Klaus i Ørstedsparken

Klaus Bondam, Københavns sympatiske Bygge- og miljøborgmester har i en ny portrætbog 'Toastmasteren' talt ud om sit liv til journalist Jacob Rosenkrands. Det plejer ofte at være interessant at høre om kendte menneskers og særligt politikeres liv og levned. Denne gang er det dog lidt svært, bedømt på det indhold Ekstra Bladet har skrevet om, at se hvad vi skal med Bondams bog. De politiske erfaringer er det i sagens natur småt med, når man kun har siddet i borgmesterstolen siden nytår. Til gengæld taler Bondam ud om sit privatliv. Alle ved, at han er åben bøsse, så det er der jo ligesom ikke noget nyt i. Til gengæld hører vi om hans familieliv og opvækst, og det er også svært at komme udenom, hvis der er tale om et portrætbog i dybden. Der hvor brynene for alvor bliver rynket, er, når Bondam partout smider private detaljer i hovedet på læseren fra den intime del af sit privatliv som teenager og ung mand. Vi får sågar at vide, hvor mange sexuelle partnere han havde, hvor han støvede dem op henne, og om hans pointsystem for, hvor gode de var i sengen.

Klaus Bondam har ønsket at være ærlig. Det er bestemt et fromt ønske. Mange mennesker vil formentlig stadig stemme radikalt – også efter at de nu er klar over, hvor mange sexpartnere miljø- og teknikborgmesteren egentlig havde stående i sin karakterbog (110!) og Bondam er efter bogen stadig en betydningsfuld politiker i København. Men man spørger sig selv. Hvorfor er det nødvendigt, at fortælle vælgerne om sådanne intime detaljer fra sit privatliv? Det er der mig bekendt ingen “straight” politikere, der tidligere har følt trang til at gøre. Med denne bog er vælgerne blevet 'overinformeret'. Det næste bliver vel, at Bondam skriver i detaljer om sine toiletbesøg. Jeg lever faktisk fint uden at vide det, og selvom jeg ikke er radikal, så tipper jeg forsigtigt på, at også radikale vælgere sagtens kan undvære at vide, hvad Bondam lavede på Pan og i Ørstedsparken for tyve år siden. (Gad vide, hvem han mødte der'¦?)

Denne bog kan faktisk være med til at skade Bondam politisk. Ikke fordi indholdet forarger. Herregud. Men fordi det er unødvendigt. Hvad skal vi bruge det til? Klaus Bondam og hans parti risikerer latterliggørelse i det skjulte, og det slider på respekten. For stemmer man på folk, når lidt af respekten for dem er gået fløjten? Beslutningen om at lave denne bog, tyder derfor på en usædvanlig dårlig politisk og personlig dømmekraft. Faktisk er denne bog et af den slags projekter, som Bondams spindoktor burde have standset i sin vorden. Det har hun formentlig også forsøgt at gøre, mens jeg gætter på, at Bondam har insisteret på at gennemføre det. Her er et gratis råd: Lyt til rådgiveren næste gang, Klaus Bondam!