Nyt toppunkt for radikal selvovervurdering
De radikale har her i weekenden fortsat partiets efterhånden langvarige selvovervurderings-trip, hvor man på besynderlig vis har ladet sit landsmøde nærmest vedtage, at Marianne Jelved bliver landets statsminister.
Fra landsmødet kræver partiet indflydelse og stiller en række forslag, der ikke har nogen gang på jorden og yderligere bidrager til partiets velkendte ry i brede dele af befolkningen som verdensfjernt og elitært.
Det er vel efterhånden de færreste, som IKKE ryster på hovedet af de radikales trut i trompeten, for ingen andre – bortset fra de radikale selv – kan se det indlysende i at pege på den efterhånden alderstegne regnelærer. Socialdemokraterne og venstrefløjen peger – naturligvis – på Helle Thorning og en samlet højrefløj peger på Fogh. De historisk kyndige radikale henter Hilmar Baunsgaard frem fra glemslen, thi han er det seneste eksempel på en radikal statsminister, da han stod i spidsen for VKR-regeringen 1968-71. Mange vælgere var slet ikke født dengang og få kan formentlig få øje på tydelige paraleller fra situationen dengang og nu.
De radikales “gungren på broen” giver kun mening, fordi partiet er i den historiske situation, at det i disse år stort set er helt uden for politisk indflydelse.
I kampen om vælgernes gunst kan man bruge tiden til, at fortælle hvad man vil, når man engang får magten. Med de radikales opsigelse af parløbet med S har man nu fået flere frihedsgrader, fordi partiets politik nu ikke længere hele tiden skal sammenlignes med socialdemokraternes og ses gennem SR-alternativets prisme. De radikale kan derfor postulere deres statsministerambitioner samtidig med at de lufter luftige idéer. Det er de velkendte radikale slagnumre såsom slappere indvandrerlovgivning, skatteomlægninger, der mindsker skat på arbejde, men øger de grønne afgifter. Fælles for forslagene er, at de ikke vil materialisere sig i realiteter, fordi både S og VK hver især har lagt sig fast på et skatte- og indvandrerstop.
Spørgsmålet er dog, om de radikale med deres statsministerdrømme og insisterende politiske krav ikke kommer til at virke for skingre, så endnu færre tager dem alvorligt.
I disse år har de radikale masser af medvind, men denne “blogger” vil æde sin gamle hat, hvis Marianne Jelved – eller Margrethe Vestager for den sags skyld – nogensinde bliver statsminister. For en radikal statsminister er – mildt sagt – ikke et folkekrav. Det er nemlig ingen – bortset fra de radikale selv – interesseret i.
Den eneste – og meget fortænkte, nærmest teoretiske – situation er, hvis de borgerlige – som i 1968 og muligvis i 1993 – vælger at tilbyde at støtte en radikal statsminister for at undgå en socialdemokrat. Men det kræver et historisk vælgerskred til venstre, som kun få kan forestille sig.