SF'eren Özlem Sara Cekic har i kun en alder af 32 somre følt et presserende behov for at verden nu skal læse hendes erindringer fra 'Føtex til Folketinget', der netop er udkommet. Bogudgivelsen har sent den unge politiker på den sædvanlige rundtur i mediekarrussellen herunder Go’ Morgen Danmark, hvor man ikke bliver stillet alt for skarpe spørgsmål.
Med sin bog har Cekic stillet sig til skue som yngre, sympatisk, køn, velintegreret indvandrerkvinde, gravid og derudover mor til to, arbejderklasse og offentligt ansat sygeplejerske. Dermed er Cekic ophøjet til det, som nogle indvandrere selv hånligt kalder for 'en præmieperker'. Det har dog den positive side af sagen, at det samtidigt er en slags licens til at få fri taletid, hvor man kan snakke om sig selv i dameblade, avisernes søndagstillæg og i Go’ Morgen Danmark uden at få stillet ret mange kritiske spørgsmå, der udfordrer ens holdninger mv.
Tyrkisk-fødte Cekic er naturligvis en vigtig rollemodel for alle de indvandrere, som ikke finder mulighederne i det danske samfund så håbløse, at de heller vil slås med Hells Angels om hashmarkedet i København. En duel, som i øvrigt lige nu foregår på skydevåben på gade og stræder, har taget det halve København som gidsel og gjort sagesløse til ofre.
Til trods for at “det gungrer”, så er realiteten den, at det nok er som så med Cekics indflydelse og leverede politiske resultater, siden hun blev valgt til Folketinget i 2007 '“ båret ind af SFs kanonvalg. Som alle ved, så står SF uden for indflydelse, og det er i øvrigt ret svært at få øje på Cekics originale politiske idéer. Tankesættet består, så vidt jeg kan vurdere, stadigvæk af traditionelle SF-holdninger om at bruge endnu flere skattekroner på den offentlige sektor og navnlig på det sociale område samt integrationen, end der gøres i dag. Altså i realiteten intet nyt under solen.
Alligevel må man tage hatten af for Cekics effektive iscenesættelse af sig selv. Det er naturligvis den gode gamle historie om turen fra røv og nøgler (En fattig landsby i Tyrkiet over kassedame i Føtex) og til rigets helligste haller (Folketinget).
Hvad har Cekic så lært af at være i Folketinget spurgte Cecilie Frøkjær på TV2 i morges: 'Jo jeg er fra Vesterbro og kan godt lide at kalde en spade for en spade. Jeg bander meget og siger både sgu og fanden. Men så bliver jeg også irettesæt af formanden, for det gør man ikke inde på Folketinget', fastslog Cekic med den utilslørede gebrokkenhed, som sammen med hendes mellemøstlige udseende uvilkårligt for mange vælgere placerer hende i kassen sammen med 'alle de andre indvandrerpolitikere'.
Dem har vi haft en del af i dansk politik. Den sidste 'indvandrerpolitiker' som tog skridtet op fra de almindelige ligegyldige MF'ere i grebningen til partileder faldt, som vi netop er blevet erindret om i filmen om Ny Alliance – helt igennem. Også han havde stor succes med selviscenesættelse i form af utidige erindringsbøger, hvor vi blandt andet hørte historien om hans opstigning til Folketinget fra Damaskus i Syrien og via Vesterbro. Et af slagnumrene i Cekics fortælling om hende selv, er desuden den om den velintegrerede indvandrer/ moderne muslim, der brød ud af et arrangeret ægteskab – ligesom Naser Khader droppede sit arrangerede ægteskab '“ dog før at det blev effektueret. Ligesom Khader har Cekic også oplevet at blive chikaneret af islamister, som i hendes tilfælde følte sig kaldet til at blande sig i Cekics ægteskab. Skulle nogle unge indvandrere blive inspireret af de to, så har erindringsbøgerne, da absolut opfyldt ét fornuftigt formål.
Der har i øvrigt også været andre indvandrerpolitikere, som først er blevet feteret af medierne for så siden at være faldet igennem blandt andet Lubna Elahi for tyve år siden. Konen var berygtet på Københavns rådhus for at være i særklasse luddoven, men medierne stod på hovedet over, at hun nu skulle være nået til tops i kraft af store personlige stemmetal. Hendes kolleger på rådhuset var dog klogere, så hun blev effektivt marginaliseret og endte med at forlade først SF og siden Socialdemokraterne.
Men Özlem Cekic skal da nyde turnéen rundt i danske medier. Der kommer dog en dag, hvor hvedebrødsdagene i pressen også for hende er overstået. For ligesom alle politikere, der fører sig frem, ja så kommer regningen en skønne dag i kraft af kritik mv. Her gælder det gamle ord:
There is no such thing as a free lunch!
STØT JARLS BLOG her.
27 kommentarer til “Min rejse fra “røv og nøgler” og til Folketinget”
Du lyder skeptisk overfor Cekic ?
Jeg må sige, at jeg ud fra interviews og hendes optræden (bl.a. i after deadline), så er hun heller ikke lige min kop te.
Men hendes baggrund er (bl.a. igennem sit nye ægteskab med en ventreorienteret kurder) er er jo den klassiske tyrkiske, og der er der langt hefra til mere religiøse arabere. Præmieperker er vist forbeholdt araberne ?
Men politisk får hun det svært, hendes klassiske venstrefløjs moralisme (og krav om mere stat) er med hastige skridt på vej væk fra Søvndahls reformering af SF. Men på den anden side så har SF brug for hendes typer, for at fastholde den gruppe vælgere.
“som ikke finder mulighederne i det danske samfund så håbløse, at de heller vil slås med Hells Angels om hashmarkedet i København.”
Nuvel, mig bekendt, er det vist et ganske attraktivt marked de kaster sig ud i, og risikoen er trods alt minimal selv med de nuværende få skyderier (de rammer trods alt sjældent hinanden) – det er vist svært for samfundet at stille noget mere attraktivt i sigte for denne gruppe.
Angående Özlem Sara Cekic så rammer du vist plet hele vejen. Jeg bemærkede at hun var gædt i deadline 2.sektion igen forleden. Det er vist det program der skal forestille at være det mest dybsindige /intellektuelle hos DR, hvor indsigtsfulde mennesker mødes. To gange indenfor et år, har hun fundet vej dertil, og ingen af gangene har hun haft noget at sige. Den første gang vil jeg vove at påstå at hun decideret ødelagde debatten om mulitkulturalisme (med udgangspunkt i Stjernfelt og Eriksens bog) da hun kun har sine hverdagsbetragtninger fra Vesterbro med i lasten.
Dette var også udgangspunktet for hendes anden optræden, men der var det ligesom hele præmissen for programmet – der altså tilsyneladende havde som mål at være ligegyldigt.
Men for alle vi andre er det jo så trist at samfundsdebatten hos DR og i mange andre medier, evigt og altid skal tage udgangspunkt i mere eller mindre tilfældige semi-kendtes personlige erfaringer. Jeg er ligeglad med ôzlems liv, Klaus Bondams osv..
Alting drukner i personlige erfaringer, enkelte individer der har brudt nogle normer, osv.
Lad os nu få det store billede, få noget dokumentation frem, hvad er tendenserne.
Det forekommer iøvrigt at ôzlem i den grad vil sætte sig selv i en offerrolle, (som hun iøvrigt generelt gør med indvandrere/muslimer) – både med problemerne med islamister og med racistiske danskere.
1. Om jeg er skeptisk? Absolut. Det er jeg helt grundlæggende overfor samtlige politikere. Og især dem, som helt indlysende, intet har at byde på.
Özlem Sara Cekic har intet at byde på ud over de sædvanlige socialistiske automatløsninger med flere ressourcer og større offentlig sektor i det hele taget, og under debatterne i Folketinget sidder hun ofte med himmelvendte øjne, når politikere, hun er uenig med, er på talerstolen.
Come on, så længe en Lene Espersen og Ulla Tørnæs og – måske – Malou Aamund kan drive det til en ministerpost, så er der vist større vildt i skoven end Ôzlem
For ikke at nævne Helge Sander
6: Hey hov, ikke et ondt ord om Helge Sander som var med til at få professionel fodbold inført i Danmark. For det er der evig respekt!
indført…
Jeg synes også Özlem er ufatteligt irriterende i debatter. Hun virker meget sympatisk, og når man taler om socialpolitik, tager hun altid udgangspunkt i dem der har det absolut værst, og som det nærmest er en dødssynd at sætte krav overfor. De mennesker findes da helt sikkert, men man kan ikke gøre dem til rettesnor for al socialpolitik, nogen skal også piskes igang.
Som borgerlig håber jeg selvfølgelig på hun ikke kommer i regering – men når jeg hører SF’erne tænker en del af mig, at de kunne trænge til at få ansvaret. Der er ingen grænser for ting i det offentlige der skal blive bedre, og regeringen fejler osv. Jeg griner lidt indeni ved tanken om Villy Søvndal, Özlem Cekic og Mette Frederiksen, der klapper kassen i overfor kommunerne når der ikke er råd til mere.
Og ja, hvis Cekic en dag står med ansvaret med noget stort, skal hun nok få smæk for de fejl hun begår.
Undskyld mig Jarl, men det var da en fuldkommen helt og aldeles ligegyldig kommentar. Det minder jo om en, tja, politiker uden noget på hjertet;)
Det mest, eller eneste, interessante ved Özlem Sara Cekic er, at hun forsøger at distancerer sig fra den typiske indvandrer politiker, hvorfor hun da også beskæftiger sig med social politik og psykiatri.
At hun så er socialist er hendes problem.
@5 Nils H
Du har fuldkommen ret. Der er ingen af de tre evigheds talenter der har meget at byde på, hverken intellektuelt eller idémæssigt.
Som Nils Hausgaard har sagt: “at udnævne Helge Sander til minister for Videnskab er som at tage brødet ud af munden på os der skal leve af at lave satire”.
10. Du behøves ikke undskylde, bortset fra at jeg slet ikke kan følge dit synspunkt om, at jeg tilsyneladende leverer en “aldeles ligegyldige kommentar” 🙂
Nu er det heldigvis mig, der bestemmer, hvad der er vigtigt og ligegyldigt her! 😉
SF’eren har fyldt sendefladen i alle medier med sig selv og naturligvis afstedkommer det at “hun ryger en tur her på bloggen”.
At emnet så ikke optager dig. Ja. Det må jeg vel leve med…Kig ind en anden dag! 🙂
Du bestemmer enevældigt og normalt både godt og relevant. Og du har ret, endnu en politiker uden hverken ånd eller hjerte finder jeg ikke hverken nyt eller interessant. En vinkel der kunne være interessant var, hvordan SF positionerer Cekic som alt andet end den typiske integrationspolitiker. Er den gået af mode med Kadar?
Hvad med ham Farshad Kholgi – skulle han aldrig til at lave politik også? for et års tid siden var han da her, der og alle vegne. Hvad blev der af ham?
Man må gå ud fra Ole Sohn og Filly Safendahl har været DYBT nede i annalerne inden Cekic blev lukket ind. Der var ikke brug for endnu en “Oliver”:-)
Helt ørli, Jarl.
Den kommentar var ganske enkelt langt under dit sædvanlige niveau. Det er fair nok, at være politisk uenig med en politiker, og det er endda ikke utænkeligt at fru Cekic ikke er den skarpeste kniv i skuffen. Det ved jeg slet ikke noget om, men vil gerne høre dit bud på netop det!!
Men så må du holde dig til emnet, og venligst styre udenom det inferno af stigmatiserende godtkøbs-betragtninger, som du strør om dig med:
“har (…) stillet sig til skue som yngre, sympatisk, køn, velintegreret indvandrerkvinde, gravid og derudover mor til to, arbejderklasse og offentligt ansat sygeplejerske.” … “som nogle indvandrere selv hånligt kalder for 'en præmieperker'.”
Og så skal hun naturligvis som udgangspunkt ses som det du kalder “indvandrerpolitiker”: “den velintegrerede indvandrer/ moderne muslim, der brød ud af et arrangeret ægteskab” … “ligesom Naser Khader” … og så insinuerer du, at fruen nok er ligeså doven som katastrofen Lubna Elahi!!”
Konklusion: Tag tørklæde på (som Asmaa) og bliv set som krypto-terrorist. Tag tørklædet af og bliv set som kvinde, muslim, kurder, doven … og først i femte, sjette syvende række (hvis overhovedet) som politiker.
Godt så! Hun er kvinde, har mørk hud og har brune øjne, en stor tud og et kønt smil. Get over it og stay on message.
Ellers skriver jeg en kommentar om de tre værste bondekone-modeller blandt de kvindelige V-ministre. 😉
Nul stjerner for den lettere etnofobiske og kønchauvinistiske præstation. 🙂
14. Hej Henrik,
Du har da misforstået mit indlæg. Det er jo ærgeligt.
Jeg vil gerne høre om bondekone-modellerne! 🙂
Det er jo sådan nogle typer, der skal vælges i København. Ligesom Pernille Rosenkrantz. Bliver hun valgt på Fyn? I doubt it.
@Henrik Rasch
“Godt så! Hun er kvinde, har mørk hud og har brune øjne, en stor tud og et kønt smil. Get over it og stay on message.
Ellers skriver jeg en kommentar om de tre værste bondekone-modeller blandt de kvindelige V-ministre.
Nul stjerner for den lettere etnofobiske og kønchauvinistiske præstation.”
Wauv. Der skal ikke så lidt talent, til at gøre Jarls indlæg til en etnofobisk præstation. Er der ikke en nedre grænse for hvornår nogen vil smide race-kortet. Kom nu ind i kampen….
Det forekommer mig at det primært er din respons der er fokuseret på race/etnicitet – og så kan vi jo snakke om hvem der er etnofobisk/racefikseret.
17. Altså jeg havde forventet at én eller anden skrev det som Henrik skrev.
Det er aldeles politisk ukorrekt at kritisere yngre kvinder af anden etnisk herkomst end dansk.
Cekic er på turné i de danske medier med sin livshistorie. Vi skal høre om gamle bedstemødre i fjerne landsbyer og en storebror, der er psykisk syg. Det er såmænd fint nok. Men vi er så nogen, der vælger at presse bullshit-knappen i bund. Dette handler IKKE en bønne om politik, men om personlig profilering. Egentlig er det ok at pressen giver taletid til Cekics livshistorie.
Men hvor er lige de kritiske spørgsmål til hende?
Vi skal nu igennem det samme narrespil, som kørte med Naser Khader, der blev kanoniseret til noget, han slet ikke var.
Jeg synes det er en helt relevant problemstilling, som Jarl påpeger, og skærer ud i pap i #18.
Der er en berøringsangst for at stille de kritiske spørgsmål til kandidater med etnisk baggrund, og også internt i partierne tager man nok for let på dem (jeg har gjort erfaringer på førstehånd).
Men… der er dælme også mange etnisk danske politikere, der slipper nemt afsted i pressen med fortællinger om barndommens gade, gamle bedstemødre, og hva’ har vi. Problemet er nok i lige så høj grad at politik efterhånden flyder ind i underholdningsbranchen og at holdningsdelen betyder mindre og mindre.
19. “Men'¦ der er dælme også mange etnisk danske politikere, der slipper nemt afsted i pressen med fortællinger om barndommens gade, gamle bedstemødre, og hva' har vi.”
Enig. Men det er lissom at det er endnu mere “spændende” for medierne, når folk er født i Mellemøsten end i Nørre Snede.
“Enig. Men det er lissom at det er endnu mere 'œspændende' for medierne, når folk er født i Mellemøsten end i Nørre Snede.”
Enig. Men så har vi jo også fået fastslået hvem der er mest optaget af etnicitet og såkaldte racer. Det er ikke hr. og fru danmark der ligger mest vægt herpå. Det er deadline, tv2, politiken osv., der mener at en etnisk baggrund i sig selv er en kvalitet der giver nogle særlige indsigter.
Umiddelbart kunne man jo hævde at de naturligt må have nogle erfaringer med integration/ghettoer/islam osv, men det hele falder jo til jorden hvis samfundsdebatten skal tage udgangspunkt i enkelte succeshistoriers personlige erfaringer.
Men det mest komiske eksempel for tiden er vel de radikale – jeg forestiller mig de er lettere desperate for at få et mørkt ansigt ind i gruppen, for det skulle jo nødigt hedde sig….
Manu Sareen må dog tage prisen som det mest overeksponerede menneske i dagens danmark. Han kommenterer i alle medier, som såkaldt ekspert, på alt hvad der har med islam, udlændinge, bander, æresdrab, ytringsfrihed osv at gøre.
Intet er for stort, intet er for småt, og iøvrigt er manden jo hverken selv muslim, eller omgærdet af de problematikker der gælder for så mange andre udlændinge.
Tilgengæld har man en garanti for at hans synspunkter aldrig tager udgangspunkt i “på den ene side og på den anden side afvejning” – der er altid en klart defineret offerrolle, og et ondt ondt dansk samfund der har gjort så meget galt.
Jeg kan ikke mindes at han nogensinde har leveret en saglig argumentation i et dansk medie, senest gjorde han bande-pakken til intet mindre end umenneskelig i berlingeren – uden at forklare hvori det bestor. Man kan diskuter effekten af den, og mange andre elementer. Men at skrige at den er umenneskelig – come on, hvis det kan gøre en til folketingskandidat hos det parti med den bedst uddannende vælgerskare, så vil jeg vove at påstå at han har meget at takke sin etniske baggrund for. Den var næppe gået hvis man hedder Jørgen og kommer fra Haderslev
Superman, jeg er fuldstændig enig i dit syn på Manu Sareen. Jeg kan ikke holde ud at høre på manden og hans automatsynspunkter, men alligevel trækker de danske journalister ham ud af stalden i én uendelighed, så han kan bekræfte deres eget indsnævrede verdensbillede.
Kort sagt elsker de danske medier Manu Sareen, fordi han er indvandrer, halalhippie, radikal og relativ ung og smart.
Jarl, jeg er meget enig i dit argument i # 18.
Du burde næsten have et comment karma-plugin, så jeg bare kunne give dén kommentar et thumbs up.
Michael Gram > Helt enig. Der findes stort set ikke kritiske spørgsmål i dansk journalistik – og selv hvis der bliver stillet ét kritisk spørgsmål, bliver der aldrig fulgt op, når politikeren har svaret udenom.
I forhold til problemstillingen om gratis frokost til præmieperkere, er Naser Khader det bedste bevis for, at det kan være nødvendigt at forholde sig kritisk overfor udleverende livshistorier.
Især i kontrast til Farshad Kholghi, som jeg tror opfandt udtrykket ‘præmieperker’. Han er liberal, intelligent og en dygtig skuespiller. Han har fået succes på sine kvalifikationer, og ikke på at tude over sin iranske opvækst.
Mon ikke vi kan gætte på, at bogens købere langt overvejende skal findes i den kvindelige halvdel af befolkningen, måske især blandt dem der læser ugeblade. Jeg tror ikke man skal forvente kritiske spørgsmål fra den kant overhovedet (med mindre det drejer sig om at sænke skatten).
Nå, nu håber jeg at denne blogs ejer kan love mig fuld kildebeskyttelse for sådan en udtalelse så kort for kvindernes internationale kampdag…
@En anden Anders, 16
“Det er jo sådan nogle typer, der skal vælges i København. Ligesom Pernille Rosenkrantz. Bliver hun valgt på Fyn? I doubt it.”
Da hun første gang blev valgt for Enhedslisten, var hun kandidat på Fyn.
@17-23:
Min oprindelige harme gjaldt nu mere kønsaspektet – nemlig at medierne/journalister/kommentatorer nærmest pr. refleks griber lidt dybere i kliche-posen, når det drejer sig om en kvinde. Og hvis der så oven i købet er noget etnisk inde over, bliver det først rigtigt grimt.
Det synes jeg også gør sig gældende i Cekic-eksemplet, og min anke var, at den her residerende blogindehaver lod sig smitte af den bacille frem for t holde sig til emnet.
Men om ikke andet fik Jarl – og flere af de ærede indlægsforfatterere – så lejlighed til at spidse pointen til – nemlig at politikere alt for ofte lader sig trække rundt ved næsen af medier, som interesserer sig for den gamle bedstemor, landbyens gadekær og ikke mindst børnene fremfor den politiske substans.
Det kan jeg kun være enig i. Spørgsmålet er så bare i hvor høj grad en politiker skal lade sig styre af/skal udnytte mediernes interesse.
I den forbindelse synes jeg så i øvrigt ikke, at den gode fru Cekic er det mest graverende eksempel. Det kunne jo være at hun rent faktisk har skrevet sin bog ud fra et ægte ønske om at dele sine oplevelser og overvejelser om, hvordan hun sådan helt personligt har fundet sig til rette som kvinde/etner/arbejder/muslim, eller hvilket perspektiv hun nu synes er relevant.
Og det er vel i grunden ikke så galt!
26: Nej. Og man kan også spørge sig selv om, hvor mange vælgere der egentlig interesserer sig for politik, når det kommer til stykket. I den situation skal politikerne og politikerspirer ud og profilere sig på alt muligt andet, og det er vel også i det lys at vi skal se Cekics bog og mange andre politikerpåfund med det.