Måned: oktober 2006

Den nye svenske statsminister Fredrik Reinfeldt og 'hestehalen' finansminister Anders Borg har i dag fremlagt et ambitiøst budgetforslag, der tyder på, at regeringen vil føre traditionel borgerlig-liberal politik. I budgetforslaget indgår skattelettelser for 33,8 milliarder danske kr., der især skal gavne lav og mellemindkomstgrupperne. Samtidig er der privatiseringer for 50 milliarder danske kr. på programmet.
Jeg har tidligere skrevet, at Fredrik Reinfelt var en klon af Anders Fogh. Det tager jeg i mig igen. Reinfeldt har snarere gjort det modsatte af Anders Fogh. Han har nemlig vist sig at være tro mod sin ideologiske overbevisning. Det gør allerede nu Reinfeldt til en modigere og mere visionære politiker end Anders Fogh, som siden 2001 dybest set blot har været tilfreds med tingenes tilstand.
Det bliver spændende at følge, hvordan vælgerne tager imod Reinfeldts forslag. Forslagene er nemlig bl.a. finansieret af forringelser af varigheden af dagpengeretten og en lavere fradragsret for fagforeningskontingent. I Danmark vil den slags ikke kunne gennemføres. Især Dansk Folkeparti og SF ville være imod. I hvert fald SF og Enhedslisten ville betegne Reinfeldts forslag som 'dybt asociale' og Venstre-toppen plejer at kalde den slags for 'dybt usympatisk superliberalistisk politik”. Og hvis et medlem af Venstres folketingsgruppe så meget som havde pippet om privatiseringer og skattelettelser '“ bare i mindre skala – ville Claus Hjort blive nødt til at trække i faldlemmen og fratage den formastelige sine ordførerposter. For otte år siden var det jo omvendt. Dengang kunne folketingsmedlemmerne jo dårligt være liberale nok. Den svenske udvikling understreger endnu engang det mere og mere absurde i, at Claus Hjorts “Nye Venstre” fortsætter sin insisteren på at kalde sig 'Danmarks Liberale Parti'.

Stick!
Det var vel også på tide, at den svenske regering tog sig sammen og viste noget handlekraft. For hidtil har den svenske borgerlige regerings nyudnævnte ministre kun givet indtryk af at bestå af alt for mange håbløse amatører.
For hvor længe havde de tre udskældte ministre egentlig forestillet sig, at de kunne skjule, at de ikke har betalt licens? Vist kan man have sympati for integrationsministerens synspunkt om, at det svenske statsfjernsyn er for dårligt til, at han vil betale for at se det. Men licensen er – som alle ved – reelt set en skat. Og skatter skal man betale, hvad enten man har lyst eller ej. I hvert fald hvis man vil være politiker.
Oveni er det også ubegribeligt, at den afgående handelsminister troede hun kunne slippe af sted med at være skatteunddrager ved at lade sin privatbolig være ejet af et selskab på den engelske kanalø – skattelyet Jersey. Helt ærligt hvilken planet kommer hun egentligt fra?
Men de tre uerfarne ministre står ikke selv tilbage med hele skylden. For hvorfor i alverden har Moderaterne ikke i forvejen diskret sat en mand eller kvinde til at tjekke de ledende ministeremner for 'snask'? Det er da bedre, at partiet selv holder stien ren frem for at pressen eller oppositionen finder frem til det senere. Handelsministeren havde hele tre ting “i lykkeposen'. Kulturministeren “kun” to. Licens betalte hun ikke i 16 år, og helt bizart blev det at sortseeren med sin udnævnelse til kulturminister samtidig også blev øverste chef for svenske public-service-radio og tv. Til trods for pæn indkomst kunne hun heller ikke finde plads i privatbudgettet til en 'hvid” hushjælp.
Integrationsministeren har 'kun' unddraget sig licens, men selvfølgelig kan han heller ikke fortsætte i regeringen. Hans blotte tilstedeværelse er jo en hån mod enhver Medel-Svensson, der betaler både sin skat og licens.
Helt forfærdeligt må svenskerne have det med at skulle opleve, hvordan den skinhellige tidligere socialdemokratiske statsminister Göran Persson '“ Han Som Bestemte '“ nu fører sig frem på, den bedrevidende facon som de hader og håne de borgerlige for de tre ministres tåbeligheder.
Godt nok har han betalt licens. Men det manglede da også bare. Han og konen, som han fik udnævnt til direktør for den svenske stats barnepigeagtige spiritusmonopol Systembolaget, er også bjergsomme mennesker med millionvilla osv. Persons kvalmende angreb er udtryk for det rene hykleri – som om socialdemokraterne var meget bedre da de sad i regering. Vi er da nogle, der stadig husker Mona Sahlin…

I det offentligt-ejede energiselskab DONG kan de også spinne. DONG har skullet samle seks energiselskaber under én hat og derfor fundet det påtrængende nødvendigt at bruge et ikke nærmere angivet millionbeløb til en reklamekampagne til dette formål.
Opgaven er blevet løst med en række pompøse selvfede reklamespots med en i Parken slipseklædt og nonchalant spadserende DONG-direktør, der giver indtryk af have travlt med at gnide sig op og ned af Morten Olsen og fodboldlandsholdet, som DONG er hovedsponsor for. Spottenes selvfede promovering af DONGs direktør – den tidligere departementchef i 1990'erne – Anders Eldrup er så pinlig og patetisk, at man i biografmørket sidder og tænker på, om de har haft en konkurrence i DONGs udviklings og presseorganisation, om hvem der har kunnet fedte mest for chefen og hans ikke ubetydelige ego. Det der egentlig er mest forbavsende er, at Eldrup ikke selv har sagt fra. Eller i det mindste hans spindoktor. Det er jo det, han får sin formentlig ganske pæne løncheck for, skulle man tro.
Men efter fem ugers optræden i TV og biograf er det nu endelig gået op for Eldrup at reklamekampagnen med ham åbenbart har taget for megen fokus fra selve reklamekampagnens budskab. Hvad det så egentlig er?
Dem af os der desværre ved, hvem Anders Eldrup er, har nærmest måttet finde brækspanden frem, når vi så spottene. De fleste og lykkeligt uvidende '“ Hr. og Fru Jensen '“ er formentlig bedøvende ligeglade både med ham og med budskabet. Eldrup siger nu til Berlingskes Nyhedsmagasin, at der skam bare var tale om en INTERN reklamekampagne møntet på 4.500 medarbejdere, der skulle fortælle om nyt logo og den ny (kære?)leder, Eldrup himself. Helt ærligt. Det er da det ynkeligste forsøg på afterspin, der længe er set!
Mærkeligt, at man ikke kan klare den slags ved hjælp af en vognfuld informationsmøder, hjemmesider m.v. Det er formentlig langt billigere og mere effektivt. Eller invitér hele banden på skovtur med fri mad og drikke. Det er sjovere, men sikkert alt for folkeligt til den elitære Eldrup, som var så smart at få sig selv placeret i DONGs direktørstol fra stillingen som departementchef i Finansministeriet, da han kunne se det lakkede mod enden for de socialdemokratiske regeringer.
Men bedre sent end aldrig Eldrup! En anden gang ville jeg dog ikke tro på, hvad mine reklamefolk fortæller mig.
Nu skal stakkels Eldrup møde blikkene fra de tunge drenge i dansk erhvervsliv i VL-gruppen osv. Det er folk, der som oftest rynker på næsen af ledere, der har mere travlt med at føre sig frem som rockstjerner i medierne frem for i stedet at fokusere på virksomheden og fremhæve dens medarbejdere. Eldrup førte sig ikke engang frem i medierne. Nej, han brændte en hel reklamekampagne af på formålet!

Sprækker i betonen hos Clausescu?
Nu skal man ikke tro på ALT, hvad man læser i aviserne. Jeg tror fx heller ikke på, når aviserne fortæller, at Claus Hjort pludselig (igen) mener, at økonomisk ulighed ikke nødvendigvis er et onde. Han har skrevet en kronik i starten på ugen sammen med den samme socialminister, som statsministeren var tæt på at fyre, fordi hun mente noget tilsvarende for ikke så længe siden. De såkaldte 'superliberalister' i Venstres Folketingsgruppe '“ det er dem, der vil lade både de fattige dø i gaden og deres gamle mor ligge i eget skidt, for i stedet at få 100 kr. ekstra mere til sig selv om måneden i mindre marginalskat – har ment noget tilsvarende. Dengang blev de verbalt overfaldet af Jens Rohde, hvis “far” '“ Claus Hjort '“ måtte rykke ud og true dem med bål og brand, hvis de ikke holdt inde med sådan snak. Mands minde er i dansk politik otte dage, siger man på Christiansborg. For tiden må man i Venstre godt mene at ulighed ikke nødvendigvis er af det onde. Men lad os vente og se. Man ved aldrig med Claus Hjort.

Pinlig forhaling af partinavn
Beskæftigelsesministeren har også andet at se til. Nu skal de gode mennesker i det ,de kalder partiet 'Liberalisterne', have behandlet deres anke efter indenrigsministeriets afslag på om de må kalde sig dette forpligtende partinavn i forbindelse med opstilling til folketingsvalg. Dansk Folkepartis Poul Nødgaard har derfor fået lov til at sige af Kristian Thulesen Dahl, at nu skal regeringen tage sig sammen mht at hastebehandle anken og et par andre partiforslag. Det tog jo mere end et år før end Lars Løkkes indenrigsministerium fandt tid til at behandle sagen. Jeg gætter på, at Lars Løkke Rasmussen personligt egentlig er bedøvende ligeglad, hvad liberalisterne kalder sig. Men det er Venstres gamle partisekretær Claus Hjort bestemt ikke. Det er hjerteblod for ham at INGEN må kalde sig noget med liberal – også selvom, at Venstre for længst har droppet alle liberale standpunkter. Sagen stinker af politisk pres og mit forsigtige gæt er, at ingen af embedsmændene har lyst til at røre sagen på denne side af et folketingsvalg. Men det kommer de nok til. Det høje tings anden næstformand Poul Nødgaard bliver måske kendt for andet i dansk politik end sine hvide mokkasiner.

Stum Fogh fremstår som hykler
Først var det DFU'erne, der havde tegnet Muhammed som fuld kamel over et par øl (hedder det nu). Så har de ungradikale også vist hinanden, hvad de kunne præstere med tuscherne og sandelig ikke også om voksne DF'ere også har haft mod på tegne Muhammed.
Den seneste afsløring får dog ikke Pia Kjærsgaard til at sige undskyld. Hun fortsætter derimod med at køre den hårde kurs mod alt, hvad der virker eftergivende i forhold til muslimerne. Taktikken gav gode Galluptal i foråret, så hvorfor bøje sig for presset nu? Den hårde stil tager også fokus fra pressens interesse for alle de partimedlemmer. der melder sig ud af hendes parti (læs fanklub) i disse dage, fordi de insisterer på at tænke selv. I sig selv et positivt tegn. Men men men.. Den ene dag tager statsministeren kraftigt afstand fra DFU'eres tegninger, men nu, hvor det er kommet frem, at også voksne DF'ere har vist sig kreative mht. at håne Muhammed, er han stum. Det er jo paradoksalt. Medlemmer af partiet og facto regeringspartneren Dansk Folkeparti '“ som regeringens chefideolog Claus 'Clausescu' Hjort deler fælles værdier med – finder det nødvendigt oveni at fremstille Islams profet som pædofil i deres medlemsblad, samtidig med, at statsministeren lader sig fotografere med indvandrere på danske arbejdspladser. Som bl.a. Berlingskes journalister har analyseret så fint i dag, så har statsministeren og regeringen fået placeret sig i en situation, hvor han fremstår som hykler, der kun har det ene valg at holde sin mund for ikke at lægge sig ud med enten DF eller den muslimske verden.
Mon ikke Anders Fogh er frådende af raseri.

Forfulgt landsfader slår igen
Så skete det igen. En absolut toneangivende dansk politiker føler et presserende behov for at komme ud blandt folket og virkelig vise, at han er i samklang med befolkningens ønsker og behov. Og at han lytter til dem! Denne blogger vil gerne i et svagt øjeblik tro på, at fx Helle Thorning-Schmidt virkelig vil lytte til folk, men at Anders Fogh vil lytte til nogen? Endsige høre på nogle nydanskere fra indvandrerghettoen Vollsmose i Odense? Come on – get real!
Nej, Foghs store 'tour de integration' er, hvad det er: En vaskeægte photo-opportunity! Mediestuntet handler om at vise en statsminister, der er optaget af integrationsproblemerne. Kræver det, at han render kejtet rundt på sine hjulben, mens han foregiver at spille fodbold med en flok indvandrerdrenge badet i blitzlampernes skær, så fint med ham. Han elsker opmærksomheden. Det er formentlig én af grundene til, at han blev politiker.
Nuvel statsministerens integrations-rundtur, der skal sætte 'fokus på alle de positive indvandrerhistorier' har været planlagt længe, men integrationsproblemerne har i dagligdagen næppe Anders Foghs største opmærksomhed. Det der får ham op af ministerstolen er '“ naturligvis – at han og Claus Hjort på sigt har lyst til at blive siddende det samme sted. Og de udsigter er dårlige, så længe medierne interesser sig for og skriver om hans delvis tabte slag med de 'socialistiske ballademagere' – pædagogerne i BUPL og de naive forledte forældre.
Så den 'planlagte tur' er kommet som sendt for himmelen, så statsministeren SELV kan sætte dagsordenen, og medierne fulgte naturligvis pænt med.

Men ret skal være ret. Der er point til spindoktorerne for denne gang at iklæde regeringschefen korrekt påklædning, så vi denne gang undgik latterlige billeder af Fogh i slips og træningsdragt.
Der er også point for, at regeringschefen gik i offensiven og skældte medierne ud for kynisme, fordi de selvfølgelig passede deres arbejde, gennemskuede hans stunt og tillod sig at foreholde ham dette i form af et enkelt kritisk spørgsmål.
Fogh har det bedst, når han optræder i en selvretfærdig offerrolle som forfulgt omsorgsfuld statsfader, og har mulighed for at vende argumentationen om, når pressen beskylder ham for spil for galleriet. Foghs taktik er at vende kanonen 180 grader rundt mod spørgeren og bebrejder pressen, at den skyder ham alle mulige motiver i skoene. Og så gjorde han en dyd ud af nødvendigheden og stod ved, at turen rundt netop gjalt om at skabe opmærksomhed hos medierne om positive integrationshistorier. Det er et ældgammel retorisk trick, som Fogh (og Pia Kjærsgaard) ofte bruger med stor succes. Det får ham til at virke folkelig samtidig med, at pressen fremstår som elitær, kynisk og køwenhawneragtig. Den slags går rent ind ude ved kakkelbordene!

I øvrigt er integrationsturen smart fundet på. Positive integrationshistorier? Hvor fan ligger den kritiske vinkel i det for statsministeren? Denne mediedag blev vundet af Fogh og Co!

Det er egentlig utroligt, så overrendt Volsmose er for tiden. Måske man skulle starte en mindre krig et eller andet sted i Danmark, så kommer kongehuset og regeringschefen farende med pressen i hælende. Det kunne så gå hen og blive en ny lovløs turistattraktion. Ligesom Christiania!