Forfatter: Jarl Cordua

Nyt toppunkt for radikal selvovervurdering
De radikale har her i weekenden fortsat partiets efterhånden langvarige selvovervurderings-trip, hvor man på besynderlig vis har ladet sit landsmøde nærmest vedtage, at Marianne Jelved bliver landets statsminister.
Fra landsmødet kræver partiet indflydelse og stiller en række forslag, der ikke har nogen gang på jorden og yderligere bidrager til partiets velkendte ry i brede dele af befolkningen som verdensfjernt og elitært.
Det er vel efterhånden de færreste, som IKKE ryster på hovedet af de radikales trut i trompeten, for ingen andre – bortset fra de radikale selv – kan se det indlysende i at pege på den efterhånden alderstegne regnelærer. Socialdemokraterne og venstrefløjen peger – naturligvis – på Helle Thorning og en samlet højrefløj peger på Fogh. De historisk kyndige radikale henter Hilmar Baunsgaard frem fra glemslen, thi han er det seneste eksempel på en radikal statsminister, da han stod i spidsen for VKR-regeringen 1968-71. Mange vælgere var slet ikke født dengang og få kan formentlig få øje på tydelige paraleller fra situationen dengang og nu.
De radikales “gungren på broen” giver kun mening, fordi partiet er i den historiske situation, at det i disse år stort set er helt uden for politisk indflydelse.
I kampen om vælgernes gunst kan man bruge tiden til, at fortælle hvad man vil, når man engang får magten. Med de radikales opsigelse af parløbet med S har man nu fået flere frihedsgrader, fordi partiets politik nu ikke længere hele tiden skal sammenlignes med socialdemokraternes og ses gennem SR-alternativets prisme. De radikale kan derfor postulere deres statsministerambitioner samtidig med at de lufter luftige idéer. Det er de velkendte radikale slagnumre såsom slappere indvandrerlovgivning, skatteomlægninger, der mindsker skat på arbejde, men øger de grønne afgifter. Fælles for forslagene er, at de ikke vil materialisere sig i realiteter, fordi både S og VK hver især har lagt sig fast på et skatte- og indvandrerstop.
Spørgsmålet er dog, om de radikale med deres statsministerdrømme og insisterende politiske krav ikke kommer til at virke for skingre, så endnu færre tager dem alvorligt.
I disse år har de radikale masser af medvind, men denne “blogger” vil æde sin gamle hat, hvis Marianne Jelved – eller Margrethe Vestager for den sags skyld – nogensinde bliver statsminister. For en radikal statsminister er – mildt sagt – ikke et folkekrav. Det er nemlig ingen – bortset fra de radikale selv – interesseret i.
Den eneste – og meget fortænkte, nærmest teoretiske – situation er, hvis de borgerlige – som i 1968 og muligvis i 1993 – vælger at tilbyde at støtte en radikal statsminister for at undgå en socialdemokrat. Men det kræver et historisk vælgerskred til venstre, som kun få kan forestille sig.

En ægte Sander
Lad det være sagt med det samme: Helge Sander er en flink mand. Men han har det med at tage sig friheder, som andre enten ikke tør, kan eller vil. Husk hans mange frokostinvitationer til fremtrædende kvinder som ministeriet fik lov at betale. Det er jo ikke, fordi man ikke forstår manden! Men det så da åndssvagt ud. Typisk for Helge Sander blev sagen dysset ned, og der skete ikke mere ved det.
Manden elsker opmærksomhed. Det er ikke en dødssynd, men kan indimellem være en uklædelig last. Helge Sander har to gange tidligere fået det gule kort, fordi han har optrådt med sit eget billede i to publikationer udgivet af private virksomheder. Den sædvanligvis meget moralske statsminister Fogh har for længst været ude og understrege, at de krystalklare spilleregler for ministrene er, at det må de ikke. I går kom det så frem, at Sander endnu engang ikke havde kunnet modstå fristelsen, men havde optrådt med sit skæggede ansigt i en art reklame for Teknologisk Institut. I en halv dag tog Helge Sander ikke sin telefon, mens journalisterne ringede for at få en forklaring. Ved middagstid kom forklaringen, der skulle få kritikkerne- venstrefløjen og Jørn Dohrmann fra Dansk Folkeparti – til at pakke sammen. Ministeren forklarede at Teknologisk Institut, som blandt andet faldbyder kurser i fri konkurrence med andre private kursusudbydere, var et non-profit foretagende, og så var det – ifølge Sander selv – ligesom helt i orden.
Samtidig gik statsministeren – ikke overraskende – ud og støttede sin minister med samme forklaring, ja man fristes til at konkludere, at der ikke var noget at komme efter…
Det er vist de færreste som synes, at Helge Sander er et naturligt valg som videnskabsminister. Bendt Bendtsen og Sander er nok de bedste eksempler på, at politikere hverken behøves at vide eller kunne noget særligt for, at kunne sidde på en ministertaburet.
Men det er ikke helt fair, for Sander besidder særlige evner: Han har længe været god til at indynde sig hos statsministeren – de har været venner i mere end 30 år – og at kunne sno sig ud af pinlige situationer som denne, hvor fristelsen til at modstå egen selvglæde simpelthen har været for stor.
Men mon ikke Anders Fogh har sagt til sin gamle ven Sander, at tiden – trods alt – nu er er inde til at stoppe med den slags optrædener, non-profit foretagende eller ej?
Men videnskabsministeren vil ikke skuffe i fremtiden. Der vil helt sikkert komme flere Sander-stunts, der bringer ham selv i fokus!

Så har Venstre valgt en efterfølger på posten som partiets politiske ordfører for Jens Rohde, som nu skal være radiodirektør. Hvis nogen tror, at skiftet vil medføre store ændringer i den politiske kurs hos statsministerpartiet, så må de tro om igen. Troels Lund Poulsens opgave er – på sin måde – superloyalt, at forsvare regeringens politik. Ingen tvivler på, at underholdningsværdien falder et par grader efter Rohdes exit, men på den anden side er Troels Lund en anderledes samlende figur end Rohde var. Og så tænker han helt anderledes langsigtet end Rohde, som selv definerede sig som værende en del af Anders Fogh Rasmussens politiske projekt. Når tiden ebbede ud for Fogh, så fik Rohdes politiske liv også en ende. Nu valgte Rohde klogt at hoppe af vognen ved en for ham gunstig lejlighed.
Men i modsætning til Jens Rohde, så skal Troels Lunds karriere ikke kulminere i disse år. Hans tid i politik skal mindst vare 20-25 år endnu. Det bliver under evt. kommende V-statsministre som Lars Løkke Rasmussen eller Kristian Jensen og deres politiske projekter, at Lund står på toppen af sin karriere.
Så er der det idelogiske. Børsen mener, at vide at Troels Lund er en slags skabsliberalist og derfor tæt på indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, som skulle nære samme lidenskaber. Faktum er, at Troels Lund i sin tid som VU-formand skrev adskillige debatoplæg og en bog som var meget kritisk mod velfærdsstaten. Det er set før, at venstrepolitikere fornægter deres fortids skriverier fordi situationen og tiden blev en anden. Hvor Troels Lund står politisk på de forskellige “Venstrefløje” kan man dog kun gisne om. Foreløbig skal han uden bæven i stemmen forsvare regeringens politik. Og der er som bekendt ikke megen rum for selv små særstandpunkter.
Troels Lund har dog den fordel, at alle kan holde ud at være i stue med ham. og så har han stort set holdt sig fri af fjendskaber i partiets folketingsgruppe. Og det er et rigtigt godt udgangspunkt for at få succes som ordfører.