Kategorier

Større regeringsrokade tirsdag

Tirsdag middag:

Hør Jarls blog i P1 Debat tirsdag med Kristian Madsen om regeringsrokaden. Hør hele debatten her.

Jeg er ude og få oplysninger ind til bloggens læsere, P1s lyttere og til Information, hvor jeg i morgens udgave skal skrive lidt om regeringsrokaden. Så fortsæt endelig debatten her på sitet, men hav lidt tålmodighed med mig nu, hvor jeg er blevet lidt arbejdsramt.

Der har også været tid til at give et båndet interview til Bornholms Radio om Søren Pinds ministerudnævnelse. Det foregår i øvrigt på mit modersmål

Læs også Kristian Madsens karakterbog over den nye regeringsrokade. Begavet og sjovt som altid.

————————————————–
Mandag:
Der sker virkelig ting og sager nu i dansk politik. Regeringsrokaden kommer i morgen tirsdag. Og forsvarsminister Søren Gade forlader helt politik.

Hvorfor går Gade? Tjah. “Lækagesagen” er det korte svar. Det har tydeligvis slidt. Dermed slipper statsminister Lars Løkke Rasmussen ud af en stor klemme, men samtidig mister han sin mest populære minister.

“Det er jo ikke sådan, at vi får en skydeskive mindre”, sagde SFs Holger K. Nielsen til TV2 News her til aften om Gades afgang.

Jo, det er lige netop det, som oppositionen har fået….

Og i øvrigt går Gades pressechef Jacob Winther sammen med sin minister.

Det vil lukke en hel del luft ud af dramatikken i hele lækagesagen, men helt slut er den bestemt ikke. De politiske konsekvenser er dog nu til at overse for Løkke. Uanset, hvad der måtte findes på den berømte lydfil, hvis den skulle komme for en dag.

Gade får helte- og martyrtatus i Venstre efter det her. Det kan jeg godt love. En populær minister, der ofrer sig selv for regeringen, for Venstre og for sin statsminister. Det bliver jo det underliggende tema. Gade får ikke lov at betale for sine bajere, når han render ind i venstrefolk i mange år frem.

JPs Christine Cordsen, der har historien, siger, at Gade i lørdags har meddelt Løkke, at han ville stoppe som minister.

Var det Gades helt eget valg? Det mener Cordsen. I følge det interview, som JP bringer i morgen med Gade, så var han blevet tilbudt en anden ministerpost, men har altså takket nej.

Hvad sker der ellers?

Jeg tipper på, at Lene Espersen bliver ny udenrigsminister. Per Stig Møller fortsætter som kulturminister.

Jeg er også overbevist om at det er farvel til Videnskabsminister Helge Sander.

VK-regeringen barsler desuden med et helt nyt regeringsgrundlag.

Regeringen har i øvrigt forhandlet med DF mandag om partiets støtte til regeringsgrundlaget.

Ulla Tørnæs stopper som bistandsminister. Ikke så overraskende.

Skatteminster Kristian Jenser stopper. Han skal være ny gruppeformand. Det er overraskende for alle. Der må ligge en større plan.

Tírsdag.

Søren Pind bistandsminister – eller minister for negerpengene som Thor Pedersen sikkert ville have sagt. Det bliver spændende at se, hvordan det vil forløbe. Jeg tror ikke på de store revolutioner.

Pind er ellers blevet dømt ude på forhånd af flere mediers politiske redaktioner. De har levet lidt i Fogh-alderen, hvor Pind var udelukket på grund af tidligere ballade med chefen. Alle os – blandt andet Berlingskes redaktion – der har fuldt lidt med ved imidlertid, at Pind har været på vej som minister længe. Men især JP og Ekstra Bladet har længet dyrket tesen om “Pind er umulig som minister” på grund af V-folketingsgruppens modstand mod ham. Udnævnelse af Pind som minister er faktisk ikke en overraskelse, men det kræver naturligvis, at man som visse Christiansborg-reportere ikke luller sig ind i forestillingen om, fordi Fogh i Ruder Konges tid har dømt en mand ude, så er man for evigt fortabt.

Hør med i P1 Debat kl 12.15, hvor jeg debatterer med centrum-venstres lyspunkt på blogfronten Kristian Madsen om regeringsrokaden.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

76 kommentarer til “Større regeringsrokade tirsdag”

Gade og Per Stig ud.

Det bliver en festdag i morgen. For oppositionen.

Tør du komme med nogle bud;
Hvem kommer ind ??
Kulturminister
Forsvarsminister
Økonomiminister

Flot gået Jarl – dit forrige indlæg hvor du annoncerede rokaden var timer foran TV2 og andre medier.

Og så udelukker jeg ikke at du får ret i din vurdering af Gade ´s Helte- og ikonstatus i fremtidens Venstre. Men for mig ligner det en af de største tilståelsessager i dansk politik nogensinde. Den del kommer forhåbenlig med i historiebøgerne og bliver dermed også en del af Gade ´s politiske eftermæle – sådan lidt ved siden af statusen som helt og ikon.

Kære Jarl

Jeg er helt enig med dig i, at Gade får en martyrrolle og heltestatus i Venstre. Jeg synes dog det trist

Kan du uddybe, hvad du mener med ordene, “helt slut er den bestemt ikke” (lækagesagen)?

Ja, nu handler det om at være varsom….lad os nu se hvor mange af dine spådomme fra den 19. oktober, hvor “du dannede” en ny regering der holder stik, hvor vi spiser frokost imorgen, onsdag.
jeg skal nok holde læserne opdateret:
Sidste: Kultur-Karina er fyret – er hun ikke i Vancouver?

OK, så gik Gade & Winther af, og dermed har vi en tilståelsessag, det VAR Winther der lækkede historien til TV2, tilsyneladende med Gades vidende (dén detalje er dog underordnet). Spørgsmålet er så, om sagen stopper der? På det juridiske plan gør den nok, om et par uger henlægger politiet injuriesagen, og der vil heller ikke vise sig nogen stor lyst til at give Winter de 12 års fængsel (mere, hvis vi er i krig, det er der jo ingen der ved om vi er?), han har lagt billet ind på.

Derimod kan der komme nogle konsekvenser for andre – der burde blive ryddet op i DR og TV2, hvor navnlig TV2 har set skidt ud gennem hele sagen. TV2 formidlede nyheden om at oppositionen havde lækket sagen, selvom de vidste at det var løgn, og de har vist sig at have et så incestuøst forhold til Venstre og regeringen, at de er ramt dybt på troværdigheden. Ovenpå Winthers afgang står man tilbage med det indtryk, at stationen skulle have sendt Rasmus Tantholdt på orlov i stedet for Kaare R Skou. Til gengæld har stationen entydigt været loyal overfor regeringen i sagen, så det triste resultat kan gå hen og blive, at TV2 slipper godt fra skandalen, samtidig med at regeringen straffer DR ved det kommende medieforlig.

@ Jarl, er dette ikke Pinds sidste chance nogen sinde for at blive minister? noget nyt på denne front?

Pind er jo skør. Han kan blive næstformand, han er allerede utroværdig, så han passer til jobbeskrivelsen og vil lægge godt i forlængelse af Komiske Inger og Peter Christensen

Ifølge “the crawl” på TV2 News:

Helge Sander er ude. Ulla Tørnæs ude. Karen Ellemann ny miljøminister, Per Stig ny kulturminister. Lene Espersen overtager udenrigsministerposten. Skatteminister Kristian Jensen bliver ny gruppeformand. Brian Mikkelsen overtager Lene Espersens portefølje.

Der har i et stykke tid været en stigende frustration over Kristian Jensens “tilbagelænede” stil – han har ikke taget mange kampe for sin formand, og rygterne går, at han har bidraget lige rigeligt til de negative historier om Løkke. Derfor skal Jensens tilbagerykning til folketingsgruppen nok ses som dels en straf (farvel til ministerbil og privilegier) og dels et klart krav om at trække i arbejdstøjet og udvikle noget politik – gruppen kunne godt trænge til et spark i røven. Nu kan Jensen ikke længere gemme sig for ansvaret.

Det er dybt trist at Søren Gade forlader politik, og pøblen fik sit pund kød. Føj! Men jeg forstår godt manden, for det kan virkeligt gå tæt på, både på en selv og på familien, når medierne jager. Og Søren Gade har aldrig været i politik for sin egen skyld – modsat stort set alle andre (levebrøds-)politikere på borgen.

@8 og 9: Ifølge TV2 News bliver Søren Pind udviklingsminister.

well, well!

Det kan blive interessant.

Ifølge News er Pind ny udviklingsminister.

Det er vel ministerposternes svar på Sibirien.

Kan Jarl eller andre kloge hoveder svare, hvilket formål posten rent faktisk tjener? Jeg tvivler på, at den er oprettet som andet end et refugium for Ulla Tørnæs i sin tid oven på den stormombruste tid i uddannelsesministeriet, men jeg kender ikke noget til insiderdetaljerne.

Tja, der kan siges en del positivt om Gade som person, men han har frivilligt gjort sig selv til del af et team som har gjort fordrejelser og spin til sit vigtigste politiske redskab, så han ligger præcis som han har redt. Sandsynligvis netop fordi han er mindre skruppelløs end de af sine kollegaer, som er sluppet fra endnu værre svinestreger ved simpelthen at være mere skruppelløse (hej Claus Hjort).

Mon ikke der bliver plads til en Europa-minister? Lykke Friis er jo selvskrevet til den post.

Gitte Lillelund Bech bliver ny forsvarsminister. Spændende bud – hun har altid stået for mig som en dygtig politiker – spændende hvad en kvinde kan gøre på den post – der bliver lidt at se til.

Og måske Lars Barfoed som ny Finansminister…han er vel også selvskrevet til posten. Og så har han jo ofret sig for partiet tidligere, så nu må det være hans tur…

Var det ikke det jeg sagde ved en tidligere lejlighed…en kvindelig forsvarsminister til at signalere en ny start! 🙂

øh, hvem påstår at Gitte Lillelund bliver ny forsvarsminister – medierne siger at det bliver Troels Lund Poulsen

@ 13 udviklingsministeriet er en ualmindelig interessant og undervuderet post; fattigdom, HIV/aids, malaria, korruption og udvikling er kæmpe områder, som pressen bare ikke skriver om. Budgettet ligger på 0.8 pct af BNP eller ca. halvdelen af forsvarsbudgettet. God vind,Pind.

@Munck; Lykke Friis som europaminister; for godt til at være sandt…..

Venstres nr. 2 & 3 er altså ude af regeringen. Det er da noget af en bombe. Søren Gades afgang er overraskende, men ikke ligefrem en sensation. Kristian Jensens farvel er derimod ekstremt overraskende, og nu skal han altså være gruppeformand. Kunne nogen forestille sig Venstres kronprins Lars Løkke som gruppeformand under Fogh-regeringen?
Bortset fra det, synes jeg, det er en sløv omgang. Søren Pind får udviklingsministerposten, den mindste i regeringen, som “hold kæft-bolche”? Hvor sølle.

@Sømod

Du har nok ret. Danmark har heller ikke de store traditioner på området.

Jeg kan se på netaviserne, at man gætter på at Malou Aamund bliver ny videnskabsminister. Hun virker som et utroligt stærkt kort.

Pind som udviklingsminister er da ikke Sibirien – det er derimod en tydelig ideologisk markering. Der er jo ingen der er i tvivl om hvordan Pind ser på hele Danida mafiaen og slet ikke nogen tvivl om at han faktisk har ønsker og ambitioner om at følge om på den erhvervsretning der er ved at ske i bistandspolitikken. Information bliver rødglødende over denne udnævnelse – det skal nok blive sjovt!!

/Nikolaj

Kristian Jensen store problem er velsagtens at han ikke just er folkelig.

Han fulgte jo nærmest med, da Løkke overtog butikken og er således en arv fra Fogh, regelret og stiv i masken. Og så formåede han jo heller ikke at sælge skattelettelserne til vælgerne…

Spændende med udviklingsministeriet—og af samme grund skræmmende, at det blev givet til Tørnæs. 🙂

Tak for oplysning.

De Sydeuropøriske UM’er bliver galde for Lene E. Noget at kigge på.

Hver gang Lene E. har lagt en lort i et ministerium så skrider hun! Så kommer Brian ind og gør rent.

Spændende aften.
Hans Christian Schmidt bliver ny transportminister. Kan man forestille sig at J. Axel bliver justitsminister ligesom sin røde bedstefar?

/Kristian

Hvis det er rigtigt at Hans Christian Schmidt bliver ny transportminister, må Lars Barfoed vel være i betragtning til at blive erhvervsminister.

Bendtsen og Espersen druknede i arbejdet i Økonomi- og Erhvervsministeriet, så mon ikke de splitter det op og giver Barfoed erhvervet, mens Brian M får Økonomien.

Kristian Jensen tilbage til gruppen er da en gedigen overraskelse. Han skal nok tilbage for at kunne danne nogle flere kontakter til baglandet.

Mon ikke Jacob Jensen står til forfremmelse. Måske en ny skatteminister.

@ 23

“Information bliver rødglødende over denne udnævnelse '“ det skal nok blive sjovt!!”

Haha, ja det tror jeg du har ret i. Jeg vil i hvert fald købe avisen de næste par dage.

Denne rokade er noget mere omfattende end jeg har forestillet mig. Synes det er ret mange der enten skifter post eller stopper. Per Stig og Helge Sander er ikke overraskende. Men hvorfor har vi ikke hørt noget til Berthel? Skal han virkelig have lov at fortsætte til det kommende valg?

@31

Den havde jeg slet ikke set komme? For mig at se var det enten en sidste tørn i undervisningsministeren, eller også var det tilbage i folketingsgruppen og så bare vente på at blive formand for folketinget efter et kommende valg.
At Jakob Axel ryger ud er ingen overraskelse. Det er gået alt for stærkt for ham siden han blev MF i 2005. Men at Berthel bliver ny indenrigs -og sunhedsminister er for mig en kolosal overraskelse. Det er et svært ministerium i disse dage…

Hvad så med undervisningsministeriet, justits-ditto, videnskabs- og forskning ditto?

Løkke får løst problemet med en K-leder, der forlanger reformer, afskaffelsen af efterlønnen, etc. Lene Espersen skal i gang med at læse lektier og stige ind og ud af flyvere. Eller vil hun følge “her master’s voice” og tage barnets første sygedag, når hun skal møde Hillary Clinton?

Mon ikke ræsonnementet er, at udenrigspolitikken alligevel ligger i Statsministeriet, så hun nu har fået en post hvor hun kan stille op og blive fotograferet, og iøvrigt er ude af stand til at gøre yderligere skade på landet og regeringen?

[Først: Jeg læser regelmæssigt med her, og skriver af og til en sjælden kommentar – og navn og mail står derfor klar, når jeg skriver en kommentar. Det gav anledning til en vis forvirring forleden, da jeg dermed blandede mig i en tråd med samme navn som en debattør, der allerede var i tråden (et ledte endog til en beskyldning – med smil på læben, formoder jeg – om, at jeg/den anden Mikkel skulle være Christoffer Guldbrandsen!) Jeg fik vist aldrig beklaget miseren – hermed gjort.]

Det er muligvis ikke dagens mest markante nyhed, men set i et længere perspektiv, er det interessant, at Henrik Høegh er blevet fødevareminister. Så er der i den grad givet noget til landbrugs-Venstre.

Søren Pind er ligeledes en interessant udnævnelse, ikke så meget fordi Pind som sådan er interessant (det synes andre givet), men fordi han umiddelbart virker så forkert på den post i forhold til traditionelle billeder. Som Qvortrup sagde om forsvarsministerposten på TV2 News i går aftes, Gitte Lillelund Bech holder med Demokraterne og Søren Pind holder med Republikanerne…

De seneste måneder in mente er det også interessant, at LLR finder anledning til at placere en mand Pinds holdninger til både klima og FN på netop den post. Er det nu, der skal gives svar på tiltale til alle dem, der ‘har gjort ham ondt’ i den seneste tid?

Endeligt, er jeg den eneste, der er overrasket over, at Rønn-Hornbech forstås at fortsætte? Eller er den ministerpost ganske enkelt så forfærdelig, at det vurderes, at ingen andre vil være interesserede/gøre et bedre job?

STOR sejr for Guldbrandsen/DR at aflive en populær minister! Det må da give blod på tanden.

Barfoed i justitsministeriet bliver interesaant med hans forhistorie for det er område med stor fokus fra DF.

Henrik Høgh skal vel også ses som at sliderne skal belønnes engang imellem men det er nok rigtigt at Axelborg næppe er kede af den udnævnelse.

Overall nok en styrkelse af regeringen med opgraderingen på sundhed og social hvor man var skidt besat og med en konservativ leder der bedre kan markere sig og få noget friskhed.
Men en ny Connie Hedegaard kunne man tilsyneladende ikke finde til de socialkonservative som dog vil finde trøst i PSM som kulturminister.

Det kunne være interesaant at få Jarls vurdering af stemningen i folketingsgrupperne.

Mon ikke Pinds udnævnelse skaber noget splid og Jacob Axel kan vel også tænkes at skabe en del ballade som han gjorde inden han blev minister.

#36. Nu har Birthe Rønn Hornbech gennemstået bøvlet med at file enhver form for egne (tidligere) holdninger og integritet af, således at hun nu danser lystigt (eller i al fald lydigt) efter DF’s pibe. Det sparer dermed en masse bøvl med afretning af en ny på posten, når hun får lov til at fortsætte. En zombie produceres ikke overnight.
Kristian Jensen er vel ikke så sært endda. Som han selv siger – nu kommer han tættere på LLR, og han (LLR) ved vel, at det gælder om at holde fjenderne tæt på kroppen 🙂

Hvem hos Venstre står klar til tage over efter Løkke, såfremt han skulle få en tagsten i hovedet ??

Tidligere bud herinde har lydt på Søren Gade og Kristian Jensen. Men den ene er helt væk, og den anden er netop degraderet.

Jeg kan godt se, at Kristian Jensens skifte kan udlægges som en degradering–og jeg ved vitterligt hverken fra eller til, om den er ment som sådan (omend jeg har svært ved at tage alskens kommentatores udsagn om “personlig kemi” alvorligt).

MEN jeg mener, at det er meget forhastet at klassificere udskiftningen som en degradering–og det afspejles, pudsigt nok, bedst af, at så mange fra oppositionen (Lykketoft, Vestager, Søvndal) straks har fokuseret på at fremstille den som sådan.

For det første forstår jeg godt, hvis KJ ville væk fra skatteministeriet: Han har siddet der en pæn årrække nu, og “takket” være skattereformen, bliver der næppe lavet noget interessant på skatteområdet af den siddende regering i resten af dens levetid, og ihvertfald næppe før om 8-9 år. Omvendt vil skattereformens negative sider begynder at kicke ind om et par år, ligesom der altid vil kunne være irriterende sager, der dukker op på denne ikke just stemme-magnet af en post for en relativt ideologisk liberal. Så jeg forstår sådan set godt, hvis KJ ville væk.

Og gruppeformand? Det virker som om størstedelen af kommentator-kleresiet har en ualmindelig kort hukommelse–og f.eks. ikke kan huske, at den meget populære og velfungerende forsvarsminister Hans Engell frivilligt lod sig degradere til gruppeformand og formand for Miljøudvalget (!). Ingen var dengang i tvivl om, hvad meningen med det var, nemlig at give Engell chancen til at oparbejde parlamentarisk ledelseserfaring, konsolidere sig i gruppen og dermed “groome” sig selv til at efterfølge Schlüter. Nuvel, der er ikke ministerbil og hvad ved jeg, men det har aldrig slået mig, at KJ var specielt fascineret af de ydre magtsymboler.

Og …

1) bliver formandsposten ledig indenfor det næste år eller to, vil KJ stå stærkt placeret som partiets næstformand og gruppeformand, men
2) fortsætter regeringen og bliver der en større rokade på et senere tidspunkt (f.eks. når Hjort pensioneres), vil KJ uden tvivl kunne forlange en ganske god ministerpost.

Jeg har ikke nogen aktier i dette spil, men for mig at se, er det slet ikke tovligt for KJ.

Hvorvidt det er en degradering at gå fra skatteminister til gruppeformand er vel en smagssag – på papiret kunne det se ud som en degradering, men reelt tror jeg det er det modsatte.

Hvis Løkke ville degradere KJ, så havde han givet ham en “lille” ministerpost istedet.

Det er vigtigt for Løkke, at FT-gruppen spiller med og ikke mod regeringen. Det kræver, at der i gruppen dels arbejdes offensivt med politikudvikling og dels defensivt at regeringen og dens ministre forsvares. Samtidig er det vigtigt at enkelte FT medlemmer ikke skaber for megen tvivl om regeirngens linje.

Derfor har Løkke ikke råd til en gruppeformand, som ikke er loyal og derfor er det ikke en degradering. Hvis KJ blev sendt bitter tilbage til gruppen ville han kunne skabe mange problemer for Løkke – derfor må det være et træk, som er planlagt med KJ selv.

vh
Anders K

Der er vel ikke meget sjovt ved at være skatteminister efter en større reform, og så endvidere sidde med balladen med multimedieskatten. Mon ikke den nye skatteminister lægger 50 øre oveni cigaretafgifterne og fjerne den helt ?

@37:
Hvem har aflivet hvem? Var det Guldbrandsen/DR som begik den strafbare handling at lække oplysningen om Jægernes udsendelse? Eller var det '¦?
Der er en del debattører på denne blog, som vist har svært ved at skelne mellem årsag og virkning.

Jeg har nu stadig svært ved at se, hvordan det kan være en forfremmelse eller i værste fald status quo for Kristian Jensen at blive gruppeformand. I hvert fald er det et faktum, at hans to forgængere, Svend Erik Hovmand og Hans Christian Schmidt, begge blev gruppeformænd i forbindelse med personlige degraderinger. Derudover kan det vel ikke være nogen fordel for Kristian Jensen, at han, nu da han ikke længere er minister, logisk nok heller ikke længere sidder i regeringen koordinationsudvalg, så at sige magtens centrum.
Med Løkkes dårlige forhold til Kristian Jensen in mente, kunne man godt vælge at se dispositionen som et vink med en vognstang om, at statsministeren ser Troels Lund Poulsen som den næsthøjst placerede i Venstres arvefølge (jeg forstår heller ikke hvorfor). Samtidig kan degraderingen af Kristian Jensen også interpreteres som et opgør med Fogh, der jo var decideret begejstret for den hidtidige skatteminister og ved flere lejligheder skal have rost ham til skyerne: “Han er den bedste”.
For nu at bruge en metafor fra sportsverdenen, ville jeg også synes, det var lidt mærkeligt, hvis en træner satte én af sine bærende kræfter af holdet for i stedet at betro ham den “yderst vigtige opgave” med at sørge for god stemning blandt reserverne. Ingen træner ved sine fulde fem sætter sine bedste spillere af holdet.

@ PKK

Jeg ser KJ’s tiltræden som gruppeformand som en opgradering af Venstres valgberedskab. Han vil kunne gå ud og markere sig mere ideologisk fra den position, og dermed bane vejen for mere klare og fremadrettede udspil fra Venstres gruppe op mod valget. Og som næstformand skal KJ også klare de indre linier i partiet, noget der bliver bedre tid til nu.

Jeg har meget svært ved at se hvem der skulle true KJ internt på næstformandsposten.

Men det kan medierne selvfølgelig altid spinde en ende over…

Jarl,

Så er ministrene på plads – men vi mangler de særlige rådgivere!!

Hvad med en gang gætteleg på den side af sagen?

Mange er selvfølgelig givne (de fleste nuværende ministre tager deres rådgivere med), men der er jo både nogle rådgivere, der står uden ministre – og vice versa.

Jeg kunne da godt forestille mig, at Søren Pind måske har modet til at give Jacob Winther et ring (de arbejdede jo sammen i Sørens borgmestertid) – eller alternativt Arzrouni, som også står uden chef?

Hvad siger du – og andre bud?

Det var pudsigt at se Lene Espersen på TV2. hun vil tilsyneladende fortsætte sin vi-er-i-regering-og-opposition-samtidig-strategi i forhold til venstre og krigen med DF fra udenrigsministerposten. Hørte vi hende sige, at DK skal være mere helhjertet med i EU fremover?

Betyder det så, at Metock bare er a-OK og at forbeholdene endelig skal væk?

Kommentatorerne skyder også helt ved siden af ifm Kristian Jensen, han har lavet en helgardering, der kan vise sig at være rokadens klogeste træk.

@47 (“I hvert fald er det et faktum, at hans to forgængere, Svend Erik Hovmand og Hans Christian Schmidt, begge blev gruppeformænd i forbindelse med personlige degraderinger.”)

Men er den ikke-trivielle forskel ikke, at ingen af disse af nogen rimeligt kunne forventes at have deres bedste år foran sig? Og er der nogen (anden) grund til at tro, at Kristian Jensen ikke skulle have det? Eller sagt på en anden måde: For de førnævnte kunne gruppeformandsposten aldrig ses som en forfremmelse/investering i fremtiden–og det kan den for KJ (ligesom for Engell). Jeg synes som sagt, at eksemplet med Hans Engell er ganske illustrativt–og dét var der _ingen_, der udlagde som en degradering (omend der blev grinet meget af hans nyfundne [og snarligt glemte] interesse for miljøpolitik …)

“Med Løkkes dårlige forhold til Kristian Jensen in mente, kunne man godt vælge at se dispositionen som et vink med en vognstang om, at statsministeren ser Troels Lund Poulsen som den næsthøjst placerede i Venstres arvefølge”

Huh? Hvor kom dén fra? Hvis regeringen faldt om f.eks. et halvt år, ville gruppeformanden med ekstremt stor sandsynlighed være partiets næstformand, Kristian Jensen. Hvad ville Troels Lund Poulsen mon være?

@48/51: Ganske enig.

Der kan næppe være megen tvivl om, at KJ taler sandt, når han mellem linierne siger ( »Jeg ville ikke være trådt af i dag, hvis jeg hellere ville være fortsat som minister «,), at hvis han ville have været fortsat som minister (et eller andet sted), så havde han gjort det. Ingen statsminister ved sine fulde fem vil træde på sin officielt designerede kronprins, degradere vedkommende og bagefter give ham ansvaret for den daglige drift af ens folketingsgruppe.

@ PKK og andre

Tak for udredningen af hvorfor der ikke er tale om en degradering af Kristian Jensen.

Nogen burde fortælle det til Ekstra Bladet. Deres politiske redaktør har lige på Tv2News gentaget at der er tale om en degradering af en slags.

@47: “Ingen træner ved sine fulde fem sætter sine bedste spillere af holdet.”

Er det ikke muligt, at træneren (Løkke) ser gruppeformandsposten i dennes eget parti som en mindst lige så stor del af holdet som f.eks. en transportminister, eller måske endog en skatteminister?

Jeg vil f.eks. godt vædde på, at Kristian Jensen, medmindre denne går i frivilligt flyverskjul, vil få flere optrædender i medierne over de næste 12 måneder end Hans Christian Schmidt, Henrik Høegh, Karen Ellemann og Inger Støjberg. Og jeg er endda ikke langt fra at tilsætte et “til sammen”.

@ 47

Med risiko for at gentage PKK – så er jeg ikke enig i din konklusion.

Hvis man betragter det som om KJ er blevet degraderet pga. “kemi” problemer med Løkke, så har Løkke samtidig sat V’s kronprins og Løkkes største udfordre i en position, hvor han dels kan styrke sit eget netværk i FT-gruppen og dels kan ødelægge enhver chance for genvalg til regeringen. Ved et valgnederlag, vil KJ stå uden for regeringen og være nærmeste til at overtage for Løkke, som det ser ud nu.

Derfor tror jeg ikke på, at Løkke har truffet denne beslutning uden om KJ.

Jeg er ikke enig i din fodbold-metafor – KJ er ingenlunde sat af holdet, blot flyttet til en ny position. Bemærk i den forbindelse, at V i forrige uge annoncerede en sammenlægning af deres pressetjeneste og politisk-økonomiske sekretariat, frit efter hukommelsen var forklaringen, at denne nye “analyse”-enhed sammen med gruppeledelsen skal forberede næste valgkamp for V.

vh
Anders K

Jeg anerkender blankt, at Peter Kurrild-Klitgaard m.fl. har langt mere viden om politiske magtforhold end jeg som amatørblogger og politisk iagttager, men under alle omstændigheder bliver det spændende at følge Kristian Jensen i de kommende måneder.

Hvis KJ skal støbe kuglerne til næste valg hvorfor gør man ham så ikke til politisk ordfører som jo også giver tid til det mere ideologiske og politikformulerende.

En gruppeformand er vel primært en mødeleder og det var altså i sin tid Jens Rohde der bankede uregerlige gruppemedlemmer på plads og ikke gruppeformanden.
Peter Christensen kunne så være blevet transportminister og Smidt være fortsat som gruppeformand.

Jeg tror, som mange andre, også at udnævnelsen af KJ til gruppeformand skal ses som andet end en degradering.
Venstre har haft en del problemer med uro i gruppen, og disse problemer bliver altid større hvis flere MF’ere ser ud til at miste deres mandat ved et kommende valg.
Hvis regeringen skal have arbejdsro skal der være ro i grupperne, for at få ro i gruppen skal der bruges en stærk gruppeformand, ikke en der sidder på en retrætepost.

Derudover vil KJ også få massere af tid til at holde styr på baglandet og udvikle politik.
Udover at sikre den interne ro og arbejde lidt med fornyelse, så vil det også give KJ meget stærke bånd internt.

Uanset hvornår Løkke evt. skulle ryge i nærmeste fremtid vil KJ stå som mangeårig minister og den MF’er der har de bedste bånd i gruppen og til baglandet – og som næstformand.

Om noget er det her da med til at styrke KJ’s interne position, der er kun 2 ærgelige detaljer for ham, dels at han mister pladsen i koordinationsudvalget, dels at han også i offentligheden skal have solgt sin nye plads som en sejr.

vh
Flemming K

58

Det er ingen naturlov at det er gruppeformanden der banker medlemmerne på plads.
Hos S er det ikke Carsten Hansen der har hammeren i hånden hvis nogen dummer sig.

Havde man gjort KJ til politisk ordfører kunne han fået en platform ala Foghs i sin tid med en ideologisk næstformand der kunne udvikle Venstres politik.

Relationer spiller helt klart en rolle og mon ikke man har valgt denne konstruktion pgra det kølige forhold mellem Jensen og Løkke.
En politisk ordfører og en statsminister skal være på bølgelængde.

@ 59

“En politisk ordfører og en statsminister skal være på bølgelængde”

Med risiko for at gentage det åbenlyse – det skal en statsminister og en gruppeformand også!

Den omtalte platform kan KJ sagtens få som gruppeformand. Den politiske ordfører er den som tager alle de verbale kampe – men ikke nødvendigvis den der støber kuglerne.

Diskussionen kan forsætte – som jeg skrev i mit første indlæg om KJ, så er det en smagssag om det betragtes som en degradering eller ej. Det afgørende for V vil være om KJ selv opfatter det som en degradering eller ej.

Det tror jeg ikke han gør. Tager jeg fejl og opfatter KJ det som en degradering, der er sket mod hans vilje, så vil det givetvis kunne ses under den kommende valgkamp…

@54

Hvis KJ skal til at optræde som venstregruppens ansigt i pressen, som du forudser, hvordan stiller det så Peter Christensen?

Spændende rokade, sikke en stor en.

Omkring Kristian Jensen var det lidt svært. Jeg snakkede med en der ønskede ham som finansminister. Det kan jeg godt se, og Claus Hjort har måske haft sin tid. Men hvis regeringen overlever et valg skal man tænke på at Løkke stadig er ret ny, og hvis KJ bliver finansminister skal han enten være det længe, eller også vil alle rokader med ham være en degradering. Og det er en plads der slider.

Bertel Haarder er jeg rigtig glad for skifter. Jakob Axel var ingen stærk sundhedsminister, og der er brug for nogen til at svare Bent Hansen igen.

Tror Lars Barfoed er bleven den konservative 2’er. Brian Mikkelsen var famlende som justitsminister og Barfoed virker mere driftsikker. Formentlig lidt for “business man” agtig til at blive partileder, men der er brug for en stærk 2’er når Lene Espersen rejser meget.

Vi har herinde snakket om at de konservative talenter i folketingsgruppen ikke lige var så tydelige, så der er hentet to udefra. Spændende hvor godt de vil klare den.

Karen Ellemann i et andet ministerie inden et år – det ser hårdt ud for hende. Og så håber jeg studie organisationerne giver Tina Nedergaard en chance, de så ud til at hade Bertel Haarder for et godt ord.

Søren Pind som chef for negerpengene havde jeg ikke lige set komme. Troede godt på ham som minister, men havde ikke lige gættet på den post. Håber han bliver en mand der sætter krav.

Per Stig Møller, så får kulturen en stærk mand. Dog fik jeg ondt af ham da det første jeg hørte var at Pernille Frahm roste ham. Når man får ros af en SF’er der har delt seng med Søvndal har man slet ikke brug for fjender!

Hvor stor en fremtid er der så for de fyrede ministre? Tænker at en Jakob Axel og Ulla Tørnæs godt kan få nogle gode ordførerskaber. Mens en Carina Christensen nok skal lade være med at genopstille.

Kedeligt med Søren Gade, jeg håber stadig den fatale lydfil kommer frem, for Guldbrandsen virker ikke specielt troværdig efter min smag.

Jeg vil så gerne sige et særligt tillykke til Søren Pind, der nok har været lidt en “enfant terrible” – men som også har holdning, kant, personlighed, engagement, ægthed og sågar humor. Det ser man alt for sjældent i dansk politik. I hvert fald fra det vindue hvor jeg har min udsigt. Håber at det er egenskaber der kan smitte lidt af på regeringens visioner og større udblik.

Man kan vel hævde, at udenrigs-relationerne måske ikke står øverst på Løkkes agenda. Det er nogle tunge “drenge” der er væk: Anders Fogh, Per Stig og Søren Gade.

Jeg synes det var en god rokade – lidt skuffende at Hjorten ikke skulle på pension og vi kunne får en finansminister der kunne regne – gerne Thor Pedersen tilbage.
Det mest spændende bliver morgendagens nye kurs mod økonomisk ansvarlighed – er det hjortens sølle 27 mia over tre år eller skal skeen i den anden hånd og så barberes 20 mia hvert år således der kommer sammenhæng mellem indtægter og udgifter også når den forkælede 68 generation forlader arbejdsmarkedet – iøvrigt timet med oliens ophør.

PS godt at se Søren Pind som minister og med fantasi til at bruge ulandsbistanden som platform for en frihedstankegang.

PPS Per Stig skulle have forladt politik, han er brændt ud man har intet hørt til udenrigsministeren siden tegningskrisen. Jeg tror ikke at Per stigs kultursyn er repræsentativt men derimod meget eleitært og fokuseret på det højkulturelle som allerede vader i penge.

@61. Jeg er ikke ekspert på dansk politik (paging Peter Kurrild-Klitgaard) og endnu mindre på den interne organisering i Venstre (paging Jarl Cordua!), så tag mine kommentarer med et gram salt.

Men når det er sagt, så giver det mening – for mig – at placere Kristian Jensen i netop dén position, hvis tanken er at vinde politisk terræn/næste valg gennem et fokus på tung og teknisk økonomisk politik. Sådan som det rygtes med den såkaldte konvergensplan f.eks. Jeg ved godt, Peter Christensen har en skatte- og finanspolitisk fortid, men KJ har i mine øjne langt mere pondus som den tørre, vidende og altid velforberedte ‘tekniker’ end PC, hvis styrker snarere er engagement og værdipolitik.

Eller sagt på en anden måde, KJ skal prædike ‘ansvarlighed’ og ‘nødvendighed’ (og jeg stemmer til venstre for midten, men forventer stadigt, at han vil tørre oppositionen gang på gang på gang i sådanne debatter), mens PC kommer til at tegne de mere værdipolitiske linjer (justits, integration, men sådan set også skat) og også tage slagsmålene i alle de mindre heldige sager.

Jeg synes trækket med Kristian Jensen er et smart træk jf. mange af de forrige kommentarer. En anden god grund er, at gruppen nu får en profil som gruppeformand. Alle må forvente at KJ bliver en “tung” minister efter næste valg og med i inderkredsen omkring at vælge/brande nye ministeremner. Det er et godt træk i en gruppe, som efter rygterne har været ustyrlig på flere fronter det sidste år – der er godt nok mange sager som regeringen har besluttet i det sidste år, som er løbet i problemer i venstres gruppe; til åbenlys irritation for diverse ministre. Jeg tror derfor vi frem til valget vil opleve en (ihvertfald udadtil) venstre folketingsgruppe som er langt mere harmonisk og “i takt” og det øger sandsynligheden for en valgsejr betydeligt.

@56 (“at Peter Kurrild-Klitgaard m.fl. har langt mere viden om politiske magtforhold end jeg”) & @66 (“Jeg er ikke ekspert på dansk politik (paging Peter Kurrild-Klitgaard)”):

Jeg takker for de anerkendende ord, men de er aldeles misvisende. Jeg er såmænd blot en ydmyg statskundskabs-forsker med lidt amatørviden om politisk historie og et absurd ønske om falsificerbare analyser, hvilket slet ikke kan måle sig med de journalister, der efter et år eller to på en Christiansborg-redaktion, eller som leder-skribent, eller som pressechef ved et parti kan gøre krav på at være rigtige eksperter …

@69 Ah, nu ikke så beskeden! Din sarkasme er lige på kornet overfor journalister og leder-skribenter:)

Skriv mere, også på Punditokraterne, om indenrigspolitik. Vi mangler begavede kommentatorer i stedet for sladder-journalister, der – uden påviselig grund – forfremmer sig selv til columnister og politiske analytikere.

Lige et par kommentarer til Kristian Jensen. De fleste har nok hørt eller set det i forvejen, men alligevel: Både Jensen og Lars Løkke betegnede i går udnævnelsen til gruppeformand som “en forfremmelse”. Løkke tilføjede, at med Jensens unge alder in mente, var der ikke noget i vejen for, at han på et senere tidspunkt kunne blive minister igen.
Kristian Jensen sagde desuden i TV2 News, at statsministeren havde forsikret ham om, der ville være andre muligheder – læs ministerposter – hvis han ikke ønskede at være gruppeformand.
I øvrigt mente Michael Kristiansen, der som bekendt kender de interne magtforhold i Venstre, i “Tirsdagsanalysen”, at udnævnelsen af Kristian Jensen var et særdeles klogt træk. Ifølge ham har der været uro i Venstres Folketingsgruppe siden 2001.

I forbindelse med spørgsmålet om Kristian Jensens overtagelse af gruppeformandsposten er det værd at tilføje, at Svend Erik Houmand og Hans Christian Skidt blev gruppeformænd under Anders Fogh. A.F. havde fuld kontrol over sin gruppe og kunne derfor let leve med svage formænd. Denne kontrol har Lars Løkke ikke. Han har derfor brug
for en stærk formand såsom Kristian Jensen.

Anders Fogh kan ikke have haft fuld kontrol over sin gruppe i sine to sidste år som statsminister, for i den periode var han mere i udlandet end i Danmark, og man skulle være mere end almindelig fatsvag, hvis ikke man som medlem af Venstres Folketingsgruppe havde lugtet lunten. Det havde selvfølgelig også betydning for Foghs autoritet over for sine partifæller på Christiansborg.

Venstres folketingsgruppe har i mange år været et uroligt sted. Hvis man ville have noget lækket, så skulle man bare orientere folketingsgruppen i fortrolighed 🙂

En blanding af oversete, nye håbefulde, intrigemagere og talenter – nok som i andre partier, men ofte med et mere individorienteret (læs: selvcentreret) aspekt i god liberal ånd. Fogh kunne styre det, for alle vidste de skyldte ham for indflydelsen, magten og æren. Den pondus har Løkke ikke haft, og i der har været en tendens til at flere og flere har tænkt mere på dagen efter næste valg end på næste valg, og det er gift for et regeringsparti i modvind. Derfor har Løkke været nødt til at stramme grebet, og at sætte Kristian Jensen til det er lidt af en genistreg. Så får Løkke både styr på gruppen og på Kristian Jensen, der ikke altid er blevet set som den mest loyale, men som nu er pisket til at vise sit værd.

Peter Kurrild-Klitgaard, du nævner eksemplet med Hans Engell for at illustrere, at det under visse omstændigheder – som i det konkrete tilfælde med Kristian Jensen – ikke nødvendigvis er en degradering for en fremtrædende minister at blive gruppeformand.
Ikke desto mindre mener selvsamme Engell faktisk, at der er tale om en svækkelse af den hidtidige skatteminister. Her er et citat fra onsdagsudgaven af Ekstra-Bladet: (…)”Til gengæld har han kørt rivalen Kristian Jensen ud på sidesporet – Jensen bliver næppe folkekær som gruppeformand, og han er uden for regeringens centrale drøftelser.”

Lukket for kommentarer.