Nytårsaftensdag ved middagstid blev det tid til en omgang 'året der gak' i programmet “P1-debat”, hvor kommentator Peter Goll og min ringhed klogede os om finanskrisen og dansk politik i det forløbne år.
Hvis man vil kan man høre programmet her.
Tak til læsere og annoncører for et forrygende 2008!
Jeg er klar igen med en analyse af statsministerens nytårstale om aftenen nytårsdag.
Og rigtigt godt nytår til alle!
STØT JARLS BLOG her.
Pia Kjærsgaard sætter sjældent sin fod forkert i den politiske debat. Skarpheden fejler så sandelig heller ikke noget, og DF-lederen har nu i 20 år sat sit præg på dansk politik '“ afhængig af hvem man spørger '“ på godt og ondt.
Men hvor længe kan succesen fortsætte? Kjærsgaard runder de toogtresindstyve i februar, så mon ikke der er et par år endnu på topplan, selvom at hendes pludselige voldsomme hovedpine-anfald under sommergruppemødet satte lidt spekulation i gang om, hvorvidt hun fortsat kan holde til gamet. Indtil videre så virker Kjærsgaard som still going strong. Så selvom at DF-lederen i Ekstra Bladet mener, at hendes kronprins “Tulle” dvs Kristian Thulesen Dahl skulle være en “statsminister-kandidat”, så er det nok ikke et tegn på, at hun skulle forlade skuden. Pia K skyder på alt og rammer '“ næsten hver gang.
Men i sit seneste nyhedsbrev så går det helt galt for DF-lederen:
Ritzau skriver at Pia Kjærsgaard i sit ugebrev langer ud efter de mange folketingsmedlemmer, der siden seneste valg har meldt sig ud af deres respektive partier og er blevet løsgængere.
'En tendens, der ligefrem er kommet på mode i 2008, tolker partiformanden.
– Det viser en særlig karakter sådan at vende sit parti ryggen og i et anfald af egoisme udbryde “jeg melder mig ud”.
Så har man karakter og viser, at man har hår på brystet, at “man ikke vil stå model til mere, at man skal kunne se sig selv i øjnene.'
Men netop Pia Kjærsgaard selv vendte i 1995 også sit daværende parti, Fremskridtspartiet, ryggen, da hun dannede Dansk Folkeparti, konstaterer altså Ritzau.
———————————————-
Man forstår hvorfor DF-lederen siden er gået i flyverskjul for pressen efter denne sjældne totalkikser. Hvorfor i alverden farer hun ud og gør sig til moralsk overdommer overfor en masse komplet ligegyldige løsgængere, som formentlig rager hendes vælgere en papand? Og så når man SELV har været løsgænger?? Helt ærligt – det er da undervurdere pressen og vælgerne.
DF-lederen er omgivet af ret så begavede kommunikationsfolk, så det noget besynderligt, at situationen i det hele taget opstår. Der er ellers meget andet i tiden, som DF-lederen kunne mene noget om, og som matcher DFs dagsorden. Eksempelvis så kunne TV2 Nyhederne i går fortælle en fantastisk historie om, at det på grund af nærmest uendelige ankemuligheder i det retslige system tager tre år for en boligforening i en århusiansk indvandrerghettto at få smidt familier ud af lejlighederne, efter at deres børn har brændt eksempelvis børnehaver ned.
Det er da en oplagt DF-sag. Og så interesserer Pia K sig for nogle uinteressante løsgængere. Hvad sker der for dem?
STØT JARLS BLOG her.
I sin nytårstale 2008 sidste år spåede Anders Fogh Rasmussen, at det største problem for Danmark blev, at det ville gå 'for godt'. Han skød – viste det sig – helt forbi. For 2008 blev et helt igennem rædselsfuldt år både for statsministeren politisk set, hvor stort set alt gik galt, men så sandelig også for de fleste danskere, da økonomien begyndte at dampe af som følge af den internationale finanskrise.
Og finanskrisen vil vare ved. Den vil trække et spor af lavere beskæftigelse, dårligere offentlig økonomi og privatøkonomi med sig. Man kan formentlig helt afskrive 2009 for opmuntringer og se frem mod 2010. Det er en Guds lykke for VK-regeringen, at valget først kommer om minimum to år.
Det eneste opmuntring set fra Foghs stol – hvis vi skal se bort fra hans kones forunderligt populære danseoptræden i prime time – var forløbet af overenskomstforhandlingerne på det offentlige område, hvor regeringen tog stikket hjem ved at lade de faglige organisationer løbe line ud med deres bombastiske og urealistiske krav. Efter flere ugers konflikt var strejkekasserne tømt og forhandlerne '“ og navnlig deres medlemmer '“ møre til at indgå en overenskomstaftale.
Men resten af 2008 var én stor jammerdal:
Foghs kronprins Lars Løkke Rasmussen fedtede tilsyneladende rundt i sine gamle bilag på øl, taxa og hotelfilm. Det store spørgsmål er om den historie skaber varige mén i hans politiske liv, så det bremser hans karriere. Jeg hører dog til dem, der spår Løkke en snarlig karriere som ny statsminister. Mon ikke Løkke har fået lært at betale sine private udgifter selv? Det eneste, der måske står i vejen for, at 'folket tilgiver ham' på den lange bane er, at han fortsat så ihærdigt benægter, at der har været slinger i valsen på bilagsområdet. Det er alt sammen pressens og/eller oppositionens skyld, fremstår han irriteret og forurettet. Selv når han bliver tildelt priser af vittighedstegnerne.
Så stemte irerne nej til Lissabon-traktaten. Alle forkromede planer og drømme om et karriereskift til EUs top led mere eller mindre skibbrud. Fogh har næppe helt opgivet sine EU-karriereplaner, men de bliver ny sværere at realisere efter, at irernes nej tvang statsministeren til at droppe planerne om en ny folkeafstemning om Euroen m.v.
Så kom balladen om regeringens udlændingepolitik blandt andet udløst af den såkaldte Metock-dom, der reelt lukker luften ud af regeringens stramme familiesammenføringspolitik, som befolkningen- trods Politikens og Informations anstrængelser – i øvrigt står bag. Forinden havde Berlingske-journalister gravet frem at regeringen i årevis havde administreret familiesammenføringer stik imod EUs regler om arbejdskraftens frie bevægelighed. En solbrændt Fogh vendte hjem fra sommerferien i det sydfranske benægtende, at der var noget problem. Det ville kunne kun påvirke 'et hjørne' af dansk udlændingepolitik. Nu ville han tage initiativ til at klare den sag i EU. Det kom der SLET intet ud af. Den danske regering blev mødt med snik-snak og ligegyldighed og problemet med et stort hul i familiesammenføringsreglerne består.
Ministeren på området Birthe Rønn Hornbech udgør i sig selv et helt problem. Hun har formået at undsige sin egen regering, men har siden måttet gå imod alle sine hidtidige principper om retssikkerhed og politikeres pligt til kun at stå op for sin egen overbevisning. Hun gik fra at være et politisk ikon til at blive en joke på ganske få måneder. Rønns håndtering af pressen er et helt kapitel for sig selv. Det egner sig bedst til et revynummer på Bakken næste år.
Den politiske dagligdag herunder finansloven for 2009 er klaret af med Dansk Folkeparti, men man fornærmer ingen ved at fastslå at det var så som så med de politiske reformer i 2008. Regeringens forhandlinger om en arbejdsmarkedsreform kortsluttedes af DF og S, da ingen af de to partier kunne se en interesse i at hjælpe regeringen på dette område. Det blev dermed en fiasko for beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, der ledte forhandlingerne.
Så er der ledelsen af Venstre, der tydeligvis for de fleste 'sejler'. Ingen aner hvad Foghs planer er, og han er meget fraværende i det daglige blandt andet på grund af en hektisk rejseaktivitet både til EU-lande men også til oversøiske områder. I fraværet af ledelse oplever Christiansborg derfor sære ting og sager. Eksempelvis kunne Politiken før jul underholde læserne med meldinger fra Lars Løkke, der pludselig proklamerede topskattens afskaffelse. Han turde endda tage det forkætrede ord 'Topskat, Topskat, Topskat' i sin mund '“ engang et fuldkommen 'faux pas' '“ i Claus Hjorts 'Nye Venstre'. Skatteminister Kristian Jensen, som nok ikke hører til Lars Løkkes allerstørste fans (og vice versa), har fået påbud fra V-toppen om IKKE at udtale sig om skattepolitik. I sig selv ret barokt: En skatteminister, der ikke må tale om skattepolitik! Hvad gør man så, når finansministeren '“ hans rival '“ udtaler sig om hans forbudte domæne skattepolitik? Svaret giver sig selv: Man pisser sit territorium af og taler om finanspolitik. Nu skulle vi stramme skruen af hensyn til velfærden på den lange bane lød budskabet fra unge Jensen '“ også i Politiken – blot et par dage efter Løkkes udmelding på skatteområdet. Ikke en levende sjæl påstår at de to meldinger var koordineret. Claus Hjort måtte så på banen et par dage efter og dysse sin skatteminister lidt ned. Nu er Hjorts egen tid ved at rinde ud og fremtiden tilhører Jensen, så det skete gelinde: Jensens verdensbillede var præget af 'sortsyn', mente beskæftigelsesministeren. (Havde det nu været en Søren Pind havde han formentlig fået at vide, at han skulle holde sin kæft. Der er bestemt forskel på folk!)
Løkkes og Jensens meldinger i øst og vest om den økonomiske politik er et symptom på, at ingen i Venstre aner, hvad retning Fogh vil i 2009. Det er også et tegn på en udtalt mistillid i Venstres kommende A-kæde. Hverken Jensen eller Løkke har egentlig på sigt glæde af de sprækker, der tilsyneladende er ved at gro dybere mellem de to. Man må for Venstres egen skyld håbe på, at den dårlige stemning ikke breder sig til resten af partiet. Det kunne godt udvikle sig til et kæmpeproblem, hvis ikke Fogh snart til affære, sætter sig i sadlen, udstikker retningslinjerne og begynder at lede sit parti igen.
2008 var et rædselsfuldt år for regeringen. Mon ikke 2009 bliver lidt bedre, hvis man altså lige ser bort for det sorte hul, som verdensøkonomien åbenbart er ved at falde ned i.
STØT JARLS BLOG her.