Kategorier

NCC-sagen: Jarls Blog på K-forum

Jarls Blog gæsteoptræder i dag på det såkaldte “K-forum”, der er et meget brugt website for kommunikationsfolk. Emnet er naturligvis NCC-sagen.

Læs hele indlægget her

Kategorier

Tal om svigt af værdikamp

Venstres ideologiske agterlanterne Claus Hjort Frederiksen, som ifølge ham selv – deler afgørende værdier med Dansk Folkeparti, kæmper nu for, at den borgerligt-liberale tænketank CEPOS bliver medlem af den højeste økonomiske sagkundskab i Danmark – Det Økonomiske Råd. Forslaget møder dog hård modstand i regeringen hos erhvervsminister Bendt Bendtsen (K).
Berlingske fremstiller det som et “usædvanligt” “offentligt skænderi” mellem to medlemmer af regeringen:

På en avisforside og i flere personlige breve til den konservative partiformand, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen har han talt varmt for, at Cepos dermed kunne agere modvægt til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der i dag sidder med i Det Økonomiske Råd. Men i et nyt lovforslag holder Bendt Bendtsen alligevel Cepos ude af Det Økonomiske Råd – til frustration for Claus Hjort Frederiksen.

Bendt Bendtsen afviser dog, at han holder Cepos ude af det gode selskab for at provokere Claus Hjort og Venstre. Nej, Cepos er ikke kommet med, fordi medlemsantallet i Det Økonomiske Råd er blevet reduceret fra 29 til 26 medlemmer.

Claus Hjort som formentlig har plantet hele historien har sågår fået én af sine skødehunde til at bjæffe lidt af den konservative leder:

 »Jeg undrer mig over, at en konservativ økonomiminister ikke benytter lejligheden til at give Arbejderbevægelsens Erhvervsråd et modspil. Det er fuldstændig ubegribeligt, at han ikke tager Cepos med. Bendt Bendtsen svigter den borgerlige liberale værdikamp i Danmark, « siger videnskabsordfører Torsten Schack Pedersen (V), der agter at forfølge sagen.

Yeah right. Venstrefolkenes hykleri er ikke til at holde ud. Bendt Bendtsen har gjort mere for at fremme borgerlige liberale værdier herunder skattelettelser end de to herrer, som i stedet for at lede landet og slås for liberale værdier bruger mere tid på at få Det Ny Venstre til at ligne Socialdemokratiet mest muligt. Foruden i øvrigt at drive klapjagt og hetzkampagner i offentligheden og internt marginalisere alle frihedstænkende Venstrefolk.

Cepos i DØR er isoleret set en god idé, men sagen handler ikke om tænketanken. Ideén med “Cepos i DØR” udnyttes af Claus Hjort til at profilere sig over for Bendtsen. Det sker i et let gennemskueligt forsøg fra venstremandens side på at fremstå som særligt optaget af liberale idéer.

Nu er det længe siden, at Claus Hjort var optaget af frihedstanker eller at nogen i ædruelig tilstand med kendskab til Venstres politik OG uden at grine har påstået, at beskæftigelsesministeren er liberal i klassisk forstand.

Det er dog andre, som flittigt har pyntet sig med liberalismens gevandter for at blive valgt til det høje ting. Fx burde en Torsten Schack Pedersen skamme sig over sin belæring af Bendtsen. Han, som sidste gang gik til valg med store annoncer i Jyllandsposten med krav om skattesænkninger. “Max. 50 pct. i skat” hed det dengang.

Siden er Schack faldet til patten hos Claus Hjort, hvor den tæmmede tandløse løve eftersnakker beskæftigelseministeren, hvor han kan komme af sted med det i et ynkeligt forsøg på, at der engang skal falde lidt tungere ordførerskaber af. (Rolig nu Torsten, du bliver aldrig minister!)

Jarls blog vil gerne hjælpe med et nyt valgslogan for Torsten Schack, for han kan få svært ved at blive valgt næste gang: Stem på Torsten Schack, så bliver det ved snak!

Kategorier

En alt for alvorlig sag til spin

Ekstra Bladet i dag fortæller en historie om forholdene i Ritt Bjerregaards København, og det er ikke flatterende læsning.

Ekstra Bladet skriver:

Men allerede kort tid efter, at den tidligere EU-kommissær fejede ind på rådhuset med 60.000 stemmer, begyndte man at murre i krogene. Med SF og R som marionetter og en lille kreds af ivrige, unge, dybt loyale og håndplukkede medarbejdere stod Ritt for topstyring, lukkethed og fordrejning af sandheder, lyder det fra utallige kilder. Mange af kilderne vil være anonyme. De tør ikke andet.

Derimod er karakteristikken af Ritts 'rædselsregime' enslydende '“ fra højre til venstre i det politiske landskab. Selv Ritts partifæller er så småt begyndt at lufte utilfredsheden.

Igen og igen lyder det, at overborgmesteren er den første til at stille sig frem i rampelyset og tage æren for andres arbejde, når ting lykkes. Og hvis lokummet brænder, sender hun aben videre til fag-borgmestrene.

Èt er at politiske modstandere beskylder hende for at stjæle æren for politiske forlig og tørre problemerne af på andre. Det er set før hos så mange andre borgmestre. Det er straks sværere for by-dronningen at ignorere den mere konkrete kritik, hvor medarbejdere decideret dumper Rådhusets ledelse i de interne evalueringer.

Ekstra Bladet skriver:

'Kun ti procent erklærer i dag, at de er meget tilfredse med deres arbejde. Til sammenligning dækkede den kategori halvdelen af medarbejderne under den tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) i 2004.

Økonomiforvaltningen har i forvejen været præget af store udskiftninger på grund af ændringer i organisationen. Og den tendens vil fortsætte, fortæller undersøgelsen. Kun 65 procent af medarbejderne regner med, at de er ansat i forvaltningen ved udgangen af året. Et tal, der var oppe på 81 procent for bare to år siden. Mere end hver tredje medarbejder kunne ikke finde på at anbefale et job i økonomiforvaltningen til andre. Under Kramer var det kun hver 12. medarbejder, der havde den holdning.'

Nu er det ikke kun Ritt Bjerregaard, der bør bære ansvaret for det. Den adm. direktør Claus Juhl må et eller andet sted også have et ansvar for, hvordan at forholdene i kommunen øjensynligt på rekordtid har udviklet sig. Han har ikke ligefrem toppet i medarbejderevalueringer, de steder, hvor han tidligere har haft chefansvar.

NCC-sagen eksploderede, da Politiken lørdag for mere end to uger siden bragte historien om korruptionsmistankerne på forsiden. Dengang var Ritt Bjerregaard og andre topsocialdemokrater meget hurtige til at fortælle omverdenen, at de absolut intet havde haft at gøre med, at sagen på uforklarlig vis var vandret fra Rådhuset over Rådhuspladsen til Politikens Hus. Venstres anklager samme dag om, at der var tale om decideret lækage, og at sagen bundede i spin fra Ritt Bjerregaards kontor, blev således blankt afvist:

– Det her har overhovedet ikke noget med spin eller ikke spin at gøre. Det er en sag om mulig kriminalitet, der er overgået til politet, og den er alt for alvorlig til at køre plat politisk argumentation på.” udtalte Ritt Bjerregaard dengang til Politiken.

– Jeg synes, at det er helt absurd at komme med disse beskyldninger“, sagde gruppeformand for Socialdemokraterne, Jesper Christensen til TV2 Nyhederne.

Ekstra Bladet i dag underbygger dog, at Venstre måske har ret i deres anklager om spin:

Mens han (den mistænkte V-politiker) endnu efterforskes af politiet '“ og altså ikke er dømt for noget som helst '“ beretter Ritts unge pressemedarbejdere ihærdigt over for journalister, at V-politikeren to gange tidligere er efterforsket af politiet. Begge gange i sager om læk fra rådhuset i personalespørgsmål. Begge gange henlagde politiet sagerne.

Hvis Ekstra Bladets oplysninger er korrekte, så kan ikke engang Ritt benægte, at det, som hendes embedsmænd har haft gang i, er 'spin'. Hverken mere eller mindre. Ekstra Bladets oplysninger om embedsmændenes aktive rolle går jeg stærkt ud fra, at avisen er i stand til at dokumentere. For avisens oplysninger danner desuden grundlag for, at Venstre kan rette hårde anklager mod kommunale embedsmænd i Ritts kontor for at blande sig med oplysninger til pressen om politiske modstandere. Og tilmed i en meget alvorlig sag, som ifølge Ritt selv 'ikke har noget med spin eller ikke-spin at gøre', og som er “alt for alvorlig til at køre politisk plat” på.

Ikke desto mindre glæder Ritt Bjerregaard sig sikkert over, at Ekstra Bladets trykkeri ikke har fået så mange aviser ud i dag og dermed fået kolporteret al den dårlige omtale af hende og hendes forvaltning. Men der er også en anden sag, der sætter mediedagsordenen i dag, og som hun yderligere kan varme sig ved:

Politiken – som for 14 dage siden '“ måske – leverede Ritt “varen” – kan i dag glæde sig over at deres journalister har gravet en anden god og letfattelig historie op af jorden, som TV2 News og flere andre medier har taget fat på.

Politiken har fundet ud af '“ hvad der længe har været kendt – at økonomien i Københavns kommunes børne-og ungeafdeling sejler. Nu mangler der en halv milliard kr. En for længst fyret og komplet uduelig Enhedsliste-borgmester har haft hovedansvaret, og nu prøver 'man' i stedet at placere hele ansvaret på den forrige valgperiodes økonomiudvalg, hvor alle Ritts politiske modstandere '“ både til højre og til venstre har siddet med ved bordet. Kun Klaus Bondam og Ritt selv går fri. Det forrige økonomiudvalg kan så passende få skylden for den halve milliard kr. Se det er virkelig et genialt spin.