og så meldte Thomas Larsen Tidende (tidligere Berlingske Tidende) på forsiden at valget meget vel kan være lige om hjørnet. Det er faktisk et 'højst sandsynligt scenarie', fik læserne at vide længere inde i Lisbeth Knudsens yndlingsavis. Det betyder nok, at “far” har hvisket Thomas i ørene, at han ikke vil udelukke at tage valget før forårets offentlige overenskomstforhandlinger går i gang. Ask Rostrup DR og Peter Mogensen Politiken tror også på den idé. Kun Hans Engell peger på valg i efteråret 2008. Ifølge Thomas Larsen, så er der andre i regeringen, der synes, at Fogh skal vente med at tage valget. Jarls Blog tipper på, at Claus Hjort '“ der altid har været en meget forsigtig mand '“ er på det hold, der mener, at Fogh skal trække valgudskrivelsen i ørerne længst muligt for at bevare VKO-flertallet længst muligt. Hjort er nemlig af den overbevisning, at Ny Alliance er en politisk døgnflue, der inden så længe vil ende som CD, kristendemokraterne, Retsforbundet, og hvad de øvrige midterpartier på historiens losseplads i øvrigt hedder.

Fik jeg i øvrigt nævnt, hvad Thomas Larsen mente om Foghs tale? Han var så overstrømmende i sin ros, at det åbenbart blev for meget for redaktionen, så de fjernede hans umiddelbare første analyse fra nettet og bad ham derefter om at skrive en ny, der var lidt mere balanceret. Sådan kunne det i hvert fald godt se ud… Ja, sådan kan det gå, Thomas!