Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Dronning Margrethe går – surprise, surprise – til venstre

Author icon

Skrevet af

Clock icon

oktober 20, 2008

Comments icon

14 kommentarer

Simon Emil Ammitzbøll kaldte Margrethe Vestager for en “forrædder”, fordi hun valgte SR-alliancen 14 dage før folketingsvalget i fjor. Hun blev derfor noget mopset på den ellers så markante retsordfører og bad ham om at trække hvert et ord i sig igen. I realiteten krævede hun, at han skulle lægge sig fladt ned, sige “be-be” og iøvrigt fuldstændigt fornægte sin egen opfattelse af virkeligheden. Kun dette kunne formilde “mors vrede”. Imidlertid var det mere end Ammitzbøll kunne bære: Han nægtede at måtte gå på kompromis med sin selvrespekt. Det er et forståeligt og legitimt standpunkt, men det afslutter formentlig også hans tid i dansk politik. Ammitzbøll har indset at han ikke med troværdighed kan melde sig ind i V eller K, da han jo er hardliner på spørgsmålet om 24 års-reglen. Forstået på den måde, at han er så inderligt imod den. Det giver reelt kun Enhedslisten som partipolitisk alternativ. Så nu er Ammitzbøll parkeret på Christiansborg som selvudråbt 'borgerlig humanistisk fritænker'. Det er der næppe ret mange, der lægger mærke til, men i det mindste kan Ammitzbøll leve med sig selv frem for at gå under åget og rette ind i forhold til den Vestager, som han tydeligvis inderligt foragter. Både som person og som politisk leder.

Margrethe Vestager har i grunden haft det ufatteligt nemt i dansk politik. Hun blev som 29-årig undervisningsminister uden at være medlem af folketinget, fordi hun var Marianne Jelveds darling. Vestager har derfor aldrig måttet slide surt i det som politiker for at nå sine topposter, men har fået det hele forærende. Om det gik det radikale godt eller skidt, så er hun altid flydt ovenpå. Nu har Vestager i 1 ½ år bevist, at hun hverken er folkeforfører eller i stand til at lede sin lille flok på ni sjæle med en gennemsnitsalder lidt under Methusalem. Samtidig står de radikale på 7. år næsten helt uden for indflydelse. I det radikale venstre er hendes fanklub hastigt på tilbagetog. Vestager blev '“ og bliver formentlig – aldrig en Marianne Jelved '“ selvom at hun stort set har videreført Jelveds politiske linje. Højrefløjen i partiet foragter deres partileder for hendes hang til bedreviden og belæren. 'Hun er datter af to præster, og det kan man høre', sagde en anonym kilde til en artikel i Politiken Søndag, hvori karaktermordet blev tegnet og opsummeret i overskriften 'Dronning Margrethe'. Det er det både rammende, men sarkastiske tilnavn Vestager har fået af modstanderfløjen, som dermed i sjælen grad skærper den interne konflikt, der åbenbart er i det lille parti. At klistre den slags øgenavne på hinanden plejer ellers normalt kun at være en sport forbeholdt de konservative i 1990'erne og fra tid til anden blandt Venstrefolk og Socialdemokraterne, men ALDRIG de radikale. De er (normalt) sådan nogle pæne mennesker.

Vestager har tydeligvis været under pres fra sine egne. Hendes forhold til den ind imellem meget enegængeragtige landsformand Søren Bald blev forleden i en avis beskrevet som decideret dårligt. Derudover er Helveg-klanen også i opposition til Vestager, men de kan heller ikke stille med en modkandidat, der kan vinde over hende. Morten Helveg Petersen slikker stadig sine sår fra dengang i maj sidste år, hvor han klart tabte kampafstemningen om at blive folketingsgruppens næstformand til venstrefløjens kandidat, halalhippie numero uno Morten Østergaard. Ekstra Bladet skriver dog i dag, at Helveg-klanen har fået en indrømmelse i form af, at Vestager droppede planer om at stille op i Sjællands Storkreds. Med Simon Emil Ammitzbøll ude er Rasmus Helveg Petersen med sit efternavn og Holbæk-kredsen '“ en gammel radikal højborg '“ i ryggen således næsten 100 procent sikker på at løbe med mandatet i storkredsen.

I løbet af weekenden blev medierne kontaktet af Vestager, som nu pludselig ville tale ud om Simon Emil Ammitzbøll. I stedet valgte hun klogt at rende med dagsordenen. Det skete såre enkelt ved at udstikke en 'ny' strategi for de radikale, der vupti fik medierne til at droppe deres fokus på Vestagers snart ugegamle trakasserier med en has-been som Simon Emil Ammitzbøll. Hun gik på live i Tv-Avisen, News, Tv2-Nyhederne og Deadline søndag aften. Morgenaviser plus Ekstra Bladet fik interviews søndag til avisen mandag. Vestagers undgik at modangribe Ammitzbøll. Hun havde forstået på ham, 'at han ville vende tilbage'. Og derfor var hun overrasket over hans udmeldelse, hun var ked af det og han var da velkommen tilbage, hvis han fortrød osv. Mon? Jeg tvivler. Jeg tror Vestager i det stille glæder sig over at slippe for Ammitzbøll og hans kritik.

I stedet gik Vestager over til at tale om, at hun ikke vil afvise et regeringssamarbejde med SF, og peger derfor nu entydigt på Helle Thorning-Schmidt som de radikales statsministerkandidat. Først i det tilfælde hvor S-SF-R-projektet ikke har flertal, vil de radikale søge indflydelse i et samarbejde hos VK. Det er en strategi, som er 'skåret i pap', fortalte Vestager i går på TV.

Vælgerne bør være glade for denne udvikling. For nu er der to klare alternativer at vælge imellem i dansk politik: Det røde socialdemokrati plus konsorter: S-SF-RV og Det blå og sorte socialdemokrati: VK og O. Dertil kommer så kommunisterne i Enhedslisten og de liberale hos Liberal Alliance, som ingen kan være sikre på kommer ind ved næste valg. Midten i dansk politik er enten helt forsvundet eller repræsenteret af de to store blokke, der i store træk i øvrigt mener omtrent det samme om velfærdspolitik og skat.

Villy Søvndal burde fejre sin triumf og trække en god flaske rødvin op i den anledning. Det er nu lykkedes at blive anerkendt af de radikale som regeringspartnere. Det kommer måske til at koste lidt mandater til Vestager der nu rykker mod venstre, men til gengæld er SF kommet ind i varmen. Vestagers folkelige appeal er jo stort set lig nul, så det er en billig pris reelt 'peanuts' i form af stemmer, som Søvndal – måske – taber til de radikale.

Helle Thorning-Schmidt bør også være glad for udviklingen. Nu kan hun gå i valgkamp med sin sammentømrede akse. Problemet er bare at Thorning stadig får meget svært ved at forklare, hvordan SF-S-RVs FÆLLES udlændingepolitik ser ud. Det er naturligvis regeringen og Pia Kjærsgaard en kær opgave igen at få lov at overfor vælgerne i en valgkamp at udstille dette misforhold hos oppositionen. VKO har vundet tre valg på det, og meget skal ændre sig, hvis det ikke lykkes igen. Uanset at Vestager '“ surprise '“ surprise '“ allerede nu peger på Thorning.

Nu begynder de radikale græsrødder – som sædvanlig anført af HB-medlem, chefredaktør Ole Dall fra Skive Folkeblad – at pippe op og kritisere, at Vestager nu render fra 'glat håndsæbe-kursen”. I ved der, hvor de radikale er lidt til højre og lidt til venstre på én gang og i øvrigt ikke er forlovet med nogen. Den slags brokkeri ignorerer Vestager, som hun før valget ignorerede sin hovedbestyrelse og folketingsgruppe og sprang fra den fælles fastlagte strategi, som den radikale studiekreds havde kunnet blive enige om. Nu har radikale ledere faktisk aldrig rigtigt interesseret sig for, hvad baglandet mener. Organisationen og landsmødet har ofte brugt megen tid på snak frem og tilbage eller på at vedtage resolutioner mv., som partiledelsen og folketingsgruppen har set overbærende på, hvorefter man har trukket på skuldrene og i øvrigt gjort som de selv ville. Så når Simon Emil mener, at Vestager er 'forrædder' mod tidligere trufne beslutninger, så er der nok kun det at sige til det, at hun indskriver sig i en lang tradition for det. Ikke alene hos de radikale slingrefrise, men hos stort set alle de politiske partier, der heller ikke tager deres landsmødevedtagne partiprogrammer mv. alvorligt. '“ måske lige fraregnet gammelkommunisterne i Enhedslisten.

Vil man have trofasthed i sit liv, så bør man nok i stedet købe sig en hund.

STØT JARLS BLOG her.


Den sommer dansk EU-begejstring døde

Author icon

Skrevet af

Clock icon

august 8, 2008

Comments icon

8 kommentarer

For tiden har Dansk Folkeparti 'a field day' og måske sin største stund i dansk politik. Hvis ikke det lykkes for Anders Fogh Rasmussen at overbevise befolkningen om at det stadig er de danske politikere og IKKE EF-domstolen og alskens EU-regler, der bestemmer dansk udlændingepolitik, så risikerer han et borgerligt oprør, som først og fremmest vil gavne Dansk Folkeparti på bekostning af VK-partierne.

Hele sommeren har de unge DF-politikere Martin Henriksen og Morten Messerschmidt haft stor succes med at jage den mere og mere rådvilde integrationsminister rundt i manegen. (Af og til blev det dog for meget, da de to patetisk krævede, at statsministeren skulle afbryde sin ferie og gribe ind, alt imens deres egen boss Pia Kjærsgaard lå og solede sig ved det græske øhav)

Fogh er dog kommet hjem fra ferien og forsøger nu at bagatellisere den EF-dom, som alle kyndige ellers er enige om lægger en bombe under dansk udlændingepolitik. Befolkningen er indtil videre forvirret på et højere plan og det fyger med allehånde vurderinger frem og tilbage. Fogh nægter, at EF-dommen medfører en opblødning i den stramme udlændingelovgivning som et flertal i befolkningen og i folketinget ønsker, men medierne vil i de kommende måneder naturligvis holde os orienteret om udlændingereglerne vil blive administreret anderledes og altså om man rent faktisk kan blive familiesammenført med ens ægtefælle fra et ikke EU-land, hvis blot man har taget arbejde i et andet EU-land i nogle få uger. (Sådan har jeg forstået konsekvensen af EF-dommen)

Indtil videre har balladen medført, at Fogh har aflyst EU-afstemningen om retsforbeholdet '“ godt nok med den behændige begrundelse at beslutningen skyldes den forvirring det irske nej har skabt om Lissabon-traktatens fremtid. Det er selvfølgelig noget fis, for Fogh har indset at med de nye opståede problemer, så er chancen/risikoen for et ja hos vælgerne med den nye situation fuldstændig forduftet. Havde statsministersædet i stedet været udfyldt af en politisk kamikaze-pilot, så havde Dansk Folkepartis kampagne gjort en sådan en afstemning om retsforbeholdet til en folkeafstemning om EUs ret til at blande sig i udlændingepolitiken. En svale gør ingen sommer. Men det tog kun en sommer, at smadre flertallet hos danskerne for et ja til EU-retsforbeholdet.

Den opståede tvivl om dansk udlændingepoltik som følge af tidligere vedtagne EU-regler gør, at der må være nogle “skurke”, som enten har været uduelige, dovne eller arrogante. Enten har juristerne i embedsmandsapparatet snorksovet og glemt at råbe vagt i gevær eller også har politikerne været for ukritiske eller groft overfladiske i deres behandling, da de i sin tid stemte for de direktiver fra Bruxelles, som har skabt den nuværende usikkerhed om udlændingepolitiken. Der er nu blevet sendt et wake-up-call til raden af danske politikere om at være mere på stikkerne, når de skal vedtage strømmen af EU-direktiver. Det er faktisk det, som de får løn for! Man kan derfor ikke længere bare sidde nede i folketingssalen og bevidstløst trykke på knapperne uden at have sat sig ind i tingene. Modstanderpartier som Enhedslisten og Dansk Folkeparti må alene af den grund nu have vundet en hel del troværdighed hos befolkningen, når det kommer til at vurdere EU-direktivmøllen.

Det er muligt, at jeg maler fanden på væggen, men hvor er i øvrigt de røster, som kan forklare os det fortsat geniale i, at overlade mere lovgivning til en overnational myndighed? For jeg må sige, at jeg har tabt troen. Det var da en Guds lykke, at irerne fik sagt nej nu før EF-domstolen med Lissabon-traktaten fik yderligere indflydelse! Det er i øvrigt ret påfaldende at se, at de mange borgerlige som engang stod sammen med Uffe Ellemann-Jensen om EU-begejstringen og ikke kunne få nok af EU nu fuldstændigt er væk i debatten. Hvem forsvarer for tiden EUs lyksaligheder, når man lige ser bort fra De radikale? Hvor er de henne? Er det fordi, at det nu er blevet klart for mange af os naive, at Danmark er gået for langt i at have solgt ud af vores suverænitet til EU?

Jeg spår sommeren 2008, som det tidspunkt man fremover vil pege på, hvor EU-begejstringen herhjemme endeligt blev lagt i graven.

N.B. Statsministerens karriereplaner? Ja, de ligger i ruiner. Nu gælder det om for Fogh at redde, hvad reddes kan. Der er slået læk i regeringens flagskib – udlændingepolitikken – og så må alt andet vige.

STØT JARLS BLOG her.


Vestagers første år blev en fiasko

Author icon

Skrevet af

Clock icon

juli 31, 2008

Comments icon

5 kommentarer

De radikale går stadig rundt i granatchok over tabet af deres magtposition ved 2001-valget. De lever sikkert i et lønligt håb om, at nogen snart vækker dem med nyheden om, at VKO-mareridtet er ovre, så dansk politik vender tilbage til ‘normaltilstanden’ med de radikale i den historiske glansrolle som midterpartiet, der udgør tungen på vægtskålen.

Det skriver jeg i min tredje klumme i Information i sommerserien om de politiske partiers dagsform. Læs klummen her.

Bottom border