Vælgerne vrager Vestager

Siden katastrofevalget i 2007, så har liste B i målinger cirkuleret lige omkring og oftest under valgresultatet på 5,1 procent af stemmerne.

Partilederen Margrethe Vestager blev som nyudnævnt undervisningsminister i 1998 udråbt som kæmpetalent og spådommen i medierne og hos de radikale gik på, hvorvidt hun med tiden gik hen og blev den første kvindelige statsminister i Danmark (efter Marianne Jelved), kommende FN-generalsekretær efter Kofi Annan eller var det i virkeligheden som første kvindelige pave i Rom efter Johannes Paul II?

Vestager har fået mange tæsk i medierne, siden hun blev partileder i 2007. Blandt kritikpunkterne er især hendes bevidste eller ubevidste elitære fremtoning, som ikke ligefrem har den store appel til vælgerne. Hendes ledelsesstil har tilsyneladende også kvalt al gejst i partiet i en sådan grad at enkelte af hendes partifæller har forladt de radikale smækkende med døren i vrede. Hun og forgængeren Jelved er aldrig veget en tomme i de interne magtkampe med det resultat, at det meste af det begrænsede yngre talent i folketingsgruppen så som Simon Emil Ammitzbøll, Naser Khader og partiets daværende medlem af Europaparlamentet Anders Samuelsen er afskallet/brudt ud og blevet til perifere midterpartier til højre for de radikale.

Vestager fremstår for tiden som en noget mørbanket, trætudseende og tiltagende usikker partileder. Varen på hylderne – slap udlændingepolitik kombineret med økonomisk strammerpolitik – er også næsten blevet umulige at sælge sammen. Vælgerne har tilsyneladende også svært ved at se den store fremtid i en flok gruppefæller 'methusalemmerne' eller 'olle-kollet', som hver og en er 'yesterdays news' og hvis storhedstid var nittenhundredeogfirserne/halvfemserne. Undtagelserne er gruppens næstformand Morten Østergaard og Morten Helveg Petersen, som dog næppe heller rummer det store potentiale som 'folkekære' politikere.

De radikale ledere har ofte kunnet varme sig ved, at selvom alle andre ikke kunne få øje på deres fortræffeligheder, så syntes i det mindste deres egne vælgere, at partiledelsen var ret så fantastiske. Men det er åbenbart heller ikke tilfældet længere.

Lige før nytår fremkom en Gallupmåling i Berlingske, der viste, at sølle 13 procent af R-vælgerne vurderer hende til at have klaret sig bedst i sammenligning med de tre andre kvindelige partiledere. Til sammenligning mente 23 procent af de radikales vælgere, at selveste Pia Kjærsgaard – altså i radikal forståelse selveste “antikrist” – havde klaret sig bedst. Et soleklart katastrofalt resultat for Vestager.

I går viste så en ny Megafon-måling, lavet for Politiken og TV2, at 75 procent af vælgerne havde den opfattelse, at Det Radikale Venstre ikke har indflydelse på dansk politik. Hvad der er ret så indlysende! Værre var det, at 42 procent af de adspurgte mener, at Margrethe Vestager håndterer sit lederskab  »dårligt « eller  »meget dårligt «. Kun 19 procent mener, at Margrethe Vestager gør det  »godt « eller  »meget godt « som partileder.

Nærmere kommer man ikke et wake up call '“ selvom at Margrethe Vestager i går til Politiken påpegede, at man først skulle bedømme hendes indsats, når hun havde siddet i fem år og altså ikke kun på indsatsen de første halvandet år.

Resultaterner taler ellers for sig selv: Vestager har kun siddet i et halvandet år og er lykkes med at fortsætte Jelveds ørkenvandring, men til gengæld har hun sat forgængerens mandatfremgang over styr, og partiet har i de seneste 100 år aldrig været længere væk fra magten.

Man spørger uvilkårligt sig selv: Hvad vil Vestager mon kunne nå at lave af ulykker som partileder for de radikale i løbet af de næste fem år? Vil det lykkes for hende at køre partiet helt i sænk?

Mit eget bud er, at Vestager på et tidspunkt løber sur i det, opgiver og overlader pladsen. Og så vil 'skuffeplanen', hvor 'Brødrene Helveg Petersen' overtager ledelsen, formentlig blive iværksat. Men det kræver som minimum et folketingsvalg, der totalt forynger folketingsgruppen.

STØT JARLS BLOG her.