I de sidste par uger har snakken gået om Helle Thorning-Schmidt og socialdemokraternes kurs mod bunden i meningsmålingerne. I Søndags svingede Hans Engell sig op til på TV2 News at påstå, at han faktisk ligefrem kunne se, Thorning nu for første gang ligefrem “tvivlede på sit projekt”. Mon dog at det vitterlig, står så galt til. Men man lytter da, når gamle Hans mener at kunne se den slags svaghedstegn hos en toppolitiker.
Denne blogger har ligesom mange andre iagttagere ikke været imponeret af Thornings timing af sine politiske udmeldinger. Det har man klart kunnet se, når de for S så helt afgørende debatter om Muhammed-tegninger kørte i medierne, hvor hun simpelthen er kommet for sent eller har været for upræcis, som det skete i Politiken for et par uger siden hvor S-formanden pludselig fremstod som om, at hun kritiserede Villy Søvndals udfald mod Hizb Ut-Tahrir.
Men er dårlig timing det samme som 'usynlighed', som en række socialdemokratiske Pestegns-borgmestre slog fast forleden. Her er jeg enig med dem, der mener, at den analyse er lidt for letkøbt. Thorning er synlig – ikke FOR synlig – men det er timingen, den er gal med. Hvad forventer folk? Anders Fogh og alle de andre gamle rotter på Borgen har brugt 25 år til tilegne sig evnen at time deres budskaber. Helle Thorning har kun været i gamet i tre år, så det kommer nok. Og iøvrigt er der tre år til næste valg, hvor modtanderen er en anden en formidable Fogh, nemlig Lars Løkke Rasmussen. Og det – mine damer og herrer – bliver til den tid a brand new ballgame.
Jakob Nielsen har skrevet en fin analyse her på Kforum om myten om Thornings usynlighed, som man – som altid når Jakob skriver – bliver klogere af.
8 kommentarer til “Thornings manglende timing II”
Hvis man nærlæser Jacob Nielsens “Helle for magten” så er det åbenbart,at Helle T ikke er nogen stor politisk tænker. Eksemplerne hvor Helle er med i en eller anden S tænkekreds eller bogprojekt sammenkædes altid med de to pointer: Hun var inviteret for at kaste glans over projektet, og hun bidrog IKKE med de store tanker på den ideologiske bane.
Med det i baghovedet virker den mest nærliggende analyse, at hun simpelthen er afhængig af at blive preppet inden hun stiller sig op foran kameraerne. Interviewet om urolighederne, hvor HTS bliver interviewet i en æblehave viser meget tydeligt, hvor hendes gutfeeling placerer hende: Nærmest til højre for Pia K og med et meget tydeligt præg af at ville ramme den laveste fællesnævner.
Min konklusion er, at det er ganske OK, at have en kommunikator som leder af partiet, MEN det kræver altså, at der er andre i ledelsen som har den timing Jarl skriver om. Og at der er andre i ledelsen, der kan lægge partiet på det rigtige sted i de svære ideologiske debatter som fx integration, muhammedkrise osv. Den nuværende S ledelse kunne måske godt bruge lidt mere tankekraft og lidt mindre krigskunst a la gamle DSU-fløjkrigere
Hej Jarl
At være usynlig kan også forstås som ikke at være der på de rette tidspunkter. (Timing). (dit rigtige synspunkt).
Hvis alle tilskuerne til en fodboldkamp møder søndag og spillerne først mandag. Så er spillerne da usynlige. Men de kommer. Og bliver garateret eksponeret i pressen.
Man er meget usynlig hvis man ikke møder når “slaget” skal slås.
Man er også usynlig hvis ens budskaber ikke har gennemslagskraft.
Bliver det ikke bare en strid om ord?
Hvis Jakob Nielsens synspunkt om “et manglende værdipolitisk ståsted” samt “mangel på et indre kompas” er sandt, har HTS da et uløseligt problem.
Hvad vil hun så i politik? Har man ikke et ståsted/udgangspunkt at holde sig til, vil man da løbe i ring.
Eget ståsted ma da være grundlaget for, at man har ikke altid skiftende meninger.
Og iøvrigt har medietrykket da gjort, at de hurtige standpunkter bliver mere og mere vigtige.
Jeg ved ikke hvad det hedder på kommunikationssprog.
Kom nu Jarl. (Du skrev lign. til mig på en anden blog). Så jeg fandt dig.(som sagt er jeg ny i skriblerierne). Var det ikke meningen?
Jeg begynder at føle mig lidt usynlig.
Udtrykket blev iøvrigt brugt af Niels Hausgaard i en anden sammenhæng. Han sagde, at når man blev ældre gad de unge ikke høre på en mere. Man bliver “usynlig”.
Thorning-Schmidt er kun interesseret i én ting: magten. Hvordan hun får den, er underordnet. Prøv at se hendes zigzag-kurs på områder som udlændinge-politik, Irak-krig og skattepolitik. Det er nærmest komisk at følge. Mens der i det mindste går nogle uger eller måneder mellem Anders Foghs divergerende udmeldinger, kan Thorning-Schmidt finde på at skifte mening fra dag til dag, eller endda samme dag. Det kunne man eksempelvis se under den første Muhammed-krise, da hun den ene dag ville have regeringen til at undskylde for tegningerne for et par dage efter at trække ynkeligt i land. Et andet eksempel var efter Villy Søvndals kommentar om, at “Hizb-ut-Tahrir kunne skride “ad helvede til”. Det erklærede Thorning-Schmidt sig selvfølgelig enig i – folkestemningen var ligesom ikke til andet – men da Politiken ringede med en anden vinkel – nemlig, at man skulle gå i dialog med den ekstremistiske organisation, som Margrethe Vestager ønsker – var den socialdemokratiske formand lige pludselig også på “slapper-fløjen”. Det benægter hun, men Politiken siger, de har det på bånd.
Under valgkampen var det ligeledes helt absurd at følge Socialdemokraternes udlændingekurs. Partiets ledelse begyndte øjensynligt hver dag med at trække lod om, hvorvidt afviste asylansøgere, der ikke kunne sendes hjem, skulle have lov til at arbejde ude i samfundet eller ej.
Jeg må også sige, det undrer mig, at Thorning-Schmidt aldrig er blevet hængt op på det eneste løfte, hun gav under den socialdemokratiske formandskamp i 2005: Ingen over 40 år behøvede at frygte forringelser i efterlønnen. Få måneder efter, hun var blevet valgt, kom der så et udspil fra Socialdemokraterne, der også ramte de over 40-årige…
I går kunne man så læse i Jyllands-Posten, at Thorning-Schmidt oprindelig tilhørte slapper-fløjen hos Socialdemokraterne, der advarede mod “tonen” på højrefløjen” og at blive “Dansk Folkeparti minus 20%”. For nylig har hun så gjort op med netop denne holdning i sit parti…
2. Hej Toft.
Som blogger er man ikke pisket til at kommentere alle kommentarer, der ender på ens blog…
Men jeg er da glad for at du læser med og kommer med nogle tilsyneladende fornuftige kommentarer.
😉 Jarl
Hej Jarl
Du har da ret. Men din kommentar varmer da. Tak for det.
Iøvrigt passer det ur du har kørende ikke.!
Hvis man har en personlig kommentar til dig, er der så en mailadresse, eller er det på bloggen det foregår?
@Agger, nr. 1:
Jeg synes du har fat i noget interessant i sidste sætning af kommentaren: Mere tankevirksomhed, mindre DSU-kriger.
Måske DSU – og vel i virkeligheden også andre ungdomspartier – ikke længere producerer politikere der har lidt ideologisk luft under vingerne, som det led i fødekæden de har været førhen?
Udviklingen kunne også være fremskyndet af, at enhver tanke udenfor Nyrup-projektet i 90erne fik kastet skældsordet “beton” efter sig, og at DSU i den forbindelse synes at have været ivrige efter at gøre netop sådan. Dræber man debatten, dræber man et parti. Men inkubationstiden – tiden fra stikket bliver trukket på debatten, og til at et partis folkelige rod visner – kan godt være lang.
Jeg hørte Jens Rohde og han sagde noget interessant, han mente at Fogh kom til magten ved at være ideologisk, ikke ved at gå mod midten. Han havde nogle faste punkter i valgperioden 1998-2001 han nævnte ofte – skattestop, udlændingestamninger, flere penge til sygehuse og de ældre, og mere konsekvent retspolitik. Da valget blev udskrevet vidste vælgerne hvad Fogh og co. stod for. Det kan godt være det ikke er særlig liberalt og at der ikke er sket så meget med skattelettelser og offentlige besparelser som en borgerlig kunne håbe på, og derfor kalder man regeringen midtersøgende, også med tanke på at Fogh tidligere var kendt som liberal ideolog med sin bog om minimalstaten, men tydeligvis har opgivet den vision for at kunne få magten og holde på den. Men Fogh og co. kom til magten ved at have nogle klare punkter man kunne forholde sig til og gentage, så vælgerne vidste hvad de fik.
Det aner ingen med Socialdemokraterne i dag. De har kørt slingrekurs på en række områder, og nogle punkter var de uenige med regeringen før men har taget regeringens politik til sig fordi det var mere populært tror de. Men hvis de vil have magten skal de finde på noget som er deres vision, og så gentage det gang på gang indtil næste valg, så ingen er i tvivl på valgdagen. Den taktik synes også umulig, for hvis det er populære ting de foreslår kan regeringen jo bare gennemføre det – og hvad skal vi så med et magtskifte?