Kategorier

En offday for de røde

Gårdsdagens demo i København blev tydeligvis en fesen oplevelse for de røde. Der var ikke meget 'fired up and ready to go' over LO-formand Harald Børstings noget proletariske “barregningstale”. Solen skinnede ellers fra en skyfri himmel, men trods alle fagbevægelsens anstrengelser på web, i annoncer og omtale i TV dukkede efter politiets skøn kun mellem 35-40.000 demonstranter op i blandt de røde faner og Rasmus Nøhr på Slotspladsen. Fagbevægelsen have ellers chartret busser til at fragte utilfredse demonstranter ind til hovedstaden fra hele landet.

Og allerede før fanerne blev hevet ud af mølposen og de første pilsnere trukket op, så var såmænd både S og SF ved at rende fra deres tidligere ganske stålsatte efterlønsgaranti. Det skabte slør i forhold til FOA og andre dele af rød blok. Men det foregik kun i medierne. Inde på slotspladsen lod man som ingenting.

I det hele taget er det nu umuligt for vælgerne at vide, hvad rød blok egentlig mener om arbejdsmarkedsreformer og især efterlønnens fremtid. Og festlighederne forsætter i dag.

Jeg må nu trække min kritik fra forleden i land igen. TV-stationerne havde tydeligvis i går sat sig for, at de ikke ville agere mikrofonholdere i en bevidstløs ukritisk dækning af demo-arrangementet. Det fik fx lidt komisk karakter, da TV2 havde fulgt en demonstrant på 73, der stolt fortalte hvordan han havde været med til samtlige demonstrationer siden atommarcherne i tresserne, over EF-modstanden i 70'erne og op til i dag. Indslaget cementerede dermed det indtryk, at en del af demonstranterne kan placeres i kategorien: venstreorienteret kværulant, der ikke vil tage ansvar for noget som helst.

Det er meget længe siden, at jeg har set Venstres beskæftigelsesminister Inger Støjberg med succes blive brugt offensivt. Det skete da hendes ildrøde hennafarvede hårpragt blev set spankulerende rundt nede på slotspladsen. Støjberg viste i går på TV2 alt det, som alle i øvrigt savner hos statsministeren: Overskud. Der var plads hos Støjberg, der storsindet priste den 'gode danske demonstrationskultur', hvor man godt må demonstrere højlydt og vise sin uenighed, men alligevel accepterer, at et flertal på Christiansborg træffer “de nødvendige beslutninger”. En enkelt vestjysk kvindelig demonstrant lod imidlertid sin galde flyde over på TV2. Støjberg skulle hellere rejse hjem frem for at lave flere ulykker, mente damen, der sikkert selv mente, at hun gjorde sin sag en tjeneste med dette udfald. Det tog Støjberg også med et smil. Indslaget varede mere end et par minutter. Det var dyrebar TV-tid vundet, der jo egentlig '“ set fra fagbevægelsens øjne '“ i stedet burde være brugt på at få demonstranternes budskaber ud. Venstres spinfolk har haft ganske mange kiksere i dette forår. Men det havde de ikke i går.

DR havde taget med en busfuld demonstranter et sted fra provinsen. Her spurgte man 4 forskellige '“ både arbejdsløse, faglærte og ufaglærte, hvordan man skulle finde besparelser. To svarede at man skulle 'fjerne skattelettelserne' mens de resterende ikke anede, hvad de skulle svare. Ikke engang Villy Søvndal, mener i øvrigt at en tilbagerulning af skattelettelser er en mulighed. Indslaget udstillede alt andet lige demonstranternes ikke al for store troværdighed, i det de ikke selv havde noget bud på, hvordan man skal løse de økonomiske krise. På TV2 hidsede en murer sig op over alle de rige, 'som bare havde raget til sig i de gode år og nu hyggede sig i deres store huse'. Men selv, hvis man fulgte opfordringen og beskattede 'alle de rige', så var der stadig ikke fundet det provenu, der mangler i statskassen.

De røde har dog fortsat et klart politisk momentum, og meningsmålingerne vil efter min vurdering i mange måneder frem vise rødt flertal om det så regner eller sner. Men i går tog medierne sig faktisk en smule sammen – med lidt hjælp fra de radikale '“ og begyndte at stille spørgsmålet: Hvordan vil fagbevægelsen finde 15 milliarder kr.? Indtil videre svæver svaret i vinden. Og det vil det formenlig gøre helt frem til næste valg

P.S. Det er mig og en masse andre mennesker i det politiske miljø en stor gåde, at Venstre er degeneret til så fad en kampagneorganisation. Venstres mildt sagt kedelige helsidesannoncer til støtte for Genopretningsplanen er noget af det mest idéforladte, man har set i årtier. Man skulle tro, at det var produceret i 1970'erne? Jeg tror faktisk, at det at se maling tørre, er mere ophidsende end at læse Venstres annoncer for Genopretningsplanen. Hvor er frækheden? Hvad med lidt kant? Kan fiaskoen hænge sammen med, at Venstre har valgt at lade manden på pengekassen dvs. partisekretær Jens Skipper Rasmussen producere Venstres annoncer, mens dem der rent faktisk fører den daglige politiske skyttegravskrig på Christiansborg og eksekverer den politiske strategi, nemlig Center for Politik og Kommunikation (Aka: 'Superspinenheden') tilsyneladende intet har med dem at gøre? Sig mig, har man nogensinde hørt magen til uprofessionalisme? Den politiske kommunikation udliciteret til en partisekretær, der mest af alt har til opgave at forsøge at dæmme op for Venstres hastigt svindende medlemstal? (I øvrigt en mand med en karisma, der i sammenligning får Harald Børsting til at fremstå som en sand Barack Obama!) Det er jo ikke LOF, det her vel? Kom nu!

Kære Lars Løkke, Du må jo nærmest have lyst til at tabe valget, siden du lader Skipper producere jeres printannoncer? Alle og enhver kan jo se at de er håbløse og spild af penge. Hvor er fx helsidesannoncen med 'Harald Børsting som finansminister' eller andet i den dur? Eller bare noget andet i stedet for de, der bogholderagtige leverpostejkedelige annoncer med Løkkes kontrafej, fyldt med teknisk uforståelige termer og al for megen tekst. (Det kan da umuligt være Venstres reklamebureau, der har leveret det makværk?? Kræv dog pengene tilbage!) Det kan Danmarks statsministerbærende parti simpelthen ikke være bekendt. Det er lige før, at Venstre fortjener at tabe valget alene på grund af de annoncer…

Læs også:

Jyllands-Postens leder: “Rødt Spin”

Helle Ib i BT: “En rigtig fuser”.

Ralf Pittelkow i Jyllands-Posten: “Rød plan i opløsning”

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

45 kommentarer til “En offday for de røde”

Hej Jarl
hvordan kan det være at HTS netop valgte i går til at åbne op for en ellers meget lukket efterlønsdebat?

Tak.
3. Ja det er sgu lidt komisk. Man bliver ved med at tale om at dette bliver den mest beskidte valgkamp mellem fløjene og når røgskyen så lægger sig, så ser man K bruge al sin energi på at skyde efter hinanden og R skubbe til S-SF meget fundamentløse plan på en meget vigtig dag for rød blok.

I øvrigt blev Fair Løsning mere eller mindre pillet ned af to økonomer i Deadline i går aftes.

De 12 minutter er ganske enkelt ikke realistiske selv hvis der kan opnås længere arbejdstid, vil det blot medfører en automatisk forøgelse af overførselsindkomsterne igennem satsreguleringen.

Den røde plan lyder efterhånden mere og mere som “infomercials” fra TV-Shop: “Se alle de glæder du kan opnå, på blot 12 minutter om dagen”, og en stribe sandhedsvidner underbygger påstanden. (Det passer vist ikke helt mere, eftersom de røde sandhedsvidner er blevet fanget i purt opspind.)

Forskellen er dog, at man desværre ikke kan købe vidunderet i afdrag, og “fuld tilfredshed eller pengene tilbage” er vist mere “fuld tilfredshed, eller tiden er spildt”. Måske skulle man købe planen brugt i Den blå Avis? Det er jo der alle vidundermidlerne havner efter en stund.

Jarl.
Hvordan vurderer du muligheden for at Radikale kommer med i regering efter næste valg? I forhold til de seneste målinger der viser at S-SF kan “nøjes” med støtte fra Enhedslisten?

Der er ikke kun tale om en “off day” Vi kan nu tale om “off Days” efter at det er blevet kendt at
Mogens Lykketoft som udenrigsminister har brugt private fly hyppigere end Per Stig Møller. Og det til distinationer, der sågar har meget god betjening af rutefly i modsætning til Per S. M.s
destinationer.
Tænk sig at Lykketoft pudser rigsrevisionen på sin
efterfølger som udenrigsminister for brug af private fly, når det er Lykketoft selv, der er den store synder.
Tænk sig at Lykketoft påstår kun at kunne huske 1 privat flyvning i sin tid som udenrigsminister.
Nu er spørgsmålet så, om Mogens Lykketoft er “en skidt karl” eller om han er ramt af fremskreden demens.
Hvordan kan Lykketoft fremover udtale sig om noget
som helst, når enhver kan afvise Lykketofts ord som noget der kommer fra en dement.

Tekstforfatter Sebastian Nigro Jensen har i Information en glimrende gennemgang af fagbevægelsens næsten konsekvent kiksede række af reklamekampagner gennem de seneste år. Og dyre har de været,

I 2007 lå de gennemsnitlige markedsføringsudgifter for de største faglige organisationer til bl.a. avisannoncer, reklamespots i tv og radio samt udendørsplakater på omkring 60 millioner kroner om året. Og helt nye tal fra Gallup viser, at foreningernes samlede reklamebudget er syvdoblet siden 2002.

http://www.information.dk/235706

7. Jeg tror ikke på at et rent rødt flertal manifesterer sig efter næste valg. Så det giver mulighed for at de radikale enten er med i en regering eller bliver støtteparti. Det er nok umuligt p.t. at spå om, hvad der sker.

At følelserne hos S overfor R i disse dage ikke er de allervarmeste giver sig selv. Men situationen kan nå at ændre sig inden til efter næste valg.

8. HA. Ja, de får da nok at tale om næste gang, der er møde i “udenrigsminister-klubben”. 🙂

Det er ganske enkelt fantastisk at se alle de indlæg på en såkaldt borgerlig blok der tordner imod en forøgelse af arbejdstiden.

Vi er nu kommet til at det er S der siger at vi skal arbejde mere og er villig til at fjerne efterlønnen hvis arbejdsmarkedets parter ikke selv kan finde de løsninger der skal til.

Er det ikke bare lidt ironisk at efter den borgerlige regering har gjort alt for at købe vælgerne siden 2001 og aldrig har ville diskutere hverken arbejdstid eller efterløn ja så skal der åbenbart en kvindlig socialdemokratisk partileder til før man har en der har nosser nok til at turde at lægge sig ud med andre end kontanthjælps modtagere og fremmede.

Hvad er de borgerliges bud på holdbarheds problemet og hvad synes Hr Cordua selv om en genopretnings plan hvor noget af det mest ambitiøse er beskæring i ulandshjælp, udsættelse af skattelettelser i tre år og dratiske besparelser på Universitets og efteruddannelses området.

Er det sådan vi fremtidssikre vores samfund.

PS 40 000 mennsker der vælger at bruge en dag ( de fleste betaler den selv) på at give deres mening til kende, jeg synes det er ganske imponerende især når vi alle synes at demonstrationer er sådan lidt old school.

Ville gerne se Pia, Løkke og Lene samle bare en tiendedel til at bakke op om deres plan.

Er det

Er det her endnu et skjult surt bolsje i SSF planen ?

 »Der er en lang række ting i S-SF planen, som fagbevægelsen har fået som betaling for at finde de 15 milliarder kroner, men som vi aldrig vil gå med til. Det er for eksempel direkte skattefinansieret støtte til fagbevægelsen og skattepenge til fagforeningsdrevne informationskampagner. Det er bare et pluk af eksempler, « siger adm. direktør i DA, Jørn Neergaard Larsen, som skal lede forhandlingerne på arbejdsgiversiden.

http://www.berlingske.dk/politik/da-stiller-ultimatum-til-s-sf-plan

@ 12

Ser man på de sidste ni år, er det vel nærmere S og SF der har villet købe vælgerne med større såkaldt velfærd og modstand mod lavere skat på arbejde, da det sidste ville give mere af den såkaldte ‘ulighed’ overfor dem der modtager penge fra skatteyderne. Sidstnævnte givner netor større udbud af arbejde og arbejde i den dyreste og bedtse ende af skalaen.

S har også indgået et efterlønsforlig med regeringen, men såfremt de vil afskaffe/udfase efterlønnen, er det et stort fremskridt.

Det er bare underligt at hverken Thorning eller Søvndal nævnte efterlønnen med et eneste ord, hverken d. 1. maj eller i går, hvor de ellers have samlet så mange af deres venner sammen.

12. Du finder vist ingen borgerlig liberale der synes det er en dårlig idé at arbejde en time mere om ugen.

Nu er vi bare fra naturens side ret kritisk anlagt, og det lyder en kende usandsynligt at et sådant krav bliver ført igennem uden at LO stiller (store) modkrav. Vi er muligvis også en anelse skeptiske omkring, hvorvidt SF er villige til at ændre satsreguleringen, og fyre op til 30000 offentligt ansatte, så den ekstra time rent faktisk giver 15 mia. i overskud. Man gør det i hvert fald ikke nemmere for virksomhederne at aftage arbejdskraften ved at sætte skatten op for både dem selv og deres dygtigste, mest betroede, medarbejdere.

Hele øvelsen er også lidt tåbelig så længe man lader raske mennesker tage en femårig betalt rejse/golf-ferie inden de går på folkepension.

12. Puha, der er da vist en der køber fagbevægelsens og oppositionens spin. Det er da godt, at se pengene til annoncekampagner ikke er givet helt forgæves ud. 🙂

Angående at Socialdemokraterne er villige til at debattere efterløn, så flugter det særdeles dårligt med at Sass Larsen så sent som idag har proklameret at forringelser i efterlønnen ville være sidste udvej, og hvis de kom ville være et så alvorligt angreb på velfærdsstaten, at han ville forlade politik:

http://www.bt.dk/politik/sass-ofrer-sit-politiske-liv-efterloen

Helle Thornings udmeldinger igår var et resultat af de at de radikale stillede spørgsmålstegn ved LO’s evne til at levere det ønskede resultat. Du ved spin, hvis du følger med i politik længe nok, kan man som regel gennemskue den slags og lader sig ikke slå af benovelse, hver gang den “side” man holder med kommer med en udmelding. 😉

Angående en 38 timers arbejdsuge, så tror jeg ikke der er ret mange herinde, af liberal observans, der har harceleret mod konceptet at danskerne skal arbejde mere. Reelt set vil de fleste mene det er en god ide, blandt andet fordi det øger arbejdsstyrken, hvilket der er behov for. Det er jo blandt andet også derfor de fleste borgerlige ikke bryder sig om efterlønnen, det er en unødvendig afgrænsning af arbejdsstyrken og et unødvendigt pres på landets økonomi.

Grunden til at mange herinde vender sig imod ideen om de 38 timers arbejdsuge, er ikke at det er en dårlig ide, snarere at det er så godt som umuligt at gennemføre – selv hvis fagbevægelsen skulle stille sig positiv overfor en forlængelse af arbejdsugen, hvilket den ikke hidtil har gjort. Det er politisk blændværk, uladsiggørligt, men tjener det formål at forføre den, trods alt, store skare af vælgere uden egentlig indsigt eller interesse i, hverken det politiske spil eller arbejdsmarkedspolitiske forhold.

Med andre ord, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti slipper indtil videre udenom at give et reelt bud på hvad de vil, fordi de har sluppet afsted med at konstruere et fata morgana for vælgerne. Det der er det virkeligt interessante er jo netop, hvad S/SF reelt vil efter et valg, og om de kan slippe afsted med at binde befolkningen en historie fra de varme lande på ærmet, angående hvordan man løser de økonomiske problemer i fremtiden. For der er ikke ret mange mennesker udenfor Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, med økonomisk indsigt på et vist niveau, der køber S/SF’s plan. 🙂

16

Nu er en stor del af S og SF vælgerne jo enige med dig i at efterlønnen ikke skal fredes men hvad er din forklaring på at der har siddet en borgerlig regering ved magten siden 2001 og intet overhoved er gjort for at fremtidssikre vores arbejdsmarked.

Hvorfor er det lige at man i så mange år ikke har måtte træde en eneste lønmodtager over en eneste tå ?

Hvorfor tror du at det skal overlades til en S-SF-R regering at gennemføre de nødvendige forandringer der kommer til at gøre ondt og hvor troværdig gør det de borgerlige partier som nogen der er i stand til at for alvor at tage et ansvar og lave de forandringer der er nødvendige for at fremtidssikre dansk økonomi.

vh

17

Dejligt at møde en der kan tale på alles vegne og som åbenbart har fulgt det politiske spil længere end nogen af os andre, hatten af for det.

Nu er jeg hverken cand polyp eller noget andet der kan matche så fine uddannelser så vil du ikke venligst forklare mig hvorfor det er at en 38 timers arbejdsuge er uigennemførlig mig bekendt er det lykkedes at sætte arbejdstiden op i lande vi sammenligner os med.

Den anden ting jeg er lidt i tvivl om når vi nu diskutere blændværk kontra fakta så må du meget gerne forklare mig hvorfor det er en naturlov for borgerligt liberale at nedsættelse af skat vil få folk til at arbejde mere.

Det stemmer ikke men den virkelighed jeg er i. Jeg er 50 har en mellemlang uddannelse og vi har en husstandsindkomst på ca 900 000, børn der er flyttet hjemmefra, minimal gæld i huset og en pæn stor opsparing ud over pensions opsparingen. Hustanden her ligner således rigtigt mange andre i Danmark. Tror du virkeligt at jeg vil begynde at arbejde mere fordi skatten sænkes ? nej naturligvis ikke tværtimod gik jeg og planlagde at gå ned i tid og sådan har mange i min aldersklasse det men det er måske børnefamilierne der har lyst til at arbejde mere ?

17

ps De gule fagforeninger bruger suverænt flest kroner pr medlem på annoncer med det faglige hus som suveræn topscorer.

Tror du virkeligt at jeg vil begynde at arbejde mere fordi skatten sænkes ? nej naturligvis ikke tværtimod gik jeg og planlagde at gå ned i tid og sådan har mange i min aldersklasse det men det er måske børnefamilierne der har lyst til at arbejde mere ?

Går du også ned i tid, når du får en lønstigning ?

20. Ved du hvad Thomas. Jeg prøver at følge med i dansk politik efter bedste fattige evne. Og det er ikke lykkedes mig efter at have læst Helle Thorning, Sass Larsen og Ole Sohns udtalelser i går og i dag, hvad S-SF mener om efterlønnen.

Går de ind for den – eller ønsker de den afskaffet/ændret eller forringet.

Det er muligt, at jeg er for dårligt uddannet, ikke har fulgt godt nok med eller simpelthen er for ubegavet. Men jeg forstår det ganske enkelt ikke.

Skal jeg være bekymret for, at jeg er den eneste i hele landet, der ikke forstår, hvad I mener?

18
“Nu er en stor del af S og SF vælgerne jo enige med dig i at efterlønnen ikke skal fredes”

Nu har jeg godt nok ikke set spørgsmålet der blev stillet i undersøgelsen. Mon ikke mange af de unge vælgere har en klar forventning om at efterlønsordningen alligevel ikke eksisterer når de får brug for den, og derfor opfatter det som et konsekvensløst valg i forhold til andre? Fagbevægelsen slår jo stadig syv kors for sig når man snakker om efterlønnen og det er, tilsyneladende, dem der bestemmer. Jeg sætter snarere min lid til VKO(i opposition)+LA+RV.

“men hvad er din forklaring på at der har siddet en borgerlig regering ved magten siden 2001 og intet overhoved er gjort for at fremtidssikre vores arbejdsmarked.”

Tja. Den borgerlige regering har ført socialdemokratisk politik….. Derfor. I øvrigt ansporet af en dybt dybt uansvarlig opposition + støtteparti. Men i øvrigt, så er halveringen af dagpengeperioden da en form for fremtidssikring. Den skal VKO nu have credit for.

“Hvorfor tror du at det skal overlades til en S-SF-R regering at gennemføre de nødvendige forandringer der kommer til at gøre ondt og hvor troværdig gør det de borgerlige partier som nogen der er i stand til at for alvor at tage et ansvar og lave de forandringer der er nødvendige for at fremtidssikre dansk økonomi.”

På en måde synes jeg det er fair nok at S får lov til at rydde op i det ineffektive morads af en velfærdsstat de selv har bygget op 🙂

Falsk beskedenhed er alt for afslørende for dig, Jarl 🙂 Du ved da om nogen, at du netop IKKE skal forstå udspillet fra S og SF. De har forlængst forladt rationalitetens domæne og kastet sig ud i forførelsens diskurs.

McLuhans motto The medium is the message gælder da stadig: Det er vigtigere, hvad der kan kommunikeres end hvad der politisk kan gennemføres.

12 minutter ekstra om dagen.

DET kan folk forstå. Derfor er det S og SFs budskab.

Politik i dag drejer sig da ikke om Hørups Del jer efter anskuelser. Det er da håbløst old school!

Politik er marketing. Og det har de røde endelig opdaget – og selvfølgelig udnyttet.

22. “Jeg prøver at følge med i dansk politik efter bedste fattige evne. Og det er ikke lykkedes mig efter at have læst Helle Thorning, Sass Larsen og Ole Sohns udtalelser i går og i dag, hvad S-SF mener om efterlønnen.”

Lad nu være med at gøre dig selv dummere end du er.

Det betyder noget i retning af: “Hej Margrethe Vestager. Vi har forstået din kritik af Fair Løsning for at være lige lovlig meget varm luft og vil lige forsikre dig om, at vi er parate til at sætte tommelskruerne på overfor fagbevægelsen, hvis de ikke hoster op med indrømmelser på arbejdstiden. Du skal ikke bekymre dig. Mvh HTS og HSL”.

I øvrigt skægt at det nu er det venstreorienterede medier og modstanderens brug af spin der er skyld i de dårlige meningsmålinger. Det er præcis som at høre sure socialdemokrater (bare med omvendt fortegn) anno 2001. Nu mangler V bare at hyle op om at “S stjæler vores politik!”, så er transformationen til Mogens Lykketoft total.

#23 Æhm, er det ikke en anelse langt ude, at give oppositionen ansvaret for den politik der er ført de sidste 8 år? Du snakker simpelt uden om – VKO har ført den politik de nu engang har ført, og må vel selv tage ansvaret for det. Jeg troede faktisk, at dét var et af kardinalpunkterne på den fløj (måske undtaget O): tag ansvar for eget liv? Hvis jeg troede på, at de evnede det, skulle de næsten have lov til at rydde op i rodet selv.

26
Du har måske fornemmet at jeg har afskrevet VKO som socialdemokrater, og for øvrigt stemmer Liberal Alliance. Min kommmentar omkring den førte politik var i ligeså høj grad en bredside til VKO.

Jeg nærer under alle omstændigheder stor mistro til, hvorvidt oppositionen er i stand til at rydde op i noget som helst. Husk nu, at det altså var S der i sin tid plantede tidslen og lod den vokse sig stor. VKO har blot vandet den. Problemet er velfærdsstaten, og den incitamentsstruktur den har bygget op, og ikke hvilket af de socialdemokratiske partier der tilfældigvis har råderet over gaveboden.
Velfærdsstaten skal ikke trimmes eller fremtidssikres, den skal markant reduceres og målrettes dem der har reelle behov.

27. Ja, man kan ikke ligefrem sige, at det var “bulls eye” for Lars Trier i vurderingen af Geert Wilders…

Det sker iøvrigt så sjældent at han rammer særlig præcist i sine forudsigelser, at jeg aldrig rigtig lægger mærke til det..

Det er nok heller ikke styrken i hans analyser, der har givet ham jobbet, men at han utrætteligt bekræfter centrum-venstre-dagsordener i analyserne.

Fred være med det!

Det tegner ikke godt for den kommende valgkamp når en ellers så læsværdig og vidende blogger som Cordua kan skrive at det ikke er lykkedes ham at forstå hvad S og Sf mener om efterlønnen.

Det er tilsyneladende intet middel der ikke vil blive brugt for at beholde eller vinde magten og det kommer til at gælde for begge sider.

S og SF vil finde de 15 milliarder på anden vis hvis ikke det lykkes med trepartsfohandlinger og det KAN være med efterlønnen.
Det er et signal om ansvarlighed til de radikale og andre der måtte tvivle om en S regerings ansvarlighed.

Det kan umuligt være særligt svært at forstå medmindre man ikke vil forstå det.

31. Jo, Michael, men med al respekt for at du forsvarer dine farver. Synes du så ikke set i lyset af dagens Gallup-måling, at S-SF i denne sag har et stort kommunikationsproblem?

Jeg tror ikke på, at vælgerne gennemskuer de finere nuancer.

Men bevares. S-SF har lagt en strategi med Fair Løsning, der skal holde vejen hjem. Så man har intet valg end stålsat at forklare det uforklarlige.

32

Jo,det kan godt være at S og SF har et kommunikationsproblem men at du ikke kan se det er ærligt talt under par for dit vedkommende.

Det er ikke let at blive klog på om det er en klog melding Thorning er kommet med.
Qvortrup og Engell har rost den, Engell endda meget overstrømmende.

33.
55 procent af vælgerne mente ifølge Gallup, at Thorning efterlønsmelding svækker troværdigheden bag S-SF-planen.

Og det var sådan set også min pointe. Jeg er i blandt de 55 pct., der er usikker på, hvad S egentlig mener om efterlønnen. (bevares, jeg tror de fleste af dem bortset fra Sass i virkeligheden ønsker den afskaffet), men det er IKKE det, som de kommunikerer.

Jeg har set Qvortrup rose udmeldingen, hvilket forekommer mig og mange andre i det politiske miljø noget komisk. Du kan stille uret efter, at han roser Thornings udmeldinger til skyerne og rakker Lars Løkke ned.
Det skal han bestemt være velkommen til, men det rokker ved hans troværdighed, der lige p.t. er blandt de store samtaleemner på Borgen. Og det siger jeg, som er en af hans mange beundrere.

Om meningsmålinger og manipulation.

Danskerne er klar til efterlønsreformer lød det i pressen i går.

Meningsmålingen fra Megafon havde følgende tekst:

Hvis du skal vælge mellem at lønmodtagerne skal arbejde 12 minutter mere om dagen og en begrænsning af muligheden for at gå på efterløn, hvad ville du så vælge ?

45 % Lønmodtagerne skal arbejde 12 minutter mere om dagen

47 % Begrænsning i muligheden for at gå på efterløn

8% ved ikke

Hvorfor var det jeg kom til at tænke på en situation hvor spørgsmålet lød når nu du skal dø af en livstruende sygdom vælger du Pest eller Kolera ?

Hvortil ca 50% svarer Kolera og det i den samlede presse udlægges:
Historisk skred:Danskerne er klar til at dø af kolera

#29 Vi er nok enige langt hen ad vejen. Men bare vent til LA en gang får indflydelse – der er før set markante forskelle på det man sagde, og det man så efterfølgende har gjort, tag f.eks. Fogh :-).

19. Kort fortalt er det et spørgsmål om at man på det danske arbejdsmarked har decentrale overenskomstforhandlinger, den såkaldte danske model, som både arbejdsgiver og '“tager siden er svært begejstrede for, da arbejdsforhold i Danmark så og sige er noget staten blander sig udenom og trygt overlader til de implicerede parter. Særligt i den private sektor betyder det, at der er en myriade af aftaler og små overenskomster, der er decentralt forhandlet på den enkelte arbejdsplads. Skulle man ændre på arbejdstiden skulle regeringen altså til at begynde at have hånd i hanke med alle disse lokalaftaler. Det er forholdsvist usandsynligt. Men lad os endelig antage, at det lykkedes arbejdsmarkedets parter i alle led ved frivillighedens vej at komme frem til overenskomster, der hæver arbejdstiden, så eksisterer der stadig den hurdle at medlemmerne skal spørges. Tror du at medlemmerne i FOA, 3F, HK osv. er ved at falde over deres egne ben i henrykkelse over udsigten til at arbejde mere '“ uden anden kompensation end løn for den ekstra time? Lad os bare sige, at der i hvert fald ikke er tradition for at stemme for forringelser…

Regeringen kan naturligvis beslutte sig for at sætte den danske model ud af drift og ophæve en eventuel hovedaftale mellem arbejdsmarkedets hovedorganisationer til lov. Det er der ikke tradition for i Danmark dog og konventionel visdom tilsiger, at det ville være noget nær selvmord at gøre det. Da man så træder en masse mennesker over tæerne, inklusive arbejdsmarkedets organisationer. Danmark adskiller sig markant fra de fleste andre europæiske lande herved, hvilket så også besvarer dit spørgsmål om hvorfor andre lande kan og Danmark ikke kan. Men det kan da godt være, at Helle Thorning-Schmidt har store behårede nosser og er parat til at sætte sit eget politiske liv over styr for noget hun tror på. Der er ikke meget i hendes politiske fortid, der tyder på det, men bevares, hvem ved…

Angående at det skulle være religion blandt borgerlige at lavere skatter for folk til at arbejde mere. Tja, tjo, det er ikke kun blandt borgerlige at denne overbevisning, om afledte positive effekter på folks arbejdsiver ved lavere skat eksisterer. Skattekommissionen, anført af den tidligere socialdemokratiske skatteminister Carsten Koch, var inde på det samme i februar 2009, da man her forslog skattelettelser for samlet 35 milliarder kroner, ganske vidst benyttede man sig ikke af beregninger om dynamiske adfærdseffekter som en del af finansieringen af reformen, men man fastslog alligevel i rapporten, at disse effekter ville forbedre statens finanser med mellem 7 og 10,5 milliarder kroner. Altså Skattekommissionens forslag var de facto overfinansieret. Skattekommissionens forslag er ikke ret relevant længere, da regeringen og dets støtteparti overvejende valgte en anden, mindre ambitiøs model, men jeg valgte at referere til den for at vise, at det altså ikke kun er asociale liberale huleboere, der opererer med at skattenedsættelser (på arbejde) vil få folk til at arbejde mere.

@38

En vigtig del af den danske model er netop at folketinget overhøjer et mæglings forslag til lov når det er nødvendigt.

Det er faktisk sket temmelig mange gange.

Uanset hvad Carsten Koch har gjort tænkt og ment så mangler jeg stadig at få forklaret sammenhængen mellem lavere skat og øget lyst til at arbejde.

Jeg kan forstå det sålænge vi taler om lavindkomster hvor der kan være et øget incitament til at arbejde og en mindskelse af mængden af sort arbejde.

Men alle os helt almindelige lønmodtagere vi kan altså kun spise os mætte en gang. Jeg går knap nok ned i løn når jeg skal på pension, jeg køber det jeg har lyst til, hvorfor pokker skulle jeg og andre som mig begynde at arbejde mere pga af en skattelettelse og jeg er ikke ene om at tænke sådan. Vi er mange der også har et rigt liv udenfor normal arbejdstid.

Jeg forstår ganske enkelt ikke hvorfor man med en god solid indkomst hvor alle behov dækkes inklusiv de tre årlige udlands rejser skulle ønske at arbejde mere for pengenes skyld. Vi er faktisk mange der arbejder fordi vi synes det er sjovt og udfordrerne. Jeg ville jo heller et skifte til et kedeligt job bare fordi jeg fik 25 % mere i løn.

Penge kan øge vores lyst til at træffe valg som vi sandsynligvis ville have truffet alligevel.

Vh

39. Fair nok, jeg giver fortabt.

Skattekommissionen bestod blandt andet af nogen af de fremmeste økonomer fra Ã…rhus universitet, Københavns universitet, Lunds universitet og Copenhagen Business School, men jeg skal altså forstå, at når de taler om dynamiske adfærdseffekter som en følge af sænkning af skatten på arbejde, så er det fordi de sidder og finder på ting til lejligheden. Tilbagevist af din imponerende dataindsamling af empiri fra dig, dine nærmeste og dem du kender.

Det er muligt du ikke føler et behov for at arbejde mere, men penge er en motiverende faktor for rigtig mange mennesker også udenfor lavindkomstgrupperne – givet det er langt fra den eneste faktor, men det er der vist heller ikke nogen der påstår.

Angående at mæglingsforslag bliver ophøjet ved lov, og udsagnet om at det skulle være sket “temmelig mange gange”, så har du helt ret, det sker hele tiden og så igen. De sidste 25 år er det sket to gange, at man har grebet ind, nemlig i 85 og i 98. Når man endelig griber ind har det været med minimalistiske indgreb, hvor man enten har ophøjet et mæglingsforslag til lov eller forlænget gældende overenskomster, ikke med store reformer.

Men nok om det, lad os da se om “de røde” virkelig kan gennemføre deres forslag, eller om det er varm luft og vindfrikadeller, og de bliver nødsaget til at gøre andre ting. Det får vi jo nok under alle omstændigheder at se om et par år, da det i skrivende stund virker urealistisk at forvente at den, såkaldt, borgerlige regering kan fortsætte efter et valg. 🙂

@40

Jeg er overhovedet ikke uenig med dig i at det var kloge hoveder i skattekommissionen men var en af deres bundne opgaver ikke netop at at finde måder at nedsætte skatten på arbejde ?

Jeg er også godt klar over at videnskabeligheden i min egen private analyse kan anfægtes 🙂

Jeg bad også bare om at blive klogere fordi jeg ikke forstår sammenhængen mellem mindre skat og øget arbejde.

Et godt eksembel på personer der vælger indkomst fra er jo netop de velfungerende efterlønsmodtagere som for manges vedkommende fravælger god løn til fordel for en yderst beskeden efterlønssats.

Et andet godt eksempel er de rigtig mange der frivilligt vælger deltids job til fordel for andre værdier end penge.

Jeg spørger fordi jeg ikke selv kender svaret og er træt af de politiske floskler der gør økonomiske tiltag til en trossag.

38-41. Kan det ikke tænkes, at I begge har mere eller mindre ret? Nu er danskerne jo ikke ligefrem 5.5 mio ens kloner. Derfor vil lavere (marginal) skat kunne animere en del – de grådige og dem der har en stram økonomi – til at arbejde mere. Blandt de dovne, halvgamle, lidt bedre økonomisk stillede som undertegnede kan effekten være modsat: overvejelser om hvor vidt det ikke var nu man skulle gå ned i tid. Her tror (ved jeg af personlig erfaring) at grådigheden alligevel let vinder: man tager en lidt dyrere ferie, køber en lidt større bil, høvler lidt mere af på gælden… Det ændrer dog ikke på, at der således også er en – sikkert ganske stor – gruppe, hvor effekten af skattelettelser er neutral til svagt negativ på arbejds-udbuddet.

41. Jo, Skattekommissionens kommissorium var kort sagt at sænke skatten på arbejde, gøre skattepolitikken mere grøn, aka hæve grønne skatter og afgifter, den skulle være fordelingsmæssig holdbar, altså finansieringen skulle ikke findes ved at brandbeskatte de fattigste og endelig skulle den være økonomisk holdbar, altså være fuldt finansieret.

Groft sagt, benytter kommissionens forslag sig af flere adfærdsmodificerende redskaber for at opnå den ønskede effekt. Skatten bliver sænket markant, for alle indkomstgrupper, målet med det er at give folk en gulerod for at ville arbejde mere. Ganske enkelt, du får en større del af kagen til dig selv hvis du arbejder mere efter kommissionens forslag end før. At give folk et incitament er en positiv måde at give folk lyst til at yde en ekstra indsats.

Men der skal også findes en finansiering til at sænke skatten, dette gøres blandt andet ved at fx. hæve de grønne afgifter og sænke rentefradraget fra 33 pct til 25 pct (hvis jeg husker ret), altså med andre ord, det realkredit lån du med al sandsynlighed har taget for at købe dit hus, bliver dyrere. Det er pisken, der dels finansierer reformen, men også gør at du har et incitament til at arbejde mere.

Der er flere andre ting som kommissionens forslag indeholdt, det her er bare lige et par stykker. For at forsøge at illustrere min pointe.

At du sætter en gulerod og en pisk op, for at få folk til at gøre som du vil, er ikke det samme som at ALLE vil agere som “de skal” og arbejde mere, men det vil give folk et øget incitament til at gøre det, og det er det der er det væsentlige i den her sammenhæng – alle vil ikke arbejde mere, men mange vil.

Man kan så bryde sig om kommissionens forslag eller lade være. Og som jeg skrev i et tidligere indlæg blev det da heller ikke vedtaget. Man lod sig inspirerer af kommissionens arbejde og vedtog en udvandet skattereform, som så er blevet yderligere udvandet med regeringens “genopretningspakke”

Hvis du mangler noget at læse, kan du jo altid hente forslaget ned fra nettet: http://filer.skattekommissionen.dk.s3-external-3.amazonaws.com/lavere_skat_paa_arbejde.pdf

Sammenfatningen forrest i oplægget er sådan set udmærket læsning, og giver et godt overblik over hvad der er kommissionens tanker og ideer med deres forslag.

Men NU er jeg færdig med den her debat, der er weekend, og fodbold VM i fjerneren!

God weekend! 🙂

@35+36: Styrken i spørgsmålet er at den adspurgte bliver nødt til at vælge mellem de to alternativer (eller svare Ved ikke) i lighed med vores kære politikere. Der er altså indbygget en form for krisebevidsthed og ansvarlighed i spørgsmålet. Det er ikke muligt blot at sige ja til at bevare til efterlønnen (og så må pengene jo bare komme fra en bankskat eller noget andet, som den adspurgte altså ikke behøver at forholde sig til). Set i det lys er det interessant, at efterlønnen ikke helt er så hellig blandt vælgerne som tidligere antaget.

Nice at også Cordua har lagt mærke til at Qvortrup er underlig underdanig overfor Soc. Dem + SF i disse tider. Hvor han tidligere var en barsk hund, der berettiget gav S+SF klø. Guderne skal vide at det burde de få i øjeblikket med den himmelråbende populisme de har gang i.

Glemmer ikke da jeg så ham og Troels Myhlenberg prøve at overgå hinanden i roser af “fair løsning” – ikke en kæft interesse i substansen, som jo selvsagt er ikke-eksisterende.

Det er som om visse politiske kommentatorer finder det interessant at skifte “heste” fra tid til anden – måske bare fordi de ligger under for folkestemninger.

Lukket for kommentarer.