I politik bør man ikke være sart. Det skal Venstres erhvervsordfører Jacob Jensen heller ikke være, når han åbner Berlingske Business i dag.
I går fortalte Jarls Blog om De Samvirkende Købmand og deres direktør John Wagners utrættelige kamp mod fremskridtet og moderniseringen i dansk detailhandel(Læs: afskaffelse af den oldnordiske lukkelov). Wagner er en hård hund og skyer få midler for at nå sine politiske mål, men han kender grænsen for, hvordan man kan opføre sig i det offentlige rum. Wagner kan styre sig, men det er der andre i detailhandlen, der ikke kan:
I dag i Berlingske Business anklager Coop Danmark og Håndværksrådet Venstres erhvervsordfører Jacob Jensen for ensidigt at favorisere Dansk Supermarked (Bilka og Føtex), der er ejet af A.P. Møller – Mærsk. Jacob Jensen er ved siden af folketingsjobbet deltidsansat som kontorchef i A.P. Møller – Mærsk. Det sker, efter at Jacob Jensen i går i Berlingske Business ville afskaffe lukkeloven.
Det får direktør Mogens Werge fra Coop Danmark til at sige:
– Det er et politisk problem og i høj grad også et moralsk problem.
Og videre:
– Når Jacob Jensen selv rejser en debat, hvor han har et synspunkt, som kun er én aktørs (Dansk Supermarked) synspunkt, så ser det ikke godt ud. Han er vel ikke sat i Folketinget for at varetage Dansk Supermarkeds eller Mærsks interesser, vel? Eller er han?, siger Mogens Werge.
Berlingske skriver:
Han (Mogens Werge) vil ikke direkte kalde Venstres erhvervsordfører for inhabil, da han ikke mener, at der er noget juridisk at komme efter. Men han sætter spørgsmålstegn ved det moralske i, at Jacob Jensen, der blev valgt ind i Folketinget i 2005, har beholdt sit job som kontorchef i Mærsk en dag om ugen. I Mærsk er Jacob Jensen netop skiftet fra at have med omkostningskontrol at gøre, til nu at beskæftige sig med intern kommunikation i rederiet.
– Det ser jo ud som om, at man (Mærsk) betaler en deltidsstilling for dermed at have en repræsentant i Folketinget. Spørgsmålet er, om Venstres synes, det er klædeligt, siger Mogens Werge og tilføjer, at den afgørelse naturligvis er op til Venstres formand, statsminister Anders Fogh Rasmussen.
– Jeg ved ikke, om det tilkommer mig at give statsministeren gode råd. Men for mig ser det meget mærkværdigt ud, at en mand, som har et deltidsjob i en virksomhed, går ud og rejser en debat, som alene har til formål at fremme den her virksomheds interesser. Jeg synes, at man (Venstres partiledelse, red) bør overveje, om de har den rigtige til at repræsentere dem som erhvervsordfører, siger Mogens Werge.
Werges synspunkter er så rabiate, at selv John Wagner fremstår moderat:
– Det, at Jacob Jensen er ansat i A.P. Møller, skal ikke forhindre ham i at have de holdninger, som han har. Der er jo ikke tale om en ny holdning fra Venstre. Men jeg forstår måske ikke, at han har valgt at markere sit liberale sindelag på netop det område. På grund af sin ansættelse dér, åbner han jo en angrebsflanke, siger John Wagner, der lige så meget imod en afskaffelse af lukkeloven som Coop og Håndværksrådet.
—
Jeg forstår da godt Mogens Werges frustration, men det berettiger ham ikke til nærmest at anklage Jacob Jensen for bevidst '“ og dermed hinsides enhver form for saglighed – at fremme A.P. Møllers interesser. At fremsætte den slags anklager i pressen er decideret uklogt. Wagner (af alle mennesker) har jo fat i en vigtig pointe, at der ikke er tale om en ny holdning i Venstre.
Werge overspiller fuldstændig sine kort, når han mere eller mindre opfordrer statsministeren til at fyre sin erhvervsordfører. Det kan man da kalde et forsøg fra erhvervslivet på at blande sig i den politiske proces på en måde, som man mest ser i bananstater og tidligere sovjet-republikker.
Jacob Jensen må i dag stille op til, at der bliver hældt en skidtspand ud over ham. Det gør, at han i mine øjne fortjener at blive hædret her på Jarls Blog. Vi vælger trods alt at tro på, at hans modstand mod lukkeloven har bund i en reel liberal overbevisning om, at lukkelove hører fortiden til.