Naser Khaders politiske stjerne er dalende. Og det er '“ efter min mening – ikke kun alle andres skyld.
Forleden skrev Fredericia Dagblad (læs historien her via Bloggen 'Dansk Politik', hvordan Naser Khader sendte en regning på 16.000 kr. for sin deltagelse i Vejle Kommunes såkaldte Auschwitz dag. Han havde holdt et oplæg ved arrangementet og krævede nu et honorar.
Viceborgmester i Vejle, Kristian Thulesen Dahl (DF) (ja det er den samme, som altså også har tid til at sidde i folketinget):
– Jeg synes, det er en skændsel, at et folketingsmedlem, der hæver en halv million kroner om året i gage, tager sig betalt for at stille op til et sådant arrangement. Pengene kommer fra Undervisningsministeriet – så på den måde har det offentlige faktisk betalt Naser Khader to gange.
Heller ikke folketingskollega Karen Klint (S), valgt i Vejle, har forståelse for krav af den størrelsesorden:
– Som udgangspunkt bør man ikke tage honorar for at stille op som politiker. Det er med til at ødelægge det for os andre, når folk opfatter politikere som griske, siger Karen Klint.
De to politikeres argumenter er indlysende rigtige. Oven i så taler vi om et arrangement, der handler om at huske historiens største forbrydelse mod menneskeheden og ære de 1,2 millioner jøder, polakker, romaer, russere m.fl., der blev myrdet i den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau i nutidens Polen.
Læs nu Naser Khaders forkølede forklaring til Fredericia Dagblad:
– Men jeg optrådte jo ikke som den radikale politiker Naser Khader. Jeg var der som personen Naser Khader. (Som om der er forskel….min kommentar – Jarls Blog)
– Jeg var jo foredragsholder, før jeg blev politiker. Det er også mit job. Jeg brugte en hel dag på arrangementet i Vejle og ændrede min flybillet hjem fra Paris for at få det til at gå op. Og det er jo min fritid, jeg bruger til formålet. Det er tid, som jeg ellers kunne have tilbragt med min familie, siger Naser Khader.
Auschwitz-dagen i Vejle startede klokken 11.00. Naser Khader kom klokken cirka 11.45. Han holdt et indlæg på cirka 25 minutter, og efter et indlæg fra kultursociologen Jacques Blum, svarede han på spørgsmål i cirka et kvarter. Arrangementet var slut omkring klokken 13.15.
Naser Khader har en omfattende foredragsvirksomhed. Af hans hjemmeside fremgår, at han ikke skal have honorar for politiske debatmøder, mens der kræves honorar for en række andre foredrag.
Khader mener ikke, at det var et politisk møde, og derfor er honoraret i orden:
– Jeg nævnte ikke mit parti med et ord i mit indlæg, siger Naser Khader.
Han henviser samtidig til oplysningen på hjemmesiden om, at en del af honoraret går til en særlig fond, der står i Naser Khaders fars navn. Som der står på hjemmesiden:
»Dele af overskuddet fra min foredragsvirksomhed går til min fars mindefond, som jeg har oprettet til fordel for hans landsby i Palæstina «.
—
Tænk, at Naser Khader kan være bekendt at optræde så grådigt. Og hvor er hans bortforklaringer dog forfærdeligt ynkværdige og pinlige!
Medierne har det med at bygge folk op. Når de så står og stråler en tid, og selv begynder at tro på myten om dem selv. Ja, så bliver det ofte farligt for dem selv. Pludselig ser de sig selv, som moralsk ophøjet alle andre. Det at opføre sig ordentligt, ja det gælder ikke for dem. Det er noget andre skal. Undskyld, Hvem med sine sansers fulde brug, hæver en rigelig løn på en halv million fra Folketinget og får samtlige transportudgifter godtgjort, vil være bekendt at nedlade sig til at kræve et honorar på 16.000 kr. for et offentligt arrangement som at mindes Holocaustofrene? Sender Khader også en faktura, hvis han optræder for Kræftens bekæmpelse, Red Barnet, UNICEF, Læger uden grænser? Ærligt talt. Hvad bilder han sig egentlig ind?
Opstår eller eksisterer der andre episoder af samme skuffe, så er myten om Naser Khaders ufejlbarlighed i fare. Hans selvgladhed er legendarisk, og hans beherskede glæde for tørt lovgivningsarbejde er heller ikke ukendt, men det tilgiver man ham, fordi Khader er en omgængelig, venlig og rar mand. Og så er han den bedst kendte integrererede demokratiske indvandrer med synspunkter som harmonerer fint med danskernes. Men det er omvendt ikke en blancocheck til at opføre sig dårligt. Dømmekraften imponerer i hvert fald ikke mig.
Måske skal Khader overveje at lægge stilen om før de landsdækkende medier begynder at slå negative toner an, hvergang Khaders navn bliver nævnt. Tit kommer de samme medier, der først byggede myterne op, nemlig og hjælper de engang så ærede politikere med at blive pillet ned fra piedestalen igen. Rækken med eksempler er nærmest uendelig. Ritt Bjerregaard var for halvandet år siden genial og fremstod som Københavns frelser. I dag fremstår bydronningen nærmest som en magtsyg heks, der skyder skylden for egne problemer på alle andre.
Dette er på ingen måde Naser Khaders politiske nekrolog. Jeg opfatter episoden i Vejle som et advarselsblink, som han og hans omgivelser bør tage alvorligt. Lige pludselig forstår man mange radikales dybe betænkeligheder ved udsigten til at have en mand som Khader i spidsen for Det radikale Venstre.
3 kommentarer til “Khaders dårlige dømmekraft”
Jeg har længe sagt, at man ikke skal være blind for det faktum, at Naser Khader med sine islam- og indvandrerkritiske synspunkter har en banehalvdel stort set for sig selv. Hvilke andre muslimer har lignende synspunkter? Det er ikke mange, og derved kan Khader opnå stor popularitet og samtidig tjene mange penge. Jeg tror, han er meget bevidst om begge dele.
Jeg mener ikke, der er tegn på, at medierne er ved at blive mere kritiske over for ham. De kunne sagtens have kastet sig over ham, da han meget aggressivt krævede, at alle partier skulle tage afstand fra de harmløse Muhammed-tegninger, medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom havde tegnet i en brandert. I det tilfælde satte Khader koranen over grundloven, men medierne valgte altså at frede ham.
“Ritt Bjerregaard var for halvandet år siden genial og fremstod som Københavns frelser. I dag fremstår bydronningen nærmest som en magtsyg heks, der skyder skylden for egne problemer på alle andre.”
Hun skød også skylden for alt på alle andre for 1,5 år siden. I dag er medierne bare ikke så naive og godtroende som før valget.
Vi kommer til at få nogle dejlige historier fra rådhuset i løbet af denne valgperiode.
/Limagolf
Hej janchris
De seneste udvikling med DR-dokumentaren viser vist at der er blevet frit slag for kritik af Khader. Det er interessant at det er alliancen DR-Politiken, som nu vil vise et menneskeligt billede af Akkari og vise at Khader ikke en nogen engel.
Tja, det var der vist heller ikke nogen der havde forlangt af ham, men det viser at Khader ikke længere kan leve højt på martyrkortet, og at han derfor fremover vil være jaget vild af de som ikke deler hans opfattelse af udlændingelovgivning, som fx. DR og Politiken…
/Nai