Jarls blog

Alle der følger et minimum med i dansk politik, og som ikke er hardcore socialdemokrater, må indrømme, at det gamle arbejderparti har kørt på politisk frihjul længe. Hvornår har Helle Thorning fremlagt visioner for, hvad der skal ske med velfærdssamfundet, andet end at partiet vil bruge flere penge på velfærd frem for de skattelettelser, som S påstår, at regeringen er ved at spare sammen til? (Gid det var så vel..)

Man skulle derfor tro, at Thornings spindoktor for mere end et halvt år siden havde fået lov at læse Gallups meningsmåling om samme emne, der blev offentliggjort i dagens udgave af Berlingske Tidende. For ifølge Gallup foretrækker selv konservative vælgere mere kvalitet i velfærdsydelserne/bedre offentlig service end skattelettelser.

På spørgsmålet om, hvad kommunalreformens milliongevinster skal bruges til, svarer blot 22 procent af K-vælgerne skattelettelser, mens 53 procent foretrækker bedre offentlig service, skriver Berlingske.

Tallet for hele befolkningen er 60 procent for bedre offentlig service, mens 13 procent foretrækker skattelettelser.

Hvis disse tal er udtryk for befolkningens egentlige præferencer, har Thorning jo sådan set dermed fået opbakning til sin velfærdsdagsorden. De konservative, CEPOS, DI, liberale bloggere som undertegnede m.fl. kan derfor godt pakke sammen, for vælgerne har nu tilsyneladende valgt bedre offentlig service eller “velfærd a la Thorning”.

Egentlig burde tallene være højere. For befolkningen er jo længe blevet foregøglet, at den offentlige sektor er nedslidt og udsultet af den borgerlige regering, til trods for at tallene viser, at der aldrig har været så mange offentlige ansatte som nu, og at der er udbredt tilfredshed med den offentlige service. Takket være Thor Pedersens udtalelser har mange vælgere fået det indtryk, at vi endda ender med snart at kunne købe hele verden, og så er der vel råd til både det ene '“ mere velfærd – og det andet, nemlig skattelettelser?

Hvad nu hvis man i stigende grad gav vælgerne valget mellem selv at købe serviceydelser hos private mod at slippe billigere i skat frem for i dag, hvor alle får den samme vare fra det offentlige? Ville befolkningen så stadig fravælge skattelettelserne i det samme omfang? Næppe.

I øvrigt har spørgsmålet ofte slagside. Ved at svare “bedre velfærd” fortæller respondenterne den fremmede spørger i den anden ende af telefonen, at man er et solidarisk og socialt bevidst menneske med et stort hjerte. Svarer respondenten derimod “skattelettelser” er han eller hun derimod en grisk pengefikseret egocentrisk kyniker, der kun har tanke og omsorg for sig selv. Det er i øvrigt gratis at svare “bedre offentlig service” i uforpligtende meningsmålinger. I stemmeboksen kan tingene se anderledes ud. Der spiller andre parametre – gudskelov – også ind.

I øvrigt har flere målinger vist, at marginalskatten på 63 procent har betydning for vores arbejdsudbud. I sidste ende er det faktisk mere interessant for vores langsigtede muligheder for at opretholde en høj velfærd/bedre offentlig service. Men det er jo alt for kompliceret at dressere end eller anden studerende til at spørge respondenterne om i et eller andet telefoninterview.

Vil du helst have højere velfærd/bedre offentlig service OG fortsat verdens højeste skatter i dag – ELLER – vil du have lavere skatter, samme velfærd og offentlig service som nu, men plus hvad du så selv kan købe for din skattelettelser og højere velfærd i fremtiden? Forsigtigt spår jeg et flertal for en sådan borgerlig dagsorden.

Måske går disse sammenhænge også en dag op for den såkaldte borgerlig-liberale avis Berlingske Tidende. Jeg troede ellers ikke, at avisen lod sig føre med på den galej. Redaktionen i Pilestræde burde i stedet overlade det til kollegerne på Rådhuspladsen at være propagandaorgan for socialdemokraterne og venstrefløjen.

Hvem tør i øvrigt love at kommunalreformen i sidste ende faktisk vil generere milliongevinster? Historien har vist, at man skal være endog være meget forsigtigt med at spå om, hvordan den offentlige økonomi udvikler sig. Men som sædvanlig er politikerne i gang med at sælge skindet, før end bjørnen er skudt.

Statsministeren har igen talt til befolkningen, hvor en stor del af heraf plejer de alkoholbombede baghoveder efter nytårsaftens udskejelser.

Ikke overraskende var Muhammedtegningerne i fokus. Statsministeren mente pludselig, at alle her i Danmark havde stået vagt om vores værdier, da landet kom under pres fra den muslimske verdens korrupte regeringer og fra fanatiske dele af de muslimske landes befolkninger med bund i hysteri, misforståelser og decideret løgnepropaganda fra danske imamer. Venstrefløjen, Arla og Politiken var i hvert fald ikke blandt dem. På TV2 News spekulerer Hans Engell og Michael Kristiansen i, at det er trick Fogh anvender for ligesom at samle nationen. Det billede Fogh tegnede, havde intet med virkeligheden at gøre.

Fogh sagde mellem linjerne, at Danmark er ude af Irak, så snart lejligheden byder sig. Dernæst pralede han af Danmarks gode økonomiske konjunkturer med lav arbejdsløshed osv.

Statsministeren talte om velfærdsreform og bedre offentlig service. Der var opsang til forældrene om at bruge mere tid på deres børn, sørge for at de laver lektier og møder udhvilede i skolen. (Fogh ved sikkert, hvad han taler om, som tidligere weekendfar til tre børn'¦)

Statsministerens borgerlige ord eller 'gardinpræken', hvor der blev stillet krav til borgerne om at bruge tid på børnene, løbe stærkere i det daglige osv. hænger så ikke sammen med, at de samme borgere fortsat brandbeskattes af deres arbejdsindkomster. Det er de færreste, der tror på, at bedre offentlig service bliver gratis for skatteborgerne. Samtidig med belærte statsministeren overenskomstparterne om at holde igen. Dér er altså heller ikke noget at hente for denne del af arbejdsstyrken. Det ser derfor ud til, at vi igen i år kan skyde en hvid pil efter skattelettelserne. De skal nemlig finansiere statsministerens valgkamp og kommende charmeoffensiv overfor de offentlige ansatte '“ hvor mange af dem i øvrigt er kvinder. Præcis de to målgrupper, hvor statsministeren har tabt opbakning de sidste halve år.

Finansministeren har tidligere sagt, at man ikke skal tale om skat. Det gjorde statsministeren heller ikke. Ikke desto mindre er der stadig en forventning hos regeringens loyale vælgerkorps om, at regeringen får nedbragt skattetrykket '“ især af de sidst tjente kroner.

Berlingske har spurgt sine læsere, hvad de husker bedst fra 2006. Med Saddams henrettelse i morges, så er det fristende at pege netop på denne begivenhed, men jeg mener at debatten og uroen omkring Muhammed-tegningerne gør, at 2006 bliver et skelsættende år i Danmarks historie. Hidtil i dette århundrede formentlig kun overgået af terrorbombningerne 11. september 2001.

I år gik det nemlig for alvor op for danskerne, at vi ikke bare er en stamme isoleret fra omverdenen. Hvad danske politikere og øvrige meningsdannere siger i det offentlige rum i en dansk kontekst eller ej risikerer at blive breaking news på en arabiske tv-kanal som fx Al-Jazeera. At danske ambassader blev brændt og hærget, og at nogle mennesker rent faktisk blev dræbt, som følge af tegningerne, har gjort indtryk på alle – uanset ståsted i sagen. Personligt synes jeg, det var beskæmmende at se, hvor hurtigt at mange – da det gjorde ondt på tegnebog m.v – var villige til at sælge ud af vores værdier. Det rystede mig. Den dag i dag går jeg en stor bue uden om Arlas produkter i supermarkedets køledisk. Jens Rohde sagde det klarest: Min ytringsfrihed er ikke til salg for to liter mælk.

Men Arla var langtfra de eneste. Stribevis af politikere og meningsdannere stod i kø for at lukke munden på folk og fordømme budbringerne: Tegnerne og Jyllandsposten. Heldigvis stod mange også vagt om ytringsfriheden, blandt dem Berlingske Tidende og Ekstra Bladet. Endelig bør man sende en tanke til medarbejderne i Udenrigsministeriet og udenrigsminister Per Stig Møller. Takket været deres indsats, blev det trods alt ikke værre, end det blev.

Omkring Saddams henrettelse, så synes jeg faktisk, at man bør fæste sig ved, at det faktisk var muligt at gennemføre en retssag. Så må vi leve med, at irakerne selv vælger at bruge dødsstraf. Det gjorde Danmark jo i et pænt omfang efter befrielsen, da landssvigere helt frem til 1950 blev henrettet ved skydning. Jeg hører ikke til dem, der beklager Saddams henrettelse. Også jeg er imod dødsstraf, men det får íkke mig til at gå i fakkeltog til Christiansborg, hykle ligesom alle politikerne eller ligefrem græde over en massemorder som Saddam Hussein. Verden er alt andet lige blevet et bedre sted uden ham.