Kategorier

Er du Barfoed-mand eller Mikkelsen-mand?

Så oprandt dagen, hvor det endelig lykkedes for de konservative at slippe af med Lene Espersen som partileder. Det er i udgangspunktet en god nyhed for regeringens genvalgschancer.

For efter Lene Espersens exit som partileder, så skal vi til den igen!

Først i morgen kl. 12 træffer den konservative folketingsgruppe sin afgørelse om, hvem der skal efterfølge Lene Espersen som partileder.

Der er to kandidater: Storfavoritten justitsminister Lars Barfoed og underdoggen økonomi og erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Sikre Barfoed-støtter: Lars Barfoed, Per Stig Møller, Charlotte Dyremose, Jørgen Lundsgaard og Helge Adam Møller (5)

Sikre Brian-støtter: Brian Mikkelsen og Carina Christensen (2)

Lenenisterne: Lene Espersen og Henriette Kjær (2)

Resten: (8)

Politiken har åbenbart en kilde, der mener, at Brian Mikkelsen vil vinde slaget i morgen. Alligevel er det ikke som om, at der ret mange, der tror på, at netop dét bliver udfaldet.

Jeg tør faktisk ikke gå “all-inn” på, hvem det bliver, men har dog ligesom de fleste andre Barfoed som storfavorit.

Hvis Brian Mikkelsen vinder, så har han utvivlsomt lavet en studehandel på kryds og tværs, som har udmanøvreret Lars Barfoed. Det er lige netop her,at hans virkelige politiske talent ligger.

Blandt studehandlerne er selvfølgelig det komplet irrationelle i, at lade Lene Espersen fortsætte som udenrigsminister, selvom at vælgerne klart har markeret, at de ikke mener, at hun duer i jobbet. Selv på havnen i Hirtshals mener de fx ikke, at hun har passet sit arbejde. (TV2 kl. 19)

Dvs. Lene Espersen er ikke god nok til at være leder af det konservative folkeparti, men hun kan alligevel trods det udmærket være landets udenrigsminister. Til trods for at netop denne ministerpost førte til hendes Waterloo som partileder. Det er ikke specielt logisk, men sådan er det.

På Christiansborg er holdningen den, at hun nu har ydet 'et sonoffer', der formilder vælgerne. Det tror jeg dog, er en helt forkert aflæsning af vælgernes holdninger. Og så har jeg lidt for mange kindkyssende journalister på Borgen mistænkt for ikke at kunne sætte sig helt ud over, at de synes at det er så utrolig synd for udenrigsministeren'¦… Men det, at hun ikke længere er partileder, gør vel ikke Lene Espersen med et trylleslag til en kompetent udenrigsminister, som vi kan have respekt for? Men sådan er politik. Det går op og ned i mediekarusellen. For et øjeblik siden var hun den dovne “heks”, og nu er så hun det uskyldige “offer”. (Skurkerollen er som sædvanligt reserveret de onde onde medier…)

Mikkelsen kan også have den strategi, at han forsøger at sælge sig så dyrt som overhovedet muligt. Han skal sikres en plads i inderkredsen, sådan at Barfoed ikke bliver for stærk. Og derfor har han brug for alliancen med gruppeformanden Henriette Kjær og Lene Espersen, som også fremover skal sikres en plads i magthierakiet.

Og måske er Brian Mikkelsen netop i kraft af alliancen allerede nu så stærk, at han kan vinde!

Der er det bare, at nogen burde huske på, at Brian Mikkelsen ikke er jordens driftssikreste politiker. Vi taler om den samme mand, som før jul kunne hitte på at hyre fænomenet “BillyBoy” som særlig rådgiver, og mange kan sikkert huske TV-klippet på vejen i Hellerup, hvor han udtalte sig om autonome…. Den dag i dag er vurderingen mange steder, at manden formentlig var beruset, da optagelsen fandt sted. (Ingen kan komme med andre forklaringer.) Og så har man slet ikke nævnt mandens evner som folkeforfører. (Hvis de overhovedet eksisterer)

Men man skal ikke undervurdere Brian Mikkelsen, selvom denne blogger ikke et sekund tror på, at han kan løfte partiet meget ud over de ca. 5 pct., som partiet ligger på lige nu. Men en frisk Gallup-måling giver heller ikke nogen udsigt til, at det lykkes for Barfoed.

Jeg tror dog, at de konservative gør klogt i at vælge Barfoed. Han er i det mindste noget mere driftssikker end Mikkelsen. Holdningsforskellene på de to er efter min bedste vurdering også ubetydelige.

Vi får se!

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

63 kommentarer til “Er du Barfoed-mand eller Mikkelsen-mand?”

Anders Langballe sagde på News, at det var en bevidst strategi fra “Barfoeds-indianerne” at de var åbne med deres støtte og implicit, at det var Brians støtter ikke.

I aften har man bl.a. hørt fra Legarth, Leegaard og Daniel Rugholm som alle ikke ville ud med hvem de støttede, så hvis man skal tro på Anders Langballes vurdering, så er de alle på Brians hold.

Det virker som om at “de sorte” konservative er klar til at vælge Brian, mest af alt for at undgå at Lars Barfoed kommer til.

1. Det kunne jeg godt frygte at du har ret i.

Med andre ord: Der er gået klassisk fløjkrig i den:

De sorte (Brian M) mod de røde (Barfoed)

Fløjkrig hos de konservative… hvem henter popcorn?

ps. altid dejlig blog, men der har sneget sig udsædvanligt mange fejl med denne gang. Du må have haft en lang dag 🙂

Tjah, hvad skal man sige?

http://www.berlingske.dk/politik/vaelgerne-vrager-lars-barfoed

Det overrasker ikke mig, at hele denne affære i bedste fald ikke løser problemerne hos K, i værste fald gør dem større. Faktisk kan de næsten ikke undgå at blive større, når gruppen er splittet på spørgsmålet om leder. Hvad mon Brian i virkeligheden talte med Lene om? Hendes og Henriettes støtte til, at han som nuværende “højre hånd” tager over? I så fald, hvor mange vil så følge den hidtidige gruppeledelses holdning?

Brian M, sort?
Mit kendskab til fløjene i K er – indrømmet – ikke imponerende. Men jeg har da aldrig ført hørt nogen kalde Brian M sort – men det er måske bare et udtryk for at ‘de sorte’ ser Brian som det mindste af to onder?

Anyway, tak til Jarl for de mange opdateringer, det er fint at få en oversigt over forløbet når man ikke har set nogen nyheder før kl. 19 i dag 🙂

Det er fint at minde om de sager. Billyboy. Det siger jo alt om, hvor absurd det ville være.

Brian Mikkelsen står for mig som skrækeksemplet på en ungdomspolitiker, der kommer alt for langt frem. Bare fordi han altid har været der.

5,7. Ja det er gode argumenter for at der IKKE er gået fløjkrig i den. Ikke desto mindre er der nogen hos K, der ser det på denne måde. Og her er Brian den MINDST røde. (hvis det giver mening hos nogen)

Altid velorienterede Jens Ringberg fra DR Nyheder fortæller i radioavisen kl 23, at alle K-folketingsmedlemmer her i nat bliver ringet op for at sige, hvem de stemmer på. Resultatet bliver så meddelt til alle i morgen tidlig, hvorefter det sikkert vil sive til pressen.

Kl 12 mødes gruppen så til det, som bliver en kåring af den nye partileder.

Hej Jarl.
Argumentet for at Lene kan fortsætte som UM er vel, at fortællingen er at hun har gabt over for meget, og ved at opgive posten som politisk leder nu netop kan fokusere på sit arbejde som UM?
Den køber jeg godt nok ikke, men det er vel fortællingen?
Tak for en god blog.

9. Ja det er det nok. Men i realiteten tror jeg faktisk, det er meget enklere:

(medie)Fokus forsvinder nu fra hende for at søge hen til den nye konservative leder. Folk vil simpelthen glemme hende i hverdagen. Det kan så være godt og skidt.

Velbekomme!

I har det sikkert med I jeres overvejelser, men hvad tror I Lars Barfoeds mildest talt anstrengte forhold til DF kan betyde i denne sammenhæng – husk det var dem, der fyrede ham som minister for ikke så forfærdelig længe siden. Jeg tror det taler for Brian Arthurs chance.

Jeg tror Lene Espersen bliver i UM.
Hvilken politiker (med tyngde) vil påtage sig det ministerium i en tid hvor al fokus er på indenrigspolitik? Dage som de seneste viser hvor vigtigt det er at være i landet i (valg)kamps-tider.

Lene E bliver parkeret ude i verden, mens resten af Borgen fører valgkamp.

Jeg morer mig fandeme og priser mig lykkelig for at det ikke er mit parti der gennemgår dette. Lad os alle sammen håbe på “skæve og vinde af fuld”-Arthur i morgen. Det vil helt sikkert bidrage med mere underholdning.

Jeg tror egt. ikke at DF’s fyring af Lars Barfoed var synderligt personlig, men mere et udslag af at han var til stede på et belejligt tidspunkt, hvor DF havde behov for vise muskler.
Barfoed har formodentlig ikke glemt episoden, men jeg tror ikke DF vil stille sig i vejen for noget som helst. I modsætning til krigerne fra K er DF dygtige nok til at koncentrere sig om at vinde valget…

/Nikolaj

Det kan godt være at vi udenforstående ikke kan gennemskue det spil der foregår og bla derfor er denne blog så fortrinlig

Er det utænkeligt at der kan være foregået følgende.
Espersen kan godt se at det er bedst for partiet at Barfod bliver leder men hun vil gerne fortsætte som udenrigsminister.

Hvis Barfod bliver formand kunne han blive presset til at sætte Per Stig ind som udenrigsminister ( enten med det samme eller efter et valg ) og derfor laver hun en aftale med Brian som hun kan presse Barfod med til at give et løfte om at hun er udenrigsminister også under ham og også efter et valg ?
Der er måske også et løfte til Henriette Kjær om en fremtrædende post.

Mon ikke tingene er klappet af på forhånd. De konservative er dømt til at ryge under spærregrænsen hvis fløjkrigen skulle bryde ud igen – og det er de godt klar over!

Ved at melde to “kandidater” ud og lade det hele kulminere i den store støtteerklæring fra den ene (Mikkelsen) til den anden (Barfoed) har man i virkeligheden taget dramaet ud af forestillingen og vendt det til noget “positivt” for partiet. Man kunne ikke lade Lene pege på efterfølgeren (den detroniserede skulle udpege sin efterfølger?)… Og hvis den ene stillede op uden udfordring ville det formentlig skabe en masse uro i partirækkerne som ville ulme frem til landsrådet.

Prisen for at Lene spillede med har vel været at hun fortsætter som UM frem til valget – hun ville da ikke sidde og sige på pressemødet at hun fortsætter som UM hvis det ikke var tilfældet? Og Statsministeren har vel heller ikke behov for at skulle til at lave regeringsrokader nu?

–> 11: Endog særdeles velinformerede kilder (udenfor K) siger, at Barfoed i dag har et ganske fint forhold til DF i hverdagen, og at der er “no hard feelings”.

–> 2 & co.: Det er ret absurd at se Brian Mikkelsen klassificeret som “sort” eller “højrefløj”. Han har alle dagene politisk set tilhørt partiets venstrefløj og gjorde det endog i sin tid i KU, hvor partiets __højrefløj__ var nogen flertallet af dem, han var KU’ere sammen med, opfattede som håbløst venstreorienterede. BM er i sin sjæl en del af præcis samme holdnings-niche som Barfoed, Per Stig Møller, Connie Hedegaard m.fl.
Når det alligevel giver (en vis, begrænset) mening at placere dem på hver sin fløj, er det fordi de ideologiske slagsmål internt i den Konservative folketingsgruppe oftest egentlig ikke er specielt ideologiske men alligevel altid ender med at blive presset ned i nogle ret “højre” mod “venstre”-grupperinger. BM har i sin ministertid, især da Bendtsens mis-management lakkede mod enden, kløgtigt allieret sig med Lene Espersen (selvom de var på hver deres fløje i 1990ernes interne krige), ligesom han har kultiveret et vist “kulturkamps”-image og rakt ud til DF-typer. Det sidste stikker næppe særligt dybt, men det har kunnet give ham de stemmer, han kommer med i nat (Espersen, Kjær, Khader, Behnke, Jarlov og måske et par mere). Var han blevet ved med at være “den røde kalif”, havde han næppe haft en kinamands chance.
Nogle medier siger her til aften, at det nu er Barfoed, der er foran. BM er imidlertid en langt bedre “networker”, konspirator og strateg end Barfoed. Måske han lige mangler et par stemmer, men jeg tror ikke, at man skal være overrasket, hvis BM dukker op som den nye partileder i morgen – svært at forstå som det i øvrigt vil være for mange danskere, inkl. en hel del Konservative.

Et par betragtninger om Espersens afsked her:
http://www.udenriget.dk/?p=528

Fra indlægget: “Flere åbne spørgsmål omkring Espersens fremtidige rolle i regeringen forbliver dog ubesvarede. Det er for eksempel så godt som givet, at Espersen samtidig med sin afgang som partiformand mister sin titel som vicestatsminister i Lars Løkke Rasmussens regering.

Interessant er det derimod, om hun formår at bevare sin plads i regeringens vigtige koordinationsudvalg (det såkaldte K-udvalg). En plads, der tidligere blev frataget daværende udenrigsminister Per Stig Møller af Løkke Rasmussens forgænger, og hvor man derfor må formode, at Espersen hovedsageligt har siddet med som vicestatsminister snarere end som udenrigsminister.

Under alle omstændigheder virker Espersens interne position i regeringens hierarki nu alvorligt svækket. Den vigtigste af disse svækkelser '“ slet ikke nævnt hidtil '“ er den magt, som Espersens nye partileder efter abdikationen vil have over hendes fremtid på Asiatisk Plads og på de bonede gulve i Washington og Bruxelles.

Dog må man formode, at d'herrer Barfoed og Mikkelsen ingen ambitioner har om selv at bestride posten på nuværende tidspunkt, den nuværende udenrigsministers skæbne som partileder taget i betragtning.”

15. “Der er måske også et løfte til Henriette Kjær om en fremtrædende post.”

Mon ikke Henriette Kjærs politiske karriere er sat på stand-by indtil hendes lille sag er ude af verden.

@12: tror det er en meget god analyse. Medmindre, der kommer store kriser, er det svært at forestille sig Udenrigsministerposten som specielt central i valgkampen. Mon ikke også befolkningen som helhed ville have svært ved at se det rent formålstjenstlige ved at foretage ministerrokader nu, hvor valgkampen allerede kører på fuld damp. Er i enige i, at vi ikke kan forvente nogen regeringsrokade før et valg nu, hvor man ikke har udnyttet den mest oplagte anledning, der overhovedet kunne komme?

21

“- Jeg ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med Lene som udenrigsminister, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/”

Mon ikke det besvarer dit spørgsmål. Man kan dårligt forestille sig, at Lene Espersen ikke havde afklaret sin fremtid som minister med Løkke, FØR hun meldte sin afgang som partileder ud. Modsat Jarl kan jeg ikke se noget forkert i, at hun fortsætter på den post frem til valget. Regeringen har ikke brug for en rokade lige nu, så det er den mest fornuftige udgang på balladen i K. Det ville være mere end betænkeligt at trække hele regeringen ind i det interne slagsmål, der stadig har potentiale til at ende helt galt.

Jep.

Det er sikkert blevet sådan, fordi afstemningen har vist, at Barfoed fik flere stemmer end Brian

Derfor skynder Brian sig hurtigt ud og støtter Barfoed, der så senere i dag kan kåres som ny partileder.

As simple as that.

Så fik Niels Krause-Kjær, Lisbeth Knudsen, Helle Ib og co. det, som de ville have det. Personligt er jeg blevet endnu mere bekymret, efter jeg har hørt Peter Norsk prise Barfoed i de højeste toner på TV2 News i går morges. Da Norsk var aktiv i den politiske debat, var han en glimrende strømpil for mange borgerlige: Hør nøje efter, hvad han siger, og indtag derefter det stik modsatte synspunkt.

Hvorom alting er: Da jeg første gang så Lars Barfoed på tv for mange år siden, fik jeg et glimrende indtryk af ham og tænkte faktisk, at den mand kunne nå langt i sit parti. Det seneste års tid har jeg derimod hele tiden haft på fornemmelsen, at han konspirerede mod Lene Espersen. Det gjorde han så også, skulle det vise sig.

Hvorom alting er: Barfoed vil senest efter næste valg forsøge at tilnærme sig De Radikale, men da han og Løkke stadig har brug for DF, bliver det en svær, læs nærmest umulig, øvelse. I sandhed nye tider i den borgerlige lejr.

Mon ikke Lene og BM har koordineret de sidste dage. BM – tror jeg – var kun i spil for at sikre magtdelingen.

Barfoeds egentlige styrke er vel hverken folkeforfører eller lign., men derimod at han har reel erhvervserfaring – særligt ledererfaring – uden for Borgen. Dermed burde han have basis for at opbygge partiet efter valget. Og kan han redde lidt flere mandater end med Lene, så har partiet en svagt bedre økonomi at bygge videre på.

Spørgsmålet er dog reelt om, Barfoed kan få samlet den konservative politik til en samlet fortælling for, hvor samfundet skal hen.

De Konservatives problem under Bendtsen var jo, at partiet stort set var et enkeltsagsparti for skattelettelser. Og under Lene var der en masse “enkeltsager”, som ikke blev bundet sammen i een fortælling – et protestparti. Men højresiden i Folketinget har allerede to protestpartier (selvom LA efterhånden har en fortælling om uden væskt ingen velfærd, derfor skal alle vækstinitiativer iværksættes).

Men derudover har Barfoed vel en fortælling om, at han vil noget i politik. Han er ikke levebrødspolitiker.

Er der nogle bud? Kan Barfoed proffesionalisere K’s kommunikation? Eller er han gået i et med embedsværket og kan ikke selvstændigt styre K

@7 ML
Til din orientering, det er ikke helt korrekt at sammenligne Helge Adam med en oberst Hackel, eller salig Knud Østergård, for den sags skyld.
Det er rigtigt, at HA på mange politikområder er den barske kriger, men han har også et stort social-politisk hjerte efter sin mor, der i sin tid var kendt som en meget socialt engageret politiker. Når han går ud og støtter Barfoed, så tror jeg, at det er fordi han går efter det driftsikre og moderate.

Jeg deler ikke de pessimistiske analyser af Barfoeds muligheder som formand. I min optik er Barfoed den umiddelbart stærkeste formand K har haft siden Hans Engell. Godt nok er partiet i dyb krise lige nu og mulighederne for at vende stemningen inden et valg forekommer ikke gode, men Barfoed har potentialet til at blive en succesfuld leder og her skader det ham næppe at han er undertippet fra start af.

Det skader ham absolut heller ikke at han har et anti-DF image udadtil men eftersigende kommer fint nok ud af det med DF i praksis. Han sender på mange måder de rigtige signaler udadtil, såfremt man ønsker at appellere til det “bedre borgerskab” – altså typisk humanistiske og erhvervsvenlige borgerlige der altid stemmer på enten V eller K men sagtens kan svinge mellem de to partier og generelt ikke bryder sig syndeligt om DF. Mange af de mennesker der hoppede med på Ny Alliance vognen kunne godt tiltrækkes af Barfoed hvis han lever op til sit potentiale.

Så længe han kan løfte partiet lidt fra de nuværende katastrofemålinger og måske hente en 8% ved næste valg, så burde der være nogenlunde ro på bagsmækken og det egentlig opbyggende arbejde kan gå igang.

Omvendt havde det været en katastrofe for K såfremt de havde valgt Mikkelsen, så de af os der har hang til konservative blodbad, herunder undertegnede, er dybt skuffede over resultatet af forsoningsmødet i går aftes. 😉

Hvordan ser man i kommentatordanmark på Politikens historie i går om at der var lavet en aftale mellem Kjær,Espersen og Mikkelsen om at sidstnævnte skulle være formand.

Burde en avis ikke kunne gennemskue at det ,efter al sandsynlighed, var et spil for at presse Barfod til at sikre de tres fremtid i partiet ?

Eller var Brian for alvor i spil i den forstand at Espersen og Kjær var parat til at sætte hårdt mod hårdt og lade ham komme til ( som man ihvertfald ifølge Politiken havde stemmerne til )hvis ikke Barfod accepterede at Lene fortsatte som udenrigsminister ?.

33. Mit bud er, at det var Brian Ms spindoktor Finn Möbius, som forsøgte at sælge bossen ind til avisen som formandsemne og måske lige overdrev en anelse mht hans støtte i gruppen.

Jeg ved ingenting, men det kunne godt se sådan ud. Bemærk også, hvordan Politiken indledte artiklen:

Kilde: …osv

@31,

Jeg har stor respekt for Helge Adam Møller (også selvom jeg ikke deler alle hans holdninger). Så det var ikke ment som en fornærmelse, mest som en joke.

Hvorom alting er så har han valgt rigtigt. Imponerende hvor elegant, de næsten lander det her nu. Det er jo lige ved, at man må sige, at regeringen faktisk er styrket…

Kunne være spændende at gå en måned tilbage og se hvad alle de kloge hoveder forudså om det her.

Og tak til Jarl for en fin blog. Det bedste sted til en hurtig opdatering, når der sker noget!

Den gode grund til, at Lene Espersen fortsætter som UM kan jo være, at hun vil fortsætte i politik. Og det vil vel ikke være klogt af den ny ledelse straks at få hende som modstander. Husk bare på hvad Hans Engell “udrettede” i sin tid. !!

Også de seje vendelboer må tages lidt i ed. “De der Københavnere skal ikke smide vores Lene ud”.

Der kan være mange (også sympatistemmer) i det nordjyske. Og dem kan K få hårdt brug for.

Det bliver spændende at se, om Barfoed vil prøve at lægge kursen om.
Lene E’s politiske linje var at lægge sig tæt op af DF på bl.a. indvandring og retspolitik, og her blev de konservative lammetævet af DF – tænk bare, hvordan det gik med Lene og Nasers katastrofale burka-forslag.
Historisk har de konservative haft vælgerpotentialet i en midtsøgende politik. Tænk bare på perioden under Schlüter, hvor han kom med så markante udmeldinger som “Ideologi er noget bras” og “Jeg er ikke så konservativ, så det gør noget”.
Det gav massiv vælgeropbakning, og mon ikke Barfoed skeler til denne fortid.
5-10 % af de borgerlige vælgere svinger mellem R, NA og K. Det kunne blive lidt af en fjer i hatten for Barfoed, hvis han sikrede partiet denne gruppe.
Måske var det det, han havde i tankerne, da han for ikke så længe siden lagde luft til samarbejdet med V og DF?

@ 37 Kan ikke se noget om 9-8 i linket
Og tror i øvrigt overhovedet ikke på 9-8!!
kan du ikke liste navnene?

Ser a Mediawatch vender den moraliserende del af disse politiske personopgør. De politiske reportere/medierne bygger nye stjerne op, – og piller dem ned igen? Det er både sandt og en blindgyde. Jeg kan se to veje til at imødegå denne politiske discount-tænkning: Den ene vej er at vælge/uddanne/træne politikere – ikke i at matche dette skuespil mellem medier og iagttagere – men i at bekæmpe det og vælge andre, mere begavede veje. Sige fra! Se Deadline fra i går, hvor Pia Christmas Møller analyserer de holdningsmæssige forskelle i KF – og sammenlign med hendes korte tid som formand. Det er to forskellige mennesker. Hun er ude af både parti og snart politik, og derfor er det selvfølgelig meget lettere. Men det kloge menneske findes altså indeni hylsteret. Og i det perspektiv er det politisk filatelisme, om den borgerlige leder hedder Barfoed eller Mikkelsen.
Den anden vej?
Det er selvfølgelig en opgradering af den politiske journalistik og selvforståelse. Færre lemminger – flere desmerdyr

39 og 40.
Adgang til Altinget.dk kræver abonnement.
Måske en idé for Jarl Cordua at overveje? 🙂

40

Den er på igen – i hvert fald for abonnenter. Her er det interessante afsnit fra Altinget:

“Lars Barfoed tilbød ganske vist Brian Mikkelsen posten som partiformand, men Mikkelsen valgte at takke nej, fordi erfaringer med tidligere konservative magtdelinger har været meget ringe.

Derimod opnåede Brian Mikkelsen med sit kandidatur til den politiske lederpost at vise, at han har næsten halvdelen af folketingsgruppen bag sig. Otte af sytten foretrak således Brian Mikkelsen som ny leder.

Udover Brian Mikkelsen selv bakkede Lene Espersen, Henriette Kjær, Naser Khader, Rasmus Jarlov, Carina Christensen, Tom Behnke og Daniel Rugholm op om økonomiministerens kandidatur.

Lars Barfoed kunne mønstre en enkelt mere. Udover ham selv kom stemmerne fra Per Stig Møller, Helge Adam Møller, Helle Sjelle, Charlotte Dyremose, Tage Leegaard, Vivi Kier, Jørgen Lundsgaard og Mike Legarth.

Lars Barfoed har nu formelt opbakning fra den samlede folketingsgruppe, men han bliver i en række spørgsmål nødt til at afstemme kursen med Brian Mikkelsen, hvis de latente spændinger i den konservative gruppe ikke skal resultere i en ny fløjkrig.”

–> 39/40:

http://www.altinget.dk/artikel.aspx?Id=115756

Mikkelsen: Brian Mikkelsen, Lene Espersen, Henriette Kjær, Naser Khader, Rasmus Jarlov, Carina Christensen, Tom Behnke og Daniel Rugholm.

Barfoed: Lars Barfoed, Per Stig Møller, Helge Adam Møller, Helle Sjelle, Charlotte Dyremose, Tage Leegaard, Vivi Kier, Jørgen Lundsgaard og Mike Legarth.

Med andre ord: Ikke særligt overraskende (jvf. tidligere kommentarer her på stedet). Der er nok blev signaleret lidt til ellers usynlige typer som Leegaard, Kier, Lundsgaard & Legarth.

Det var i hvert fald tæt nok til, at man kan forstå, at Mikkelsen har villet gamble på dette de seneste måneder, alt i mens han for en nr. 2 at være har været stort set usynlig i den offentlige opbakning til Espersen.

“Derimod opnåede Brian Mikkelsen med sit kandidatur til den politiske lederpost at vise, at han har næsten halvdelen af folketingsgruppen bag sig. Otte af sytten foretrak således Brian Mikkelsen som ny leder.”

Close but no cigar!

jojo, her er linket.
http://www.altinget.dk/artikel.aspx?id=115756

Udover Brian Mikkelsen selv bakkede Lene Espersen, Henriette Kjær, Naser Khader, Rasmus Jarlov, Carina Christensen, Tom Behnke og Daniel Rugholm op om økonomiministerens kandidatur.

Lars Barfoed kunne mønstre en enkelt mere. Udover ham selv kom stemmerne fra Per Stig Møller, Helge Adam Møller, Helle Sjelle, Charlotte Dyremose, Tage Leegaard, Vivi Kier, Jørgen Lundsgaard og Mike Legarth.

I øvrigt synes jeg, at den journalist, der tilbage for 9 år siden spurgte Espersen om det at være mor og minister, skal have Cavling-prisen! Det er jo helt fantastisk, at han/hun har ramt kernen af problemet '“ for det er jo sådan, at mænd som Uffe har en meget vigtig evne som mange mænd, men kun få kvinder har '“ nemlig evnen til at skide på sin familie og dedikere sig 100 % til sit arbejde. Det har Espersen ikke kunnet, og derfor røg hun.

@ 38 5-10 % af de borgerlige vælgere svinger mellem R, NA og K.

NA findes ikke mere.

Desuden nød Barfoed på forhånd støtte fra begge de ministre, som ikke er medlemmer af Folketinget (men som ikke har stemmeret). Plus Connie Hedegaard i det omfang det betyder noget…

Hvad med de frafaldne? Altså Per Ørum. Connie, Pia mv.

Hvor ville de have placeret sig? Hvis man nu gætter lidt… Antager at Connie nok var til Barfoed.

Jarl. Har du noget gæt på, hvem der står bag åbenbart at vedblive med at forsyne pressen med fejlbehæftede “lister”, der overdriver støtten til Brian?

Først listen til politiken.dk i går, som – fuldstændig løgnagtigt – gav flertal bag Brian. Og nu i dag en liste, der – igen fejlagtigt – viser at det var tæt på.

Jeg ved for a fact at Carina Christensen foretrak Barfoed. Og det får mig til at tvivle på rigtigheden af enkelte af de andre også (Jarlov og Rugholm). De eneste jeg ville være 100 pct. sikker på, er Brian, Lene, Henriette og Naser.

Skulle der sidde en enkelt og have News tændt i aften ca. kl 20, så kunne det være at en blogger kommer forbi og kloger sig. I kan prøve at gætte på emnet…

@Flash, 58
Der er blevet spekuleret i, at Rasmus Jarlov sammen med Henriette Kjær i de sidste dage var Lene Espersens eneste støtter. Hvis Lene Espersen har støttet et formandskandidatur fra Brian Mikkelsen, har Jarlov vel også?

JP anvender Altingets vurdering af, hvilke Konservative der bliver valgt, hvis de får de 9 mandater de i meningsmålingerne står til:

Lars Barfoed
Lene Espersen
Vivi Kier
Helge Adam Møller
Henriette Kjær
Mike Legarth
Per Stig Møller
Benedikte Kjær
Tove Videbæk

http://jp.dk/indland/indland_politik/article2305348.ece

Det ville betyde, at Brian Mikkelsen ikke længere var en kandidat, fordi han ikke længere ville være at finde i folketingsgruppen. Barfoed ville, inklusiv sig selv, have støtte fra 5 ud af de 9 i gruppen (inklusiv sig selv), hvis vi tager Altinget-artiklen for gode varer (Per Stig Møller, Helge Adam Møller, Vivi Kier, Mike Legarth). Han ville dermed fortsat have flertal.

@38 Clus T

“under Schlüter, hvor han kom med så markante udmeldinger som 'œIdeologi er noget bras' og 'œJeg er ikke så konservativ, så det gør noget'.
Det gav massiv vælgeropbakning”

Disse udtalelser kom EFTER 1984-valget, hvor Schlüter og de Konservative opnåede de for partiet historiske 42 mandater. Efter 84-højdepunktet gik det tilabge ved hvert eneste valg, hvor Schlüter stod i spidsen for partiet, (1987, 88 og 90).

Det Schlüter vandt på i januar 1984 var, at krisebevidstheden for alvor var sat ind, og han og Firekløverregeringen i de første knap 1,5 år (september 1982-januar 1984), havde udvist en virkelig handlekraft når det kom til at takle de økonomiske problemer landet (også dengang) stod overfor.

Lukket for kommentarer.