Ole Sohn har ret

Man må endnu engang gratulere rød blok med fredagens flotte meningsmåling i dagbladet Børsen: 100 mandater mod blås kun 75.

Og der er kun grund til at konstatere, at målingen er fuldt fortjent. Ikke mindst overfor blå blok og navnlig regeringspartierne, hvor det denne gang tilsyneladende er statsministerpartiet Venstre, der bløder vælgere.

Man må sige, at Birthe Rønn Hornbech endnu engang har forstået at løbe med opmærksomheden og i en grad, så vælgerne flygter væk.

Først i næste uge finder vi ud af, om farcen med integrationsministeren skal fortsætte, eller om Lars Løkke Rasmussen nok engang skal lade uger gå, hvor regeringen ser endnu mere forpjusket, handlingslammet og nedslidt ud.

Men hvad har oppositionens topfolk så gjort i mellemtiden for at få så pæn og historisk stor en vælgeropbakning?

Svar: Ingenting

Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt er nærmest helt forsvundet fra medieplatformene.

Man har overladt 2. geled til at forsvare sig imod lidt af den kritik, der kommer fra de borgerlige og fra de radikale.

Ingen neutrale iagttagere – bortset fra en enkelt professor på Aalborg Universitet – kan ellers få øje på rød bloks økonomiske politik, især ikke efter at LO's Harald Børsting droppede idéen om at øge arbejdsudbuddet med 12 minutter om dagen (eller var det en ferieuge færre eller en ekstra ugentlig arbejdstime?). Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen mente først, at det blev aktuelt med et større arbejdsudbud, når arbejdsløshedstallet engang når det historiske lavpunkt i 2007, hvor ledigheden var under 100.000. (Dvs. forslagets troværdighed vel nærmest svarer til, hvis man trak bukserne ned på sig selv og fremviste landets samlede økonomiske sagskundskab sin bare ende…)

Kritiske medier, der spørger skyggefinansminister Henrik Sass Larsen eller skyggeskatteminister Nick Hækkerup, hvor de mon vil hente de 15 mia. kr. eller på anden måde angive løsninger på fremtidens udfordringer bliver præsenteret for særdeles tungtvejende argumenter som, at der nok er tale om enten noget 'økonomipis' eller måske endda 'fuckjournalistik'. Det sker iøvrigt ganske ofte, at journalister bliver skældt hæder og ære fra ved brug af de værste gloser, hvis de skriver noget grimt, som oppositionens topfolk ikke kan lide.

SFs skyggeøkonomiminister Ole Sohn, der også er kendt for at råbe højt i telefonen, udtrykker sig dog mere elegant dennegang.

I en kommentar til dagens flotte Green-måling i Børsen fastslår Sohn:

'Pressen tager vores plan mere alvorligt end regeringens genopretningsplan, som ikke holder og efterlønsforslaget, som der ikke er flertal bag. Og fordi vi står så godt i meningsmålingerne, bliver vi bedømt som om vi sad i regering. Derfor er det naturlig, at der er meget fokus på vores plan, siger Ole Sohn.

Men Sohn har jo ret.

Pressen tager tilsyneladende den røde plan mere alvorligt, selvom rygraden i den – de 12 minutter – for længst er blevet undsagt af LO, FOA mfl. ja selv af Henrik Sass Larsen.

Stiller man dette overfor 'genopretningsplanen, der ikke holder' '“ men immervæk for længst er vedtaget, og som ifølge overvismanden virker – så må man virkelig tage hatten af for, hvor effektivt Sohns spin tilsyneladende har virket.

Og det er stadig en gåde for de fleste herunder for de radikale, hvor mon S-SF vil finde 15 mia. kr. som skulle finansiere den røde plan? Imens kan man så læse et helt katalog over diverse folk i fagbevægelsens krav til en ny rød regering.

Bevares. Sohn kan med rette pege på, at 'efterlønsreformen' næppe bliver af det omfang, som Løkke spillede ud med. Fagbevægelsens modkampagne er lykkedes, og igen blev man bekræftet i, at en reformdagsorden er umulig, bl.a. fordi mange medier er mere interesserede i at beskrive de enkelte potentielle ofre for reformen end, hvad der ville gavne fællesskabet på den lange bane.

Men af en eller anden grund, så bliver Sohn aldrig forholdt, at verden endnu har til gode at se et samlet konkret forslag fra rød blok, der svarer på de langsigtede udfordringer.

Sohn har nemlig ikke ret i, at de pæne meningsmålinger betyder, at S-SF bliver bedømt som om at de sad i regering. Fordi det ville fordre, at de rent faktisk havde noget politik på hylderne, som journalisterne '“ og vælgerne '“ kunne forholde sig til.

Men det er netop pointen:

S-SF har ingen økonomisk politik '“ og dermed: al mulig økonomisk politik. For vælgerne kan da vælge, hvad de hver især selv vil tolke ind i S-SFs økonomiske politik. For hvert enkelt giver det mening. Ikke mindst, hvis man af alle mulige andre grunde synes at VK-regeringen gør det dårligt, og at der er udsigt til, at de tager 'noget fra nogen'.

I SF-udgaven af deres egen politik udstedes, der næsten dagligt gavechecks til forskellige grupper, der har behov for offentlig omsorg og service. Forleden blev det endda for meget for en enkelt socialdemokrat, som mente at SF'erne lige burde styre sig mht. at forfalde til tidligere vaner med at bruge det årlige offentlige budget 3-4 gange.

Vil billedet ændre sig? Næh. For hvorfor skulle S-SF dog fremlægge en sammenhængende økonomisk politik, når vælgerne alligevel er ligeglade, og pressen kun momentvist, synes det er værd at udfordre.

Når vi når frem til valget, så vil '“ eller kan – de politiske journalister ikke skrive mere om den røde 'plan'. Og de orker formentlig heller ikke at skrive borgerlig kritik af den. Faren er, at pressen kun beskæftiger sig med substansen i diverse forslag, så længe det har nyhedens interesse. Herefter er troværdigheden '“ i den ene plan i forhold til den anden plan '“ fuldkommen ligegyldig.

Det er derfor Sohn frækt, frejdigt og uimodsagt kan hovere i Børsen over, at pressen finder S-SFs plan mere troværdig end regeringens.

For det kan han '“ på sin vis '“ have ret i.

Man fornemmer, at champagnepropperne allerede er sprunget hos SFs 26 mand-store spinafdeling og Ole Sohn. Og hvem kan dog fortænke dem i det?