Jarls Blog hører ikke til statsministerens største fans, men Anders Fogh Rasmussen har gjort to ting i denne uge, som styrker ham. At Danmark nu stikker halen mellem benene, og rykker tropperne hjem fra Irak, mens tid er, er alle enige om, er en klog indenrigspolitisk disposition. Det var den eneste sag, hvor regeringens politik var i direkte modstrid med vælgerflertallet. Det andet geniale træk handlede om Foghs fremtoning. Den har man åbenbart også arbejdet meget mere med i Prins Jørgens Gaard.
I går så man statsministeren ude på følelsernes overdrev. Han krammede Pia Kjærsgaard i fuld offentlighed. Det er ikke hver dag, at Fogh krammer politikere i fuld offentlighed. Man kan ikke udelukke, at krammeriet var oprigtigt ment, men jeg har min tvivl.
Jeg husker tydeligt, hvor forbløffet Fogh så ud, da Peter Brixtofte krammede ham og gav tilløb til kindkys på et hovedbestyrelsesmøde i Venstre i december 1999. Fogh var i det sekund virkelig på udebane. Han blev stiv som en pind og fik hænderne på Farum-borgmesterens skuldre, så situationen ikke udviklede sig yderligere. Vi andre tilstedeværende troede ikke vores egne øjne. Vi oplevede måske århundredes største hykleri i dansk politik.
Anledningen til denne pludselige hjertelighed mellem de to venstrepolitikere var en ret humoristisk fødselsdagstale til den daværende Farum-borgmester, der for en gang skyld var mødt op til mødet. Naturligvis bevæbnet til tænderne med kasser af rødvin til mødedeltagerne. Vin til møderne var ganske usædvanligt, for normalt afvikles møderne med kaffe og hvide vand. Til nød med en avec. Brixtofte fejrede sig selv i fire dage, hvilket Fogh også bemærkede i sin raffinerede let ironiske tale. Festlighederne var heller ikke gået helt sporløst henover Farum-borgmesterens ansigtskulør, og i mødets pause påtog Carl Holst sig til alles lettelse den opgave at sidde nede i Snapstinget og bælle rødvin resten af aftenen med den stadigt tørstige fødselar. Efter at have set Brixtoftes let gennemskuelige forsøg på at fedte for chefen, var kvalmekvoten overtrukket hos alle deltagerne, der alle kendte til Brixtoftes konsekvente bagtalelser af Fogh igennem 10 år. Nu havde Fogh ryddet bordet, da han vandt sidste del af magtkampen halvandet år forinden, da landsmødedeltagerne vragede Brixtofte som næstformand. Brixtofte levede på Foghs nåde, så længe det varede. Det vidste alle de tilstedeværende V-organisationsfolk og politikere, og det var, hvad alle havde i baghovedet, da de måtte opleve dette optrin, der gav mindelser til antikkens Rom med den oprørske men besejrede republikanske senator, der bøjer sig for triumfatoren og imperatoren Cæsar.
Føleri ligger ikke naturligt for Fogh, men i anledningen af Pia Kjærsgaards runde fødselsdag overvandt kontrolfreaken sig selv og kom ud af rollen som 'Die Mensch-maschine'.
Jeg gad vide, om han har øvet sig? Tager man de kyniske briller på, må man sige, at 'krammeriet' i går politisk set var et glimrende træk. Optrinet bringer Fogh i kontakt med de vælgergrupper, som han og Venstre har sværest ved at holde på: Kvinderne og “svingvælgerne”. Denne blogger køber ikke Foghs forsøg på at give den som 'følelsesmenneske'. Han er et politisk dyr, der gør det nødvendige, og så er han en fremragende skuespiller. 'Foghs krammer' var politisk teater, men det var godt politisk teater!
9 kommentarer til “I følelsernes vold”
Nu har jeg ikke set billederne, men han vinder vist ikke megen sympati fra potentielle vælgere ved at kramme Pia…
Retorikken er jo stadig meget maskulin, ikke bare fra Fogh men fx. også fra kronprins Lars Løkke. “Ikke noget at komme efter”, “ikke fugls føde på den sag”, “sådan er det”. Det ændrer et enkelt kram vel ikke på?
K-Uglen.
Enig. Men prøv at læse aviserne. Dét er hvad folk fokuserer på. Rom blev som bekendt ikke bygget på én dag, men for mig er der ingen tvivl om at Venstre arbejder med Foghs profil.
@Imnord
Du har – efter min mening – kun delvist ret. De radikale Cafe-latte-vælgere brækker sig jo i lårtykke stråler ved synet af de to, der står og krammer. Men den vælgergruppe er Fogh – i modsætning til Uffe – jo ligeglade med.
Svingvælgerne, der ligger og roder på midten og som ikke er specielt interesseret i politik får sympati for den slags. Du skal tænke på de mennesker i din familie der læser ugeblade, og som ind imellem siger noget pænt om Pia Kjærsgaard. Det er de vælgere, der – efter min vurdering – afgør folketingsvalg i Danmark.
hehe..tror heller ikke han krammer sin kone 😉 træmand, du!
Jarl:
Jeg er meget interesseret i at høre din analyse af Weekendavisens historie i dag (s. 2), hvor vi hører, at Liberalisterne har en fremtrædende Venstre-politiker kørt i stilling som politisk ordfører. De vil ikke sige hvem det er andet end at det er en landskendt, medievandt osv. politiker.
Hvem kan det være?
Andreas@
Flere har spurgt, men jeg har virkelig ingen idé om det.
Jeg vil så godt som afvise, at det kunne være nogen fra Venstres folketingsgruppe. Det vil virkelig overraske mig.
Det kunne være en erhvervsmand med politiske ambitioner, men det tror jeg heller ikke på. Det vil aldrig rykke. Måske Aamund, men han er så vidt jeg ved konservativ. Saxobank-folkene er ukendte i den brede offentlighed, og de egner sig nok bedst til at tjene pengene. Sagt med al respekt!
Kurrild-Klitgaard kan der siges mange pæne ting om, men jeg tror ikke at jeg fornæmer ham ved at fastslå, at han ikke er specielt “landskendt”.
Samuel Rachlin synes jeg lyder som et af de lidt mere sandsynlige bud, der nævnes. Han er i det mindste landskendt som tidligere nyhedsvært. Om han er tidl. Venstremand aner jeg ikke.
Jeg håber for Liberalisterne at der er hold i deres forhåbninger. For hvis de kommer med en eller anden person som kun de indviede aner hvem er, så bliver de jo til grin. Det ville faktisk være ærgeligt!
Der er mange begavede mennesker i Liberalisterne – ikke mindst min vejleder på 3. årsprøve på polit.studiet Torben Mark Pedersen! Og så er der den gode Morten Sørensen! Men ellers synes jeg ikke det vrimler med politisk erfarne folk hos Liberalisterne.
Men jeg kan ikke skjule en meget stor sympati for intentionerne bag projektet!
Vi får se!
Interessant gætteleg!
Hvad med Mads Lundby Hansen? Han er da i hvert fald landskendt, men jeg tvivler nu på, at han vil opgive jobbet ved CEPOS.
Selvom jeg generelt er enig med Jarl i, at det næppe er en MF’er, så kunne nogle af de “utilfredse” i gruppen vel reelt set være en mulighed. F.eks. Peter Christensen.
Der må være nogle mere kvalificerede gæt…?
Det er da en sjov gætteleg.
Jeg tvivler mere end stærkt på, at den gode Mads Lundby Hansen skulle opgive sit gode job i CEPOS for at stå i spidsen for Liberalisternes projekt. Det ser jeg simpelthen ikke for mig for min gamle VU- og studiekammerat. Og jeg er helt enig i, at han ikke ligefrem kan kaldes for “landskendt”, med al respekt for hans og Cepos-drengene og pigernes vigtige og synlige arbejde.
Ja det med det landskendte gør hele denne gætteleg noget kompliceret. Liberalisterne må virkelig overraske, hvis ikke det skal vise sig, at de har oversolgt varen.
Mit eget indtryk af Torben Mark Pedersen er, at han gør sig knap så godt som politiker på tv. Det er klogt, at Liberalisterne skaffer sig et medievandt hoved, men for pokker hvor jeg håber, de ikke smider det hele væk ved at vælge den forkerte. Det ville være ærgerligt, for det virker for mig som om de mener det nok til at det kan bære igennem i det mindste til den første valgkamp.
Ellers tak fordi du deler dine overvejelser med os knap så indviede, Jarl.